Jacob Aall

Et kort omrids af hans liv og virke

Som vi har seet, fører Jacob Aall disse optegnelser frem til det tidspunkt, da han har overtaget Næs jernværk i 1799. I tilknytning til optegnelserne kan kanskje en kort omtale af hans senere liv og virke være paa sin plads.Da han overtog Næs var han endnu en ung Mand, knapt 26 aar gammel, og han kastede sig med iver og interesse over sin nye gjerning. Aarene fra 1800 til 1807 var gode aar for den unge jernværkseier, hvorunder han kunde udvide sin virksomhed og forbedre værket. Efter 1807 fulgte en række af aar, da vanskeligheder af enhver art saa at sige taarnede sig op. I disse aar, som med rette er blevne kaldt nødsaarene, da der var krig og ligefrem hungersnød i landet, saa folk maatte gribe til at spise mose og barkebrød, udfoldede Jacob Aall en velsignelsesrig virksomhed ved at skaffe korn til landet. Om omfanget af denne hans virksomhed kan man tildels danne sig et begreb af hans korrespondance med ungdomsvennen Hofman-Bang, som bistod ham med indkjøb af korn i Danmark. I et brev af 22. juli 1808 beklager han sig over, at den danske regjering har skildt ham af med 2800 tønder kornvarer og at to brigger og 4 paa Nordstrand farende baate med sine ladninger er opbragte og et fartøi forlist. Dette tiltrods har han siden september 1807 uddelt mere end 8000 tønder korn saa «ingen eneste af mine Arbeidere og Driftsbønder har savnet det nødvendige Brødkorn og har endnu ikke spiist enten Mose eller Barkebrød. Mine Magasiner er endnu ei aldeles udtømte, jeg har endnu det, hvormed jeg kan vederqvæge den Hungrige i min Kreds» Den 16de Februar 1809 skriver han, at hans magasiner er endnu taalelig vel forsynt, saa mine bønder og værksfolk ingen hungersnød skal lide tiltrods for, at han har mere end 7000 tønder korn liggende i Danmark. Den 13de januar 1810: «Saaledes har jeg siden December Maaneds Begyndelse i 14 forskjellige Skibe faaet omtrent 18.500 Tønder Korn.» Den 27. september 1811: «De mørke Udsigter til Korn for det kommende Aar lade mig anstrænge alle mine Kræfter indtil det yderste Punkt af min Credit, endskjønt jeg for Øieblikket er langt fra at være udtømt.» Den 8de mai 1812 melder han at to fartøier er lykkelig ankomne, hvorimod et er opbragt med 2300 tønder korn, og at han har 2400 à 2800 tønder paa havet. Den 11. mars 1913 opgiver han, at han siden januar har faaet 4 skibe hjem med omtrent 7000 tønder korn, og at han i løbet af vinteren har maattet kjøbe korn for 300.000 Rd. D. C. Den 27. juli 1813 heder det: «Hungersnøden i Norge er rædsom men jeg staar mig godt endnu og Ingen, som hører mig til, lider virkelig Hunger endnu. Men paa Beholdning er ikke at tænke».

Mest nedstemt er han i 1814, den 30. mars 1814 skrivet «Endnu har jeg ikke manglet Korn til mine Folk, men ak, har kun en maaneds Provision tilbage og hvilken Elendighed kommer da ikke ogsaa over dette ulykkelige Folk.» Den 7. juni 1814 er han fortvivlesen nær: «jeg for min Deel føler mig saa nedtrykt ved Hungriges Raab, som dagligen omringe min Bopæl og hvis Kummer jeg ikke meer formaaer tilstrækkelig at afhjælpe, at jeg ønsker kun en Ende.» Det er sikkert ingen overdrivelse, naar Hofman-Bang, der som nævnt i første række bistod Jacob Aall med indkjøb af korn i Danmark, skriver: «Hvad Aall har i Krigens Tid opofret af hans Formue til Gavn for hans Fødeland og til Bedste for den Egn, hvori han levede, vil neppe nogensinde blive bekjendt, men jeg tør paastaa, at ingen Mand i Danmark eller Norge i hiin ulykkelige Tid har bidraget saa meget og med bedre Villie til at lindre Landsmænds Nød.»

I det offentlige liv kom han tidlig med og kom gjennem mange aar til at spille en fremtredende rolle. Fra 1802 til 1837 var han medlem af en række kommissioner. I august 1809 modtog han ved expres et brev fra grev H. Wedel-Jarlsberg med indstændig Anmodning om «at ville, uden Opsigt, snarest mulig i Følge med Deres Hr. Broder N. Aall, indfinde Dem ... for at overlægge, hvad der i visse Tilfælde kunde være at gjøre til Fædrelandets Redning.» Foranledningen hertil var et brev fra kong Carl den 13. af Sverige, som i «fortrolige Udtryk berørte Foreningen mellem Norge og Sverige.» Overbringeren af dette brev var den samme grev Axel Otto Mørner, som kort før havde siddet et aars tid som krigsfange hos Niels Aall paa Ulefos og herunder havde arbeidet for at løsrive Norge fra Danmark for en forening med Sverige. Ingen af de to brødre Aall var imidlertid villige til at støtte en saadan plan, «de deIte en fra Forfædrene nedarvet Hengivenhed for den herskende Kongestamme og følte sig utilbøielige til at deeItage i nogetsomhelst Skridt til at opløse den gamle Forbindelse». «Den lille Forsamling», siger Jacob Aall videre, «blev saaledes let enig om, at for Tiden intet afgjørende Skridt burde foretages». Under det samme ophold i Christiania blev Jacob Aall anmodet af statholderen Prins Christian August om «at han ville skriftligen tilkjendegive ham sine Tanker om Landets Tilstand og om hvad der til landets Tarv kunde udrettes.»

