Porsgrund var i min Barndom et interessant lille Sted, det var paa den Tid kun et Ladested, og en vis Munterhed, Velværen og Orden i alle Forhold var udbredt over det hele Sted. I Porsgrund selv var der kun faa meget rige familier. Min Fader og Kammerherre Løvenskiold, der ejede Bolvigs Jernværk og boede i Porsgrund, var de eneste Mænd, der ansaaes for at være meget formuende. Min Faders Broder, Jacob Aall, havde aldrig nogen stor Formue, og han holdt sig mestendels kun ved min Faders Hjælp oven Vandet. Baade Løvenskiold og min Fader vare dannede og kundskabsrige Mænd. Min Faders Dannelse var meer alsidig. Løvenskiold lagde sig meget efter Historie, og fulgte omhyggeligen Dagens Politik. Da disse tvende Huuse var de eneste i Porsgrund, hvor Selskabelighedens Glæder og Gjæstfrihed i nogen høi Grad dyrkedes, saa gav de Tonen an, der paa den Tid i Porsgrund var indtil Fiinhed sjelden dannet, fri for al smaastediskt. Især freqventeredes dog i min Barndom min Faders Huus, og Selskabeligheden der, endskjønt altid inden Sædelighedens Grændser var derfor munter, og havde et mindre Anstrøg af Fornemhed end i den adelige Svogers Huus. Min Fader var alvorlig i sit Væsen, og det Ord han stod i for sin Rigdom og Dygtighed gav ham stor Anseelse i den Egn, men han saae gjærne Andre glade, og der herskede i hans Huus megen Frihed i Selskabs-Omgang. Der var derhos dengang i den Egn nogle oplyste og dannede Mænd, som udbredte en vis videnskabelig Aand over Selskabs-Tonen. Fritz Moltke, der siden blev Chef for Toldkammeret, var Amtmand og boede paa Meenstad i et Huus, som nu er nedrevet. Han havde ofte i sit Huus litteraire Collatser hvori han især foreleste Racines og Voltaires Tragedier, som dengang var meget i Omløb. Hans Nabo paa Aakre Dr. J. Møller var en bekjendt lærd Mand og varm Patriot, der dyrkede især den Kantiske Philosofi, som begyndte da at fremtræde. Justiceraad og Laugmand Hagerup, hørte ogsaa til dette lærde Selskab, og naar disse Mænd samledes i Selskab afhandledes stedse en eller anden lærd Materie. Man beskyldte Hagerup for, at han studerede over en eller annen Materie, som han vilde gjøre til Dagens Selskabs-Underholdning, men Dr. Møllers Dybsindighed og Moltkes skarpsindige Vid slog ham ofte af Marken. Der gaves ogsaa en anden Underholdning i disse Selskaber i Egnen, som var mindre uskyldige, nemlig høie Spil, - især Scherwenzel - hvori ofte anselige Summer bortspilledes, men min Fader tog aldrig Deel deri.
En Gang om Aaret var der stort Gilde i mine Forældres Huus for Kammerherre Adler paa Gimsøe Kloster, hvis Plankeskuur paa Klostersavene min Fader kjøbte. Adler kom da kjørende med 4 hvide Heste med Toppe, og var selv bestjernet baade paa Kappe og Kjole. Den Dag var der en forferdelig Stads, og min Moder anstrengede sit Kjøkken af alle Kræfter for at tilfredsstille den fornemme Gourmand, der var bekjendt for at ynde bonne chére.
Menigmand var paa den Tid i en god stilling i Porsgrund, da en livlig Handelsvirksomhed satte mange Arbeidshænder i Bevægelse, og al Udskibning fra Scheen, hvor ogsaa betydelige Udskibere boede, gik da igjennem Porsgrund. Enhver Kjøbmand holdt sine bestemte Arbeidere, Huggere, Ladere og Flaadningsfolk, som dannede en fast Flok, der udgjorde som en Deel af Husbondens Huusgesinde. Om Sommeren fortjente de mere end de kunde fortære, og Overskuddet hensattes i Bogen til Vinteren. Der herskede saaledes ikke nogen Nød og Drukkenskabslasten forfulgtes strængt. Hele Sommeren var Porsgrund et livligt Billede paa Virksomhed. Øxer i hundrevis var i Bevægelse paa Ladepladsene, Skibe og Flaadepramme ladede med Bord, samt Bjælkeflaader svømmede stedse paa Vandet. En Tigger var et Særsyn i de Dage. Der var intet egentlig Fattigvæsen, Armoden tyede til Barmhjærtigheden og den frivillige Godgjørenhed, og da Tiderne var gode, og de Fattiges Antal ikke stort, bad de ikke forgjeves. I Porsgrund boede desuden flere Skibsførere, som lastede godt og stod sig vel, og desuden Matroser og Lodser som havde god Næring under den livlige Skibsfart. Egnens egne Skibe stragte dog ikke til at udskibe den Rigdom af Trælast som Telemarkens Skove nedbragte. Der fragtedes bestandig Vesterlændinger og min Fader havde stedse et Par saadanne i Emploi. Desuden kom ogsaa mange Engelskmænd om Sommeren som ladede hos min Fader, og de andre Udskibere i Porsgrund. Der var paa den Tid ikke mange Butikker paa Stedet, og disse var kun tarveligen forsynede, og de havde mestendels blot deres Kunder iblandt Menigmand. De fleste forsynede sig fra Udlandet med de mange Skibe, som fore derpaa, eller fra Kiøbenhavn med den saakaldet Grubbebrig, som aarligvis derpaa gjorde 5 à 6 Reiser. Al Stads kom mestendels fra denne Hovedstad. lmidlertid stod de faa Krambodhandlere, som vare paa Stedet, sig godt, og jeg erindrer ikke at noget Opbud blandt dem fant sted. Naar de havde samlet en Sum ved deres daglige Handel gik de sedvanligen til min Fader, og kjøbte en Vexel derfor til Dækning af deres Indkjøb. Pengeforhandlingerne var overhovedet i de Dage meget simple, og man kjendte intet Ryttervæsen.
