En senior-spiller fortæller

I nær 10 aar av de 25 aar Urædds ballklub har eksisteret har ingeniør Carlsrud staat som en av dens ledere idet han var formand eller matchkaptein næsten hele tiden 1901-11. Han lar sig i den anledning interviewe.

- Jeg begyndte at spille 1901. Da holdt klubben endnu til paa Frednesøen. Det var ikke saa let at spille der - gik ballen i tornehækkensaa var luften straks ut, eller i vandet saa maatte gjerne en av spillerne som han gik og stod springe i elven og hente den tilbake. Saa kom vi ut paa Myrene - i nærheten av skytebanen til en sumpig, tuet og lite skikket bane, men vi var jo ikke saa godt vant dengang, saa vi slet gjennem. Men da vi i 1905 fik sportsplassen vor, kom der andet sving over spillet, der blev da anledning til mere samspil og ballbehandling. Først da kan man vel si det blev fotballspil for alvor. Spillerne begyndte ogsaa at faa mere tak i selve spillets aand - det blev sport, mens der før ofte hadde hat mere karakter av en batalje, hvor det gjaldt for enhver pris at vinde.

Jeg tror jeg husker de fleste spillerne fra 1901 - de var Isak Isaksen, nu jernbanekonduktør, Hermand Bjaaland, nu i Spanien, baker Pedersen, Osebakken, skibsreder Ivan Abrahamsen, Ludvig Braaten, nu paa Borgestad, H. B. Henrichsen, som var maalmand, urmaker Theodor Preuss, brødrene Lassen, og «Annas² Hansen. Fra de aarene maa jeg heller ikke glemme typograf Kaalstad som var en glimrende spiller, en paapasselig og energisk back, Chr. Dick, som likeledes var meget lovende, og Sørli fra Osebakken. Men jeg er ræd jeg endnu glemmer nogen som fortjente honnør.

Allerede den gang bar Urædd sine sort- og- hvite farver - dragten var da en sort genser med P. F. (Porsgrunds Fotballklub) i hvitt baand over brystet. Kapteinen hadde et skjerf om livet. Senere er jo dragten blit forandret og forbedret.

Spillet gik sin gang aar efter aar. Det gik gjennem nederlag men de gav ofte haap om seir og seirens dag kom ogsaa mere end engang.

Efter 1905 gik det meget pent fremover det ene aar efter det andet. Karl Pedersen kom med i laget, vi fik Torjussen og Helgesen var en flink back. Og slik gik det til det glimrende aar 1911.

Vi hadde da et lag som hadde holdt sammen gjennem flere aar og var blit samtrænet. Ingen nye gjorde det ustøt. Og det blev holdt i god træning hele sommeren. Det bestod av: Reidar Bergh i maal, Ivan Abrahamsen og Helgesen, delvis Emil Olsen som backs, Torjussen, Carlsrud og Lauritz Halvorsen var halfsbacks, mens løpere var Tellef Nilsen, Mik. Isaksen, Jacob Brynildsen, Karl Pedersen og Sigfred Pedersen fra Osebakken. De to siste især lavet mange maal.

Først slog vi os gjennem kredskampene mot Fram Turnforening og Odd. Den siste var selvsagt den haardeste nøtten. Først tapte Odd i Porsgrund, men lovet at ta revanche naar vi kom til Skien. Men vi vandt ogsaa der. Saa spilte vi semifinalen i Stavanger mot vestlandets mester Brann som vi slog kolossalt med 11-1! Men saa møtte vi Lyn i hovedkampen i Kristiania. Lyn var i glimrende kondition, kampen blev haard og Lyn vandt en ikke særlig overlegen seir. Men pressens kritik gik ut paa at Urædd likesaa gjerne hadde fortjent at seire. Saa jevnbyrdige spilte de to klubber.

Efter 1911 reiste jeg væk og kunde ikke følge klubben saa nøie. Den hadde siden en død periode, men den har Urædd i det siste arbeidet sig bort fra igjen. Det viste sig ifjor, da de mønstret et lag som spilte saa godt som Urædd nogengang har gjort. Men nu glemte jeg Martinsen, som var maalmand for nogle aar siden - han var jo en kløpper!

Og jeg tror Urædd har gode utsigter til at hævde sig ogsaa efter denne dag. Byen vokser, mange nye kræfter samles saa man kan gjøre sig godt haap om tilgang av flinke spillere.

Spurt.