Fra: I lovens navn. Telemark Politikammer 1898-1998
Når man blar igjennem gamle rettsprotokoller og aktstykker i Bratsberg Amts arkiver fra de siste par hundre år, blir man slått av det beskjedne omfang kriminalsaker og alvorlige forbrytelser har i den store historiske sammenheng. Heller ikke de mange, til dels meget interessante og grundige by- og bygdehistorier, går særlig i dybden når det gjelder befolkningens adferdsmønster i relasjon til gjeldende lover og rettsregler.
Riktig nok får man bekreftet at teledølen i gammel tid bar sine skarpslipte kniver løst i sliren. Og man kan lese om blodige mannedrap såvel under lystige bryllupsfeiringer som ved sørgende gravøl.
Lokalhistoren beretter også om forsmådde beilere som løste sine kjærlighetsproblemer med drepende bøsseskudd.
Man leser om kirkeskjending og mened. Om tjuvslakting og fandenivoldske grenseoppganger mellem hatefulle granner. Man finner utro toldere som unndrar Kronen dens rettmessige inntekter. Og møter assuransesvikende rederspekulanter som med åpne øyne sender sine skip til bunns med mann og mus i vinnings hensikt.
Forbrytersk og ille nok, vil de fleste mene. Ja, vel. Men dog! Detaljer som kunne ha dannet helhetsbilder av konfliktsituasjonene og gitt/forståelse for de involvertes reaksjoner er dessverre ofte meget mangelfulle i disse gamle historier. Og den som leter etter en detaljrik, spennende og - fremfor alt troverdig beretning om den store, rystende dramatikk og den skjebnetunge, dystre forbrytelse, må lete lenge.
Men så - en kald vinterdag på 1700-tallet skjedde det noe! I Skien. En skremmende og sinnsopprivende hendelse. Spennende, nifs og tragisk. En høydramatisk begivenhet som sendte skrekkbølger gjennem det vesle bysamfunnet. Og som fikk historieskriverne til å hvesse sine fjærpenner.
Dagen var 24. november 1777. Klokken hadde så vidt passert 7 om morgenen. Da ble byens befolkning skremt opp av kirkeklokkens intense kiming som varslet brann!
Plutselig var gatene fulle av ropende og hujende mennesker. Lyden av trampende støvler lød gjennem de trange smugene.
Menneskemengden strømmet til tobakkspinder Halvor Nielsens hus i Skistrædet, hvor et ildhav sto mot himmelen fra det overtendte våningshuset. Vann fra bøtter og spann ble pøst på fra de frivillige mannskaper, vektere og byborgere som hadde strømmet til. Men huset sto ikke til å redde. Snart flammet det opp også i den ene nabobygningen. Så i det neste. Derfra til det tredje.
Dermed var katastrofen et faktum. I løpet av de neste formiddagstimer ble over 270 bygninger lagt i aske. Deriblant også byens kirke, rådstuen, 33 sagbruk og 2 møller. En rykende ruinhaug var det som lå tilbake etter at de siste ulmende glør var sluknet. Brannen krevde også et dødsoffer, idet kjøpmann Boye Halvorsen omkom under et hjerteattak da han skulle bringes i sikkerhet ut fra sitt brennende hus i byens sentrum.
Hvordan ildsvåden var oppstått fant myndighetene ingen forklaring på. Og brannen ville nok ha forblitt et uoppklart mysterium i byens historie. Hvis ikke enda en brann hadde brutt ut, nesten på dagen 2 år senere. Hos den samme gårdeier. Som nylig hadde flyttet inn i en nyoppført gård, sammen med sin familie og tjenestefolk.
