Jacob Aall

[Til Porsgrunn igjen]

Dagen til min Afreise til Norge - i juni Maaned 1795 var bestemt til den følgende Morgen i Selskab med Elias Jørgensen og hans Kone. Efterat have tilbragt en munter Aften paa Fredriksborg hos Slotsforvalter Voigt i en kjær Familiekreds stod kun Afskeden tilbage. Det er begribeligt, at jeg maatte føle mig vemodigen stemt ved at forlade en Familie, i hvis Kreds jeg havde levet saa mange lykkelige Dage, der havde givet mig saa mange umiskjendelige Beviser paa øm Deeltagelse og Venskab, og i hvilken jeg forlod et Væsen, for hvem jeg nærede Kjærlighedens ømme Følelser. Men Fædrenehjemmet havde sine Fordringer. Paa de danske Sletter kunde jeg aldrig glemme de norske Fjelde, Tanken svævede ideligen længselsfuld over disse, og i mine yngre Dage især tiltrak mig den norske Natur mere end den danske. Dertil kom, at jeg havde de bedste Efterretninger at bringe mine Forældre og Familie om Udfallet af min Examen, og jeg nød forud den glade Modtagelse som den lykkelige Candiidat vilde faae. Omendskjøndt jeg saaledes vist nok var vemodigen stemt ved Skilsmissen fra Stephansons Familie og det kjære Bakkehus, saa dæmpedes Vemoden ved Udsigten til de Glæder, som ventede mig i Fædrenehjemmet, og jeg steeg med et glad Sind den følgende Morgen, en deilig Sommerdag, i Vognen. Jørgensen havde paa det bedste sørget for Reisens Beqvemmeligheder. Han havde kjøbt en egen beqvem Reisevogn, han havde leiet den Kudsk som sædvanligen kjørte den saakaldte Sølvpost igjennem Sverige til at kjøre os paa Reisen, og vi vare vel udstvrede med Proviant til den. Den var saaledes baade munter og behagelig, endskjønt baade Jørgensen og Amalia stundom skrantede paa Reisen. Det var ikke uden Bevægelse at jeg igjen hilsede de nordiske Naaletreer, Bakker og Fjælde. Jeg maatte staa af Vognen for ret at kunne gjenhilse disse længe savnede Gjenstande. Den sidste Reisedag skulde efter Bestemmelsen bringe os til Porsgrund, men paa Langangen. som dengang var sidste Station mellem Laurvig og Porsgrund kunde vi ingen Hest faae, og vi maatte overnatte der. Tidlig den følgende Morgen satte jeg mig paa en Hest, som Jørgensen havde kjøpt i Smaalenene, jeg ilede forud for mit Reiseselskap til Porsgrund. Da jeg red forbi min Faders Contoirvinduer kl. 8 om Morgenen saae jeg ham allerede sidde ved sin Arbeidspult. Ved Indtrædelsen i hans Contoir overleverede jeg ham Professorernes Attester, som indeholdt baade min Charakter og Professorernes Vidnesbyrd om min Examens-Flid og mit Forhold ved Akademiet. Den ømme Fader modtog disse Papirer, gjennemlæste dem, gik hen til Vinduet og Bevægelsens Taarer trillede ned af hans Kinder. Derpaa tog han mig i Haanden og ledede mig ind til min Moder, som sad ved sit Theevandsbord. «Jeg kunde see paa Gutten, Mor,» - sagde han - «at han havde faaet god Charakter, han reed saa straalende forbi Contoiret.» Min Moder yttrede sin Glæde ved de ømmeste Kjærtegn. Siden om Formiddagen besøgte jeg mine Brødre Niels og Jørgen Aall, som nu var bleven gifte, og beboede hvert sit Huus i Porsgrund, og jeg kunde ikke undlade at lægge Mærke til den Forskjel, som var mellem det pyntelige Udseende, som var imellem min Broders Huus-Beqvemmelilbeder og den Simpelhed, der herskede i mine Forældres, endskjønt der visseligen i Sammenligningen Ingen uædel Følelse laa. Mine Søskende viiste mig Alle den Varmeste Deltagelse i min Examens Held, og jeg befandt mig den Dag, som i en Tilstand af en Slags Glædesruus. Paa den spændte Tilstand, hvori jeg befandt mig, fulgte der en Slags stappende Mathed, og kun ved et Par Timers Søvn om Eftermiddagen oplivede jeg Døsigheden. Jeg har siden gjort mig det til Regel heller at vælge Aftenen end Morgenen til Gjenmøder, hvorved Hjerte og Følelse sættes i Bevævelse. Sjælens spændte Tilstand beroligedes ved Nattens Hvile, og man vaagner igjen til en roligere Nydelse af Hjemkomstens Glæder.

Det første Brev jeg skrev efter hjemkomsten var til Lovise, og deri udtrykte jeg for hende min Følelse og mit Ønske med hende at dele Livets Skjebne. Til dette føiede jeg et andet i likegyldige Udtryk, som indeholdt kun nogle almindelige venlige Udtryk til Tak for den Godhed hun havde vist mig under mit Ophold i hendes Faders Huus. Jeg anede Muligheden af at hendes Fader vilde forlange mit Brev til hende at see. Saa skede ogsaa. Med hvor megen Forsigtighed jeg havde søgt at skjule mine Følelser for Lovise, fordi jeg ikke troede det endnu var Tid at aabenbare dem, saa havde det dog ikke været mig, - og mig maaskee mindre end de fleste andre - muligt at blinde Lovises Familie i den Henseende, og Faderen forlangte strax at see mit Brev til sin Datter, som viste ham det i ligegyldige Udtryk affattede Linier. Jeg har i øvrigt Aarsag til at troe, at han gjerne havde seet en Forbindelse mellem Lovise og mig, endskjøndt han ofte udtrykte sin Frygt for lange Forlovelser, hvoraf han netop paa den Tid havde seet sørgelige Følger i sit Bekjendtskab. Jeg skrev iligemaade til Lovises Søster Juliane, og hende gjorde hun til sin Fortrolige, da det ellers ikke let var muligt at fortsette vor Correspondance under min Fraværelse. Lovises Svar var som jeg kunde ønske, og havde ventet det, et fuldkomment Tilsagn om den ømmeste Gjengjældelse. Jeg vedblev saaledes under Couvert til Juliane at correspondere med Lovise, og gjorde dette saa hemmelig at Ingen af vor Familie for øvrigt hverken i Norge eller Kjøbenhavn have anede noget om denne Forbindelse. Hendes Brev indesluttede jeg i et et mindre Rum i et Chatul paa mit Værelse. Dog havde Thomsen, som havde fulgt mig til Norge som Tjener, opdaget dette Gjemme, og Nysgjerrigheden havde forledet ham til at gjøre sig bekjendt med Brevenes lndhold. Men Samvittigheden slog ham snart og han bekjendte mig det Misbrug han havde gjort af min Tillid, og hans Anger og Forsikringen om at bevare den opdagede Henimelighed i dyb Taushed skaffede ham let min Tilgivelse.

lmidlertid var det ikke muligt i mit Hjem at finde igjen den Tids-Indeling, og den alvorlige Virksomhed som jeg havde forladt. Det var som om denne ikke tilhørte mit Ophold i Fædrenehjemmet. Jeg deelte min Tid mellem Selskaber, Besøg hos mine gifte Søskende, og Spadsertoure til Hest og til Fods. Til alvorlige Studier følte jeg mig aldeles ikke oplagt og jeg tog neppe en alvorlig Bog i Haanden i de 10 til 11 Maaneder jeg dengang tilbragte i mine Forældres Huus. Et meget længere Ophold i mine Forældres Huus vilde have gjort mig til en Døgenicht, og bortfjærtet mig fra alvorlige Sysselsættelse. For tat finde denne igjen maatte jeg vende tilbage til den Skueplads for mine flittige Studeringer. Der gaves virkelig Øieblikke, under mit Besøg i Porsgrund da jeg følte dette, der jeg længtes tilbage til denne Virksomheds-Tilstand, og da alle de Selskabelighedsglæder som jeg i dette Aar nød i min Familie ikke kunde erstatte dette Savn. Et andet Savn laae vist nok ved Siden af dette - Længsel efter det elskede Væsen, som var mig saa dyrebar, men vist er det, at disse Adspredelser, og idelig Flagren fra Lyst til Lyst i Fædrenehjemmet var et farligt Baand paa min Virksomhed og kunde let have forstyrret min Fremtids Bane. Mine Brødres Huus besøgte jeg flittig, og fandt især min Broder Niels Aalls Kone Mariane, en Datter af Doctor Møller, i Omgang særdeles interessant. En Deel af Faderens philosofiske Aand - Moderen var en dyktig Hususmoder, men var en simpel og lidet dannet Kone - var gaat over paa Datteren og hun havde en godmodig Satire, som gjorde Underholdningen med hende høist interessant. Min Broder Jørgen Aalls Kone, Birgitte fød Weyer, havde egentligen ikke stor Dannelse, men hun var munter i Omgang, den godædigste Værtinde, og man maatte finde sig behagelig som hendes Gjæst. Min Søster Dicta Cappelen, som dengang boede i Scheen besøgte jeg ofte og gjerne - jeg har før berørt, hvor Kjær en Søster hun var mig men jeg kunde ikke glæde mig ved hendes huslige Stilling. Hendes Mand havde liden Sands for huslige Glæder, og behandlede min Søster mindre som sin Kone end som sin Huusholderske. Hver Aften havde han et Spilleselskab, og fordybede sig i sit Spil til sent ud paa Natten, medens min Søster maatte gjøre Gjæsterne tilgode ved Vederqvægelser. Under mit Ophold i Porsgrund kom min yngste Broder hjem fra Kjøbenhavn, efterat han havde taget første Examen. Ved en ubesindig Lyst til at kjøbe Bøger havde han saaledes indviklet sig i Forlegenhed og Penge-Utgifter, at min Fader fandt det raadeligst at kalde ham hjem. Hans Garderobe var i en saa slet Tilstand at min Fader maatte overdrage mig at bringe den i bedre Orden. «Der kommer den Gutten hjem, sagde min Fader, og han har knapt et Par Buxer.» Min Broder havde ingenlunde tilbragt sin Tid i Uvirksomhed, men han havde kastet sig paa Gjenstande som laa uden for hans egentlige Studeringsbane, og havde fordybet sig i Middelalderens Philosofer især i Spinozas Skrifter. Han og jeg glædede os imidlertid med hinandens Selskab. Han bevarede bestandigen det undselige, indtil Menneskesky grænsende, Væsen som havde fulgt ham fra hans Barndom, og som gjorde ham forlegen og ilde tilmode, naar Andres Opmærksomhed henvendte sig paa ham. Da han var kommen tilbage til Fædrenehjemmet gjorde mine Forældre et Selskab for ham, hvor en Skaal ham til Ære var ham tiltenkt. Men aldrig saa snart mærkede han at noget Sligt var paa Færde, før han smittede fra Bordet og lod sig ikke mere see.

For at more mig under mit Ophold i Fædrenehjemmet tillod min Fader mig en lille Reise til Vands til Arendal i Selskab med Kjøbmand, senere min Broder Niels Aalls Svigerfader, Hans C. Blom. Der skulde sælges et stort Skib i Arendal efter en Geelmuyden og Blom og min Fader speculerede paa at kjøbe det i Fællig. Reisen var mig særdeles behagelig, og mit Ophold i Arendal ikke mindre, endskjøndt jeg dengang ikke kunde drømme om, at denne By skulde blive et saa vigtigt Punct for min Fremtid. Præsten Krogh, som dengang var i sin fyrrigste Alder, Doctor Møller og en ung Boman Herlofsen - der siden endte sine Dage som i et Exil i Udlandet - toge sig venligen af mig og gjorde Alt for at more mig. Jeg havde Møie med at slippe fra deres Overtalelse til at forlænge mit Ophold i Arendal. Men jeg havde bestemt mig til at følge Blom tilbage. Blom maatte vende med uforettet Sag, da Borthig i Risør, som nyligen havde arvet mange Penge efter sin Fader og ægtet en rig Pige kjøbte Skibet, endskjøndt sig til liden Baade, da han ingen Held dermed havde og fort gik sin Undergang imøde. Af den gamle Hans Herlofsen, blev jeg ogsaa meget venligen modtagen. Han var en Ven af min Fader, og hans Søn Peter Herlofsen kom strax efter hen paa min Faders Contoir. Han meente spøgende at jeg nok kunde gjøre min Lykke hos en af Vestlandets Piger, om Lyst og Leilighed tilbød sig.

