Jacob Aall

[Kjøpet av Nes jernverk]

Under mit Ophold i Kjøbenhavn den Sommer faldt det mig en Dag ind, da jeg i Stormgaden gik forbi Schnells Huus, at gjøre ham et Besøg. Han var Eier af et af Norges betydelige jernverker, da det var min Hensigt samme Sommer at gjøre et Besøg til disse, for dels at gjøre mig bekjendt med denne Bedrift, deels opsøge en Leilighed til Kjøb, vilde jeg faa fra ham en Addresse til hans Forvalter. Han modtog mig meget venskabelig, og da han hørte min Plan tilbød han sig ikke alene til at meddele mig den forønskede Addresse til hans Forvalter men ytrede derhos at han selv kunde være tilbøielig til at afhænde sin Eiendom og bød mig denne. Jeg svarede ham at min Broder Nicolai og jeg vist nok havde aftalt med hinanden at forene vor Arvecapital, men at denne ingenlunde var saa stor, at vi kunde vove os i et Kjøb af en saa stor Omfang som dette. Dertil svarede han, at hans Stilling var saa at han ei behøvede at gjøre Fordring paa et stort Udlæg, og at han havde saa megen Agtelse for min Familie, at han med Tryghed betroede Hovedsummen i min Broders og mine Hænder, og vilde foruden en passende Sum ved Handelens Afslutning kun forlange et forholdsmæssigen varig aarligt Afdrag. Saaledes modtog jeg en Addresse til hans Forvalter, daværende lnspecteur Knudsen. Jeg havde imidlertid kort Tid for, efter Aftale med min Broder Nicolai, henvendt mig til Kammerherre P. Anker med Anmodning om at veilede os i denne Henseende, og medvirke til k,jøbet af et Jernværk, som kunde svare til den Capital vi for Tiden havde at lægge deri, og som udgjorde omtrent 30 000 rd., hvilke dog ikke strax kunde ventes uddragen af min Faders efterladte Bo. Efter denne Forhandling bød Omsorg for min Velfærd og Fremtids Skjæbne mig at reise til Norge, og denne Afbrydelse af et muntert Samlivs Glæder kostede Lovise og mig mere end Skilsmissen for et Par Aar siden da jeg drog til Udlandet. Jeg gik til Søes med en Brig fra Laurvig og landede efter en kort Seilads i Fredriksværn, hvor jeg blev venlig modtaget af Edvard Herlofsen, som dengang var Præst der. Min Familie modtog mig med aabne Arme, og aldrig syntes mig at min Moders Følelser havde udtrykt sig med mere Varme, end ved denne Leilighed, endskjønt en vemodig Erindring om min Faders Bortgang gav baade Moderens og Sønnens Glæde ved Mødet et sørgmodigt Anstrøg. Kun kort opholdt jeg mig imidlertid i Hjemmet førend jeg tiltraadte min Reise, for at besee Norges Jernværker. Mit første Besøg var til de østlandske Værker, og det var nær ved at jeg under dette ganske havde opgivet min Plan at kjøbe et Værk. Da jeg besaae Mosse Værk, og aabenbarede min Plan at kjøbe et Jernværk for den agtværdige gamle Sem, som dengang var Forvalter der, fraraadede han mig paa det alvorligste, at sætte min Capital i et hvilken Virksomhed han betragtede som den farligste og mest chabre Forretning, som da gaves i Norge. Min Beslutning rystedes ved disse Bemerkninger, men den forandredes ikke. Lyst til at træde ind paa en Virksomheds Bane der kunde aabne mig Udsigten til en huuslig Stilling, og hvortil jeg i den senere Tid havde beredt mig, styrkede min Plan at anstille de fornødne Undersøgelser angaaende de tilbudne Eiendomme. Til den Ende gjorde jeg først et Besøg til Egelands Værk, paa hvilket Anker paa vore Vegne havde buden 70 000 rd., med Bestemmelse at gaa til 80 000 rd., om det for denne Pris kunde erholdes. Jeg tog saaledes Landveien over Masterød og Oterholt Heiene til Hest, da der dengang ingen Kjørevei var, og besværlig nok at ride, og tog mit Logis hos Ole Sørensen paa Søndeled, som dengang var en Velstandsmand oy velvilligen meddelte det unge Menneske de Oplysninger om Stilling, som kunde veilede ved Kjøbet, og som ikke vare opmuntrende. Endnu mindre tilfredsstilledes jeg ved Synet af Værket selv, da Alt der var i den mest forfalnne Tilstand, medens Beliggenheden var mørk eensom og afskrækkende. lmidlertid var Budet gjort, og jeg maatte tale nærmere derom med Eieren, Major Hohlfeldt, som boede i Arendal. Jeg kom imidlertid snart ud af min Forlegenhed, da Majoren vel modtog mig venligen og viste sig meget forekommende og gjæstfri, men erklærede derhos, at Værket ikke var at faae under 101,500 rd., hvilken Sum var barn buden af Henrich Carstensen i Risøer. Jeg var virkelig glad ved denne Erklæring som saa langt overgik baade det gjorte Bud og mine Begreber om Eiendommens Værd, da jeg desuden maatte ræddes for at bringe Lovise op i en saadan Afkrog. Jeg forføiede mig derefter til Næs og foreviste Knudsen Schnells Ordre til at forelegge mig Regnskaberne og forevise mig Værket med alle sine Herligheder. Denne Mønstring faldt langt mere tilfredsstillende ud. Næs var dengang i sin smukkeste Naturpragt. Sommeren havde været regnfuld, alle Elve og Bække løb vandfulle uden at strømme over sine Bredder, og Skoven var endnu, i Begyndelsen af August, i sin fulde Løvpragt. Bygningerne var alle i god Stand, Hovedbygningen havde undergaaet en Hovedforandring, i det den gammeldagse Vaaning med Blyvinduer og mørke, slet inddelte Værelser, var forandret til et regelmæssigt, lyst uden og inden panelet Huus. Det hele Værk havde et smilende Udseende. Af Regnskabet saaes at det i de sidste Aar havde afkastet gode Capitaler. Et Aar, da Masovnen havde været under bygning 8 000 rd. det næste 14 000 rd.. og det sidste Aar endog 21 000 rd. Med Inspecteur Knudsen foretog jeg en Tour omkring paa Værket og dets Omegn, og glæde de mig ved Alt hvad jeg saa. Blandt flere Steder besøgte jeg ogsaa Haugnes, hvor nu Eremitagen ligger, og bestemte mig strax til, om Værket blev mit, at forbeholde mig deraf den umiddelbare Brug, for der at gjøre et eller andet Anlæg. Lovise lagde ogsaa paa dette Arbeide en omhyggelig Haand og bragte det til Udførelse. Beriget med disse tilfredsstillende Oplysninger besluttede jeg at lægge alvorlig Haand paa Underhandlingen med Schnell om Kjøbet af Værket, men blev nogle Uger i Porsgrund for at høre mine Brødres Mening om de Ressourcer der kunde aapnes til Kjøbet, og træffe fast Aftale med min Broder Nicolai om vort Interessentskab, da jeg ikke vovede alene med min Fædrenearv, omtrent 15 à16 000 rd., at indgaa i et Kjøb af den Betydenhed. Efter min Faders Død i Aaret 1798 havde mine Brødre paataget sig Bestyrelsen af hans efterladte Bo til fæles Bedste, og denne Bestyrelse vedvarede endnu. Saaledes maatte vi rette vort Kjøb efter Boets Midler, og kunde ikke kræve en Arv, som endnu ei var forfalden. Derefter ilede jeg til Kjøbenhavn, for at underhandle med Schnell, og derhen droges jeg og ved Tanken om det kjære Væsen hvis Savn jeg nu mere end nogensinde følte. lmidlertid rokkedes min Beslutning atter her ved en agtet Mands Bemærkninger, paa hvilke jeg satte høi Pris. Gamle Jeppe Prætorius havde under mit Ophold i Kjøbenhavn vist forekommende Godhed, og i hans Familie havde jeg nydt megen Gjæstfrihed. Jeg opfordredes derved deels til at meddele ham min Plan, og høre hans Raad, dels at spørge ham, om hans Huus vilde paatage sig Næs Værkets Commissioner, om jeg deraf blev Kjøber. Ogsaa han fraraadede mig paa det indstændigste at indlade mig paa denne Tid i et saa vigtigt Kjøbmandskab og vanskelig og vidløftig Handelsforetagende. Han paastod at dette Tidspunkt var et af de farligste, som han efter sin Erfaring havde kjendt, til at udføre slige Foretagender. Netop paa den Tid var nemlig en stor Pengecrisis i Hovedstaden. Da vestindisk Sukker - med hvilken Handel Prætorius paa den Tid mest beskjeftigede sig - var faldne mere end 100 p.v. i Værdi, Coursen havde taget en foruroligende Vending, og de kjøbenhavnske Kjøbmænd befandt sig i en Forlegenhed, som nødte dem til at søge Regjeringen om Hjælp, og om Tilladelse til at redde sig ved de bekjendte Commithee-Sedler. Som en Følge beraf standsede Prætorius ogsaa med sin Betaling, men kom dog snart igjen paa Benene tiden at nogen af hans Creditorer led Tab. Ved disse Bemærkninger studsede jeg, men Tanken heftede sig for fast ved den begyndte Speculation til at jeg ganske kunde opgive Haabet om dens Realisation. Imidlertid havde Ynglingens Uerfarenhed og letsitidige Bortryddelse af alle Hindringer nær fremledet et Resultat, som om det ikke var bleven modificeret ved Omstændighederne nær havde kunnet medføre min Broders og min Ruin. De først udkastede Betingelser var af den Art at vi med den Forholdsvis ringe Capital, som stod os til Raadighed umuligen havde kunnet opfyldes. De forudsatte nemlig mer end den halve Kjøbesums Udbetaling i 2 à 3 Aar, medens det allerhøieste vi i den Tid under de lykkeligste Omstændigheder kunde tilveiebringe var tilsammen 30 000 rd. Dette gav den gamle Hans Herlofsen i Arendal, som man sagde ogsaa speculerede paa Værket, da han hørte Tale om denne Underhandling Anledning til at sige: «De unge Mennesker ville skyde men mangle Krud«. Desuden var det ikke at forudsee hvilken Vending den i Kjøbenhavn indtrufne Pengecrisis vilde have, og hvilken Indflydelse den vilde øve paa Norges Kjøbmænd, der i hin Tid stod i nøie Forbindelse med Kjøbenhavn, som den vigtigste Pengekilde. Saaledes havde jef senere hen Vanskelighed ved at faa de Penge hos min Broders Commissjonærer som behøvedes til at udrede stemplet Papir og øvrige med Kjøbet forbundne Udgifter. Men just som jeg var paa Vei at slutte en saa farlig Handel, og kjøbe Næs for 180 000 rd., med en Betaling af det Halve i faa Aar, fik jeg et Brev fra Sorenskriver Finne, hvori han underrettede mig om at en stor Vandflom havde tilføiet Værket en betydelig Skade, og raadede mig til at være forsigtig i at afslutte Handelen. Derved aabnedes mine Øine, og dermed forbandt sig desuden naturligen Ængstelse for Opfyldelsen af Terminer, som ikke svarede til min Broders og min Formue-Tilstand. Dertil kom, at jeg havde paa den Tid en anden Strid med Schnell. Hvergang Schnell kom til mig for at underhandle havde han ved sin Side som juridisk Cotistilent en Asessor Borch, medens den uerfarne Ynglingen ingen Raadgiver benyttede. Derpaa gjorde jeg ham opmærksom, og derpaa opstod en uvenlig Discousion, som forøgedes ved Borchs Fornærmelse ved Afviisningen, og hele Underhandlingen afbrødes. Dog skiltes Schnell og jeg forsaavidt venskabeligen fra hinanden, at han forsikrede mig om sin venskabelige Deeltagelse i mit Vel, og indbød mig til at besøge hans Huus. Jeg blev ogsaa indbuden til Selskab hos ham faa Dage efter, og vort Forhold til hinanden var, som om intet var passeret. Imidlertid besluttede jeg efter denne Underhandlings Afbrytelse at vende tilbage til Norge for at undersøge hvorvidt der kunde aabnes Anledning til at betræde en Virksomheds Bane, som jeg ansaa for at være mest overensstemmende fred mit Sind og Evner. Justiceraaden medgav mig en Anbefalelse til en Kammerraad Weise i Helsingør, og i hans Huus blev jeg meget venligen modtaget. Mit Ophold i Helsingør forlængedes ved en Storm af osten Vind, som hindrede Overfarten fra Helsinger til Helsingborg i flere Dage, og da den holdt paa endnu den tredie Dag, blev jeg kjed af denne Venten og vendte tilbage til Kjøbenhavn. Da jeg ringede paa Justiceraadens Storstue, hvor dengang var en lille Klokke, kom Lovise og lukkede mig op, og blev af Forundring over at see mig staaende med Døren i Haanden. Først da jeg spurgte hende, om jeg ikke var velkommen yttrede hun sin Glæde ved ømme Kjærtegn. Da Provsten Høegh den følgende Dag kom til Byen og erfor min Ankomst, erklærede han at jeg burde blive Eier af Næs Jernværk, og