Jacob Aall

[Hjem igjen]

Da jeg havde taget anden Examen beredte jeg mig til et Besøg i Fædrenehjemmet, som jeg i 4 Aar ikke havde seet, og det er ikke at undres over, at jeg længtes efter dette glade Møde, og stundede efter at see de Steder igjen, som bare saa mange Minder om Barndoms Glæder. Om jeg endog havde bittre Øieblikke at kalde tilbage i min Erindring, saa har ogsaa denne Slags Vemod sin Fryd, og de Væsener, som havde forvoldt dem, fitidt jeg ikke mere igjen paa disse kjære fløider. Gjerne havde jeg gjort Hjemreisen til Lands gjennem Sverige, thi Aarstiden var uvenlig, og jeg vidste at Havet vilde kræve sit Offer af den usøvante Yngling. Det havde været Tilfælde, da jeg i en blidere Aarstid for 4 Aar siden gled over Nordhavet og Kattegattet til Fyen. Men min Oncle, Kammerherre Løvenskiold, der som ovenfor fortalt havde indledet mig i Danmarks Lunde, havde nu ogsaa været i Kjøbenhavn og tilbød mig Reiseselskab, og som en stor Søhelt foretrak han Reisen til Vands. Det sømmede sig ikke for det unge Menneske at sky en Reises Besværligheder, som den aldrende Mand og agted Frænde trodsede. Vi gik saaledes ombord i den saakaldte Grubbebrig, som ført af Amund Lund seilede mellem Graaten og Kjøbenhavn for Eieren af Holden Jernværk, Baron Løvenskiolds, Regning. Med godt Veir og magelig Vind lettede vi paa Kjøbenhavns Red, men neppe havde Capitainen klarert i Helsingøer, og var igjen gaaet under Seil, for vi fik et haardt Veir, skjønt føielig Vind, som i en rasende Fart førte os ud af Kattegattet. Allerede den følgende Nat vare vi ved Niddingens Fyr, eller som Skipperen sagde i et Besøg, som han gjorde sine Passagerere om Natten: «Vi vare i Kreppen». Saa voldsomt var Skibets Bevægelse, at alt hvad der var i Kahytten, som ikke var desto mer nagelfast, ramlede løst, og der var en idelig Larmen og Bragen af ituslagen Glas, Kopper og andet Huusgeraad, og Søen slog endog Kahytsvinduet itu og truede at styrte ind til os. Men min Reisekammerat var under alt dette ved det bedste Mod, han lod høre fra sig hele Natten igjennem, og jeg kan ikke sige, at jeg heller følte nogen Angest. En Kahytjunge kom nu og da ind i Kahytten for at hente et og andet. Løvenskiold spurgte flere Gange, hvordan Vinden var, og hvordan det stod til ovenborde. Det bestandige Svar lød: «æ veit ikkje». Tilsidst trættedes Kammerherrens Taalmodighed, han tog sin Nathue og kastede efter ham med de Ord: «Du veed sand for Gud ingen Ting, din Slyngel». Efter 36 Timers Seilads fra Kjøbenhavn kom vi saaledes paa Langesunds Bugten om Aftenen, men da Vinden stilnede af og det blev mørkt kunde vi ikke komme ind Gabet. En Lods tilbød os imidlertid at sætte os i Land, men Løvenskiold vilde ei betale Lodsen, hvad han forlangte, og ønskede desuden at følge sit Tøj lige til Brevig. Med et langt Ansigt saae jeg Lodsen igjen gaa fra Borde, vi maatte igjen stikke til Søes og boute hele Natten i Nordsøen i et oprørt Hav. Den følgende Dag var Lykken os saa gunstig, at vi med føielig Vind og jævn Briis seilede ind Langesunds-Fjorden, og ankrede i Brevig lige ved Eieren af Briggen, Ole Grubbes, Brygge, og med en Baad korn vi til Porsgrund om Eftermiddagen. Aldrig glemmer jeg det Indtryk, som min Indtrædelse i Hjemmet gjorde paa mig. Alle Gjenstande havde faaet et forandret Udseende. Mine Forældre syntes mig mindre, og jeg selv nærme mig Taget i Husets Værelser. Focus havde forandret sig derved, at jeg var voxet siden jeg var Hjemme. Jeg var visseligen ingen Kjæmpe bleven, thi jeg var endnu liden av Væxt, men større var jeg dog end da jeg forlod Hjemmet. Hvilken Fryd laa der ikke for mig i dette Møde med elskede Forældre og Søskende, i Gjensynet af den Natur, der saa ofte havde beskjæftiget den Fraværendes Indbildning, og bar saa mange Spor af Barndommens Minder saavel i Glæde som i Sorg. Alle modtoge mig med aabne Arme. Min Fader lod ganske at have glemt de store Indgreb den ødsle Søn havde gjort i hans Casse, og kun at glæde sig over mine raske Fremskridt paa Studeringens Bane. Min Moders hele Væsen var Ømhed og Kjærlighed, hun omgikkes mig ikke mere som et Barn der skulde revses, og som af hende i denne Henseende, før jeg forlod Hjemmet, var bleven alvorligere behandlet end af min Fader, men som en moden Yngling, der stvrede sine egne Handlinger.

Med mine to ældste Søstre gjorde jeg nu ligesom første Bekjendtskab. De havde været opdragen uden for mine Forældres Huus, den ældste hos Presten Hagerup, der var gift med min Faders Søster, den anden hos min Faders Broder, Jacob Aall paa Borrestad. Begge var de nu komne Hjem og deres Stilling i Forældrenes Huus havde faaet et ganske andet Udseende. Som Børn havde de forladt det, som voxne er de tilbage, og de levede nu et lykkeligt Liv i Forældrenes Arme, som paa alle Maader søgte at gjøre dem Livet Behageligt. De toge liden Deel i Huusestyrelsen, da min Moder var en omhyggelig Huusmoder, der kun trivedes i hendes xxxvæsen. Deres Dage henglede saaledes i Munterhed og Glæde, afgjorte, hvor de viiste sig, og glade i Livets Nydelser. Min ældste Søster, Benedicta, havde en ypperlig Stemme, og i de smaa, vist nok tarveligen udstyrede Concerter, som gaves om Vinteren i en dertil indrettet Concert-Sal i Porsgrund, saavelsom ved Selskabsbordet rnaatte hun altid lade sig høre. Min anden Søster, Inger, havde en Stemme, der godt accompagnerede Søsterens, og denne Sang, ude og hjemme, morede mig - der vist ikke var nogen Kunstskjønner - dengang mere end den fuldkomneste Kunstsang af Theaterets bedste Sangerinder. Mine 2 Søstre havde deres eget Værelse, der var simpelt som Stilen i det hele Huus, hverken betrukket eller malet, og udstyret med de simpleste Meubler, men jeg havde mangen munter Time inden disse tarvelige Vægge. Naar Dagen var forbi, hvad enten vi havde været hjemme eller kom fra Selskabs-Lag, tilbragte vi nogle Timer i munter Samtale, indtil den dybe Nat adskildte os. Især var min ældste Søster mig usigelig kjær. Hendes Væsen staar endnu for mig, som et af de blideste, godmodigste og frommeste qvindelige jeg nogensinde har kjendt. Hun var saa troskyldig, at hun ofte lod sig bedrage af det udvortes Skin, thi hun kunde ikke tro noget Menneske ilde. Hun var derhos ingenlunde enfoldig - endskjønt Hjerternes Fromhed stundom har Enfoldigliedens Farer, fordi den forsømmer Midlerne til at beskytte sig mod Livets Forviklinger - hun var underholdende og viste en sund Dømmekraft baade i Skrift og Tale, endskjønt hverken hun eller hendes Søster kavde mogen høi Grad af Dannelse. De var opdragne uden for Huuset, hvor deres Opdragelse var bleven forsømt. De havde lært en Smule fransk, men tydsk forstod de slet ikke, og havde saa godt som ingen Læsning i Dagens skjønne Litteratur, i hvilken Henseende deres daglige Omgang med den unge Student maaskee ikke var dem uden Nytte. Men der var en vis Tække over deres Væsen, hver paa sin Maade, som gjorde deres Omgang høist behagelig i deres Familiekreds.

Min Søster Dicta var forlovet med Ulrich Cappelen, og denne Forbindelse var mere efter mine Forældres Sind end efter hendes eget. Min Fader især saae gjærne sin Datter gift i Egnens rigeste Familie, og med en Yngling, der dengang stod i Ord baade som særdeles haabefuld, og tillige som et udmærket Kjøbmands-Æmne. Hans Brud ansaaes for at gaae en misundelsesværdig Skjæbne imøde. Imidlertid havde Cappelen neppe, da han ægtede min Søster, hendes Hjærte. Dette tilhørte uden Tvivl mere hendes Fætter, Jørgen Jørgensen, den ældste av disse Brødre, som kort før havde gjort et Besøg i Hjemmet, under hvilket man paastod at han og min Søster havde viist mer end almindelig Deeltagelse for hinanden, Men dette Parti var ikke efter min Faders Sind. Jørgensen havde levet et lystigt Liv i Udlandet og i Kjøbenhavn, havde sat en stor Deel af sin Arv - der oprindeligen var 20000 rd overstyr, og min Fader frygtede for at overgive sin Datter til en Ødeland, som ingen videre Udsigter havde. Min Faders Ønske i denne Henseende yttrede sig dog hverken i at fraraade eller tilskynde, men bares for min Søster meer af andre end ham selv. Hvor virksom min Moder, for hvem min Faders Ønsker var en hellig Lov, var ved denne Leilighed kan jeg ikke sige. Moderen har mestendels i Hjærtets Anliggende Datterens Fortrolighed, men det moderlige Raad flød visseligen af den reneste Kilde. Men Forbindelsen med Cappelen bragte min stakkels Søster ingen Lykke.

Cappelens slette Formuesforfatning blev imidlertid stedse en Hemmelighed for min Søster, hun troede sin Mand riig og indrettede sit Huusstel derefter endskjøndt hun visseligen ikke ødslede med sin Mands Penge, eller andvendte dem utilbørligen paa sin egen Person. Det var især paa hendes Kogekunst hun satte Nogen Priis, og hun satte en Slags Ære i at sætte usædvanlige Delicatesser paa sit Gallabord. Hun døde i rette Tid, just som hendes Mands Handels-Stilling - 1812 - var bleven uden Redning forviklet, og han stod paa Randen af den største Misere. Tanken dveler med Vemod ved Erindringen om denne elskede Søster, kun den Vished er en Trøst, at hun ikke følte sig saa ulykkelig, som hun efter Omstændighederne skulde synes at være. Hun tog alting op i den bedste Mening af sin Mand, hun var inderlig glad i sine Børn, som elskede Moderen høit, og gav hende store Forhaabninger, og hendes Familie gjorde Alt for at bevare hende i Uvisheden om hendes Mands Stilling, ligesom han i sin Stolthed skjulte den omhyggeligen for hende, og svævede stedse i Haabet om Forbedring. Hun elskede derfor Livet, og talte endog i hendes sidste Sygdom med Ængstelse om Muligheden af sin Hengang. Man sagde, at vi lignede hinanden meest blandt vore Søskende, men det er vist, at vi vare hinanden ømt og oprigtigen hengivne. Naar jeg besøgte min Moders Huus, var ingen Time henrunden, førend hun indfandt sig for at hilse paa den kjære Broder, og hun var aldrig tilfreds, uden at jeg skjænkede hende en Dag under mine Familiebesøg i Porsgrund. Efter hende er min Dicta opkaldt, og i det jeg flætter en Stemorskrands om min elskte Søsters Minde føler jeg mit Væsen gjennemtrængt af den inderligste Taknemmelighed til en Datter, som ved en omhyggelig Pleie og den kjærligste Opmærksomhed for alle mine Ønsker, har gjort min Alderdom til en af de blideste paa jorden. En Søster som Dicta Cappelen, en Datter som Dicta Aall, hører blandt jordens sjeldneste Gaver.

Min Søster Inger var nyligen bleven forlovet med Simon Jørgensen, og da hendes Hjerte hængte ved ham, og han gav de bedste Forhaabninger, var Partiet efter Alles Sind. Men han bortrykkedes nogle Aar senere - 1796 - før Forbindelsen gik for sig. Inger var paa den Tid et særdeles tækkeligt Pigebarn, munter, venlig og livstro. I den fjærnere Omgangskreds, og især blandt Fremmede, gjaldt hun derfor maaskee meer end hendes ældre Søster, medens Dicta derimod vist nok elskedes meest af den nærmeste Familie. Inger var i Sandhed ogsaa høit elsket af alle Sine, men hun havde ikke den sjeldne Grad af Fromhed som Dicta, og ikke den Eftergivenhed for Andres Ønsker. Dicta var i hendes Børne-Aar bleven mere forkuet, og havde lært at bøie sin Villie efter andres. Inger blev tidligen gjort meget af, og hun stødte paa Væsener, som ved Eftergivenhed, og ved at gjøre hendes Villie til sin, nærede en Selvkjærlighed hos hende, som faa Mennesker have friere kunnet overlade sig til end hun, uden at forstyrres paa en lykkelig Livets Bane. Som Kone var hende en større Lykke forbeholden end hendes Søster, omendskjønt hendes Venner taknemligen give hendes sjeldne Mand den største Priis for den huuslige Lykke hun nyder, saa maa hun dog have herlige Egenskaber, der formaae at gjøre en Mand lykkelig; thi hun og hendes Mand have gjennem en lang Livets Bane nydt en høi Grad af huuslig Lyksalighed. Inger og jeg var mest blandt mine Søskende om hinanden under mine Besøg i Porsgrund som Student og Candidat. Dicta blev gift om Vinteren, forlod Forældrenes Huus, og drog ind i sit eget i Scheen, og Constances Timer om Dagen var mestendels besatte med Skole-Arbeide. Vore Toure til Øen Roligheden, i hvilke min Fader stundom tog Deel, var vore morsomste. Jeg roede hende gjerne da over Vandet til en lille Bæk, som ligger paa Thorsberg-Siden, og under de Løvtræers Skygge, som begrændsede dens Bred foreleste jeg hende stundom under Bækkens Rislen et eller andet Stykke af en - sædvanligen - tydsk Bog. Jeg har siden opsøgt dette deilige Sted; men det er forsvunden under den uæsthetiske Øxe.

Min yngste Søster, Constance, havde en ombyggeligere Opdragelse end hendes øvrige Søstre. Mine Forældre holdt Gouvernanter for hende - blandt andre en lille væver fransk Dame Mademoiselle Augies, som forstod godt baade tydsk og fransk, men drev dog fornemmeligen paa det franske. Men Constance var endnu Barn, da jeg første Gang besøgte Hjemmet, og siden fik hun i Overgangen fra Børne-Alderen til Ungdommen et Krampe-Tilfælde forbunden med en hysterisk Latter som deprimerede holdes egen og hendes Omgivelsers Munterhed. Constance havde vist nok det bedste Hoved, og den største Dannelse blandt sine Søstre, men hun havde noget vist gaadefuldt i sit Væsen, som lod hendes Omgivelser tildels tro at hun havde sig noget forbeholdent, hvorunder aabent Venskab ikke trives. Hun blev dog vist nok i denne Henseende misforstaaet, da det viste sig at det kun var Varsomhed, og ikke et dobbelt eller tvedydigt Væsen, som foranledigede hin Tilbageholdenhed. De som stod hende nærmest elskede hende inderligen. Hun udviklede sig fortreffeligen med Alderen, som Kone og Moder, og i første Henseende var hun et Mønster, hvoraf der kun gives faa. Enhver som kjendte hendes Forhold til hendes Mand vil give hende dette Vidnesbyrd, ligesom hun og lønnedes af ham med den ømmeste Kjærlighed. Hun var en omhyggelig Huusmoder, men ikke fri for den Luxuriøsitet, som hun havde medbragt fra Moderhjemmet, og hængt ved disse 3 Søstres Charakter. Hun besluttede ofte at indskrænke sin Huusholdning, da Mandens Kaar syntes at opfordre dertil, men det blev ved Smaating - den store Stiil, overflødig Opdyngen af Huussager, og mange Hænder til at udføre Huusgjerningen kunde hun ikke forandre og indskrænke, og hendes, som hendes Søstres Huusholdningsregninger blev stedse store. Jo ældre hun blev, jo ømmere blev hendes søsterlige Forhold til mig. Hendes kjærlige Opmærksomhed mod mig og mine var utrættelig, og jeg kan ikke uden dyb Bevægelse tænke paa utallige Beviser hun gav mig paa den ømmeste Søsterfølelse. Hun bevarede i en sjelden Grad Legemets udvortes Yndigheder, en elskverdig Sjelens Livlighed og et levende Øiespil indtil sin Alderdom - hun døde 63 Aar gammel, men rimeligens døde hun som et Offer for sin omhyggelige Pleie af sin Mand, der baade tiltrengte den, og vilde kun modtage den af den ømme Hustru.

Mit Forhold til mine ældre Brødre var ikke fuldkomment saa fortrolig og broderlig som til mine Søstre. Min ældste Broder især havde fra sin tidligste Ungdom havt et Fortrin for sine øvrige Brødre, ikke saa meget formedelst sin større Alder - thi der var kun faa Aar mellem os - som formedelst hans Anstand og verdige Væsen, der banede ham Vei til stor Agtelse blandt Fremmede og i sin Familie. Dette Fortrin vilde ikke altid Studenten erkjende i samme Grad nu som i yngre Alder, og deraf opstod stundom smaa Collisioner, i hvilke dog stedse Seiren var paa min Broders Side, og viste sig fra min meer i en stille Krænkelse end i djærv Modstand. Ved saadan Leilighed har jeg stedse vendt Vaabenet mod mig selv, og følt mere en bitter Græiiimelse over min egen Færd, naar dertil har været Anledning, end Forbittrelse over Andres Fornærinelse. Jeg kunde ikke overvinde den Ærbødighedsfølelse, som var vaagnet i en yngre AIder, og nu næredes af virkelige Fortrin fra min Broders Side. Saaledes erindrer jeg, at han engang under dette mit første Besøg til Hjemmet blandede sig i en Ventilation - i sig selv af ritige Betydenhed, som var opstaaet imellem Ulrich Cappelen og mig, og kaldte mit Forhold «Studenter-Nøkker». - jeg svarede faa Ord til denne bittre Pille, men lenge følte jeg derover en dyp Krænkelse. - Hvor forsigtig bør man ikke være med Udtryk af den Art, engang undsliippen kunne de aldri mere tages tilbage, og Virkningen deraf kan gaa gjennetn lange Stadier af vort Liv. Jeg modtog siden mange Beviiser paa min Broders Kjærlighed, der endog overraskede mig, men Lyden af denne Haanglose stod længe for mig, og vendte endog i visse Øieblikke Tanken fra Hjemmet til de Egne, hvor jeg aldrig paa denne Maade blev misforstaaet. Sagen mellem Cappelen og mig blev imidlertid let opgjort, og jeg var siden forsigtigere i min Færd. Min anden Broder Jørgen var sig stedse selv liig, munter, spøgende og uden nogen Slags Fordringer, og mit Forhold til ham var uden Knuder.

Under mit Ophold i Hjemmet fra 1791 om Høsten til 1792 i juni Maaned gjorde jeg med min Broder Jørgen, mine Fættere Jørgen Wright og Simon Jørgensen en Jule-Tour til Drammen, hvor min Broder havde forlovet sig med Birgitta Weyer, en Datter af Krigsraad Weyers Enke. Det var ingen i vor Familie, som agtedes og elskedes mere end Jørgen Wright, og han var vor kjæreste Omgang uden Huuset. Han havde ikke havt nogen videnskabelig Opdragelse; men han havde paa egen Haand med megen Fliid lagt sig efter Historien, og havde læst det bedste af hvad der var skrevet herom i det engelske Sprog, som han havde lært sig selv. Han havde ogsaa lagt sig efter andre Studier, og var overhovedet den mærkværdigste Autodidact jeg har kjendt. Derhos var han munter, godmodig, uden mindste Luner, behagelig i Omgang, og min Familie særdeles hengiven, da han betragtede min Fader som sin Velgjører, der havde skabt hans Lykke paa Handelens Bane. Denne Reise til Drammen er en af de morsomste af den Art, som jeg nogensinde har gjort. Drammen var dengang i sin høieste Velstands Glands, og Julen i denne By udmærkede sig ved muntre Adspredelser og Baller. Vi vare saaledes dagligen engagerede i Selskaber og Baller i de 3 Uger vi der opholdt os, og stundom dandsede vi flere Nætter i Rad, og naar vi vare hjemme paa vort Værelse - vi logerede alle 4 paa en stor Sal - vankede de muntreste Løier. Lystigheden endede dermed, at en stor Deel af Drammens Honoratiores, som hørte til Fru Weyers Familie, tilligemem Birgitta Weyer selv, ledsagede os til Scherwin - Halvveien mellem Porsgrund og Drammen -, hvor vi tilbragte en Dag i Munterhed under Sang og Dands uden bachanalske Udsvævelser. Birgitta Weyer, med hvem jeg dengang sluttede søsterligt Venskab, spaaede da at jeg vilde gjøre den Kone lykkelig, med hvem jeg engang forbandt mig. Har hun havt Ret? Svaret er indskrevet paa et høiere Sted.

Om Vinteren feiredes i mine Forældres Huus Ulrich Cappelens og min Søster Dictas Bryllup med al den Overdaad, som i de Dage ved saadan Leilighed anvendtes. Tvende af Egnens rigeste Familier skulde forbindes med hinanden, og mine Forældre, især min Moder, vilde vise at de paaskjønnede den Lykke som de troede var en kjær Datter vederfatren. Mange Maaneder forud havde min Moder beredt sig paa dette Gilde, og Sjeldenheder af alle Art vare fra Udlandet i Mængde bestilte. Alle Egnens vigtigste Folk fra Scheen, Porsgrund, Brevig og Langesund vare indbudne, og de rummelige, skjønt tarveligen udstyrede Værelser vrimlede af Mennesker. Jeg erindrer ikke at have i min Fødeegn nogensinde bivaanet et Gilde, hvor det gik meer overdaadigt til med hensyn til Retter, mere lystigt med Hensyn til spiritueuse Nydelser end i dette. Mine Forældres Huus var, som ovenfor beskreven, et gjæstfrit Huus, og der var ofte Gilder til Ære for fremmede, Familie og Venner. Men aldrig erindrer jeg, at disse Samqvem udartede i bachanalske Udskeielser. Det var mere min Moders Kjøkken end min Faders Kjælder som viiste sig i sin Herlighed. Men denne Bryllupsdag var en stor Undtagelse. Etterat Gjæsterne havde sidder en Stund godt til Bords begynte den lange Skaalerække, og Pokalerne, som endnu i de Dage opmuntrede Gjæsterne, gik saa flittigen omkring, at jeg blandt Mandspersonerne var den eneste ædru i den hele Forsamling. Der blev en stor Røre blandt Gjæsterne, der dog kun yttrede sig paa den kjærligste Maade i besværlige Vennskabs-Yttringer uden mindste Kiv. Gjæsterne stod op fra Bordet, for Maaltidet var endt, gik om hverandre fra og til deres Pladse vrøvlende i en Pokkers Tid. Jeg mærkede, at det var besværligt nok, at være den eneste ædru blandt saa mange Berusede. Brudgommen selv bar paa en Ruus den ganske Dag. Allerede om Formiddagen var han, hvad man dengang kaldte drukken ud af Ungkarle-Laget, og denne forberedende Høitid gik allerede ikke af uden Perial. Om Aftenen var det lille Porsgrund illumineret, og Transparenter i den Tids tarvelige Stiil vare hist og her anbragte. Min Søster Inger og jeg gjorde os en Aften-Promenade for at tage denne Herlighed i Øiesyn, og jeg trængte til en Bevægelse i fri Luft. I et Slags Carnevals-Anstrøg klædte jeg mig i min Søsters Klæder, som passede mig, og man fandt den lille Pige endda ikke saa styg. Min Søster Dictas Afreise fra Hjemmet var en Sorgens Dag for os Alle, og mine Forældres Huus tabte for mig derved en Deel af sin Munterhed. Men oven paa dette Bryllup kom der flere Fester i Familiens og jeg besøgte flittigen min Søster, som fløttede til Scheen.

I denne vinter indtraf den ulykkelige Katastrofe i Paris der Ludvig den 16de decapiteredes. Omendskjøndt jeg af Frykt for at adspredes ikke vovede at fordybe mig i Dagens Politik, og interesserede mig mindre end paa den Tid sædvanligt for 13egivenhederne i Vesten, saa gjorde dog dette Sørgespil et grueligt Indtryk paa mig. Jeg var just hos min Fader paa hans Contoir da Kammerherre I.øvenskiold i sin Morgendragt og med en bedrøvet Mine traadte ind med Avisen i Haand. Med en Stemme qvalt af Graad foreleste han denne gruelige Sorgescene, der gjorde et stærkt Indtryk paa hans Tilhørere. Løvenskiold gav sin Sorg Luft ved harmfulde Udfald mod Morderne.

Endskjønt de 8 Maaneder, som jeg tilbragte i Hjemmet efter at have taget 2den Examen, vist nok hører til de muntreste jeg har havt, og min danske Vennekreds under disse glade Nydelser stod i Baggrunden, saa var jeg dog ikke stedse fornøiet med mig selv under dette Ophold. Disse Besøg i Fædrenehjemmet var stedse den fuldkomneste Afbrydelse af mine Studeringer, og jeg kunde, under dette muntre Liv, ingenlunde finde den Dags- Inddeling igjen, der i Nyborg og Kjøbenhavn saa meget fremmede mine Studeringer. Denne Ørkesløsbed frembragte paa den Tid stundom en Tomhed og Slappelse i Sjælen, der er en Følge af en uafbrudt Nydelse af Livets selskabelige Glæder, paa den anden Side et vist Samvittighedsnag over den slet anvendte Dag. Jeg forsøgte stundom paa at gribe fat paa alvorligere Sysler, men det vilde ikke lykkes mig; det var som om alle Gjenstande der omgav mig vare til Hinder, og det blev stedse ved den letteste Lesning. Dagen gik med Vandringer omkring i Egnen paa Steder, som bare lyse Farver af Barndoms Minder, med Underholdning og Spmg med mine Søstre og med Besøg uden Huuset. Til en af mine Kjære Underholdninger i disse 8 Maaneder var ogsaa min Omgang med Mariane Møller, som var forlovet med min ældste Broder. Hun var tækkelig, ikke smuk men særdeles underholdende, og dannet, og hendes Conversation var krydret med en godmodig Satire. Mine Samtaler med hende udgjorde nogle av de interessanteste Dame-Underholdninger, som jeg nogensinde har havt. Hendes Fader, Dr. Johannes Møller, var en bekjendt lærd Mand, som udmærkede sig i Universitetsfeiden mod Slutten af forrige Aarhundrede, som han førte med skarpe Vaaben og en sand patriotisk Varme. Han var en ivrig Dyrker af den kantiske Philosofi, som paa den Tid gjorde Epoke, men han forenede med sin Lærdom en høi Grad af Godmodigded, og han tog stedse venligen mod den unge Student. Hans Kone var en rask, livlig og venlig Kone, ett dygtig Huusmoder, men uden egentlig Dannelse.