Det var klokken halv fem om ettermiddagen den 2. november 1779 at den nye brannen oppsto. Denne gang i tobakkspinderens bakgård. Det var gårdsarbeideren Hans Aslaksen som først ble oppmerksom på, at flammer og røyk veltet ut fra høyloftet over stallen. Fra loftet falt ilden ned i spilltauet, hvor hesten sto bundet. I huj og hast ble den rebelske hesten brakt ut av stallen og i sikkerhet. Mens de øvrige gårdsfolk og naboer strømmet til med sine vassbøtter og primitive slukkeredskaper.
Bakgården med stall og redskapsboder sto imidlertid ikke til å redde. Også et mindre nabohus strøk med. Men den store katastrofe unngikk byen denne gang. Takket være gunstige værforhold og stor dugnadsinnsats fra tilstrømmende medborgere.
Tobakksspinderen og byens øvrige innbyggere kunne puste lettet.
Det kunne derimot ikke Halvor Nielsens tjenestepike, den 23 år gamle Kirstine Olsdatter Smith. Som ung ugift mor var hun noen få år tidligere blitt ansatt som tjenestepike og amme for ekteparet Nielsens månedsgamle barn. Hittil hadde hun skikket seg vel og utført sitt arbeid til husbondsfolkets fulle tilfredshet.
Men denne branndagen fikk hun mistenksomme øyne rettet mot seg. Hennes oppførsel vakte plutselig undring hos de øvrige husfolk. Man begynte å følge hennes bevegelser. Og allerede mens brannen raste på det verste i stallbygningen, ble det oppdaget at Kirstine hadde forgrepet seg på herskapets pengebeholdning, som man trodde lå vel forvart i leilighetens skatoll.
Straks brannen var kommet under kontroll ble byfoged Tønder underrettet om tyveriet. Han beordret Kirstine Olsdatter arrestert og ved ransakelse blant tjenestepiken gjemmer på pikekammerset ble store mengder tyvegods fra det Nielsenske hjem brakt for dagen. Her var sølvskjeer med eierens monogram. Her var mansjettskjorte, halstørklær og kraver fra husbondens garderobe, til og med forsynt med eierens navn.
Heller ikke husfruens personlige klær hadde unngått tjenestepikens lange fingre. Og linforklær, serk og skjørt, også dette behørig navnet, så dagens lys. Alt sammen ugjendrivelige bevis på Kirstine Olsdatters tyvaktighet.
Piken selv ville overhodet ikke erkjenne noen skyld. Hun påsto i stedet, at hverken penger, sølvtøy eller klær var stjålet. Tvert i mot! Alt hadde hun funnet i Halvor Nielsens portrom etter brannen to år tidligere. Og alt hadde hun tatt vare på med tanke på å levere det tilbake senere!
Etter mange og lange forhør, og med den overveldende bevismengde foran seg, måtte den arme 23-årige tjenestepiken omsider tilstå sin brøde. For straks etter å trekke tilståelsen tilbake. Med gjentagelse av sine forsikringer om uskyldig i anklagen. Påstanden om at det var hun som med viden og vilje hadde satt fyr på høyloftet, for å dekke over sine tyverier, avviste hun blankt. En senere betroelse til presten Bødtker om, at hun hadde satt fyr på høyloftet, trakk hun tilbake under den senere rettssak. Presten hadde dessuten forsøkt å få henne til å tilstå, at hun også hadde vært ildspåsetteren ved katastrofebrannen to år tidligere. Noe hun nektet å ha hatt noen som helst befatning med. Blant annet hadde hun på prestens spørsmål om denne brannen henvist til, at Frelseren hadde vært hos henne denne natten og formanet henne til ikke å lyve på seg selv.
Den 22. mai 1780 falt dommen i underretten. Kirstine Olsdatter hadde alle odds mot seg. Hennes vekslende tilståelser og senere tilbakekallelser var i høy grad egnet til å svekke hennes sak i rettens øyne. Domsavsigelsen ble derfor uomgjengelig lovens strengeste straff - dødsdom.