gik til Schnell for at foranledige Underhandlingen fornyet. Schnell havde sat sig Salget saa fast i Hovedet at han strax var villig til at fornye Underhandlingerne, og vi blev nu enige om ganske andre og for Kjøberen beqvemmere Terminer. Kjøbesummen fastsattes til 170.000 rd., og Betalingsterminerne bestemtes saa, at 10 000 rd. skulde betales i det første Aar efter Kjøbet nemlig i Juni og December Terminer 1800 og 20 000 rd. i de samme Terminer 1801. Dette var omtrent den Capital, som i Fædrenearv tilfaldt min Broder og mig. Efter 1801 skulde aarligen betales 6 400 rd. inntil Capitalen var betalt. Dog skulde det være Kjøberen tilladt at udsætte denne Betaling i et Aar dersom indtrufne Omstændigheder skulde gjøre det vanskeligt at udrede denne Sum. Schnell gjorde et Forsøg paa at lade indføre Species i Kjøbecontracten i Stedet for Courant efter den gjeldende Cours. Men endskjønt min Kundskab om Pengevæsenet var dengang saare ringe anede jeg dog Muligheden af at der af en saadan Bestemmelse kunde flyde Skade for mig, og at Speciepenge kunde blive bedre end Courant, og jeg modsatte mig saaledes til min Lykke en Bestemmelse, som, om den var bleven indført i Kjøbecontracten upaatvivligen havde ruineret Kjøberen. Efterat Kjøbet var sluttet var jeg strax betænkt paa at gifte mig, og derpaa reise tilbage til Norge, for strax at overtage Værkets Bestyrelse. Imidlertid maatte jeg lade Lovise blive tilbage i Kjøbenhavn, deels fordi hun ei saa hastig kunde blive færdig til at følge med, deels fordi jeg ikke kunde udsætte hende for de Ulemper, som var forbunden med en Reise gjennem Sverige paa den Aarstid. Men da mine Søstre Dicta Cappelen og Inger paa den Tid var i Kjøbenhavn, skulde Lovise følge op med dem i April Maaned. Vort Bryllup stod i Gjentofte hos Provsten Høegh, som havde været Lovises faderlige Ven fra hendes Barnsben af, og som bevarede sin Godhed for hende til sidste Stund. Vi reiste saaledes med den nærmeste af Justiceraadens og Høeghs Familie, mine Søstre og min Ven P. E. Müller, ud om Eftermiddagen til Gjentofte, og blev der om Natten. Müller havde gjort et lille Bryllupsvers, som jeg troer endnu maa findes et eller andet Sted i Lovises Secretair, og efter Vielsen trykkede han mig saa varmt i Haanden, at en Guldring med Lovises Haar, som jeg havde faaet mange Aar før blev brudt midt over. Gik Brylluppet for sig i al Stilhed, saa var Uroen og Gjæstebudsstøien desto større oven paa. Faa Dage efter Brylluppet gjorde Justiceraaden en stor Fete for os hvortil alle hans fornemme Venner var indbudne, og oven paa dette fulgte en Fete efter den anden, saa jeg i de 14 Dage, som jeg tilbragte i Kjøbenhavn efter Bryllupet ikke ret kunde glæde mig ved min Lykke. I den sidste Tid af Mit Ophold i Kjøbenhavn tog jeg Undervisning i Bogholderi og hvad der ellers kunde behøves at vides i min Stilling. Thi neppe er nogen mere uvidende i Kjøbmandsvæsen kommen ind i en vidløftig Virksomhed og Handelsstilling end jeg. Jeg havde neppe seet en Vexel og jeg skammede mig inderligen, da jeg ikke vidste hvorledes jeg skulde bære mig ad med at acceptere en Vexel paa 250 rd. som en Krudtfabrikant Bentzen havde trukket paa Schnell for leveret Krudt, og som han nu foreviste mig for at blive accepteret og besørget indfriet. Da Prætorius imidlertid havde opgivet sit Bo valgte jeg Commandeur Reiersen, som med megen Forekommenhed tilbød sin Tjeneste. Men jeg mærkede snart, at om jeg kunde benytte ham som Commissionaire kunde jeg ikke bruge bruge hm som Mentor. Saaledes gav han mig en Formular til en Vexel, der var saa vidtløftig, at jeg forkastede den og tyede til Nørrgaard for at hente mig en simplere Det kostede Mig at forlade den unge Kone, og Lovise tilstod mig senere at hun midt i hovedstaden imellem Frænder og Venner felte sig forladt ved dennne Skilsmisse.