Under dette Ophold i Porsgrund gjorde jeg en Tour op i Telemarken med min Broder Niels Aall, der besøgte disse Egne for at mærke Tømmer til min Faders Udskibning. Denne Reise interesserede mig i høi Grad, da jeg derved fik Anledning til at gjøre Bekjendtskab med Landets lndre. Telemarken var dengang, formedelst Trælastens høie Pris og Skovenes blomstrende Tilstand i sit høieste Flor, og mangfoldige Bønder var saa langt fra at være Kjøbmanden formedelst Gjældsforhold underordned, at disse maatte gjøre Kruus for Bønderne, for at fremme deres Udskibning. Min Broder og Didrich Cappelen, som gjorde Reisen i samme Anledning krydsede hinanden flittigen om Dagen under disse Bestræbelser, og vandrede mellem Tømmerhobene som var pynteligen opstablede i lange Rækker paa Sneen, men om Aften samledes de venligen i deres Logis til munter Underholdning. Bønderne paa Funnemark, Medsund, Opsund, og Udsund vare formuende Kaxer, i hvis Huuse jeg fandt Spor af stor Velstand, og som med gjæstfri Haand lod sit hedgaaede Øl udstrømme til sine Gjæster. Bandt disse Fjældets Sønner fandt jeg ogsaa mange oplyste og forstandige Mænd. Nogle af dem blandt andre en Lensmand paa Gaarden Flotten - vidste at underholde sig med mig om Himmellegemenes Løb, og jeg erfoer da at Bastholms Philosofi for Ulærde var ikke ubekjendt i disse Fjældegne. Paa denne Reise stod jeg ved S. Brattebergs sidste Sygeseng, som døde paa en lille Eiendom som min Fader havde i Telemarken. Han var min Faders Tømmermærker, og havde været min Barndoms Ven, han havde været min Familie hjertelig hengiven, og hvis Død gik mig bitterlig nær. Paa denne Reise var jeg ogsaa til Bryllupsgilde hos Cancelleraad og Sorenskriver Wamberg, som giftede sin Datter med en Capitaine Pohlmann. Det gik lystig til med Skaale, som ledsagedes med Skud af smaa Kanoner i Gaarden, og under et af disse fløi Forladningen af en Kanon ind igjennem Vinduet og i Parykken paa Klokkeren, som sad ved et Bord for sig selv, afsondret fra det øvrige Selskab, men der gik dog ikke Ild i Kalotten.

Den Vinter jeg var hjemme i Besøg var en Frøken Betsy Stockfleth, en Datter af Justiceraad Stockfleth i Drammen og en Veninde af Birgitta Aall, i Huuset hos min Broder Jørgen Aall. Det var en ganske interessant Pige uden at være vakker, og da hun var munter og underholdende passiarede naturligvis de unge Mennesker meget med hinanden. Jeg mærkede imidlertid tydelig at denne Underholdning opvakte mine Forældres Opmærksomhed og Frygt for at beraf skulde dannes en Forbindelse, som ikke var efter deres Sind. Men der var ikke mindste Tanke hos mig om noget saadant, ligesom min Opførsel ikke dertil kunde give Anledning. Derimod blev det mig, gjennem min Søster Dicta Cappelen tydeligen nok lagt paa Hjærtet, at en Forbindelse mellem den gamle Cappelens ældste Datter senere Fru Tanck - Cathrine Cappelen og mig vilde være efter mine Forældres Sind, og hun indbød hende flittigen til sig naar jeg gjorde Dicta mine Besøg. Men denne uskyldige Partistiften var forgjæves, man ved at Candidaten havde skjænket sit Hjærte bort i en fjærnere Egn, og der var ikke mindste Tanke hos mig om at hæve denne Forbindelse.

Min Søster lnger var paa den Tid forlovet med sin Fætter Simon Jørgensen, og deres Giftermaal forestod snart. Han var et opvagt Hoved, men havde lidet lært, og endskjønt i mange Henseender elskværdig og Godmodig, var han derhos lidenskabelig og han satte en Forfængelighed i at spille en rig Mand, som ikke svarede til hans Formue. Han havde som sine Brødre arvet en Formue af 30000 rd. men denne var allerede paa hans Reiser indsvunden til mindre end det halve, og den Maade, hvorpaa han beredte sig til at sætte Huus svarede ikke til hans svækkede Formue. Han havde Kjøbt et Huus i Scheen, den saakaldte Prinsegaard, fordi Kronprindsen der havde logeret 1788, og som nu eies af en Bärnholdt - som han satte i Stand paa det fuldstændigste og meublerede paa det kostbareste. Saaledes havde han f.E. Sommeren forud medens jeg var i Kjøbenhavn, givet mig i Commission at Kjøbe et Theestel og paalagt mig at faae Begyndelsesbokstavene til hans Navn indbrændt paa Kopperne. Jeg havde derhos Ordre at kjøbe smukke Kopper, og de kostede med dette Tillæg 250 rd. gode Penge. Paa denne Maade satte han saa godt som sin hele Formue i sit Udstyr, og beholdt lidet eller intet til noget Fremtids-Etablissement, der skulde funderes paa Trælasthandel og Skibsrederi. Det var bestemt at Brylluppet skulde være om Foraaret I796, og min Moder begyndle allerede at berede sig til denne Festlighed, da Jørgensens pludselige Sygdom gjorde et sørgeligt Skaar i denne Plan. Han faldt i Februar Maaned i en heftig Forraadnelses- og Nerve-Feber, hvoraf han ikke reiste sig. Da den gamle Doctor Møller, som i sit 60de Aar allerede var en udlevet Olding, visseligen ikke af en uordentlig Levemaade, da denne var den ordentligste, men formedelst en svækket Livskraft - begyndte at nærme sig Graven tilkaldtes Professor Horn fra Tønsberg, som dengang stod i stort Ry som Læge. Da han kun kunde gjøre korte Sygebesøg formedelst sine Forretninger i Tønsberg blev det min Lod skrifteligen at give ham historiam morbi, og modtage hans Lægeforskrift. Det lykkedes Lægen at hæve den egentlige Sygdom, men der fulgte oven paa en gallopperendeTæring, som inden faa Uger endte Patientens Dage. Dette var naturligvis et sørgeligt Segment af mit Ophold i Hjemmet. Og Tanken vendte tilbage til den Kreds, hvor jeg ventede min bedste Trøst. Min Søsters Bedrøvelse var dyb, den gjorde Fordring paa hendes Families vemodige Deeltagelse og denne Tid var mørk for os Alle. Jørgensen havde testamentert min Søster 10000 rd. af sin Formue, og havde desuden legeret til sin Ven Jørgen Wright, som havde givet ham den ømmeste Vennepleie under hans Sygdom, Molhougen med dertil hørende Lasteplads, og det var med Nød og Neppe at min Søster efter at Huus og Meubler var solgte, fik den hende bestemte Sum - jeg troer der fattedes noget deri - og for Familie-Arvingerne blev aldeles Intet.

Jeg kunde tydeligen mærke paa mine Forældre, at det var deres Ønske at jeg skulde prøve mine Kræfter paa en Præken, og jeg beredte mig derfor til at gaa dette billige Ønske i Møde. Om Vinteren havde jeg gjort flere Besøg ud til Præsten Pavels i Brevig, som var residerende Kapellan til Eidanger, vi var bleven Venner og Dusbrødre, og jeg besluttede under hans Veiledning at holde min Præken i Annexkirken til Eidanger, Slemdal, der ligger i en afsides Egn, og hvor jeg ikke kunde troe mig bekjendt for noget Menneske. Jeg valgte Christi- Himmelfartsdag, fordi den Dags Evangelium gav en Text hvorover jeg troede bedst at kunne udbrede mig. Johannes Evangelium har stedse meest tiltrukket mig blandt Evangelierne, og Christi Bjergpræken i dette syntes mig at indeholde Christendommens sande Kjærne. For at kunne gjøre min Udarbeidelse i Ro, uden at forstyrres af Familielivets Adspredelser, fik jeg Tilladelse til at tilbringe nogle Dage i Ensomhed paa Øen Roligheden, som altid har været mig et kjært Opholdssted og indeholdt saa mange kjære Minder om Barndoms Glæder. En gammel Pige, Karen, som var vant til at besørge Kjøkkenet for min Fader, naar han opholdt sig paa dette sit Yndlingssted, var mit eneste Selskab, og var hun taus i min Stue, og svarede kun paa min Tiltale, saa var hun desto mere virksom paa sit rette Værksted, og det er vist og sandt, at hun ikke lod mig mangle den bedste Pleie, som hun ydede mig med det venligste Ansigt. Hendes venlige Omgang mod mig i disse faa Studer-Dage mindes jeg endnu med Erkjendtlighed. Jeg tog med mig Herders Ideer og nogle andre Hjelpemidler og brugte omtrent 3 Dage til at sammensætte dette Værk. Det røber vist nok sin uøvede Mester, men det vil maaskee interessere min Familie at bevare dette lille Arbeide, som endnu er til, endskjønt uden Begyndelse og Ende. Da jeg kom tilbage til Porsgrund lod jeg mig give Nøglen til Porsgrunds Kirke, og holdt min Præken for tomme Vægge, for at øve mig i Declamation. Men denne Øvelse var mig til liden Nytte, den hule Gjenlyd af min Stemme i den tomme Kirke skræmte mig næsten, og jeg opnaade ikke min Hensigt. Det var en vakker Vaardag, da jeg Dagen for Christi Himmelfartsdag, reed over Scheen og Slemdalsheiene til Slemdals Kirke. Sneen var endnu ikke smeltet i alle Fjeldskortene, og vi maatte hist og her arbeide os igjennem Sneedynger. Vi kom saa betimeligen til Slemdal, at jeg kunde holde min Præken i Kirken til Prøve, og underkaste denne Forretning Pavelse's Censur. Kirken var liden og uanselig - den er siden den Tid bleven udvidet og seer nu bedre ud - saa den kastede ikke Lyden tilbage i saa hule Toner som den større Porsgrunds Kirke. Jeg gjennemgik Prøven godt, kun gav Pavels mig det Raad, at jeg skulde tale høiere og langsommere jo nærmere Timen kom den følgende Dag da jeg skulde holde min Præken, jo mere forøgedes min Angst, jeg vandrede bag Kirken op og ned i lange Skridt og repeterede min Lectie, Forgjæves gjentog jeg for mig selv at jeg holdt min Præken for en ubekjendt Menighed, der vilde nære nøisom i sine Fordringer og mild i sine Domme. Neppe har nogen Prædikant bestegen en Prækestol endog i en Kreds af de meest dannede Tilhørere med større Angst end jeg steeg frem for dette simple Auditorium blandt hvis Medlemmer jeg ikke kjendte een eneste uden Pavels, thi jeg havde udtrykkeligen frabedt mig, at Nogen af min Familie var overværende ved dette mit første Forsøg. Min Forlegenhed forøgedes ikke lidet, da Prækestolen var saaledes indlrettet, at jeg ikke kunde lægge min Præken derpaa, men maatte enten Holde den i Haanden, og læse den op - hvilket ikke var passende eller holde den udenad. Med Angstens Sved gjorde jeg det sidste og Pavels's Raad at tale langsomt og høit blev aldeles glemt. Prækenen udstrømmede i raske og sagte Toner, og der var neppe Een i Menigheden, som hørte min Tale i Sammenhæng eller forstod dens Indhold. Jeg troede selv at spore dette alt for tydelig da en Bondemand, som stod i Choret lige over for Prækestolen i Begyndelsen med opspilede Øine og Mund for ligesom at opsluge Præstens Ord, gav sig efterhaanden til at gabe, og omsider trængte sig ud af Kredsen, som om han vilde sige, at han havde havt nok af det Præk. Da jeg kom ned af Prækestolen satte jeg mig i Præstens Stol, og da der var Offring ved en Barnedaab kastede de unge Folk, som gik forbi mig et venligt og som mig syntes medlidende Øie til Dagens Præst. Da vi kom hjem i Præstens Logis havde Pavels Besøg af Flere af Menigheden, og han spurgte dem, hvorledes de havde været fornøiet med Dagens Præst? Høfligheden bød dem vel at svare i Almindelighed godt, men En tilføjede: «det gik rat». Nogle Dage efter min Hjemkomst blev der Tale ved mine Forældres Middagsbord om denne Præken, og efterat der var faldne nogle Ord derom tilføiede min Fader: «Du bliver aldrig Præst, min Søn». Pavels maa formodentligen have sagt min Fader med hvilken Ængstelse jeg havde holdt min Præken. Denne bestemte Dom af en Faders Mund kunde vist nok ikke opmuntre mig til at forberede mig til at blive geistlig Embedsmand, men det var dog langt fra at j.eg selv saa aldeles mistvivlede om mine Evner i denne Henseende, eller følte nogen saadan Modbydelighet for Kaldet, at jeg skulde have taget nogen bestemt Beslutning at træde ind paa en anden Bane. Jeg nærede meget mere selv det Haab, at jeg med tiden vilde ved mere Øvelse faa større Dristighed, og over Prækenen selv hørte jeg fra mange fordelagtige Domme - endskjønt de fleste korn af Vennemund - til at jeg skulde tiltro mig selv en fuldkommen Uduelighed til at blive Prædikant. Min Faders Udtryk opvakte imidlertid min Opmærksomhed, og jeg fattede den Beslutning at sætte mig efterhaanden ind i andre Sysler, som kunde bane mig en Vei gjennem Livet som Statsborger og Familefader. Den Anelse opstod hos mig, at det ikke var skrevet i Skjæbnens Bog at jeg skulde blive geistlig Etnbedsmand, og den har senere givet mig Anledning til at nære Ærbødighed for dens Skrift.

Sørgelige Familiebegivendeder gjorde de sidste Dage af mit Ophold i Porsgrund mørke, ikke alene ved umiddelbar Sorg over Venners Død, men ved en vemodig Deeltagelse i en elsket Broders og Søsters Sorg over deres Tab, og jeg modtog gjerne min Faders Tilbud, at besøge tydske Universiteter og fremmede Lande, førend jeg traadte ind i en borgerlig Stilling i Livet. Min Broder Niels Aalls Kone, Mariane var kort før min Afreise bleven forløst med en Pige, og hendes Tilstand var efter Udseende beroligende. Forældrene havde den Gang ingen Anelse om den ulykkelige Naturfeil, som siden udvikledes hos begge deres Børn. Mariane havde, skjønt kun nogle Dages Barselkone, forladt Sygesengen, og var endog saa uforsigtig at gjøre en Tour uden for Huuset. Saaledes stod Sagerne da jeg forlod Porsgrund, men efterat jeg havde opholdt mig nogle Dage i Langesund formedelst Modvind fik jeg der Sørgebudskabet om Marianes pludselige og uventede Død, og jeg ilede tilbage for at bevidne min Broder min vemodige Deeltagelse. Dette Stød havde rystet ham, men han bar sin Sorg med den rolige Værdighed, som han har forstaaet at vise under de mangehaande Livets Bekymringer som han paa Livets Vei har gjennemgaaet. Jeg har aldrig seet et Lig med saa faa Dødens Tegn, som Marianes. Hendes Kinder bar endnu Livets Rødme, og hendes Ansigt forekom mig saa godt som uforandret. Marianes Udvortes bar medens hun levede Spor af den mest blomstrende Sundhed og Døden selv havde ikke kunnet udslette de udvortes Tegn. Da jeg forlod Hjemmet ledsagede min Fader mig til Hest over Bjørntvedt Skoven og det saa kaldte Fransiskeri (Gata) indtil den Høi uden for samme, hvor der aabner sig en Udsigt over Eidangerfjorden til Havet. Det var en vakker Vaardag, Havet var speilglat og vi talede om hvad Haab der kunde være til føielig Vind. Stedet blev mig mærkværdigt, og jeg har siden aldrig seet det igjen uden Bevægelse, thi det var uden Tvivl der hvor Døden overraskede min Fader ved et pludseligt Slag paa Hjemveien fra et Besøg paa Tveten hos hans Ven Sorenskriver Nors. Strax efter min Ankomst til Langesund blæste op en føielig men svag Briis, som Capt. Sand, der førte Grubbe Briggen, og som jeg gik til Kjøbenhavn med, benyttede. I Selskab med os var Kammerberre Bernt Ankers Ostindiafarer den første som havde været udrustet fra Norge - der maatte gaa til Kjøbenhavn med sin Ladning, fordi det ostindiske Compagnies Privilegier forbød at sælge den hjembragte Ladning i Norge. Da vi kom til Kattegatet blev der blikstille og begge Fartøier laae hinanden saa nær, at Mandskab og Passagerere kunde underholde sig med hinanden, og begge havde alle Seil under Raa. Men pludseligen reiste sig en stærk Kuling af Nordvest, Skibenes Seil fyldtes, og Ostindiafareren som laae i vort Kjølvand truede overseile os. Fra hint Skib blev der skreget over til vort, at vi maatte bære af, da det store Skib under den stive Masse af Seil som bugnede i Vinden ikke vilde lystre Roret. Der blev en skrekkelig Allarm ombord i vort Skib, og Sand forsikrede mig at han aldrig paa Søen havde været i større Fare for Undergang, som havde været vis om det svære Skib havde overseilet vor jernladte Skude. Men vi klarede os, og Vinden blæste efterhaanden op til saadan Styrke, at vi til sidst maatte tage vore fleste Seil ind og gik kun for et Par Storseil. Naar jeg stak Hovedet igjennem Kahytlugen blev jeg overstænket med Vandstov af den oprørte Havmasse. Fru Geheimraadinde Adler - en ung Kone, der først havde været gift med Kammerjunker Løvenskiold paa Ravnæs og nu var gift med den gamle Kammerherre Adler paa Klosteret - var ogsaa med og viste sig meget kjæk under Stormen, medens hendes Kammerjomfru ynkede sig jammerligen, og hendes Frue havde Møie nok med at bringe Hende til Taals. Mit første Skridt efterat jeg var steget i Land førte mig til Justiceraad Stephansens Familie, men jeg havde den Bedrøvelse at finde Lovise haardt angreben af Gigt. Hun havde paadraget sig denne under Ildebranden 1795, og den viste sig især voldsom denne Sommer. I vore første Møder havde jeg saaledes ingen Anledning til at lægge mine Følelser for Dagen, men maatte lægge Baand paa dem, da