Jacob Aall meddelte derefter prinsen sit syn paa stillingen og modtog et egenhændig skrevet brev af 4. oktober s. a.. hvori prinsen takker for det «givne Beviis paa Venskab og Tiltro.»

Han meddeler, at freden med Sverige synes at være nær og antyder, at han selv muligens kommer til at forlade Norge: «Behold mig i Deres venskabelige Erindring og vær forvisset om, at Ingen sætter høiere Pris herpaa end Deres oprigtig hengivne Christian, Prinds til S.-Holstein.»

I stiftelsen af «Selskabet for Norges Vel» i 1810 og oprettelsen af universitetet i 1811 tog Jacob Aall ivrig del og skjænkede universitetet 20.000 Rdlr. D. C. I mai 1813 kom tronarvingen prins Christian Frederik: som statholder til Norge. For at gjøre sig bekjendt med forholdene og knytte til sig de mænd, som han mente at kunne bruge til gjennemførelsen af sine planer, foretog prinsen samme sommer en reise i landet og besøgte herunder Jacob Aall paa Næs i august og derefter Niels Aall paa Brekke ved Skien. Ved en skrivelse af 17. november 1813 anmodede prinsen de to brødre om at komme til Christiania i anledning af oprettelsen af Den Private Laane- og Discontoindretning, og begge blev medlemmer af den komite, der udarbeidede conventionen for denne. Da freden til Kiel var sluttet 14. januar 1814 blev begge brødrene igjen anmodet af prinsen om at komme til Christiania til overlægninger. Fra flere kanter blev det meddelt Jacob Aall, at prinsen havde til hensigt at benytte sig af hans tjenester under den nye stats organisation, hvortil Aall imidlertd var uvillig. Han siger selv, at «han havde forladt sit Hjem med den urokkelige Beslutning, ikke at indtræde i nogen offentig Stilling.» Imidlertid møder han 8. april 1814 som medlem af rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor han bl. a. sad i konstitutionskomiteen og havde sin andel i grundlovens hurtige istandbringelse. Ved dannelsen af den første norske regjering efter foreningen med Sverige blev Jacob Aall tilbudt at gaa ind. Han skriver selv herom: «Formodentlig for at gjøre mig en Kompliment har man givet mig et Vink om, at en Plads stod aaben for mig i Statsraadet, men jeg ilede med at tilkjendegive min Modbydelighed for at forlade den rolige og uafhængige Stilling hvori jeg lever ... En anden Forretning, som var mig tiltænkt at drage med Løvenskiold og et par svenske kommisarier til Kjøbenhavn for at ordne Kielertractatens Fuldbyrdelse, haaber jeg ogsaa at blive befriet for, da jeg nu ikke hører mere derom.»

Jacob Aall var medlem af storthingene 1815-16, 1821, 1822, 1827, 1828 og 1830. I 1836-37 valgtes han til suppleant og gjenvalgtes i 1839 til repræsentant. men fremlagde lægeattest for, at hans helbred ikke tillod ham at møde paa storthinget. Ved siden af sin gjerning som jernværkseier og som deltager gjennem mange aar i det Politiske liv, udfoldet Jacob Aall en meget betydelig litterair virksomhed. Hans første skrift: «Om Jernmalmleier og jerntilvirkning i Norge», udkom allerede i 1806, og i aarene udover fulgte en række større og mindre publikationer. I 1838 og 1939 udkom hans oversettelse af «Snorre Sturlesøns Norske Kongers Sagaer i 3 bind, i 1844-45 hans hovedværk «Erindringer som Bidrag til Norges Historie 1800-1815», ogsaa i 3 bind.

Med stor liberalitet understøttede han gjennem hele sit liv forskjellige humanitære tiltag, saa det er ikke med urette, at rigsarkivar Lange i fortalen til 2den udgave af «Erindringerne» betegner ham som «Det frie Norges første Mæcenas».

Jacob Aall døde paa Næs søndal 4. august 1844. Fra alle kanter baade i Norge og Danmark og fra høi og lav vistes der den største deltagelse ved hans død. Stærkest føltes naturligvis tabet i den kreds, hvor han havde levet og gjort saa meget godt.

Nu går der Sorg rundt Norges kyst
Som for en Drot igjen.
Thi Kongens Ven og Folkets Lyst
En ædel Mand sov hen.