Det danske kanselli beordret allikevel at saken skulle opp for en høyere rett. Dette skjedde ved opprettelse av et ekstra ting 27. juli 1780, som imidlertid stadfestet Lagmannsrettens avgjørelse. I domspremissene herfra understrekes blant annet Kirstine Olsdatters angivelige befatning med brannen den 24. november 1777:
«Her gaar Hendes Udsigende videre, at hun af uforsigtighet har foraarsageden Ildsvaade, som den 24. november 1777 overgik Scheens Bye (uagtet Hendes en Gang for Retten at samme Aar aflagte corporlige Eed, at hun om denne Ild var uvidende, hvoraf altsaa entstaar Meen Ederi), at hun saavel samme Dag som nogle Maaneder derefter havde berøvet fornævnte Husbond og hans Hustrue en Deel Søvtøi og Klæder, hvoraf det meste er forefunden og Eyerne tilbageleverede. Her er egen Bekiendelse, her er mange Kiends-Giærninger, særlige den at Delinqventinden med frie Forsæt og velberaad Hue forøvede Mordbrand, med en af Ilden anstukken Spaan, udi Halvor Nielsens Fæhuus den 2den Novbr. afvigte Aar, hvor ved hans og Naboen Friderich Wessels Huuse blev lagt i Aske. Flere Bevis ligheder æsker ikke Loven om Giærninger og Handlinger, naar de skal bedømmes. Menneskeligheden maa skrækkes og gyse over de af Kirstine Olsdatters Smiths forøvede, hvorfor hun for disse Retter er tilstede ..... Hvorfor kiendes for Ret at være: Den ergangne Under Rettes Dom i denne Sag bør i et og aldt ved Magt at stende.»
Kirstine vedtok dommen. Men atter en gang ombestemte hun seg og anket dommen inn for en høyere rett. Saken ble nå fremmet for overhoffretten i Christiania, for til slutt å komme opp for Høyesterett.
Også her ble dommen enstemmig:
Kirstine Olsdatter var å bøte med livet for sine ugjerninger.
Tidlig på morgenen den 25. mai 1781 ble den ulykkelige og dypt angrende Kirstine Olsdatter ført til retterstedet ytterst ute på Blekebakken. En stor skare sensasjonslystne og nysgjerrige tilskuere fra byen og landdistriktene omkring fulgte den tragiske kjerretransporten frem til retterstedet, hvor det allerede var samlet en stor samling av byens borgere. Dag og tidspunkt var offentliggjort i god tid i forveien, og øvrigheten hadde sterkt oppmuntret befolkningen om å overvære den groteske seanse. Offentlige henrettelser ble betraktet som en realistisk anskuelsesundervisning og effektiv påminnelse om at lovovertredere var hjemfalne til harde straffer. Og distriktets befolkning opplevde denne maidagen den andre henrettelsen i løpet av kort tid. Det var gått bare snaue 8 måneder siden den forrige. Den 30. september 1780 hadde en tyvaktig ildspåsetter, Jens Tollefsen, fått hodet skilt fra kroppen på retterstedet Åshammeren i Gjerpen.
Som den gang var det igjen skarpretteren fra Tønsberg, mestermann Ledel, som lot øksen falle. Og som etterpå, i alles påsyn, lot kroppen og hodet brenne til aske på det oppreiste bålet av tørr granved.
43 riksdaler og 24 skilling var bøddelens blodige honorar, pluss betaling for reise og dekning av utgifter til brensel.