jeg næsten aldrig traf hende alene. Jeg fik imidlertid mit Logis igjen i Justiceraadens Familie, som efter Ildebranden havde leiet et Huus i Skinderstrædet og et Qvistværelse der bestemtes mig. Senere hen paa Dagen mødte jeg min gode Ven Hofman paa Gaden, og han spurgte mig, hvilken Bestemmelse jeg nu havde tagen med Hensyn til min Fortsættelse af mine Studeringer? Jeg svarede ham, at det var min Bestemmelse at lægge mig efter Chymie og Physik, som et Adspredelses-Studium om jeg blev Præst paa Landet. Han meente, at jeg vel opgav den sidste Idee og opmuntrede mig til at høre med ham Professor Wad om Mineralogien, til hvis Forelæsninger han havde ladet sig indskrive, og just nu var paa Veien at besøge. Jeg fulgte ham saaledes, men jeg kan just ikke sige at jeg fandt mig tilfredsstillet ved denne Times Foredrag. Under Forelæsningen gik et Stykke graa Diamant om blandt Tilhørerne - vi vare kun 4 eller 5 - og jeg havde det Uheld at tabe den mellem Fingrene uden at det var muligt under den omhyggeligste Søgning at finde den igjen. Høfligheden bød mig saaledes at komme igjen følgende Dag for at høre om Diamanten var fundet igjen. Jeg indfandt mig saaledes hos Wad før Forelæsningen begyndte og havde den Fornøjelse at erfare at Diamanten var fundet. Wad var meget venskabelig mod mig, beklagede den Uleilighed dette Tilfælde havde voldt mig, og tilbød mig fri Adgang til Musæum, hvor Mineralier i systematisk Orden var opstillede og henlagte, om jeg dermed vilde gjøre mig bekjendt. Jeg modtog Tilbudet, blev Wads flittige Tilhører saalænge jeg var i Kjøbenhavn, og tilbragte en Time dagligen i Sommertiden i Musæum for at gjøre mig bekjendt med den oryktognostiske Samlinger af Mineraler der. Disse tilfeldige Omstændigheder, og især Hofmans Opmuntring, skylder jeg saaledes min Beslutning at studere Mineralogi, og siden i Forbindelse dermed Bergvidenskaben, hvilken Beslutning bestemte min borgerlige Stilling i Livet. Paa den Tid var Lavoisiers chymiske Opdagelse af Luftarterne og Vandets Sammensætning af disse just bleven bekjendte, og disse tiltrak mig i høieste Grad. Ved Hjælp af Scherers Chymie satte jeg mig først ind i denne interessante Lære, og med Hofman og og nogle Flere freqventerede jeg Apotheker og Professor Beckers Forelæsninger over Chymien. Disse sidste var især interessante fordi han ikke sparede paa chymiske Forsøg, og tillige var tilstede i hans laboratorium naar han gjorde Destillationer o. s. v. for sit Apothek. Med stor Fornøielse hørte jeg ogsaa et Privatissimum hos Buch over Physik, og anskaffede mig selv en Elektricer-Maskine, hvormed jeg gjorde flere Experimenter. Hos min gamle Ven Professor Odin Wolf hørte jeg den høiere Mathematik, men følte dybt at jeg fra Skolen af ikke var bleven øvet i Arithmetik. lmidlertid studerede jeg ogsaa den høiere Mathematik med Flid. Professor H. C. Ørsted og en Steffens der siden blev Major hørte ogsaa disse Forelæsninger, og da vi senere traf hinanden efter mange Aars Forløb i Kjøbenhavn tilstod vi hinanden at disse Forelæsninger, som holdtes 2 Timer i Rad ofte vare trættende, da Opmærksomheden ikke saa længe kunde holdes spændt paa saa abstrakte Materier. Saaledes var jeg igjen kommen i min forrige alvorlige Arbeidsstiil, og som den muntreste Adspredelse og behageligste Ørkesløhed i Familieskjød ikke kan give. Mine theologiske Studier lagde jeg foreløbigen ganske paa Hylden, ikke i den Hensigt at opgive al Tanke om Befordring paa denne Bane, men for at lægge et Studium af Naturvidenskaben ved Siden af de præstelige Forretninger, om det blev min Lod, at indesluttes blandt Norges Fjelde, og i alle Tilfælde for at give mine litteraire Sysler nogen Varietæt. Mig selv ligesom ubevist havde jeg vel og den Plan at bane mig en ny Vei til Velfærds Fremme og borgerlig Beskjæftigelse, om jeg enten ikke kunde hæve de Mangler som hindrede mig i en ønskelig Fremgang paa den geistlige Bane, eller uforudseede Omstændigheder ledede mig ind paa en anden Bestemmelse. Det var imidlertid først 1 ½ Aar efter, da min Faders Død indtraf og Udsigten til gode Arvemidler aabnede sig for mig, at denne sidste Plan modnedes til Fuldkommenhed.