Jacob Aall

[Skoletid i Nyborg, Danmark]

Paa den danske jagt, som førte min Broder og mig til Nyborg, begyndte en ny Verden for mig. Det danske Sprog skurrede i Ørene, de fremmede, udeltagende Sømænd gjorde Hjærtet snævert, og den danske Pludrian og Skibskosten, efterat Madkurven var fortæret eller fordervet, vilde ikke smage Drengene der var vant til Hjemmets sunde og overflødige Kost. Ved Ankomsten til den fynske Kyst, efter 4 eller 5 Dages Seilads og Krydsning, ankrede vi et Stykke uden for Indløbet til Nyborg, og steg i Land paa Kysten. Hvilket langt andet Udseende havde denne fremfor Moderlandet. De deilige Egne omkring Nyborg, de frugtbare Marke og Bøgelundenes tætsluttede Kroner gjorde dengang intet venligt Indtryk paa de unge Drenge, hvis Tanker vemodigen svævede over Hjemmets Fjelde, Myrer og Vande. Vi førtes strax ind i et Bondehuus, som bar Smudsets vemmelige Præg. Mennesker og Dyr, fornemmeligen Fjærkræ, levede med hverandre i en Stue, hvis Atmosphære bar Sporet af de sammenblandede Beboere. Vi spadserede derfra ind til Nyborg, hvis slet byggede lave Huuse - Byen var endnu ikke forskjønnet ved den senere indtrufne Ildebrand - contrasterede med de muntre malede Træhuuse i Fædrenehjemmet. Lyden af Træskoene paa Steenbroen, og Synet af Fodgjængernes træge Udseende under den tunge Gang nedstemte Drengenes Sind, og med Graaden i Halsen toge min Broder og jeg ind i det forfaldne uhyggelige Huus, hvor vi skulde fuldende vor Opdragelse. Vi kom ved Middagstid, men Appetiten var reent borte, endskjønt der serveredes med min Yndlingsret i Barndommen, Kirsebærsuppe. Heldigvis indtraf nogle Skoleferier strax ved Ankomsten, i hvilke de skarpeste Kanter fra Overgangen fra det Gamle til det Nye kunde afslibes. Magister Tornø var i Kiøbenhavn for at bringe sine Dimittentere til Universitetet, og under hans Fravælse orienterede vi os saa godt vi kunde i vor nye Stilling. Jeg var i en Alder, da Mennesket lettere føier sig efter alle udvortes Former ; men det kjære Fædreland glemtes aldrig. Den Piges Tone, som skulde opvarte os tilligemed de andre unge Mennesker i Huuset, ved Navn Birte, baade stødte og forundrede mig - «Det kan jeg ikke lide, det vil jeg ikke have» var hendes Tiltale, naar noget skeede, hun ei syntes om, og til et saadant Sprog af Tjenestefolkene var vi ikke vant. Den gamle Kone, Madame Behr, Magisterens Veninde, som raadede i Huuset tiltrak mig i Begyndelsen ikke heller. Det var en lang, rystende, hæslig gammel Kone, der ikke i mindste Maade mindede mig om den høit savnede Moder. De fleste af Elevene var splitted ad, hver til sin Kant under Ferien, og samledes først igjen da Magisteren kom tilbage.

Det er falden i min Lod, ikke med kjærlig Deeltagelse at kunne tænke tilbage paa mine Skoleaar. Dersom jeg havde tilbragt disse i Hjemmet uden synderlig Nytte for akademisk Dannelse, saa besluttede jeg mig alvorligen at indhente det Forsømte. Min Skoletid i Nyborg var derfor vistnok forsavidt muntrere end i Hjemmet, at det stedse lykkedes mig at tilfredsstille mine Lærere, som fremstillede mig som et Mønster paa Orden og Flid, og Dagene glede hurtigen under disse uafbrudte Sysler. Men Adspredelsestiden var jammerlig kold, den oplivedes ikke af Kjærlighedens varme Aand i Forældrenes Huus, og det barnlige Sind heftede ikke ved den fremmede Omgivelse. Den gladeste Dag var den Postdag, da Brev fra det kjære Hjem kunde ventes, og det ventedes oftere end Rimelighed medførte. Naar Posthornet lød om Søndagen ilede min Broder og jeg paa Posthuuset, for at hente et Budskab fra Norge, og hvor glade blev vi ikke, naar den tykke Postmester, der ikke altid taalmodigen besvarede det ofte gjentagende Spørgsmaal, havde et Brev med røde Streger tvers over Convolutten at overgive de glade Drenge. Aldrig har noget Brev glædet et Barn mere end mine Forældres glædede min Broder og mig. Min Fader skrev ikke, som før bemerket, en meget sirlig Haandskrift, men den var særdeles tydelig, og han stilede fortreffelig. En varm og kjærlig Fader-Aand gik igjennem hver Linie, de indeholdt et tro Billede om Hjemmets Tilstand, og især var de et Vift fra de nordlige Høider, hvorover den barnlige Sjæl hvilede. Ofte indeholdt de ogsaa en faderlig Hjælp til vore dagelige Udgifter, thi ogsaa i denne Henseende var han en kjærlig Fader, der aldrig lod sine Børn mangle meer end tilstrekkelig Lommepenger. Min Moders Brev, der som oftest bestod af nogle Linier, der tilføiedes min Faders, vare sædvanligen ømme religieuse Formaninger, men de vædedes med elskende Børns Taarer, der vemodigen savnede den ømme og kjærlige Moderpleie. Den før omtalte Madame Behr førte Commandoen der i Huuset. Hun var Enke efter en jydsk Herremand i hvis Huus Tornø havde været Huuslærer, og man hviskede tvetydigen om dette Forhold i yngre Alder. Hun havde elt Datter, der netop i den Tid var i Udviklings-AIderen. Den gamle Kone var visseligen ikke meget elskværdig, og Datteren et forkjælet, stivt lille Væsen, men de unge Mennesker sarnledes dog ofte i Madame Behrs Verelser, drak der deres The - nemlig Puddersukker, Mælk og Vand - og der dannedes et Slags venligt Forhold mellem de unge Mennesker og Madame Behr. - En anden Slags Adspredelse skabte vi os selv om Søndagen ved Seiladser ud til Slipshavn, en lille halv Miil fra Nyborg. Der var foruden min Broder og mig et Par Nordinænd i Magisterens Huus - vores Fætter Jochum Jørgensen og Thomas Møller fra Kragerøe, og senere hen Jacob W. Rasch der kom mod Slutningen af mit Ophold der. Vi dannede os et lille Sømandscorps, Som i en lille Baad der tilhørte en af Havnens Lodser, seilede ud til Slipshavn, pyntede med røde Baand om de hvide Skjorte-Ærmer. I denne Havn ankrede alle Skibe, som kom fra Norge, for at betale -Sundtolden. Hvor lykkelige var vi ikke, naar vi traf paa Fartøier, som havde berørt det kjære Fædreland, især naar de kunde bringe os Hilsen fra Fædreegnen. Skibsbroen ved Nyborg var en anden slags Underholdning, der forkortede den ofte lange Søndag Eftermiddag. Da kom og gik Postjagten mellem Nyborg og Corsør, og i den Anledning strømmede Passagerere til fra alle Kanter. Broen var et Slags Panoram af Herrer og Damer fra flere Lande, med Equipager og al Slags Stads, og Skolens Discipler glædede sig i denne brogede Vrimmel.

Efterat min Broder og jeg havdeværet et Aar i Nyborg gav min Fader os Tilladelse til at følge Magister Tornø paa hans aarlige Reise til Kjøbenhavn, for selv at fremstille sine Examens-Candidater for Professorerne. Reisen gjordes med Magisterens egne Heste, som betaltes af hans Passagerer. Hvilken Glæde, og hvilken Forventning om hvad Hovedstaden havde at fremvise. Magisterens fede men dovne Heste gik de forventningsfulde Drenge for langsomt, of forgjeves blev en Drikkeskilling stukken i Kudsken Pouls Lomme, der i øvrigt var vor særdeles gode Ven. Vi krøbe afsted i den langsomme Dilt, hvori man dengang paa Landeveiene i Danmark bevægede sig. Blandt de Egne vi fore igjennem indtog mig især den deilige Egn ved Sorø, men jeg blev ikke lidet forundret ved at finde en af Akademiets Professorer sidde i Kroen Krebshuset tæt ved Sorø og gjøre sig tilgode med en Dram og et Glas Øl blandt andre simple Gjæster. Jeg havde gjort mig et langt andet Begreb om en Professor. jo nærmere vi kom Byen, jo større var min Forventning, og da vi endelig kjørte igjennem Porten ind i Fredriksberggade med de høie Huuse, over hvilke ingen Himmel synes at hvælve sig, da kunde jeg neppe holde Taarerne tilbage under de underligen nye Følelser. Vi vare af vor Skolekammerat N. Stephanson indbudne til at tage ind hos hans Fader justiceraad Stephanson i Badstuestræde, og der logerede min Broder og jeg under vort 3 Ugers Ophold i Kjøbenhavn. Gaden er en af de trangeste og styggeste i Danmarks Hovedstad, og det gamle Huus var ubeqvemt indrettet, og havde flere skumle Værelser, men de forgyldte Lister og lange Speile, skruede fast i Væggene, som var i Storstuen og Kabinettet forekom mig som den prægtigste Stue-Decoration jeg havde seet. Mine Forældres uhyggelige Huus i Porsgrund, justiceraad Stephansons gamle skumle Gaard i Badstuestræde give mig overhovedet de gladeste Erindringer fra Barndommens og Ungdommens Dage. Min Forventning om den Fornøielse, som Comediene vilde give mig, var stor; men jeg kan ikke sige at den første Gang blev opfyldt. Zemira og Azar blev given, og for min Phantasi stod Madame Besaumonts Fortælling om Skjønheden og Bæstet. Jeg havde ventet at see et virkeligt Uhyre, i det mindste en brummende Bjørn, men i Stedet derfor fremtraadte kuns en maskeret Acteur. Sangen og Musikken faldt ikke i mine uøvede Øren, og de Spillende Ansigt-Fordreininger under Sangen stødte mig usigeligen, og Sangen selv fordervede Illusionen. Langt mere morede jeg mig siden ved Ifflande, Schrøders og Jungers Familiestykke, som dengang hyppigen gaves. Da vi kom fra Comedie havde Justiceraaden foranstaltet et lille Bal. Fra mine Forældres Huus medbragte jeg Dandsefærdighed, og Lysten til at dandse, der senere fulgte mig langt frem i Aarene, var stor. Men den lille Nordmand maa have baaret sig keitet og klodset ad, da Justiceraadens yngste Datter siden har forsikret mig, at hun slet ingen Lyst havde til at dandse med den kluntede Nordmand. I Nyborg, hvor jeg ikke dandsede en eneste Gang i de 3 Aar jeg var der, var jeg og kommen udaf Dandsevanen. Ingen af os begge drømte dengang om, at vi skulde gaa Livets Gang ved hinandens Side. Især stødte det den Kjøbenhavnske Pige, at jeg traadte ind i Dandsesalen med Støvler. Jeg gjorde overhovedet aldeles ingen Lykke under dette mit første Ophold i min tilkommende Svigerfaders Huus, men selv svevede jeg i den høie Himmel, under de nye og vexlende Scener, som dagligen foregik for mig.

Min Broder og jeg med nogle Kammerater gjorde Tourer rundt om paa Slotterne paa Sjælland, da Magisteren, som stedse forstod at gjøre sine Beregninger, gjerne vilde leie sine Heste bort, der fortærede Foret unyttigen. Reiseomkosningerne bestredes af min Faders Pung. Overalt var ny Føde for de unge Mennesker, hvis Synskreds hidtil havde været saa indskrænket. Den hele Reise var en høist interessant Afvexling i det eensforniige Liv, som jeg førte i Nyborg. Men Ruusen forsvandt ved Tilbagekomsten did, og efterlod ingen Efterveer. Jeg tog igjen fat paa mine Studier med den forrige Iver og Alvor, og Lysten til at gjennemføre Skolen i en Fart vaagnede dobbelt. De forholdsmæssige store Fremskridt, som jeg gjorde fremfor de Fleste af mine Kammerater bragte mine Lærere til at ansee mig for et hurtigt Hoved, og jeg hørte ofte Magister Tornø fortælle Fremmede om den lille Nordmands udmerkede gode Hoved; men jeg følte selv bedre, at det var mere jernfliden end det hurtige Geni, som drev mig saa raskt frem paa Studerings-Banen.

Medens jeg var i Nyborg-Skole havde jeg et Besøg af mine 2 ældre Brødre, som nyligen var komne fra England og Frankrige, og havde gjort en Reise til Danmarks Hovedstad. Hvilken Glæde, og hvilket Indtryk gjorde ikke dette Besøg paa mig, og hvor forekom deres Dannelse og Væsen mig at være fuldendt fremfor den klodsede Skolepogs. Jeg løb ved deres Side gjennem Nyborgs Gader ikke som en Broder, men som deres Tjener opmærksom paa ethvert af deres Vink og Miner. Min Broder Jørgen kastede under sit Ophold i Nyborg en Kjole, som han ansaa som opslidt; men jeg bar den siden, da han var kun lidt høiere end jeg, som et Pragtstykke formedelst sit moderne udenlandske Snit, indtil de synlige Traade fordunklede Glandsen. Mine Brødre gjorde en Tour til Baroniet Holkenhavn, som laa tæt uden for Nyborg, for at complimentere en gammel Baronesse Holck, som var en Søster til Kammerherre Adler paa Gjemsø Kloster, med hvem min Fader stod i nøie Handels-Forbindelse. Paa denne Tour fulgte jeg dem. Der blev serveret The, og en Thekop, som jeg holdt i Haanden, faldt paa Gulvet og gik itu. Stor Undseelse paa mine Brødres Side over den klodsede Broder, og stor Forfærdelse paa min egen. Jeg erindrer endnu, at det gik varmt og koldt igjennem alle mine Lemmer, og Tåarene korn mig i Øinene. Saa opmuntrende dette mine Brødres Besøg var mig, saa havde det fra en anden Side en mindre behagelig Følge, hvis Ulempe dog snart hævedes, Magister Tornø vilde just i den Tid til at bygge, da hans Huuse var deels forfaldne deels indskrænkede, og hans Elevers Tal - mere fordi han var kommen i Orde end fordi han var nogen udmærket Opdrager - voxede dagligen. Da han ansaa min Fader som en meget riig Mand, der havde fuldt op af Penge at raade over, henvendte han sig til mine Brødre gjennem mig om et Laan, hvori mine Brødre naturligvis hverken kunde eller vilde indlade sig. Svaret maatte jeg frembære, men jeg mærkede tydeligen at Magisteren blev stødt, hvilket yttrede sig i Kulde mod hans Elever, min Broder og mig. Baade han og hans Veninde, Madame Behr, furtede længe efter den Dag. Min vedholdende Flid gav ingen Anledning til Irettesættelse eller Misnøie, og i Classen vankede for mig intet haardt Ord, men Kulden viiste sig i mange smaa Tilsidesættelser, og i Udelukkelse fra Samlingerne hos Madame Behr uden for Thetiden. Sagen kom igjen i gammel Glid, da jeg tog Mod til mig, og spurgte Madame Behr, om min Broder og jeg havde været saa uheldige at paadrage os Magisterens Misnøie, i hvilket Tilfælde jeg vidste min Fader ikke vilde bebyrde ham med sine Sønner. Den 17-aarige Yngling. begyndte nu at blive lidt mere selvstendig og frittalende. Men nu jævnedes Alt; thi man vilde nødigen miste et Par Kostgjængere, som stedse forholdt sig ordentlige og flittige, som hvert Aar gav magisteren gode Nyt-Aars-Douceurs og stundom forsynede Kjøkkenet med norske Rariteter. Min Broder og jeg toges saaledes igjen til Naade.

En Scene i Magisterens Huus gjorde et stort Indtryk paa mig, og jeg erindrer den endnu med Rædsel. Iblandt Eleverne var ogsaa en Fætter af mig, Jocnum Jørgensen, en uskyldig, godmodig, men lidet betydende Yngling, som aldrig fornærmede Nogen, men var stundom en Gjenstand for løier formedelst sit affecterede Vesen, endskjønt han var en flittig og sædelig Discipel. Han eiede en ikke ubetydelig Formue, af hvis Renter han fik større Penge-Remisser end nogen af hans Kamerater, og da han betalte mere end de andre nød han ogsaa i flere Henseender en bedre Pleie. Naar Remissen kom indesluttede han den i sit Chatul, men en dag da han nyligen havde faaet en ikke ubetydelig Pengeforsendelse forskrekkedes han over at finde Scatullet brudt og Pengene - saavidt jeg erindrer 100 rd borte. Han gjorde strax Anmeldelse derom til Magisteren, som efter anstillet Undersøgelse fandt Tyvekostene hos en af Eleverne, en Jyde ved Navn I......... som ogsaa strax gik til Erkjendelse. Lorbrydelsen maatte neddysses, naar ikke Drengens Fremtid skulde aldeles forderves, men den var for stor til at kunne gaa ustraffet hen. Magisteren paatog sig saaledes baade at dømme og straffe ham. Til den Ende sammenkaldte han alle Eleverne i et afsides Værelse, en Havestue, som laa i en særskilt Bygning, og der maatte Delinqventen udholde sin Straf. Han klædtes nøgen til Buxelinningen, og blev pisket til Blods paa den bare Ryg. Executionen gjorde et skrækkeligt Indtryk paa os Alle, og jeg erindrer mig endnu med Rædsel denne blodige Scene i en hemmelig Ret. Manden er nu en anseet med Titel hædret Landmand i Jylland, der nyder sine Medborgeres Agtelse i den Grad, at han har været valgt til Medlem af Stænderforsamlingen, saa alle Spor af denne Barnesynd er udslettet.

Det var iøvrigt naturligt, at der iblandt saa mange unge Drenge vare mange Slags Characterer og Gemytter. Men der var Ingen i Nyborg Skole, som jeg var mere fortrolig med end med Hofman Bang, der var min Sidekammerat paa Skolebænken det første Aar jeg kom paa Skolen. Hans Fader Capitain Bang, som var Told-Inspecteur i Nyborg, var en meget oplyst og retskaffen Mand, og en Ven af Magister Tornø, men hans Stedmoder - hans Moder var død i Hofmans spæde Alder - havde ikke vundet Hofmans Hjerte. I hans Forældres Huus besøgte jeg saaledes kun Hofman, og jeg erindrer kun en eneste Gang i de 3 Aar jeg var i Nyborg, at jeg har spist der om Aften. Men desto flittigere besøgte jeg med Hofman hans Gods Hofmansgave, der i hans Mindreaarighed bestyredes af Faderen. Denne Herregaard betragtede Hofman som sit rette Hjem, og der maatte ogsaa Alt være ham til Opmuntring. Hans Mormoder, Fru Hofman, var en af de elskværdigste og venligste gamle Koner jeg nogensinde har kjendt, og jeg skal aldrig glemme den forekommende, til moderlig Kjærlighed grændsende Venlighed hun viiste den fremmede Nordmand. Hofman var hendes største Glæde i Livet, og det var rørende at være Vidne til den Ømhed, hvormed hun behandlede barn, og den udbredte sig over hendes Væsen ved at have ham i sin Nærhed. Alt hvad der var paa Hofmansgave viste den tilkommende Herremand deeltagende Opmærksomhed. Især erindrer jeg en gammel Tjener, Johan, som var et fortræffeligt Exemplar af Washington lrvings saa herligen skildrede gamle Tjener. Hans Opmærksomhed gjaldt Hofman fra det første Øieblik han med glade Miner og i ydmyg Stilling hjalp Hofman af Vognen og modtog hans Reisetøi, indtil han igjen med vaade Øine pakkede ham ind i Reisevognen ved Afskeden. Hofmansgave udmerkede sig ikke ved yndige Situationer, stort Omfang af Danmarks deilige Bøgelunde, eller prægtige Bygninger. Det ligger paa en stor flad Slette ved lndløbet til Odense; men der gives ingen Plet i Danmark, hvorved min Erindring heller dvæler end der, hvor jeg levede mine bedste Dage i Skoletiden, og hvor en Ungdomsven, trofast gjennem alle et langt Livs Stadie og under mange Livets Omvexlinger, har sin Bopæl. Det er ingen Under, at Tanken dvæler længe ved disse Erindringer. Mit Bekjendtskab med Hofman var Skjæbnens første venlige Mine paa Danmarks Sletter til Nordmanden, der savnede Familie, Barndoms Venner og de fjærne Fjælde. Det er blevet til et af de oprigtigste, uegennyttigste og varmeste Venskabs-Baand, der nogensinde er knyttet paa jorden.

Foruden hine føromtalte Toure til Hofmansgave, som jeg gjorde alene med Hofman, tog Magisteren min Broder og mig enkelte Gange med sig til nogle Herregaarde et Par Mile fra Nyborg. Det var da Justiceraad Berg paa Schousboe, og Justiceraad Lindegaard paa Juulschor, som Magisteren besøgte. De gamle gothiske Bygninger med Taarne og dybe Vinduer henfløttede min Phantasi til Middelalderens Dage, som Veit Webers Sagen der Vorzeit og andre Ridder-Fortællinger paa den Tid bragte Læseverdenen nærmere. Paa Schousboe var det et Par tækkelige Piger, jomfru Berg og Frøken Hensler, som min Broder og jeg var meget glade i. En særdeles Ynde var udbredt over jomfru Berg, som hun har bevaret, blandet med nogen adelig Affectation, efterat hun i 30 Aar havde været gift mecl en dansk Adelsmand, indtil sin høie Alder. Hun lever nu som Fru Bonnevie hos sin Datter paa Falkensteen. Hendes romantiske tildels sørgelige Skjæbne ligger uelen for dette lille Værks Omraade.

Endelig nærmede sig den Dag da jeg skulde forlade Nyborg-Skolen for at reise til Kjøbenhavn, og omendskjønt dette skeede med Følelser blandet af Ængstelse og Frygt, saa er det begribeligt, at den sidste overveiede den første.

Kun een bitter Følelse opfyldte min Sjæl ved Afreisen fra Nyborg, Skilsmissen fra min elskte Broder Nicolai. Aldrig var et ømmere Broderbaand knyttet mellem Brødre, aldrig en større broderlig Enighed, Harmoni i Tænkemaade, Tilbøilighed og Vaner end mellem min Broder og mig. Fra min spædeste Barndom til mit 18de Aar havde vi deelt Værelse og Seng med hinanden, det samme Vexelskifte af Lys og Mørke gik igjennem vor Skjebne. Jeg kan ikke uden dyb Bevægelse, som fornyer et vemodigt Savn over hans Bortgang, kalde tilbage i min Erindring de uttallige Beviser, som han under vort Samvær gav mig paa sin Broderkjærlighed, og de ømme Kjærtegn hvormed han i det stille Kammer lagde for Dagen. Dette Brodersind bevarede han uforandret til sin Dødsdag. Efter hans Død har jeg ikke sjældent troet mig ukjærligen og uædelmodigen behandlet af hans Kone og Børn, men denne Byrde har været mig let at bære og jeg troer i mit ForhoId til hans Efterladte at have taget mere Hensyn til den Hengagnes ømme Broderskab end de levendes stundom ukjærlige Færd. Dette Vidnesbyrd, som min Samvittighed giver mig, er i den senere Tid bekreftet af alle Familiens Medlemmer. - Ved denne Skilsmisse i Nyborg var min Broder værre faren end jeg. Han blev tilbage, ligesom forladt, i en kold Omgangskreds, i hvilken jeg ikke erindrer mig, at han med særdeles Varme sluttede sig til Nogen. Min Broder manglede ikke Hoved - i denne Henseende overgik han uden Tvivl sin ældre Broder - og især dyrkede han Philosofi med Held, men han viste ikke den vedholdende Flid med sine Skolestudier, og holdt ikke stadigen ved en ordentlig Tids-Inddeling. I denne Henseende havde den ældre, alvorlige og flittige Broder hidtil velgjørende staaet ved hans Side, ligesom jeg ofte havde lettet ham Gjennemgaaelsen af hans Skole-Penser. Denne Skilsmisse virkede derfor skadeligen paa min Broders Fremtid, hans Dimission til Akademiet forsinkedes, han begrov sig i Studier der laa uden for hans Skolefag, og indviklede sig formedelst sin Lyst til at samle Bøger, i oekonomiske Vanskeligheder, som stundom deprimerede hans Sind. Han kom til Akademiet noget tidligere end efter Skoletidens Normal, og omendskjønt han opnaaede bedste Charakter til første Examen, blev han staaende ved dette Universitets-Trin, og tilegnede sig et særligt Væsen, forbunden med et menneskesky, der ofte misforstodes af hans Omgivelser, og var en falsk Maske for hans lyse Hoved og ømme Hjerte. Min Afsked fra denne elskede Broder og fra Hofman Bang fremkaldte de eneste Taarer, som jeg fældte ved Afreisen fra Nyborg.