Hvordan samtiden opplevde storbrannen i 1772 og Kirstine Olsdatters tragiske skjebne kan best belyses gjennem Bartholomæus Herman von Løvenskiolds betraktninger i boken «Beskrivelse over Bradsbierg Amt og Scheens Bye med sine Forstæder» fra 1784:
«.... Begge disse saa nyeligen tildragne Begivenheder der vidne om de Ulykkeliges Elendigheds Forøgelse, og om et eneste ugudeligt Menneskes Umenneskelighed og fast uhørte Misgierning, maae endnu udpræsse Taare af Øynene og Rørelse i det inderste Hierte, og hvor sporedes ikke ved disse Ruiner den Kongelige Naade og Gavmildhed i et Faderlig Hierte over sine lidende Børns og Undersaatteres Nød og Elendighed, den kolde og gysende Vinter var alt for Haanden den 24de November:, enhvers indsamlede VinterForaad fortærede Ilden og dens skræksomme Luer, den nødlidende blev Betle-arm, og den Fattigste var i Fortvilelse der var udsat for Hunger, Kulden og Nøgenhed; Nærings-Vej ene laae hendøde og Machinerne laae i Aske der skulde give Handelen sine Kræfter og de Handlende Evne til at underholde deres Medmennesker; Enkerne bare paa sine Faderløse Børn omringede af Luerne; Suk, Graad, Forvirrelse, Bedrøvelse og en hel Rad af Elendigheder rakte hinanden forgiæves Haanden; De Husvilde søgte Lye i Ulmen og Ruinerne, de Fornuftige vare raadvilde og udøste Vee-Klager, og de Ufornuftige, der med Nød undgik den fortærende Ild, brølede ud sine vilde og rasende Toner, kort sagt: her var en af de bedrøveligste Skue-Pladse og en Skam for Menneskeligheden, at et Menneske, en Christen, en blant de Christne opdragne, kunde være og blive et Middel først ved Skiødesløshed imod Lovene, og tilsidst imod den selve Naturens Lov og den Selskabs Lov de vankundigste Hedninger end ikke torde overtræde, kunde anrette saa skræksomt et Syn en saa fortvilet Handling, saa følende Sørge-Spil og saa overdrevet fast u-menneskelig Voldsomhed imot Dyden og Forvovenhed imot nogle Tusinde uskyldige Med-mennesker, dog denne angrede sine Synder og leed for sine Forbrydelser.»
* * *
En annen illgjerning skaket opp befolkningen i distriktet godt og vel femti år etter Kirstine Olsdatter møtte sin tragiske skjebne på Blekebakken i Skien.
Et overlagt drap fant sted. Et nøye planlagt rovmord natten til den 8. juni 1837. En fredsommelig og intetanende postfører fra Bamble, Søren Hansen Rogn, ble overrumplet i sin pram. Under en rotur fra Stathelle til Brevik med ukens brev og verdipost.
Udåden var omhyggelig forberedt og ble gjennemført av kjøpmann Ole Jacobsen Berg i Brevik. Som drev sin konkurstruede forretningsvirksomhet ved Fisketorvet. Pågående kreditorer som forlangte oppgjør for leverte varer og utålmodige långivere som krevde sine penger tilbake, gjorde hverdagen sur og slitsom for den utarmede kremmer. Som slett ikke gjorde situasjonen lysere for seg selv, ved å søke hyppig trøst i flasken.
Da var det at han fikk den store idéen! Som kunne redde ham ut av alle pekuniære vanskeligheter. Et postran var redningen!
Som alle Breviks borgere var vel kjent med, visste også kjøpmann Berg, at postføreren brakte ikke bare brev og dokumenter og aviser i sin postsekk. Men at den også til tider kunne være velfylt med blanke kontanter og fristende seddelbunker.
Ole Berg innviet en drikkebror, den ilanddrevne skipstømmermann Lars Mikkelsen, i sine planer. Sammen forberedte de postrøveriet til minste detalj.
Tidspunktet for postførerens ankomst til Brevik var ingen hemmelighet. At han som regel var alene på sin nattlige rotur over Strømmen var også vel kjent. Et overraskende overfall i nattens mulm og mørke syntes å være en såre enkel sak. Noen frykt for at postfører Rogn skulle gjøre anskrik og påkalle hjelp under det nattlige møtet, nærte de sammensvorne overfallsmennene ingen engstelse for. Til det kjente postføreren og Berg hverandre alt for godt, idet Rogn var fetter til Bergs egen svigersønn.