Levemaaden og Klædedragten blandt Menigmand og Tjenestefolk var meget simpel. Kaffe gaves sjeldent endog i de bedste Huus mere end 2 Gange i Ugen. Bomuldsstoffe bares lidet af simple Folk eller Tjenestepiger, og kuns naar de fik av Madmoders casserede Stykker. De gik mestendels i grove Vadmelsklæder med Huer af simpelt Tøi paa Hovedet, og i de bedste Huuse gik de mestendels om Sommeren med bare Been.
Præsten paa Stedet, min Oncle Hagerup, som var gift med min Faders Søster, var en lidet begavet Mand, der tog sig kuns lidet af Menigheden, men prækede dog næsten altid for fuldt Huus. Hans Bøn var stadigen den samme, og naar han begyndte at oplæse den var der en tydelig Mumlen blandt Tilhørerne, som læste Bønnen tilligemed Præsten. Min Moder var næsten hver Søndag hans andægtige Tilhører, men hendes Andagt tilhørte mere Herrens Huus end den lidet opbyggelige Præst, hvis underlige Tale endog stundom aftvang den religiøse Kone et Smil. Præsten havde magelige Dage, da Fattigvæsenet intet Bryderi kostede ham. Skolen besørgedes af Klokker Bloch, og Præsten var fri for de verdslige Forretninger, som nu paahvile ham. Kaldet fødte ikke stort men Hagerup holdt et godt Huus, og efterlod sig en Formue af 10.000 Rd gode Penge, hvilke han testamenterede sin Kones Familie, i hvilken han erklærede at have samlet den. Hans Bibliothek, der havde mange, men faa gode, Bøger testamenterede han mig og en Søstersøn i Jylland; men Ingen af os fandt os berigede ved Gaven.
Jeg havde begyndt at nedskrive disse Notitser i mit 70de Aar, paa Grændsen af Menneskets højeste Livs-Alder, og paa flere Maader mindet om Livets Ubestandighed. Arbeidet er sporadisk foretaget, under Fuldendelsen af et alvorligt litterairt Arbeide, som fast uafbrudt have beskjæftiget mig i de seneste Aar. Derfor er det udført med den Sindsro og Sjæls-Munterhet, som ledsager en Alderdom, hvis sidste Trin opleves af lykkelige Livs-Forhold, elskede Børns Kjærlighed, og den omhyggeligste Alderdoms-Pleje.
Jeg er født i Porsgrund den 27de juli 1773. Min Fader, Nikolai Benjamin Aall, havde studeret Theologi og var en kort Tid Ammanuensis hos Biskop Gunnerus, men var formedelst Familie Omstendigheter, som ere mig mindre bekjendt, gaaet ind i Handelsstanden. Om mine Forfædre baade paa Faders og Moders Side ved jeg overhodet kun saare lidet. Min Faders Ungdomshistorie er mig kun lidet bekjendt, og endnu mindre ved jeg om min Bestefader, Niels Aall, og Frænder i fjærnere Leed. Derom svæve kun dunkle Sagn for mig, hvormed jeg ikke vil fylde disse Blade. Om min tidlige Barndom have jeg kun en dunkel Ærindring, og slet ikke før mit 6te Aar. Ved den Tid kan jeg erindre, at flere Besøg gjordes min Moder i Anledning af hendes Nedkomst med min Søster Constance, og og at det var en glad Tid for mig, da der vankede Leger og gode Sager. Den store Ildebrand i Scheen, i hvilken næsten hele Byen opbrændte, indtraf strax efter, og Røgskyer der væltede frem fra Brandstederne, og kunde sees i Porsgrund, saavel som Ildens Gjenskin, der tydeligen kunde sees fra min Faders Huus, gjorde stort Indtryk paa mig. Ved samme Tid omtrent brændte Skroget af et af mine Faders bedste Skibe, Den Norske Løve, under en Kulhentning paa den anden Side af Elven. Ilden oplyste mine Forældres Sengekammer, som vendte ud til Elven, og som Barn deelte jeg min Moders Smerte, der i Fortvilelse gik med hurtige Skridt frem og tilbage i Værelset, og maatte tage Draaber for at recolligere sig.
Min Fader var en agted, forstandig og oplyst Kjøbmand, der havde dannet sig ved Studeringer og en udenlandsk Reise, han var vel bevandret i Dagens Litteratur og meget sprogkyndig, men han havde ingen Smag for æsthetisk Læsning, og jeg erindrer aldrig at have seet en Roman paa hans Bord. Derhos var han en alvorlig og stille Mand, der udelukkende opofrede sig sine mange Handelsforretninger, og gav sig lidet af med sine Børns Opdragelse, som han overdrog til lønnede Lærere. Hans Dag var paa det omhyggeligste inddeelt, men mestendels kuns i afvexlende Forretninger, saare sjelden gik han ud for at spadsere, og da kun paa den nær udenfor Huuset liggende Løkke, og han gik saa godt som aldrig ud om Vinteren. I Selskab udenfor Huuset tog han næsten aldrig Deel, men hans eget Huus var en munter Samlingsplads for selskabelige Samqvem, fremmede Reisende besøgte det jævnligen, og alle Embedsmænd, som havde noget i Porsgrund at udrette, blev stedse indbudne til Gjæstebuds og logerte ofte hos mine Forældre. Min Faders Dag begyndte sædvanligen først Klokken 8 om Morgenen, og han tilbragte hele Formiddagen paa sit Contoir. Klokken 1 indfandt han sig ved Middagsbordet, og hans Ankomst i Spiseværelset var Signalet til Anretning. Eftermiddag og Aften tilbragte han i ligemaade paa sit Contoir, beskjæftiget deels med Forretninger, deels med Læsning, og han saaes næsten aldrig i sin Familie uden til de bestemte Spise- og Thevandstider, som han dog Stundom forlengede nogle Timer. Om han endog havde Venner hos sig en Aften, forlod han ikke sit Contoir, men pleiede sine Forretninger eller beskjeftigede sig med Læsning. Kom nogen af hans Venner til ham i Besøg om Aftenen, som ofte skeede, indbød han nogle bestemte Gjæster - sædvanligen Kammerherre Løvenskiold, Præsten Hagerup, som begge var hans Svogere, og Sorenskriver Norsh til et Spilleparti; men næsten aldrig tog han selv Deel i Spillet. Han forstod at spille; men spillede saare nødigen, og naar det skeede var han ikke i godt Humør naar han tabte. Ved Spisebordet derimod var han ofte meget munter og underholdende, da herskede sædvanligen en livlig og lærerig Underholdning, naar Gjæster var tilstede, og stor Frihed og Munterhed, endskjønt jeg aldrig erindrer nogen Udskeielse hverken i Nydelse eller selskabelig Underholdning. Min Faders Væsen havde noget særdeles imponerende, som dæmpede alle lidenskabelige Udbrud, og holdt Selskabs-Tonen inden Anstændighedens Grændser. Dette strenge Regime i min Faders Levemaade, og det stille Liv han førte baade forlengede og forkortede hans Dage. I ældre Dage paadrog han sig ved det sidste Podagra, som aarligen indfandt sig til bestemt Tid, og en Corpulence, som frembragte Ulemper der bortrykkede ham i hans 59de Aar. Han var særdeles agted af sine Medborgere, i en høiere Grad end jeg kan erindre nogen Kjøbmand jeg her i landet har kjendt, han raadspurgtes derfor ofte i vanskelige Tilfelde, endog af Stedets Embedsmænd. Hans skriftlige Udarbeidelser stod især i stor Anseelse, og de fortjente det. Han behandlede sin Materie med Grundighed og i en simpel Tankeform, og hans Stilemaade var betydeligen flydende og let. Hans Skrift var tydelig, men uden Sirlighed. Mod sine Børn var min Fader alvorlig, men ingenlunde barsk. Der tillodes ingen munter Bevægelse, og intet Ord, som Indblanding i Samtalen uden hans Tilladelse, og de stode som Støtter ved Døren indtil det tillodes dem ved et Vink at nærme sig The- eller Spisebordet. En alvorlig Mine af min Fader var nok til at standse enhver livlig Bevægelse for hans Børn; men at han ikke manglede den dybeste Kjærligheds Følelse for sine Børn det viste han aabenbarligen ved alle Leiligheder, som angik deres Vel og Vee. Hans Deltagelse bevidnedes da ved Bevegelsens ømmeste Udbrud. Kun en eneste Gang erindrer jeg at have faaet et Slag af min Fader. Ved en klodset Bevægelse slog jeg en Flaske itu, der indeholdt noget særdeles rart, og der vankede da til min store Skræk et Ørefigen. Meget sjældent var jeg ude at spadsere med min Fader, kun enkelte Gange hendte det, naar Barfrosten senhøstes havde belagt Vallemyrene, som dengang var mindre opdyrkede end nu, med Iis, at han tog sine Drenge med sig og lod dem skride paa Isen. Han kunde more sig ret hjerteligen naar de tumlede overende paa den glatte lis. Det blev oss derimod aldrig tilladt at løbe paa Skøiter. Nogle indtrufne Ulykkes-Tilfælde havde gjort mine Forældre bange. Medens jeg var Barn kjøbte min Fader den tæt neden for Porsgrund liggende Ø - Gaasegrund, som han omdøbte til Roligheden. Der lod han opføre en Bygning, under en Kongsbergsælles Sivert Brattebergs Opsyn, som formedelst sin stærke Muur- og det saa kaldte ltalienske S Tag, ansaaes for Tidens Mesterærk og Egnens Underværk. En klodset Muurmesters ufuldkomne Stukkatur-Arbeide ved Brandmuuren beundredes ogsaa meget, ligesom alle Europas Storheder figurerede i flotte Kobberstikke i Gangene. Denne Ø besøgte min Fader gjerne et par Gange om Sommeren, og tog da sine Gutter med sig. Hvilken Glæde var ikke dette. Min Fader var der altid i et muntert Lune, og havde ligesom afrystet Forretningernes Byrde. Der tilbragte jeg mine gladeste Barndoms-Dage, tumlede mig med mine Søskende frit omkring paa Øen uden Skolemesterens Tvang og Ave, forlystede mig ved de mange nye Gjenstande, og sværmede omkring blandt Paafugle, Perlehøns og andre sjeldne Dyr, hvormed min Fader smykkede sit Yndlingssted. Min Moder var ikke altid med. Huuset Hjemme krevede hendes Nærværelse, men hun trøstedes dagligen ved smaa Billetter fri sin Mand, som aandede den ømmeste Kjærlighed og Paaskjønnelse. Hun haave senere med en vis Stolthed vist mig disse Kjærligheds-Beviser.
Men hun var en fortreffelig Huusmoder, gudfrygtig og from, og den ømmste Kone og Moder. Jeg har aldrig kjendt et ømmere Forhold mellem Ægtefolk, især fra min Moders Side end mellem mine Forældre. Min Moder gav sig mere af med sine Børn end min Fader, hun revsede dem oftere men derfor med mindre Effect. Børnene havde mere Kjærlighed for Moderen mere Respect for den alvorlige Fader. Hendes Helbred havde i hendes yngre Aar vært mislig, hun var Brystsvag og man spaaede min Fader da han giftede hende, at han snart vilde blive Enkemand. Hun drak derfor om Morgenen saalænge jeg kan erindre, Bygmelssuppe iblandet nogen slags Ingredientser. Men hun tog sig ikke destomindre med stor Iver af sit Huusvæsen, og holdt i mange Aar ingen Huusjomfru. Især var hun i stor Bevægelse, naar der skulde være Selskab i Huuset. Med sin Kattuns-Kofte foret med Multum trippede hun da flittig omkring i Huusets vidløftige Gange, og Børnene maatte da vogte sig for at forstyrre hende i hendes travle Gang. Til en saadan Tid vovede jeg knapt at tale til min Moder. Paa den andenSide virkede min Moders fromme og gudfrygtige Sind, som udtryktes i et sandt christeligt Sindelag for alle sine Medmennesker, og den strengeste lagttagelse af Religionens ydre Former gavnlig paa den unge Sjæl, og jeg har følt velgjørende Spor deraf paa min hele Livsbane.
Mine Forældres Huus var meget stort men ingensteds fuldendt. Det var bygget af Ulrich Schnell, en Fader til Jacob Schnell af hvem jeg kjøbte Næs Jernværk. Huusets store sahl, som kunde have blevet dets største Prydelse blev aldrig indredet, og i den hele øverste Etage var kun et Par Værelser indredet, foruden Skolen, som var et skummelt Kammers med simple Stokkevægge, hvori baade Informatoren og min Broder og jeg laa. Huusets Stadsværelse, hvori alle Gjæster samledes var vel panelet, men hverken Vægge eller Loft malede, og en Prydelse som Tæpper kjendtes ikke. Dagligstuen og Sengkammeret havde et gammeldags Betræk, og Sengkammeret tjente tillige til Spiseværelse. En daarlig Maler i Porsgrund, Weidenauer, klattede nogle hæslige Figurer paa dette Betræk, som vi Børn betragtede som det høieste Mesterstykke af den menneskelige Kunst. Den samme Simpelhed herskede i Husets Meubler.1) Alt var simpelt og gammeldags og Intet som røbet Rigmandens Udstyr. Men mine Forældre førte ikke destomindre en kostbar Huusholdning formedelst det hyppige Besøg av Fremmede, og de mange Selskabsgilder, og jeg kan erindre at min Moder stundom vaandede sig under denne Byrde. Mine Forældres Huusholdning var, uagted Huusets simple Udstyr, vistnok en af de kostbareste i landet.
Jeg nød den simpleste Opdragelse, som den tid var almindelig. Mine Klæder figurerede ofte med firkantede Ruder paa Albuer og Knær, og sjeldent gaves et nyt Stykke førend ved Aarets Udgang. Til Klædedragten svarede Opvartningen, mine Søskende og jeg maatte være vore egne Tienere, og hjalpes kun tilrette af en arrig Barnepige, hvis Myndighed var hævdet ved en lang Tjeneste. Derimod maate min yngste Broder og jeg, som tilbragte vor Ungdom og Barndom under fælles Opdragelse, dagligen gjøre Tjeneste ved Forældrenes Bord. De havde ingen Tjener, ikke engang en Pige, som vartede op, men min Broder og jeg skiftedes ugentligen til en fuldstændig Tjener-Opvartning ved Bordet, og maatte gaa en Leietjener tilhaande, naar der var Fremmede. En farlig Bestilling havde min Fader givet mig, der lett kunde havt sørgelige Følger. Han gav mig Opsyn over Viinkjælderen, og hver Middag havde jeg at hente den Viin, som dagligen brugtes ved min Faders Bord. Kjælderen var vel forsynet, og især var der en Foustage sød Malvasier-Viin, som ofte fristede Barnets Gane. Stundom nippede jeg et Glas deraf, men stedse dog med Maadehold, at Virkningen deraf ikke kunde spores. Der rørte sig stedse hos mig en advarende Stemme mod denne forbudte Nydelse, og mit lille Tyveri blev aldrig opdaget. Jo større Skoletvangen var, jo muntrere var Frihedstimerne, og faa Børn var gladere og lykkeligere i disse, end min Broder og jeg. Men vor Tumleplads var meget indskrænket. Vi havde vore Kjælker, men vor Glidebane var indskrænket til den lille Bakke uden for vore Forældres Huus, og vore Grændsepunkter, som vi kunde naae under Farten vare beregnede med Stedsnavne af forskjellige franske Byer. Stundom listede vi os den tidlige Søndagsmorgen, naar Dagen fra i Fasten begyndte at længes, før vore Forældre stod op, med vore Kjælker ud paa Vallermyrene, og denne Nydelse af klare, vakre Vintermorgener staar endnu i herlige Trek for min Indbildning. Stundom øvede vi os ogsaa i Skiløbning, og den Skraaning, som gaar ned fra Bjørntvedt til mine Forældres Huus, gav især mig stor Øvelse. En af min Broders og min kjæreste Adspredelser var vore Besøg til Uhlefos, 3 Mile fra Porsgrund, hvor min Fader havde et betydeligt Saugbrug, som min Oncle, Gartner var Forvalter over. Han havde været gift med min Faders Søster, og var nu anden Gang gift med Constance Berggren, og begge gjorde sig al Umage for at more os. Han var en rask Mand, fuld af Løjer og morsomme Indfald, og hun var en særdeles godlidende og venlige Kone. Den behagelige Brusen af Fossen, der veltede sine store Vandmasser lige under Forvalterboligens Vinduer, suser endnu for mine Øren, og jeg hører endnu aldrig denne Musik uden i en kjær Erindring at henflyttes til hine glade Barndoms Dage. De Ild-Phenomener, som Holden jernværk, der ligger lige over for Uhlefos, frembød morede os ogsaa meget, og det kostede os stedse Taarer, naar vi tog Afsked med disse herlige Nydelser. Om Sommeren beskjeftigede min Fader mange Skibe - han havde 12 a 14 - os meget. Det var et herligt Syn for os naar de for fulde Seil gled op ad Porsgrunds-Elven til deres Ankerplads. Kun de, som pleiede at bebude deres Ankomt ved Skud, opvakte Ængstelse hos mig, jeg krøb da hen i en af Husets mest afsides Vraaer, for at døve den frygtelige Lyd. Formodendtligen stod denne Frygt i Forbindelse med et ømfindtlig Nervesystem, der har ledsaget mig hele Livet igjennem, og har yttret sig paa flere Maader. Disse Skibes Skjæbne fulgte vi med stor Deeltagelse og vi glædede os, naar et nyt kom til og deelte ærligen mine Forældres Sorg naar enkelte af dem forgik. Jeg kan erindre, at der var stor Sorg i Huuset, da Den Norske Løve, min Faders bedste Skib forliste. Vi mødte Mandskabet, som med bedrøvede Ansigter bragte nogle usle Levninger af det tabte Skib. Ved Bordet den Dag var min Fader alvorlig. «Der faldt», sagde han, «en af Huusets Støtter.» Alle Skibsførerne var vore gode Venner, de var stedse venlige mod Rederens Sønner, og bragte nu og da en lille Lækkerbidsken hjem til dem. Af disse vankede der i Huuset kun faa. Det var en stor Høitid, naar min Moder stundom om Søndag tracterede os med nogle Honningkage-Mænd, og tørrede Svidsker. Det lille Kot, hvorfra min Moder tog disse lækre Sager, var for os et sandt Raritets Cabinet.
Julen var den muntreste Deel af Aaret, den ventedes med Længsel og modtoges med Glæde. Al Skoletvang var forbi og vi var fri for Lærerens besværlige Opsyn. Dertil kom de herlige Gaver og de lækkere Nydelser - men hvor simple var disse? De simpleste Klædningsstykker, som ved den Tid stundom anskaffedes nye, en lille stribet Hue, et par UIdhoser - det var hele Stadsen. Juleklap eller julegaver kjendte vi ikke til. Men stor Glæde var det da, at vi fik Lov til at være med ved Goderaads-Bagningen. Denne gik for sig i en afsides mørk lavloftet Rullebod, som for mig ingen kjær Erindring har uden dette Kjøkken-Arbeide. Min Broder og jeg holdt da Goderaadsjernet, hvorpaa min Moder havde smurt Deigen, i Ilden indtil Kagen var tilbørligen stegt, og de afklippede Kanter af Kagene var Lønnen for vort Arbeide. Aldrig har nogen Delicatesse senere smagt mig bedre end disse forbrændte Kagestrimler. Stundom fik vi Lov til at gjøre en jule-Tour til Wold, hvor min Oncle og Tante Løvenskiold boede. Min Broder og jeg stuedes da sammen i en Slæde, vel indpakkede med Reisetøi og Hage-puder. Engang kom min Fantasi der i en skrækkelig Bevægelse. En af Værkets Betjente, som logerede i Huuset, skar Halsen over paa sig i et Forlibelses-Raseri, og jeg kunde ikke uden den største Rædsel betræde det Værelse hvor det var skeet. Senere hen gjorde min Broder og jeg Julebesøg til min Cousine Madame Iversen, der bodde i Scheen. Vi besøgte da jævnligen min Moders Familie, hvor det gik stivt og stille til. Der var i den Tid Utbrudt en stil Herrenhutisk Aand over denne By.
En af min Broders og mine store Søndags-Fornøielser var vore Besøg til Tveten til vor gode Barndoms-Ven, Hans Nors, hvis Forældre boede der. Sorenskriver Nors var selv en lidet dannet Mand, men munter og glad i os Børn, og hans Kone var en stille men særdeles venlig Kone. Hun maa have været vakker, thi jeg erindrer, at en Lærer som var der i Huuset gjorde hende en Kjærligheds Erklæring, og blev hovedkuls jaget ud af Huuset. Vi var en Søndag hos ham, han 2 Søndage hos os. Paa Tveten vankede ogsaa Justitsraad Hagerup og hans 2 Sønner Hans og Andreas Gyldenpalm. Den sidste var især en Gjenstand for min store Beundring, og vel og Misundelse. I Selskabet var stundom Amtmand Fritz Moltke, som siden blev Chef for Toldkammeret, og Doctor J. Møller, og der examineredes Andreas Gyldenpalm, som var yngre end jeg, i latinske Autorer, og i at tale Latin, og det forekom mig, som han slap fortræffelig derfra. Et saadant Vidunder af Børneviisdom troede jeg aldrig at kunne naa. I øvrigt havde jeg paa Tveten glade Dage og Morellerne paa de store Kirsebærtrær smagte os fortræffelig.
Min Broder og jeg samlede os en lille Casse i min Faders Huus mestendels derved at vi var Casserere ved Spillebordet for Gjæsterne, især for Sorenskriver Norsh. Der vankede sædvanligen 8s, og naar Lykken havde været ham ret gunstig 24s. Der blev ofte spillet temmelig høie Spil i Porsgrunds Egnen i min Barndom, endog Hazard-Spil, især Scherwentzel, stundom 1 Marks Indsats og 1 Dalers Bud. Det hændte ikke sjeldent at der tabtes 30 til 50 Daler, og undertiden endog større Summer, men min Fader tog aldrig Deel i disse Hazardspil, som han i Grunden hadede. Min Broders og min Casse var ved disse Gaver fra Spillebordet voxet til 30rd, da vi forlod Hjemmet. Men undertiden gjordes Angreb paa de godtroende Børns Pung. Jeg erindrer, at en Tellebonde, som tærskede for mine Forældre, lovede os en lille Lettings-Slæde, hvorpaa vi forud betalte ham 5rd.. Indbildningen var Nat og Dag beskjæftiget med den Glæde, som denne Slæde skulde gjøre os. Men den ene Dag gik, den anden Dag kom, og vi saa ingen Slæde. Tilsidst mærkede vi at vi vare bedragne, men skjulte vor Skam.
Dandseskolen i Porsgrund var ogsaa for mig en stor Glædens Kilde. Den holdtes i den Gaard, som senere beboedes af Frue Legaard, nogle Huuse ovenfor Hans Møllers Contoir, og som dengang eiedes af en dansk Mand, Fischer, som var Krambodhandler. Vor Lærer hedte Hahnemann, og var meget afholdt af sine Elever. I Begyndelsen maatte jeg ofte staae i Trunken, en Maskine hvori Benene udspilledes for at lære at vende Tæerne ud ad, men med Tiden blev jeg en af de flinkeste Dandsere. Disse Øvelser har jeg maaskee at takke for at Drængens klodsede Væsen blev noget afslibet, thi jeg drev Arbeidet con amore, og min Dandse-Lyst har ledsaget mig frem i Aarene. Min Broder Niels Aall og jeg lærte nogle mimiske Dandse, hvori han klædt som Tyrk, og jeg som en Slags Harlekin med en Pukkel paa Ryggen, udførte nogle Solo-Roller til stor Fornøielse for vor Familie, som tækkedes godt med disse maadelige Præstationer.
Mange muntre Billeder svæver saaledes for mig fra Børne-Alderen, og en underlig varm Interesse har stedse hvilet over min Fædre-Egn, men min Skoletid i mine Forældres Huus giver mig ingen glade Erindringer. Mine Iærere forstod hverken at indgyde mig Kjærlighed eller Agtelse. Min anden Lærer, Rasmus Winther, var en jyde, en sær og gretten Person, der hverken havde fornødne Kundskaber til at fremme Undervisningen, eller forstod at vinde sine Elevers Kjærlighed, og under ham lærte jeg saa godt som Intet. Under hans Ophold i mine Forældres Huus døde min Bedstefader, Niels Aall, som levede sine sidste Dage der, omhyggeligen pleiet af min Moder, og behandlet af min Fader med den høieste Grad af sønlig Kjærlighed og Agtelse. Hans Billede staar for mig som en venlig og munter gammel Mand, som gjerne gav sig af med sine Børne-Børn, og tracterede dem hver Morgen med nogle smaa Kringler, hvis Savn vi bittert følte ved hans Bortgang. Endnu har jeg en levende Erindring om den Munterhed, hvormed han i Gjæstebudslagene i min Faders Huus med skælvende Stemme sang de da almindelige Drikkeviser. «Gubban Noah, Gubban Noah var en Hædersmann» var især hans Yndlingsvise, og en gammel Major Rye svarede barn i et Slags Stef. Min Bedstefader havde til sit 40de Aar knapt smagt Spirituosa, men efter den Dag forsagede han ikke Bordets Glæder, endskjønt han aldrig udsvævede i dem. Min Fader var meget alvorlig stemt under min Bedstefaders sidste Sygdom, og var stille midt iblandt de mange Gjæster, som ved den Leilighed flokkede sig til mine Forældres Huus. «Gid den Sky var vel trukken over» udbrød han, da man sagde ham at min Bedstefaders sidste Time nærmede sig. Min Bedstefader var 83 eller 84 Aar da han døde. Hans Begravelse gjorde et stort Indtryk paa den 9 aarige Dreng. Vor Lærer Winther havde forfattet et Liigvers, og hans Elev, som skulde overlevere det, var ikke lidet stolt af at frembære et i deres Øine saa herligt Product, endskjønt hvad jeg erindrer deraf var baade smagløst og forskruet. Min Broder og jeg gik, som de yngste Børn nærmest Kisten, vel indhyllede i sorte Kapper og med lange Sørgeflor. Vi var den dag i vore egne Øine høist vigtige Personer, men Taarerne flød rigeligen ved den elskte Bedstefaders Grav. En stor Forskrækkelse var for mig de mange Skud, hvormed Dagen feiredes, da Liig-Processionen maatte lige forbi det Skib, hvor disse løsnedes. Da den store Salve var given ved Iigets Udtagelse paafulgte Minutskud, og Forventningen deraf, efter den korte Mellemfrist, var især pinlig. Hvor øde og tomt forekom mig ikke det Værelse hvor min Bedstefader havde været efter hans Bortgang. Det kaldtes bestandig, saalænge mine Forældre, og siden min Moder allene beboede det, «Gamle Fars Værelse» og saa længe dette Værelse var til betraadte jeg det med en vis hellig Erindring om en kjærlig Bedstefader. Sporet deraf er nu forsvundet med det nedrevne Huus.
Min Fader overdrog nu, da Winther forlod Huset for at tage Embedsexamen, Risbrigh, Professor i Philosofien i Kiøbenhavn, at skaffe barn en duelig Lærer, og bestemte dertil en Gage af 200 rd Aarligen, den høieste som paa den Tid gaves. Men denne Lærer var den udueligste af alle mine Lærerere. Hans Bug var hans Gud, hans Læremethode den mindst hensigtsmæssige. I de Klassiske og de egentlige Skolestudier gjorde jeg i de 3 Aar han var i min Faders Huus aldeles ingen Fremskridt. Jeg begyndte at tyde Justinus da han kom, og jeg var efter 3 Aars Forløb endnu ikke kommen til Ende dermed. Ved Siden deraf læste jeg i det sidste Aar en Deel af Munthes græske Grammatik, men da Læreren saa godt som intet græsk forstod blev det ved, at jeg læste frem i Bogen, Blad for Blad, Anmærkninger og Alt uden al Nytte og Anvendelse. Det eneste hvori jeg under ham gjorde nogle Fremskridt var i de levende Sprog, fransk og tydsk, da hans Moder var tydsk og hans Fader fransk. Denne, Professor i det franske Sprog i Kiøbenhavn, havde tillige udgivet en fransk Grammatik. Interessen for dette Studium voxede ogsaa ved nogle franske Bøger, som blev min Broder og mig forærede af en gammel Oncle, Kammerraad Rougtvedt paa Romnæs ved Uhlefos, nemlig Molieres Comedier og Le Sages Gil Blas de Sentillane. Paa denne sidste kastede jeg mig især med stor Begjærlighed, og aldrig har en Bogs Læsning interesseret mig som denne. Paa den Tid kom ogsaa Weyses Kinderfreund for Lyset, og i den indeholdtes meget som i høieste Grad fængslede min Opmærksomhed. Den afløstes siden af Campes Robinson, som har noget forunderligt tillokkende for Børn. Dette Selvstudium har siden meget lettet mig Læsning af franske og tydske Bøger. Det var en stor Glæde da min Fader bestilte Weyses Kinderfreund fra Kiøbenhavn. Jeg talte Dagene til dens Ankomst, og aldrig har jeg hørt Skud med den Behag, som da Grubbebriggen, der havde denne kostbare Pakke ombord skjød sine Æresskud ved Toldboden. Strax efter bragtes den i Land, men jeg blev ikke lidet lang i Ansigtet, da min Fader tog Bøgerne og stillede dem op blandt sine egne Bøger, for kun deelvis at levere dem ud naar de brugtes. Da min Broder og jeg forlod Fædrenehuset for at reise til Danmark fik vi denne dyrebare Bog med os, og jeg beholdt den indtil den, saavidt jeg erindrer brændte i Kiøbenhavns Ildebrand 1795. En anden Selvøvelse havde jeg under denne Lærer, der vist nok lagde den første Grundsten til min Productivitet som Oversætter, der som Forelæser for min Familie har været meget stor. Campeaux var umaadelig i sin Spise-Nydelser især om Aftenen, og denne Graadighed havde han ofte Leilighed til at tilfredsstille i min faders Huus, hvor der sedvanligen flere Gange om Ugen var smaa Lag, hvor der vankede et Par Retter Mad. Følgen deraf var, at han overlæssede sin Mave, og leed Ulemper deraf om Natten. Under saadanne Omstændigheder kaldte han mig op om Natten, og jeg maatte søge en Doctors Hjælp, som boede tæt ved min Fader. Imidlertid udrettede jeg dette Ærende slet, da jeg var undselig over at kalde Doctoren i slige Anledninger. Saaledes bildte jeg Campeaux ind at jeg ikke kunde komme ind i Doctorens Huus, uden at jeg derpaa havde gjort Forsøg. Imidlertid var der saadan Angst over ham ved slig Leilighed, at jeg ikke maatte gaa i Seng men sidde oppe med Lys i Værelset flere Timer om Natten, indtil Sygdommens Paroxysmus var over. Under denne Nattevaagen paatog jeg mig at oversatte Phaedrus, og korn til Ende med en stor Deel af dette Arbeide inden jeg reiste til Danmark. Arbeidet var vist nok maadeligt, og blev ikke fremvist til Nogen eller corrigeret, men denne stille Øvelse var dog en god Forberedelse til kommende Studier, og den første Gnist af en Slags litterair Productivitet. Da min Fader kom under Veir med disse Nattevandringer og Lucubrationer forbød han Campeaux paa denne Maade at forstyrre min Nattesøvn, og nu tog han Kudsken i Sengen hos sig, for at have en Trøster ved Haanden, naar Fraadseriets Følger betog ham. Under denne Lærer kunde jeg ogsaa let have faaet Afsmag for Studeringer, og den største Mistillid til mine egne Evner. I sin ubesindige Heftighed revsede han uden skjellig Grund, brugte smaa Forseelser og uskyldige Handlinger udenfor Skoletiden. Det var nok til at sætte ham i Harnisk at hans Elev undlod De foran Campeaux i at benævne hans Navn - som Anledning til haarde og strenge Revselser, der endog fremkaldte de Forbigaaendes Medlidenhed. Jeg erindrer endnu, at en Fjeldbonde, som hørte vaandefulde Skrig fra Skolen ved at gaa forbi dens Vindue, kom op og truede Campeaux med Prygl, dersom han foer saadan afsted mod «Aalens Børn» Det var hans daglige Tale, at jeg var aldeles uskikket til Studeringer, og at han vilde tilraade min Fader at give mig en anden Bestemmelse. Det varede meget længe inden jeg kunde udslette Virkningen af denne frygtelige Dom og ildevarslende Spaadom af min Sjæl, og den forbitrede mine Skoletimer paa det høieste. Aldrig har Skolebørn ængsteligere fulgt Visernes Fremskridt paa Uhret, for at see Forløsningens Time komme og aldrig har noget Barn følt den Ringeagt og Afsky for sin Lærer, som min Broder og jeg under disse 3 Aar, især den sidste Deel deraf. Hvor misundelsesværdig fandt vi ikke mine 2 ældre Brødres, Nils og Jørgens Lod, som var sendt til England for der at opdrages. Der var, efter Skippernes Fortællinger som bragte Efterretninger fra dem, og efter de Brevs Indhold som indløb fra mine Brødre ingen Ende paa de Fornøielser de havde havt, og de Rariteter de havde seet i London og i dens Omegn.
Det var denne Eftersommer, da Danmarks daværende Kronprinds gjorde Norge et Besøg, og derfra foretog det lidet hæderlige, og for hans Riger lidet nyttige Indfald i Sverige, som er bekjendt under Navn af Tyttebærkrigen. Paa denne Tour besøgte han ogsaa Schien, og denne By med Omegn gjorde Alt for at vise Tronarvingen Deeltagelse og Hæder. Blandt andet var ogsaa en stor Æresport opført paa Torvet ved Raadstuen, som var sammensat af Granbar, og som Ingen maatte passere, før Kronprindsen havde holdt sit Indtog. Min Broder og jeg havde faaet Plads i P. Floods Huus, som laa tæt ovenfor Æresporten. Blandt andet var her samlet en Skare af 100de Tellebønder, hvoraf nogle med Lang-Skjæg, og alle udstafferede i deres ægte Nationaldragt, med hvide Vadmelskufter, sorte rynkede vide Buxer, store Tolleknivslirer ved Siden, store Søljer i Skjorten, og brede Øxer, eller gamle Sværd i Hænderne. Alle rede de paa modige borkede, sortmanede og tykhalsede Heste, og i Spidsen for dem red min Oncle, Jacob Aall, ogsaa udrustet med et gammelt Sværd, paa en borkede Hest, iført en guul Trøie og Skindbuxer. Af det hele Tog var der intet som gjorde mere Indtryk paa mig end denne Skare af Tellebønder, og jeg kunde ikke holde mine Taarer tilbage, da min Oncle, som var den blideste og kjærligste Mand, meget afholdt af mig og mine Søskende, med en barsk Mine og stiv Holdning red igjennem Æresporten. Byen havde ogsaa foranstaltet Prindsen Geleide af et ridende Corps, men dette gjorde aldeles intet lndtryk paa mig, og jeg synes at erindre, at denne Stads var noget ravnekrogsmæssigen arrangerer. Prindsen sad i en aaben Vogn og hilsede den jublende Mængde til begge Sider, og omendskjønt han som bekjendt ikke var meget gracieus i sine Hilsninger, der sædvanligen affærdiges med et kort Nik, saa gjorde dog Prindsen med de hvide Haar og Øienbryn, og som var i den fagreste Ungdom, stort Indtryk på mig. Der var arrangeret for ham og hans Suite en stor Gaard i Nærheden af Torvet, som indtil den senere Tid beholdt Navnet Prindsegaarden, og militaire Vagt var foranstaltet udenfor samme, men han afskediget denne, og beholdt kun Borgervagten, hvoraf 2 og 2 skiftedes til at paradere udenfor hans Dør, al anden Vagtparade frabad han sig. Neppe har vel nogen Kongesøn, hverken før eller siden, faaet en mer deeltagende Modtagelse, og bleven hilset med større jubel end Kronprindsen paa denne sin Reise i Norge. Men den derpaa følgende Krig med Sverige bragte megen Ulykke over nogle Egne af Landet. Vore Soldater led stor Mangel under denne korte Kriig, de døde i skarevis efter Hjemkomsten, og udbredte Sygdomme i Fjeldegnene, hvis Rod endnu ei er udryddet.
Omsider blev min Fader, som formedelst sine mange Forretninger og Contoirliv tog liden Deel i sine Børns Opdragelse, opmærksom paa Lærerens Uduelighed og utidige Strenghed, og der traf nogle Omstændigheder ind, som fremskyndede hans Afreise. En Søndag, da min Fader var reist op i Landet, havde min Moder givet min Broder og mig Lov til at gjøre en Fornøielses-Tour til et af min Faders Landsteder, Flotten, og jeg især glædet mig usigeligen til denne Lystreise, da jeg for første Gang i mit Liv skulde paa sadlet Hesteryg. Om Middagen spurgde min Moder Campeaux høfligen, om han havde noget derimod. Men han svarede min Moder studs, at han ikke dertil vilde give sit Samtykke, og var overhovedet meget uartig mod min Moder, hvis venlige Væsen aldrig gav Anledning til sligt. Ved bordet var ogsaa dengang, Thor Carstensen, en broder af fenrik Carstensen, der bestandig ladede hos min Fader, og da han hørte Campeaux,s Grovhed reiste han sig, ganske bleg i Ansigtet af Harme, truede med knyttet Næve mod Campeaux og sagde: «Gjorde jeg jer jeres Ret, saa dængede jeg jer saa længe jeg kunde røre mig». Campeaux sneg sig ud af Værelset, og stængte sig den Dag ind paa sit Kammer, og Carstensen og min Faders Contoirbetjent patrouillerede hele Dagen udenfor hans Dør, for at betale ham for hans Grovhed mod min Moder. Da min Fader kom hjem blev denne Begivenhed ham fortalt, og han tog strax sin Beslutning, der ogsaa fremskyndedes ved en anden Scene. Campeaux og hans Elever var tilligemed en Engelskmand (Crøger) budne ud til Christen Traag, som boede paa Herøen ved Ravnæs. Der gik det muntert til, og Engelskmanden og Campeaux kom paa en Pidsk. Da de landede ved Bryggen blev der Larm om nogle Potter, som Campeaux havde kjøbt paa et Pottemageri ved Ravnæs, hvorved Vægteren kom til, og der blev et Slags Opløb, der gav Engelskmanden megen Løier. Dagen efter opsagde min Fader, til min Broders og min store Glæde, Campeaux, men han syntes derimod ikke gjerne at vilde forlade den gode Post. Formedelst det Uheld min Fader havde havt med sine forskjellige Informatorer bestemte han sig til at sætte dem i Latinskole, og da hans Svoger, Kammerherre Løvenskiold just dengang stod paa Veien at gjøre en beslægtet i Fyen, Grev Reventlow paa Trælleborg, et Besøg gav han ham i Commission at anbringe sine Børn hos en eller anden Rector i Danmark. Rectoren i Nyborg, Magister Tornø, stod dengang i stort Ry som Skolemand, og da han tillige tog unge Mennesker i Huuset, sluttede Løvenskiold accord med barn for 150 rd. om Aaret for hver af os, hvilket paa den Tid ansaaes for at være god Betaling. Glæden over at befries for vor uduelige og grusomme Lærer var stor, men Sorgen over at forlade Fædrenehjemmet ikke mindre. I Begyndelsen formildede Nyhedens Interesse Sorgen, men Hjertet beklemtes alt mer og mer, jo nærmere Afskedstimen kom. Nu fik vor Garderobe en betydelig Udvidelse. Mette Skrædder - Husets Hofskrædder - fik Hænderne fulde, alle Kleder med Lapper og Qvadrater blev bortskjænkede til Fattige, og hvide engelske Bomuldsstrømper blev indsmurede i Føddene med Tobak, for at skjule, at de vare indsmuglede, og undgaa Tolden i Danmark. Da min Moder under Taarer gav os sin Velsignelse med paa Reisen stak hun os en lille Børs i Haanden, og min Fader forsynede os rigeligen med de Penge, som vi til Nedreisen behøvet. Da vi gled ned ad Porsgrunds-Elven for at bringes ombord i en Dansk jagt, ført af Skipper Holm, der laa i Langesund og skulde føre os til Nyborg, tog jeg under stride Taarer Afsked med hvert Huus, hver Fjeldknatte, og hvert Sted, som var bleven mig kjært i en Barndoms-Alder, som uden for Skoletiden var tilbragt i Munterhed og Glæde. Det svævede for den unge Sjæl, at mange Hændelser maatte ligge mellem denne Afskedens Time, og den Dag da jeg igjen skulde hilse Fædrenehjemmet. Især kostede det sidste Farvel til Øen Roligheden, hvor jeg havde levet saa mange glade Dage mig bitre Taarer, ligesom der er intet Sted i min Fædreegn over hvilket der hviler ett venligere Erindring fra min Barndom end over dette. I Langesund maatte vi vente nogle Dage paa Vind, men vi befandt os vel i Kjøbmand Cudrios' Huus, hvis Kone var beslægtet med min Moder. Jeg har en venlig Erindring om denne fromme Kones kjærlige Omsorg for sine unge Gjæster. Vi sad just ved Bordet, da Skipperen lod os varsle om at komme ombord. Et herlig Fad Risengrød var just kommen paa Bordet, og vor gjestmilde Vertinde lod hele Fadet indpakke til at forsyne vort Kjøkken paa Reisen, og da denne varede i 4 Dage, og vor Skipper ikke vilde lade det Faar slagte, som min Moder havde givet os med paa Reisen, kom Risengrøden os herlig tilpas.
| Utdrag (s. 7-30) fra: Jacob Aall: Erindringer 1780-1800. Trykt i: Historielaget for Telemark og Grenland. Aarsskrift 1939, s. 7-148 |
|
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |