Den egentlige Skienselv

av Amund Helland

Geograferne benytter navnet Skienselven om strekningen fra Norsjø til udløbet syd for Porsgrund, men denne benevnelse bruger befolkningen kun for elven fra Skien og sydover. Ved Skien antager elven en ny karakter. Det er ovenfor omtalt, at elven ved Skiens by danner fosse, og at den ovenfor fossene benævnes Farelven; denne har med sine fosse en fjeldelvs karakter, medens elven nedenfor Skien er en forholdsvis svagt strømmende flod. Fra Skien gaar Skienselven først næsten retlinjet mod s.s.o., følgende strøgretningen af de undersiluriske lag, der her danner det faste fjeld. Ved den nordlige del af Porsgrund bøier elven pludselig mod sydvest og følger her den merkelige forrykning, som før (side 47) er omtalt, og denne retning fortsetter til mundingen. Den oprindelige retning mod s.s.v. gjenfindes i Frier og nedenfor Brevikstrømmen, ogsaa i den egentlige Langesundsfjord.

I det mellemste løb fra Skien til Porsgrund hviler elven sjelden paa fast fjeld; sengen ligger i postglacialt ler, hvor elven ofte har foraarsaget udskjæringer, især før strømmen blev reguleret, og særlig paa elvens vestside, hvor lerlagene har større mægtighed, og er overleiet af postglacial sand. Løvenskiold beretter i sin beskrivelse over Bratsberg amt om et hus, der i den første halvdel af det attende aarhundrede gik i elven. Borgestadholmen er vistnok langt tilbage i tiden opstaaet paa lignende maade, og i det nittende aarhundrede har flere mindre udskjæringer fundet sted, sidst ved det store jordfald ved Kjerringteigen, der i dage hindrede skibsfarten til Skien, og gjorde elven, Frier, ja havet over en strekning langs kysten grumset.

Skjønt Skienselven er seilbar lige til Skien - og ved hjælp af sluser meget længere for mindre skibe - er dog dette løb mellem Skien og Porsgrand ikke fuldt udjævnet, det bestaar egentlig af en række rolige basiner forenede med stride strømme. Øverst ligger Skiens havn med en dybde indtil over 10 favne, derefter følger den smale og stride strøm ved Graaten, som dampskibene ikke altid formaar at passere. Derefter er roligt løb til den mindre fremtredende strøm ved Borgestadholmen, derefter igjen roligt løb et stykke, og saa følger den til sine tider stride Skjærstrøm ved Porsgrund færgested. Strøm opstaar paa sidstnævnte sted derved, at elven indsnevres til omtrent fjerdedelen af sin bredde af en fjeldryg, der tilhører den oversiluriske formation, og som strækker sig vestover hen mod den før omtalte forrykning, over hvilken elven strømmer med en dybde af omkring 2 fod, medens dybden i det smale skibsløb paa vestsiden er omkring 10 favne; i flomtiderne opstaar der over fjeldryggen et formeligt stryg. Det næste basin er elvemundingen samt Frier, der igjen gjennem den stride Brevikstrøm staar i forbindelse med den egentlige Langesundsfjord. Mellem de nævnte 4 basiner er niveauforskjellen dog neppe synderlig betydelig, da sjøfisk ikke sjelden gaar langt op i elven. Saaledes forekommer flyndre, skrubben, ganske almindelig ved Skiens brygger; andre saltvandsfiske, f. eks. torsk og makrel, er fisket ved Graaten. Tidevandet mærkes helt op til Skiens brygge; dets høide er i stille veir omkring halvanden fod. I Skienselva, ogsaa ovenfor Graaten, er fisket baade sjøfisk og ferskvandsfisk som gjedde, tryte, sik o. s. v. Gjedden forekommer sjelden. Naar fossene er aabne, maa den mindre saltvandsfisk fortrekke og dør tildels. Naar fossene er stængt, er vandet salt. Ogsaa hvitting fiskes helt op ved Skiens brygger; niser og sælhund er ogsaa seet i elven. Endog makrel var fisket i Graaten, og saa stor fisk som haakjærringer, og der er mange manæter i vandet. Fisket har tildels været frit som i en fjord.

Før kanaliseringen har man undertiden kunnet ro op Klosterfossen, naar vandstanden var lav.

Strømmen ved Brevik er ogsaa meget stærk, men ikke som i Graaten, da derude er mere rum. Strømmen i Graaten kan under flom gjøre op til 10 mils fart, i Brevik noget mindre.

Elven er seilbar for indtil 4.5 m. dybtgaaende fartøier. Strømmen er altid stærk, navnlig ved Graaten.

I elven findes nogle boer, forsynet med stager. Der kan ankres mellem Follestad og Skien paa 6-8 favne vand og lerbund.

Ved Porsgrund, lige nedenfor Skjærstrømmen begynder, hvad man kunde kalde, Skienselvens deltadannelse. Oprindelig delte elven sig her i 2 arme, hovedarmen, den nuværende elvemunning, mod vest og en mindre arm mod øst. Denne sidste arm begyndte ved færgestedet, flød derfra mod syd indenfor den nuværende store lasteplads Bien og Tolbodøen forbi Præstegaarden, bredte sig ved Frednes ud til den endnu eksisterende Litleelv, satte dernæst indenfor øen Roligheden, hvor den mundede ud i Gunneklevfjorden, der dengang gjennem et sund over Herøen stod i forbindelse med Frier. Gamle folk har berettet, at større jagter i deres barndom ofte benyttede denne led. Nu er hele armen gjengroet, naar undtages Litleelven, der viser sig som en grøft, f. eks. ved begyndelsen ved fergestedet. Mellem de to elvearme laa en del langstrakte øer, skilte ved sunde. Af saadanne var for mere end en menneskealder siden endnu følgende adskilte: det nuværende Bien, der dengang kun var en lav grund, men som senere er bleven opfyldt og indrettet til lasteplads, Tolbodøen, Roligheden og Herøen, hvoraf dog sidstnævnte kun tildels skyldes elvens deltadannelse. Alle disse øer er nu forlengst landfaste med undtagelse af Roligheden, der ligger udenfor Gunneklevfjorden. Af de sunde, der oprindelig forenede begge elvearme, er det øverste mellem Bien og Tolbodøen samt sundet tvers over Herøen igjengroet; det samme er ogsaa tilfældet med et sund Tussesundet, der ifølge et gammelt grundkart fra den østre arm strakte sig mod øst, og hvorover der i sin tid førte en nu forlengst forsvunden bro.

De to sunde nord og syd for Roligheden eksisterer derimod endnu, men grundes stadig mere og mere til, især det sidste. Gunneklevfjorden bliver herved mere og mere afskaaren, og om det rige fiskeri, hvorom Løvenskiold i sin amtsbeskrivelse beretter, er der nu slet ikke mere tale. - Elvens venstre arm, den nuværende elvemunding, der nu fører den hele vandmængde, har i tidens løb afsat den tomt, hvorpaa Vestre Porsgrund er beliggende, og har oprindelig gaaet ind til Vestre Porsgrunds kirke, hvor der endnu findes et grundt, stillestaaende tjern, hvori der ifølge Thues beskrivelse over Kragerø m. v. i forrige aarhundrede blev fundet sagflis og andre strandmærker.

Nu for tiden afsætter denne arm sine faste stoffe dels i selve mundingen, Torsbergrenden, hvor havnevesenet derfor kun ved stadig mudring er istand til at holde løbet farbart, og dels paa de vidtløftige grunde, Gaasegrundene, der strækker sig paa østsiden af mundingen langsmed Roligheden og Herø. Ogsaa noget længere mod syd, hist og her langs Friers vestre bred, der berøres af strømmen, afsætter elven efterhaanden fast materiale. Saaledes er i de senere menneskealdre Balsøen og Skjærkeøen begge blevet landfaste, idet de to sunde, der oprindelig skilte dem fra fastlandet, og som af gamle folk endnu nylig kunde erindres som farbare, efterhaanden er groede til. Materialierne til disse deltadannelser tager elven, der ved udløbet af Norsjøs store klarekumme er renset og klar, næsten udelukkende fra de store lerlag, hvori dens seng er indskaaren, og hvorfra den modtager forskjellige grumsede tilløb, f. eks. Lerkupelven ved Porsgrund; af adskillig betydning er ogsaa sagflisen, der i gamle dage i store masser tilførtes elven fra sagbrugene i Skien, samt de postglaciale afleininger af grus og sand paa elvens vestside, hvorfra de mange rullestene stammer, der saa hyppig findes spredte i deltaet.

[Skienselven optager i Porsgrund by Oseelven eller Lerkupelven, der kommer fra Børsesjø i Gjerpen; den gjennemstrømmer i sydostlig retning sletterne paa østsiden af Skienselven og gjør, idet den nærmer sig Porsgrund, en stor bue mod vest og falder i denne by i Skienselven; den har flade bredder og gjør derfor skade i flomtiden, navnlig omkring Børsesjø. Af denne grund sænkedes i 1853-54 Børsesjøen 3,3 m., idet der anbragtes en rende, som vesentlig følger det gamle elveleie. I elven flødedes i femaaret 1876-80 2 541 tylvter tømmer.

Børsesjø har sit tilløb fra de nærmest ved liggende aaser og fjelde og sit afløb sydover gjennem Lerkupelven; sjøen er 1,4 km² stor og ligger 1.6 m. o. h.

Børsesjøen omgives af flade og lave jordstrækninger, som jævnligen var udsatte for oversvømmelser. Ved et par dages regn steg vandstanden, saa at jorderne ikke kunde opdyrkes.

Ved resolution af 4de september.1852 blev det tilladt grundeierne ved en kanal at foretage den nævnte sænkning af Børsesjøen.]