Etter at postføreren var overmannet og vel ekspedert, regnet Berg og Mikkelsen med, at de uten vanskeligheter skulle klare å få med seg postsekken til et sikkert gjemmested. Selv om den skulle være aldri så stappfull av tunge dalere og blanke skillinger.
Etter lang tids overveielser valgte Berg og Mikkelsen endelig å slå til. Natten mellem 7. og 8. juni var postføreren ventet. Tidspunktet var inne. Ventet de enda lenger mot sommeren ville nettene bli for lyse til å gjennemføre ranet. Og det som foresto var en mørkets gjerning.
Hva var det så som skjedde den skjebnesvangre natten denne mørke juninatten? Og hva ble det endelige resultatet av det omhyggelig planlagte rovmord?
Referatet fra Høyesteretts behandling av saken, som ble pådømt 18. juli 1838, forteller i detalj hva som hendte. Den nøkterne gjennemgang av de nakne kjensgjerninger omkring drapet og de etterfølgende begivenheter er i seg selv som den mest spennende kriminalroman. Som ikke trenger noen utfyllende kommentarer:
Domsavsigelse i Høyesterett 18. juli 1838:
L.Nr. 222. Adv. Claus Winter Hjelm, actor mod Ole Jacobsen Berg og Lars Mikkelsen.
I Anledning af Indkommen Anmeldelse fra vedkommende Lehnsmand om, at Posten fra Vestlandet var bleven røvet Natten til den 8de Juni f.A. mellem Stathelle og Brevig, blev Forhør optaget og Mistanken ved de derunder fremkomne Oplysninger vakt imod Ole Berg. Denne nægtede imidlertid i Begyndelsen aldeles at have forøvet eller deeltaget i Forøvelsen af bemeldte Forbrydelse, og søgte endog, efter Lars Mikkelsens Tilskyndelse, at henlede Mistanken paa tvende uskyldige Personer. Men senere gik saavel han som Mikkelsen, efter Forhørsrettens Attestation, under synlig Tegn til Anger og Bedrøvelse med Oprigtighed til Bekjendelse. Ifølge denne, der udgjør Hovedbeviset imod dem, og de forøvrigt under Forhøret og Sagen tilveiebragte Oplysninger ere de med Misgjerningen nærmere forbundne Omstændigheder følgende:
Ole Berg hadde allerede i Vinteren 1836-37 gjort Forsøg paa at røve Posten mellem Stathelle og Brevig, men var bleven forhindret fra at udføre Misgjerningen derved, at han havde truffet Postprammen forlangt ude paa vandet, og at Postkarlen, Hans Nielsen Esse, i hvis Pram Angjælende alerede var gaaet over, efterat at han sendt den Baad, hvori han var ankommen fra sig, erklærede sig aldeles uvillig til at roe den rette Vei.
Senere formaaede Ole Berg ved sine Overtalelser Lars Mikkelsen, der i Begynnelsen skal have viist sig uvillig, til ved Leilighed enten paa Land eller Vand at deeltage med ham i at røve Posten, for derved at komme i Besiddelse af Penge.
Flere Gange besluttede de sig at udføre denne aftalte Misgjerning, men stedse kom der noget iveien, indtil Lars Mikkelsen, i Anledning af en Reise, han skulde foretage til Brundlaugsnæsset, den 4de eller 5te Juni forrige A. indfandt sig hos Ole Berg og erklærede, at hvis det skulde skee, maatte det skee snart.
De besluttede, efter Lars Mikkelsens Tilbagekomst fra Brundlaugsnæsset, at røve posten ved den Overfart fra Stathelle til Brevig Natten mellem 7de og 8de s.M., og blev Planen til Gjærningens Udøvelse lagt saaledes, at Lars Mikkelsen skulde roe Ole Berg hen til Postprammen, i hvilken Sidstnævne som den stærkeste skulde gaae ombord og dræbe Postkarlen, samt derefter roe Postvæsken til Sandøe, hvor Lars Mikkelsen skulde støde til ham for derfter at roe ham tilbage til Brevig.
Overensstemmende med denne Plan roede de om Aftenen den 7de Juni s.A., efter iforveien at have drukket saa meget, at de, som Ole Berg udtrykker sig, var blevne modige, fra Brevig, og da de, ved at stikke over Fjorden fra Strømtangen, fik Øie paa Postprammen, styrede de hen til denne, i hvilken Ole Berg med Tilladelse af Postkarlen, Søren Hansen Rogn, der var et Søskendebarn af hans Svigersøn, derefter gik ombord.
Under Paaskud af, at han skulde tale med nogen paa Sandøen, formaaede han Postkarlen til at roe udenom denne. Efterat han et Par Gange havde ladet Postkarlen drikke af sin i saadant Øiemed medtagne Brændeviinsflaske, tilbød han ham, da de havde naaet Blokhuustangen, at afløse ham ved Aarene, hvilket Tilbud denne modtog. Men da de i denne Hensigt skulde bytte Plads, stødte Angjælende, gaaende forbi Postkarlen, til denne, saa at han styrtede ud i Vandet, og da han fra Vandet af greb sig fast i Baadkanten, rev Angjælende hans Hænder løse. Da Berg derpaa saae, at Postkarlen enten svømmede eller reves afsted af Strømmen, men dog saaledes, at han havde SkuIdrene over Vandet, tog han den ene Aare og «lagde» paa hans Hoved, for saaledes at trykke ham under Vandet, og hvorved Postkarlen, som i forveien var udmattet af Roning, strax gik under, og er senere, uagtet den nøiagtigste Eftersøgning, ikke gjenfunden.
Iøvrigt har Røveren, der erkjendte Muligheden af, at han kan være kommen til at tilføie Postkarlen et Slag, idet han, som anført, lagde Aaren paa dennes Hoved, i sin første Forklaring foregivet, at han nogle Gange havde havt isinde at redde Postføreren, efterat han havde styrtet ham i Vandet, men at han blev forhindret derfra ved den Omstændighed, at Strømmen drev Prammen bort; i sin senere Forklaring har han derimod tilstaaet, at han Ikke reddede Postkarlen, «fordi han allerede havde udført saa meget, at han alligevel vilde blive ulykkelig».
Efterat Misgjerningen var udøvet, roede han i største Skyndsomhed til Sandøen, hvor han imidlertid ikke traf Lars Mikkelsen, der efter Sigende blev saa forskrækket strax efterat han havde sat Berg ombord i Postprammen, at han, uden næsten at vide hvad han foretog sig, roede bort saa hurtigt som muligt. Da han var kommen omtrent en halv Fjerding fra det Sted, hvor han havde forladt Ole Berg, hørte han tvende Skrig, hvilke han skjønnede kom fra Postprammen, efterdi det var aftalt mellem ham og Berg, «at naar de røvede Posten, maate Postkarlen dræbes».
Efterat Ole Berg, som nævnt, var ankommen til Sandøen, ituskar han den store Postvæske med en medbragt Kniv, og udtog de derværende store og smaae Poser saavelsom den mindre Postvæske, hvilket Alt han skjulte i en Bjergkløft på Sandøe. Han nedsænkede derefter den store Postvæske og en løs Pose, som han fandt i Prammen, men antog som tom, og roede derpaa tilbage til Blokhuustangen, hvor han gik iland, og, efter at have stødt Prammen ud i Vandet, begav sig hjem og lagde sig tilsengs.
Den paafølgende Dag roede han igjen ud til Sandøen, hvor han gjemte det røvede paa forskjellige Steder inde i Skoven, fordi, som han siger, han heelt fra han begik Gjerningen havde for Øie at conservere det hele for Eierens Skyld (?), da han følte paa sig, at Udaaden vilde blive opdaget.
Dagen efter infandt han sig igjen på Sandøen, og eftersaa det røvede, samt udtog alle de Penge, han fandt i Brevene og Poserne, og bragte dem hjem, hvor han skjulte dem paa forskjellige Steder. Den paafølgende Dag begyndte han paa at udskrabe Nummerne paa nogle af Sedlerne. Allerede samme Nat, han havde begaaet Forbrydelsen, hjembragte han et Brev, hvori der efter hans Opgivende laae 2 Spd. 60 Sk. eller 2 Spd. 40 Sk. Efter Opgave fra Finans-Departementet skal der i den røvede Post have været 10.154 Spd. 101 Sk. i Sedler og 233 Spd. 14 Sk. Sølv, hvoraf Inqvisition hos Berg er forefundet 9852 Spd. 44 Sk. Sedler og 232 Spd. 42 Sk. Sølv.
Først Søndagen efterat Misgjerningen var begaaet traf Lars Mikkelsen sammen med Berg, der infandt sig i Mikkelsens Bolig; men da Berg begyndte at tale om Postrøveriet, erklærede hiin, at han ikke taalte at høre noget derom, da han siden Forbrydelsens Udøvelse hvade været yderst forskrækket og bedrøvet, ligesom han siden hiin Nat havde bestemt sig til ikke at modtage nogen af de røvede Penge, hvoraf han efter Begges Udsagn heller ikke skal have faaet en eneste Skilling.
Ole Jakobsen Berg er 48 Aar gl., gift og har 8 Børn, af hvilke 7 ere uforsørgede. Han har engang været Eier af 2de Gaarde, hvilke han solgte, og nedsatte sig derefter som Høkerborger i Brevig, hvor han synes at have været uheldig i sin Handel, og derefter at være geraadet i fattige Omstændigheder. Hans Sjelesørgers Vidnespyrd gaaer iøvrigt ud paa, at han som ungt Menneske ikke skal have nogen ufordeelagtigt Rygte, men at han som ældre blev greben af en Handelsaand, der forledede ham til Kneb og andre umoralske Handlinger.
Uagtet at han først har yttret, at Røveriet ei skedte af egentlig Trang men Begjærlighed efter Penge, har han dog senere forsikret, at den nærmeste Aarsag til han begik den omhandlede Forbrydelse var, at han ved at indgaae som Cautionist for en Anden var geraadet i Gjeld.
Lars Mikkelsen, en Mand paa omtrent 52 Aar, der er gift og har Børn, har ernæret sig som Skibstømmermand og skal tilforn ifølge Fleres Vidnesbyrd have viist sig som en retskaffen og skikkelig Mand, ligesom han ogsaa ifølge vedkommende Sognepræsts Attest skal have havt et godt Rygte, indtil han for henved to Aar siden, da han kom i Bekjendtskab med Ole Berg, begyndte at forfalde til Drik og at blive mindre god mod sin Familie.
Efterat de Angjældende, paa Grund af Oplysningerne under det optagne Præliminairforhør, under 17. Juli f.A. af Bradsberg Amt vare satte under Justitiens Tiltale, bleve de ved Bamble Sorenskriveries Dom af 11. Decbr. næstefter «for det af dem forøvede Postrøverie og Mord efter Lvs. 6-9-12 og 6-16-1» dømte til at have deres Liv forbrudt til Steile og Hjul*), hvorhos de tilpligtes in solidum at erstatte de med den røvede Post forsendte men ei tilbagekomne Penge, 92 Sk. Sølv og 302 Spd. 77 Sk. Sedler, uden at det bestemtes hvem Erstatningen skulde tilfalde.
Ved Agershuus Stiftsoverretsdom af 5te Februar d.A. ble Ole Berg domfældt paa samme Maade som ved Underretsdommen. Lars Mikkelsen, der, da han ei havde været med i selve Gjerningens Udførelse, ikke antoges at kunne belægges med samme Straf som Ole Berg, blev derimod tilfunden Straf af Kagstrygning og Fæstningsarbeide paa Livstid. Ole Berg ble derhos tilpligtet alene at utrede til Statscassen det ovennævnte Erstatningsbeløb.
Høiesteret paastod Actor Underettens Dom stadfæstet. Med Hensyn til Ole Berg erklærede Defensor, at Dødsstraf, saalænge den er hjemlet i Lovgivningen, og anseet som den høieste Straf, vel maatte bringes i Udøvelse i et Tilfælde som nærværende, og at han derfor ikke vidste at anbringe noget af den Beskaffenhed, at det kunde bidrage til ad Benaadningsveien at fritage Ole Jacobsen Berg for den Straf, som nødvendigviis maatte blive ham ved Dom ilagt.
Hvad Lars Mikkelsen angaaer, da antog han med Overretten, at han, som ikke havde deeltaget i Udøvelsen af selve Forbrydelsen, heller ikke kunde dømmes til den for Samme bestemte Straf, men at han derimod maatte ilægges en mindre arbitrair Straf. I valget af denne troede han imidlertid, at Overretten var gaaen forvidt, idet han blandt Annet ansaae det urigtigt at anvende Kagstrygning**) som en arbitrair Straf.
Ved den derefter af Høiesteret under ovenstaaende Dato i Sagen afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret:
«Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at den Lars Mikkelsen idømte Kagstrygning bortfaller, og at han in solidum med Ole Jacobsen Berg delltager i Udredelsen af den Statscassen tillagte Erstatning. I Salarium til Actor for Høiesteret, Adv. Hjelm, betale Tiltalte, een tor begge og begge for een, 15 Spd.»
Den 19. oktober 1838 fant henrettelsen sted, på den sørøstlige del av Blokhustangen på Øya i Brevik. Det var forøvrig den siste offentlige henrettelse som fant sted i byen.
* * *
Ingen kriminalsaker i Grenland i eldre tid har festet seg sterkere i folks minne enn prosessene mot ildspåsettersken Kirstine Olsdatter i Skien og postførermorderen Ole Berg i Brevik. Det nærmest legendariske preg som i ettertid har hvilt over disse forbrytelser skyldes ikke bare at de begge endte med lovens strengeste straff, dødsdom og halshugging. Når begivenhetene holdt seg så lenge og så levende på folkemunne, må dette like meget tilskrives det forhold, at begge ugjerninger fant sted i små lokalsamfunn. Hvor folk levde tett innpå hverandre. Hvor nær sagt alle kjente alle. Hvor både ildspåsettersken og drapsmannen var kjente skikkelser i nærmiljøet. Slikt setter følelser og fantasien i sving. Det skaker og skremmer. Beretninger om deres udåd fortelles om og om igjen. Minnene holdes levende fra generasjon til generasjon gjennem de muntlige overleveringer.
Dessuten - på den tid da ugjerningene fant sted var det ennå langt, langt frem til det 20. århundres tabloidiserte alminneliggjøring av grov kriminalitet. Man hadde ingen Dagsrevys jevnlige fjernsynsinjeksjoner av bloddryppende kveldsunderholdning. Forrående og brutaliserende videofilmer var ennå ikke blitt bestemmende påvirkningsfaktorer for ungdommens virkelighetsoppfatning.
Henrettelsene på Blekebakken og Blokkhustangen ble derfor for samtidens mennesker noe langt mer enn forbigående, parentetiske øyeblikkshendelser. De gruoppvekkende og spenningsfylte straffesakene mot Kirstine Olsdatter og Ole Berg sørget for å dekke menigmanns behov for blodstenkt sensasjon og uhyggemettet dramatikk for årtier fremover.
| Utdrag (s. 31-44) fra: Harald Bache Bystrøm: I lovens navn : Telemark Politikammer 1898-1998. - Porsgrunn 1998 |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |