Autobiographi

Claus Pavel

V.

Der er fri Cappelanbolig i Brevig. Min formand, Holmboe, havde vel ikke forlatt Stedet, men var flyttet ud af Gaarden. Jeg kunde altsaa tage den i Besiddelse, naar jeg vilde, men da jeg ikke eiede en Stol at sidde paa eller en Seng at ligge i, blev jeg endnu i flere Maaneder boende hos Gjæstgiveren.

Dagen efter min Ankomst hørte jeg Hr. Holmboe prædike, og det er sandt, naar jeg undtager den famøse Sangtone og en i sin Kreds ligesaa famøs Strømboe, der engang lod sig høre i Helligeistes Kirke, har jeg nok aldri hørt noget jammerligere. Alt var under Critik. Det var vistnok ingen ubehagelig Udsigt for mig, som i selve Kjøbenhavn havde været en brændende og skinnende Lys, at komme efter en Mand, der ved Siden af mig faldt saa rent igjennem. Jeg maatte vente mig et uendelig stort Bifald, især da Sognepræsten, Mechlenburg, var omtrent en ligesaa stor Stymper som Holmboe, og min Forventning bedrog mig heller ikke. Havde jeg kun i alle Henseender havet saa megen Grund til at være tilfreds med Brevig. Tillid og Yndest beholdt jeg til den sidste Dag, og at jeg da tabte Yndesten, var min egen Skyld.

Sjette Søndag efter Paaske blev jeg indsat i Hovedkirken, Eidanger, af Sognepræsten til Solum, Provst von der Lippe. Ved denne Leilighed hændte mig en synderlig Malheur. Jeg var kommen i Kirken, Gudstjenesten skulde begynde, og Provsten bad mig om mit Kaldsbrev og min Collats, som han skulde oplæse. Jeg søgte i mine Lomme, og see! jeg havde glemt at medbringe dem. Von der Lippe blev meget vred; han var en Lærd, veltalende Mand, men hans Hjerte laae paa hans Læber, og hans Oprigtighed udartede undertiden til fremfusende Uhøflighed. Han lærte mig ret min Text, kaldte mig et av disse «nymodens Genier», der sandse ingen Ting, og erklærede, at han nu ikke paa 3-4 Uger kunde love at komme igjen. Til al Lykke brugte man er i Egnen at Spænde Hestene bag for Vognen; dvs. Præsten holdt først en Indtrædelsesprædiken, og derpaa indsatte Provsten ham. Altsaa blev Daniel¹⁾ afsendt i en Baad med 4 Roerskarle (Søveien til Brevig var en halv Miil), og Ordre blev givet dem alle om at skynde sig, som om det gjaldt deres Liv. For at udhale Tiden maate der imod Sædvane holdes fuld Messe, en Høimessepsalme, 14 Vers lang, blev valgt, og i al den Tid maatte jeg, som paa Reisen havde faaet en Beenskade, der endnu ikke var Helbredet, blive staaende for Alteret; dog tilstaaer jeg, at den Smerte, den lange staaen voldte mig, kun var en ringe Straf for min ubegribelige Skjødesløshed. Endelig kom jeg paa Prædikestolen og glemte Frygt og Smerte. Dog fløi undertiden et længselsfuldt Suk efter Daniel og Kaldsbrevet. Da omtrent de fire femte Dele af Prædikenen vare fuldendte, saae jeg ham komme ind i Kirken, og med det roligste, gladeste Hjerte fremsagde jeg nu Slutningen, mine Tilhørere til høieste Velbehag. Provstens vrede var nu ganske forbi. Da kom ind i Sacristiet, tog han mig i Haanden med de ord: «Han er en brav Mand»; i sin Tale roste han mig fortrinligen, og fra den Tid Omtalte og de faa Gange, vi samledes, behandlede han mig med den største Agtelse og Velvillie. - Der var Middagssselskab hos Sognepræsten, og det eneste nye Bekjendtskab, jeg der gjorde, var et Menneske, som da forekom mig affecteret og utækkelig, og hvis Complimenter jeg slet ikke opbyggedes ved, som dog siden blev min kjære Ven, men som ved sine Dages Ende lagde en ny sørgelig Erfaring til de mange sørgelige, jeg forhen havde gjort om næsten alle de elskværdigste Mennesker i min nærmeste Vennekreds. Det var John Rygh²⁾, da Examinatus juris og Fuldmægtig hos Sorenskriver Wessel i Porsgrund.

Her vil det være passende Sted til en kort Beskrivelse over Egnen, hvori jeg levede, Menneskene, jeg stod i Forbindelse med, og den Stilling, hvori jeg befandt mig som Embedsmand paa det Sted, hvor jeg først af Erfaring skulde lære at kjende Religionslærerens Pligter, Glæder og Sorger.

Brevig selv og den nærmeste Omegn er intet mindre end smukke. Det er sjeldent paa Østlandet at see saa nøgne, sorte Klipper som de, man omgives af, naar man fra Vindebroen overskuer Indløpet og Havnen. Byen har to ret vel brolagte Gader, den ene paa Fastlandet, og i den ligge de fleste Kjøbmænds Huse, den anden paa Sylterøen, hvor Kirken og Præstegaarden findes. Det øvrige er for det meste Moradser og Bakker. Til Brevig høre tre mindre Strandsteder, til hvilke, især det ene, Veien til Lands er fast ufremkommelig. Kirken er ikke hæslig, men heller ikke synderlig smuk, og Præstegaarden, hvori jeg boede i 3 Aar, var stor og beqvem nok for en Ungkarl, men yderst indskrænket for en Familie. Den var tillige meget forfalden og er siden min Bortgang opbygt af ny og langt bedre indrettet. Til Eidanger var, som sagt, Søveien en halv Miil; Landeveien var en Fjerding længer. Det første man kom op fra Brevig, lignede Egnen fast en Udørken, dernæst kom man ned i en ret nydelig Dal, hvor en af Brevigs Matadorer havde sit Lyststed, og siden blev Egnen ret taalelig smuk, dog intet imod den fortryllende Porsgrunds og Skiens Egn. Eidanger Præstegaard, større, men endnu hæsligere end Brevigs og næsten ligesaa forfalden, ligger i en ret behagelig Egn paa en Slette, hvorfra paa den ene Side er Udsigt til Skov og paa den anden Side til Eidanger- og Langesundsfjorden, saa man fra Præstegaardens Vinduer kan see hvert Skib, som en Miil derfra løber fra Havet ind i Fjorden. Kirken ligger ensom og romantisk midt i en Skov, temmelig langt fra Præstegaarden. Den er lys og skjøn, faa Aar før min Ankomst ombygget i den nye Smag med Prædikestol over Alteret. Paa den anden Side af Kirken laae den smukt beliggende og smukt bebyggede Gaard Tveten, der snart blev mit andet Hem.

Blandt dem, der hørte til min Omgangscirkel, nævner jeg først Sognepræsten Mechlenburg. Han var ikke dum, og i det, han skrev, var undertiden en vis Præcision og Energie, men disse savnedes aldeles, naar han oplod Munden, thi da var han uendelig Væver. Jeg hørte ingen Prædiken, kun nogle Skriftetaler af ham, men hans Fattigdom paa Ord valgte sand Medynk. Ideligen gjentog han det samme, hvilket især var mig paafaldende i hans første Skriftetale til mig, hvor han havde valgt de Ord af Johannes Aabenbaring «Bliv vaagen og styrk dem, som ere nær ved at døe». Naar han nu kom i Forlegenhed, saa gjentog han: «Bliv vaagen! Bliv vaagen!» en Advarsel, som nok kunde behøves, thi hans Foredrag var reent Opiat. Iøvrigt var hans Legeme svagt og hans Aand endnu svagere, uden Spor af Kraft og Bestemthed, men hans Hjerte var eiegodt, og jeg levede stedse i god Forstaaelse med ham. Alderdommen nær, havde han giftet sig anden Gang med en ung, fornuftig og ret interessant Kone, som forstod at beherske ham. Eieren af nysomtalte Gaard Tveten var Sorenskriver Nors, en saare godmodig og gjæstfri Mand. I Omgang med de meget cultiverede porsgrundske Familier havde hans Sæder faaet Dannelse, men hans Forstand var lidet dyrket, og han var undertiden en ligesaa uendelig Væver som Mechlenburg, med den Forskjel, at denne ledte efter Ord og kunde aldrig blive færdig med, hvad han vilde sige, Nors derimod lod Munden løbe, uden at tænke oaa enten hvad han havde sagt eller fremdeles agtede at sige, og indviklede sig tilsidst saa, at han hverken vidste ud eller ind. Samme Forvirring herskede ogsaa i det, han skrev, og deri stod han saare langt tilbage for Præsten. Ogsaa i dette Hus var Konen mere begavet og behageligere i Omgang end Manden. - Brevig havde kun to Embedsmænd: en Toldbetjent og en Postmester. Den første var en døv og meget bornert Person ved navn Barclay. Af Postmestere havde vi egentlig to: Fader og Søn ved Navn Chrystie, af hvilke Faderen havde afstaaet Sønnen Embedet, men denne igjen overladt Faderen at forrette det og trække Indkomster deraf for sin Levetid. Den gamle Postmester var det eneste Menneske i Brevig, som havde nogen sans for Læsning. Sønnen var ved at ægte en gammel simpel og eenfoldig Jomfru bleven en velhavende Mand. Selv var han heller ikke meget begavet, men havde et fromt og redelig Hjerte. Brevigs øvrige Indvaanere udenfor Almuestanden vare ucultiverede Kjøbmænd og Skippere, af hvilke flere vare rige. Den største Matador var Ole Grubbe. Ingen der i Byen havde saa megen Levemaade som han; man spiste og drak fortræffeligt hos ham; og han havde et Talent til at være Vært, hvori ingen Brevigs Mand lignede ham, hvilket dog ikke vil sige stort. Endnu maae jeg nævne en Mand, som ikke boede i Brevig, men kom der næsten daglig; Toldbetjent Rostrup paa Stathelle, en overmaade brav og ganske fornuftig Mand, men undertiden er han i Omgang falt ligesaa kjedsommelig som Mechlenburg og Nors, dog med den Forskjel, at der er Mening i, hvad han siger, og at han faaer sagt, hvad han vil sige, men han er trættende vidløftig, og naar han bruger det Heibergske Mundheld «kort at Fortælle!» saa kan man være temmelig vis paa, at Fortællingen bliver som den endeløse Sang i Sigfried von Lindenberg.

I denne Kreds tilbragte jeg uafbrudt de syv første Maaneder af min Embedstid. Jeg fandt min Stilling o den første Tid meget taalelig, ja endog behagelig, og mine Breve til Kjøbenhavn aandede idel Glæde og Tilfredshed. Vistnok opdagede jeg snart, at Byen var deelt i Partier, og at den Lunkenhed, der gjensidigen herskede mellem disse, stundom udartede til Had og Efterstræbelser, men alle Partier enedes om at vise mig den meest forekommende Velvillie. Vistnok fandt jeg ogsaa den Lede Handelsaand almindeligen udbredt, og Mandens Værd beregnedes paa engelsk Facon efter de flere eller færre tusinde Rigsdaler, han eiede; men med mig syntes man at gjøre en Undtagelse, for mit Værd syntes man at erkjende den Maalestok, hvorefter jeg selv ønskede det bestemt. Det var først, da jeg, efter et Partis Opfordring, vilde arbeide paa det aldeles forfaldne Skolevæsens Forbedring, at jeg fornam ubehagelige Virkninger af Partie- og Handelsaanden; hiim betog Moderpartiet al Lyst til at tage Deel i et Anliggende, dets Antagonister stræbte at fremme, og denne gjorde snart ogsaa disse ligegyldige for en Sag, de havde tænkt forbunden med færre Hindringer, og opgave den som en Bagatel i Sammenligning med de ene fornødne: uhindret, blomstrende Handel paa Holland og England. Sognepræstens Frygtsomhed og Indolenz forende sig hermed, uagtet selve Biskoppen værdiges at correspondere med mig om den Sag, faldt den dog aldeles bort, og Skolevæsenet forblev uforandret, saalænge jeg var i Brevig; og dette Udfald paa mine første Bestræbleser havde en høist fordærvelig Indflydelse paa min Duelighed, Embedsiver og Tilfredshed. Min Embedsstilling var iøvrigt ikke ubehagelig. Jeg var kun Cappelan, men aldrig befandt en Cappelan sig i en mindre subordineret Stilling end jeg. Næsten betragtedes jeg som Sognepræst i Brevig, hvorimod jeg var som Fremmed i de to andre Menigheder. Cappellanen tog endog, hvad vel intet andet Sted er Tilfældet, Offer i Brevig første Høitidsdag, og Sognepræsten kom bagefter den følgende Dag og fik naturligvis altid mindre. Mine Indkomster vare mellem 5 og 600 Rd., hvilke for en Ungkarl i de Dage vare tilstrækkelig til meer end nødtørftigt Livsophold. Naar nu hertil kom den Varme for min Stands Pligter og Glæder, hvormed jeg indtradte i den, og den Opmuntring, jeg fandt ved stedse at prædike for fuld Kirke, thi det maa man tilstaae: Brevigerne hørte gjerne Guds Ord, ihvorvel kun faa af dem bevarede det - saa lader det sig begribe, at jeg, endog fjernt fra mine Venner og mit elskte Kjøbenhavn, maatte i Begyndelsen føle mig saare lykkelig.

Syv Uger havde jeg været i Brevig, da jeg gjorde min første Reise til Slemdal, et Fjeldannex næsten halvfjerde Mile fra mit Hjem, hvor Sognepræst og Cappelan skiftedes at prædike hver tredie Uge. De første to Mile var ypperlig Kjørevei, men siden gik det opad en Hei, hvor der ikke var andet end en ujevn Fodsti og hist og her ret slemme Bræcipiser. Denne Veis Besværlighed var alt, hvad man havde gjort mig opmærksom paa. «Slemdal svarer til sit Navn», gjentog man idelig for mig. Da jeg nu i den skjønneste Sommertid, 8 Dage før St. Hansdag i Grubbes, Postmesterens, og Kjøbmand Larsens Selskab reed derop, fant jeg vel Veien besværlig, men ingenlunde i den Grad, som man havde afmalet mig den, og aldeles ikke farlig. Men hvad ingen af disse prosaiske Mennesker havde omtalt, var selve Dalen, den lange, tunge Vandrings Maal. Hvor høiligen overraskede det mig da, da jeg saae ned fra Fjeldets Top, at se et af de deiligste Landskaber, jeg nogensinde har kjendt. Bokstaveligen var Slemdal den yndigste norske Dal, Nordal Bruun beskriver: «hvor en elv løber let mellem skovrige Sletter». Dalen er trang, neppe en halv Fjerdingvei bred, indsluttet af høie Fjelde. Midt igjennem den flyder en Elv, der især ved Kirken slynger sig i mangehaande Bugter og danner smaae Øer, bevoxne med smaae Træer og Buske, livagtigen som Blomsterbede. Ager og Eng, Skov og Krat afvexle, og Kirken, saa liden og uanseelig den end er, samt teglhængte Bøndergaarde forskjønne Egnen end mere. Dalen synes afsondret fra hele den øvrige Verden, og aldrig førhavde jeg seet en Egn, hvor den Vise, træt af verdens Tummel, blidere henlokkedes til at ende sine Dage i philosophisk Ro. Mindre indtagende var rigtignok Egnens Physiognomie paa andre Aarstider, ligesom jeg og maa tilstaae, at Veien og Reisen nogle Gange svarede fuldkommen til den Beskrivelse, man havde givet mig derover, og dog fortalte min stadige Ledsager Klokker Bøe mig om Reiser, han havde gjort, mod hvilke disse havde været sande Lystreiser, Reiser, ved hvis Beskrivelse en Gysen overfoer mig, da jeg ikke begreb, hvorledes jeg skulde tee mig, om saadant engang hændtes mig. Men med alt det var og blev Dalen skjøn, og jeg glemmer aldrig den Sommeraften, jeg første Gang saae den. Jeg savnede kun en Ven, der kunde forstaae og dele min Glæde, men for mine Reisekammerater, skjøndt ingenlunde de meest bornerede af mine Sognefolk, havde vistnok en Havn fuld af Skibe, ja (hvo veed?) maaskee et velbesat Spisebord flere Tillokkelser end en yndig, landlig Egn.

Kort efter gjorde jeg en Reise til Skien for at høre Byens to Præster. Til Høimesse hørte jeg SognepræstenStub med Glæde, til Aftensang den residerende Capellan Hjerm med Beundring. Stub var ingen Taler, hans Prædiken var simpel og konstløs, og ved dens Udførelse hævedehan Stemmen mere end fornødent og henfaldt undertiden i en ubehagelig skrigende Tone, men hvad han sagde, var rørende og inderligt; det kunde ei forfeile Veien til Hjertet, da det tydeligen saaes at komme fra hans eget. Hjerm var lærd Theolog og Philosoph, var Taler i Ordets meest omfattende Betydning, førte et skjønt Sprog og havde et reent, fuldt Organ. Hans foredrag var i høi Grad overbevisende, men havde lidet eller intet for Følelsen. Kritiken havde intet, aldeles intet at udsætte paa hans Tale, men Hjertet blev Koldt. Jeg har læst en anden Prædiken af ham, hvor især Slutningen havde Varme og Energie, men hvor han ellers indlod sig i lærde Undersøgelser, som ikke høre hjeemme paa en Prædikestol. Jeg besøgte begge Præster samme Dag, og fandt Stub en godmodig, jovialsk Mand, der især elskede Musik med Enthusiasme. Hjerm var en alvorlig Mand, maver med skrape Ansigtstræk, og engang senere lærte jeg ham at kjende som heftig og ubøielig Disputator. Han yndedes som en retskaffen Mand og skal, sagde man, i fortroligere Kredse heller ikke have savnet en vis Munterhed. Begge er nu døde, Hjerm som Sognepræst til Onsø.⁴⁷.

I Begyndelsen af August Maaned flyttede jeg ind i min Præstegaard, hvor jeg dog ikke etablerede nogen Huusholdning, men vedblev saalænge jeg var i Brevig at spise til Middag hos den brave Gjæstgiver (nu Losoldermand) Halvorsen. Til at bestride mine øvrige Fornødenheder fik jeg strax efter min Indflytning adskillige Foræringer af Stedets Indvaanere: Caffe, Sukker, Porter, engelsk og hollandsk Ost, engelske Kager og mere deslige var jeg rigeligen forsynet med, og de Fleste sørgede siden for at supplere Forraadet, naar det troedes udtømt. Ogsaa fik jeg Tid efter anden Presenter af større Varighed, saasom et Dusin skjønne slebne engelske Viinglasse med mit Navn paa, en Sølv-Punschøse og mere. Ret overmaade forbindtlig viste de Fleste sig imod mig; de gjorde alt for at gjøre mit Ophold iblandt dem behageligt. At det længere hen blev aldeles det modsatte, var vel i sine Maader deres Skyld, da en retskaffen Religionslærer maatte føle Misnøie med den herskende Tænke- og Handlemaade, men ganske kan jeg ikke frikjende mig selv, idet jeg ventede og fordrede nere, end jeg vilde gjort, naar jeg bedre havde kjendt Mennesker og Verdens Løb, og anstillede Sammenligninger, som Pligt mod mig selv og Omsorg for min egen Rolighed bød mig omhyggeligen at vogte mig for.

Det første brev, jeg fik i min nye Bolig, var fra min flittigste Correspondent, Liebenberg, og indeni det laae følgende:

Eegholmedal d. 6. Aug. 1793.

«Trofaste kjøbenhavnske Venner sende dig, inderlig elskede Pavels! en varm broderlig Hilsen. Dette Brev forkynde dig deres Glæde ig dens Aarsag!

I Aften samledes vi her for at mindes den 1ste August, den Dag, som skjænkede os vor Pavels. Ved et tarveligt Vennemaaltid, under Sang og Spøg og hine simple milde Glæder, du fordum saa villigen delte, tænkte vi paa dig. Lad dette Brev og indlagte Sang tolke dig dine Venners Følelser!

Saaledes svandt denne Aften. Vi ende den nu: med uskrømtet Høiagtelse, med inderlig Ømhed, med erkjendtlig Tak for dit broderlige Venskab hæfte vi Tanken paa dig. Vi tømme de fyldte Bægere paa dit Minde, og underskrive vort fælles, kjærste Ønske: Pavels! vær lykkelig, og elsk dine venner!»

C.S. Mangor, N.C. Bjerring, Dreyer, J.P. Mynster, Georg Laub, D.H. Mynster, T. Mørch, Friis, A. Thulstrup, Fredr. Schneider, S.B. Schmidt, H. Laub, M.F. Liebenberg, J.S. Heger, Rosted, G. Lund, B.N. Mangor.

Sangen var av Liebenberg og affskrives ligeledes her:

O du, som adler Støvets Søn,
Du Livets milde Skytsgudinde,
O Venskab! o dit Smiil vor Løn
For gavnlig Tid vi stedse finde!
Og kaldes vi til Støv igjen,
Strøe du en Blomst paa Graven hen!

En Krands
Til han
Paany hver
End - blev
Dit

Hvilken saare behagelig Overraskelse dette var mig, begriber Enhver, som kjender mig. Det første, jeg gjorde efterat havde læst Liebenebergs Brev, som underrettede mig om, hvorfor denne Høitid maatte opsættess til den 6te August og de Forfald, som hindrede Rachel og St. Heger fra at bivaane den, var at tage min Stambog frem og beskue det Minde, disse mine Venner havde sat mig der. Enkelte Navne vilde jeg jeg vel hverken have savnet enten i Brevet eller Stambogen, men desmere dyrebare vare mig de Erindringer, som ved de øvrige gjenvaktes i min Sjel. Jeg tilsvoer mig selv, hvad jeg ogsaa sagde dem i mot Takasigelsesbrev, «aldrig at glemme den, aldrig at glemme Dagen den 6te August, da deb Venskabsbaand, som før forenede os, knyttedes fastere», og jeg har holdt min Eed. Laub var Festens Ophavsmand og Brevets Forfatter.

Men skjænkede dette Brev mig deb inderligste Glæde, saa forøgede det ogsaa Savnets bittre Følelser i min Barm. Den Ynde, hvormed Nyheden omgav min nærværende Omgangs- og Kirkekreds, tabte sig efterhaanden, og en utaalmodig Længsel efter at komme tilbage til Kjøbenhavn traadte istedet.

I slutningen af 1793 debuterede jeg som Prosaist med et lidet Bind Prædikener. De vare fem i Tallet og vare dedicerede til Liebenberg og Laub. Samlingen blev fordeelagtig recenteret i lærde Efterretninger, men Repertoirets Forfatter anmærkede, at jeg vel med Tiden vilde skrive bedre Prædikener, hvori han vel havde Ret, skjøndt disse nok heller ikke vare at foragte.

Endnu kjendte jeg lidet eller intet til det Sted, der siden blev mig saa interessant, hvor jeg mangen Gang tyede hen, vis paa at qvæges og styrkes, naar jeg ulønnet havde baaret Dagens Byrde ig Lede i det melankolske Brevig - Porsgrund, af alle smaae og store Stæder, jeg har kjendt, det eneste, hvor den fineste, meest urbane Verdenstone var forenet med ædel, blid, utvungen, ægte norsk Selskabelighed og Gjæstfrihed. Nogle af dets Indvaanere vare mine flittigste Tilhørere i Eidanger Kirke, der laae en kort halv Miil fra Porsgrund; jeg spiste og sammen med dem paa Tveten, hvor man hver Søndag, jeg prædikede, var belavet paa en halv Snees og flere Gjæster. Ogsaa var jeg et Par Gange i Porsgrund, men kun en halv Dags Tid, uden at attacheres synderlig enten til Stedets eller Indvaanerne. Det var først i Begyndelsen af 1794, at jeg begyndte at gjøre nøiere Bekjendtskab med dem og indlemmes i deres Selskaber. En ung Kjøbmand Jørgen Aall havde været i Drammen og giftet sig og ventedes nu hjem med sin unge Kone. Det var en Søndag Eftermiddag, jeg havde Prædiket i Eidanger og spiist som sædvanlig paa Tveten. Hele det elegante Porgrund vilde tage det nygifte Par imøde, Sorenskriveren og hans Kone vare ogsaa af Partiet og overtalte mig til at følge med. Vi samledes paa Lillegaarden, en Fjerdingvei hiinsides Kirken. Der kom de unge Folk østenfra, og efterat have taget nogle Forfriskninger, kjørte vi i en Caravande af 42 Slæder til Brudgommens Fader, Kjøbmand Nicolai Aall, en oplyst, retskaffen, i hver Henseende høiligen agtværdig Olding. Et prægtigt Aftensmaaltid ventede os der; en Time efter Midnat fulgte vi Jørgen Aall og hans Kone til deres yderst smagfulde Bolig, og Kl. 3 vare vi igjen paa Tveten. Faa Dage efter gav det unge Par stort Middagsgilde, og jeg blev indbuden med dertil. Det var mig en overraskende Glæde at se den Aand, som besjelede disse Samqvem, især om Aftenen, da Spillepartierne, i hvilke jeg da ikke kunde tage Deel, vare Endte. Nogle Mandfolk satte sig ved et Bord, hvor Glassene fyldtes oftere, end jeg skjøttede om at tømme dem. Jeg, Præsten Schytt (en meget elskværdig Mand), Rygh, og flere, der satte Priis paa aandelig Nydelse, sad blandt Fruentimmerne ved ste større Bord. Der var dannet Conversation og Sang, yndig harmonisk Sang af Mænd og Qvinder. Dette Huus blev mig fra den Dag det kjæreste i den hele Egn. Mand og Kone, to meget ædle Mennesker, hun især uendelig interessant og en af de agtværdigste Hustruer og Mødre, jeg har kjendt, viste mig den meest uskrømtede Agtelse og Velvillie. Ingen viste meg i den Grad Yndest som Prædikant; i intet Huus fandt jeg den Aands- og Hjertes-Næring som i deres. Jeg følte mig vel ikke hjemme der som paa Tveten, hvor jeg kom langt oftere og opholdt mig længere; sjeldbe, høitidelige Festdage vare de Dage, jeg tilbragte der, men des omhyggeligere bevarede og Hjerter deres Minde. - Foruden disse, som jeg alt har nævnt, vare de interessanteste Mennesker i Porsgrund og dets Omegn: Niels Aall, en ældre Broder af min ommeldte Ven og Velynder, langt over ham i Andsfortrin, vel saa interessant i Omgang, saare retskaffen Mand og med megen dyb Følelse. I de halvfjerde Aar, jeg vare i Egnen, blev han gift med en smuk, fornuftig, cultiveret Kone, blev Fader til to deilige Børn, blev Enkemand, og havde den Græmmelse at opdage, at Sønnen var døvstum; snart erfaredes der, at Datteren ogsaa var slet - megen Lykke og Ulykke i mindre end fire Aar! - Jacob Aall, hans Faders Halvbroder, boer paa Gaarden Borrestad, en halv Fjerdings Vei fra Porsgrund, en Mand, af hvis Ansigt bon sens, Eiegod og Jovialitet fremlyser, og hans Ansigt lyver ikke. Doctor og Landphysicus Møller paa Aakre, lidet ovenfor Borrestad, en forstandig og ædel Mand, i hvis Selskab jeg nød ikke saa faa meget behagelige og lærerige Timer. Kjøbmand Jørgen Wright og hans Kone, et meget elskværdigt Par, især Manden, der var den personificerede Elskværdighed. Han var derhos en oplyst og duelig Mand og utrættelig virksom for den gode Sag. Han er nylig død i sin favreste Manddomsalder og savnes meget. Ogsaa Kammerherreinde Løvenskiold, Jacob Aalls Søster, og Inger Aall, Søster af Jørgen og Niels, vare Fruentimmer af Aand, Hjerte og Omgangstalent.⁴⁸⁾. Endnu var der et Par Koner af megen Forstand, og paa hvis moralske Charakteer intet var at udsætte, samt nogle Mænd og Qvinder, der taaltes, ja yndedes i Selskaber, af de Mennesker, om hvilke ei synderligt kan siges enten godt eller ondt. Groede da endog her, som overalt, Klinten blandt Hveden, aldrig har jeg dog fundet et Sted, hvor den mindre mærkedes og generede, hvor det overalt sjeldnere fandtes, og hvor det mindre var at befrygte, at denne skulde qvæle deb gode Sæd. Mine bedste Dage i denne elskværdige Kreds var i 1795, da den endnu forøgedes med tre saare interessante Mennesker. Paa sit Sted skal herom fortælles, jeg gaaer nu over til andre Ting.

Mellem denne Reise og den, jeg fire Maaneder efter gjorde til Stavanger, forefaldt næsten intet, som er værd at optegne. - Jeg holdt som alle Præster en Prædiken i Anledning af Christiansborg Slots Brand,⁵⁸⁾ og den Dag forefaldt eller rettere sagt ventedes en løierlig Begivenhed. Jeg saae fra tidlig om Morgenen en Mængde Mennesker gaae forbi mine Vinduer op til Kirken og kunde naturligviis ikke troe andet, end at Begjærlighed efter at høre, hvad jeg vilde sige i denne mærkelige Anledning, drog dem derhen, og at de gik saa tidlig for at faae Plads. Men det var ikke Hovedsagen. Kirkeklokken i Brevig var nylig opbrækket og nogle faa Rigsdaler i Smaapenge udtagne deraf. Nu havde jeg, siden ingen Messe holdtes den Dag før Prædikenen, averteret forrige Søndag, at der blev ringet sammen ved sædvanlig Tid, men Gudstjenesten begyndte først et Qvarteer sildigere, at Menigheden imidlertid kunde blive samlet. Af disse to Kjendgjerninger var sammensmedet følgende Historie: at Mechlenburg, som efter Rygter forstod meer end sit Fadervor, skulde indfinde sig i Kirken og tvinge Tyven til i Menighedens Paasyn at træde freme og lægge de stjaalne Penge paa Alteret. Dertil var det Qvarter bestemt mellem Sammenringningen og Gudstjenestens Begyndelse, og for at see dette Spektakel vare Mennesker, endog fra fremmede Sogne stimlede sammen, hvilke da alle fik lange Næser, uden forsaavidt min Prædiken kunde holde dem skadesløse. - Endelig maa jeg anføre, at Skipper Boesse og Kjøbmand Larsen lærte mig at spille L'hombre, hvorved jeg blev qvalificeret til som et brugbart Menneske, med hvem man aldrig kan være forlegen, at optages i alle Samqvem. At L'hombre og siden Boston i disse 17 Aar har kostet mig endeel Penge, vil jeg tilstaae; heller ikke vil jeg negte, at et Menneske af Aand og Kundskaber kan anvende sin Tid langt bedre end ved et Spillebord. Kun begriber jeg ikke, da man dog behøver Adspredelse i Menneskeomgang, hvorledes man, som vore Selskaber nuomstunder ere organiserede, kan finde denne uden Spil. Ja maaskee just det tænkende og følende Menneske trænger mere til denne Forlystelse end nogen anden. Hans Tobakspibe, en Flaske Viin eller en Bolle Punsch og taabeligt Snik-snak om Heste og Jagthunde o desl. er ikke nok for ham, som det tomme Hoved. Forstaaer han nu desuden intet af Aagerdyrkningen, føler han ingen Interesse for Handel og Søfart, kan han ikke, hvor der er Fruentimmer, underholde dem med alskens Bagateller, hvor skal han da tye hen uden til Spillebordet? Maaske der ikke er et eneste Menneske i Selskabet, med hvilket han kunde holde en Times fornuftige Samtaler, eller disse Mænd spille og ere for ham, som de ikke vare til; og om der og findes en enkelt Mand, der, ligesom han, ringeagter denne Forlystelse, saa udfordres der meget Tankeforraad og levende Interesse netop for de samme Gjenstande, naar to Mennesker, som ei ere hinandens fortrolige Venner, skulle, uden at kjedes, ved Samtaler udfylde den Tid, alle de andre tilbringe ved Spillebordet. Ja jeg bekjender, at det ermig ufatteligt, at en Mand af saamegen Aand som Generalauditeur Bergh⁵⁹⁾ her i Christiania en heel Aften kan drive om mellem Spillebordene uden selv at tage Kort i Haanden, og at han ikke heller bliver borte fra Selskaber, hvor ingen anden Tidsfordriv gives. Jeg for min Deel kunde det ikke, og derfor regner jeg Boesse og Larsen og dem, der lærte mig Boston, blandt de Læremestere, jeg skylder Erkjendtlighed.

Disse Reiser og Nye Bekjendtskaber og Erindringer om bedre Dage forøgede imidlertid min Lede for Brevig og Længsel efter Kjøbenhavn, hvor jeg havde fundet concentreret alt, hvad jeg her smaaligen opsankede i Øst og Vest, men mine Ansøgninger vare forgjæves. Det var maaskee uskjønsomt af mig at klage under Omstændigheder, som mine. Jeg vil tilstaae, at sværmende Idealmageri ofte mere end sund Fornuft havde Deel i mine Klager, som jeg yttrede for Liebenberg og andre kjøbenhavnske Venner. Til nogen Undskyldning maa det imidlertid være mig, at just mit egentlige Opholdsted var det ubehageligstre Sted, jeg siden min ankomst til Norge havde lært at kjende, og at jeg med et blødt, ungdommeligt varmt Hjerte, fuld af høie Forventninger om Religionslærerens Glæder, kom til en Menighed, hvor disse Forventninger saa aldeles skuffedes, hvor Drukkenskab, Ukydskhed, Bagtalelse, Usamdrægtighed og Partiaand, Pengegjærrighed, Ligegyldighed for det Almindeliges og enkelte Menneskes Vel, smaaelig Stolthed, forvent Børneopdragelse, ret syntes at have fæstet Rod, og hvor jeg i mit andet Embedsaar med den tredie Yngling, jeg confirmerede, oplevde en Historie, hvortil jeg siden i 17 Aar blandt mere end 1000 Confirmander ikke har fundet noget fuldkomment Sidestykke.

Mikkelsdag 1793 confirmerede jeg en Dreng og sex Piger, alle upaaklagelige. Paaske 1794 holdtes ingen Confirmation og Mikkelsdag samme Aar havde jeg kun fire Confirmander. Deriblandt vare to lede uvorne Tøse, hvis Lige jeg desværrre ofte siden har seet; desto kjærere var mig derimod de to Drenge, især den ene - og faa Dage før Paaskeconfirmationen næste Aar faaer jeg at vide, at han har besvangret sin Moders Tjenestepige, og at dette har skeet i samme Tid, han forberedtes af mig til Confirmation. Saare smertelig var mig den Tidende; i Slutningstalen til den forestaaende Confirmation udgjød jeg mit Hjertes bittre Følelser og bejamrede min Lod som Lærer paa det Sted. Og da nu Dagen kom, havde min sædvanlige Trykning for Brystet indfundet sig. Under heftige Legemssmerter og med dybt nedbøiet Aand forrettede jeg Confirmationshandlingen. Det var mig en smertelig Dag! - Tung var jeg ogsaa nogle Uger efter den Søndag, da jeg døbte hans Barn. Jeg var saa adsprædt, at jeg istedetfor, efter Daabshandlingen, at begynde paa Communionsformularen, messede saa, at Klokkeren maatte minde mig om min Feiltagelse. Forgjæves søgte Liebenbergat trøste mig med den jesuitiske Distinction imellem, at «han havde besvangret Pigen» og «Pigen havde ladet sig besvangre af ham». Forskjellen syntes mig under de Omstændigheder altfor ubetydelig til at berolige mig, og desværre, endnu inden jeg forlod Brevig, fik jeg fukd Bekræftelse paa, at det ikke blot var tilfældig Forførelse, der havde lokket ham til dette Skridt. Som sagt, sligt er aldrig siden vederfaret mig. Jeg vil troe, at i denne ryggesløse Tidsalder, blandt saa mangfoldige Drenge og Piger flere end en under deres Forberedelse til Confirmation har begaaet en lignende Brøde, men aldrig har det dog voldt den offentlige Scandal, aldrig er jeg kommen til Kundskab derom; jeg maa endog beundre, at blandt den Mængde, jeg har confirmeret her, saa faa ere blevne notorisk fordærvede, og ingen af dem, saavidt jeg erindrer, endnu anmeldt som Fader eller Moder til uægte Børn.

I de sidste Dage af 1795 kom Fredr. Schmidt i Stiftamtmand Moltkes og hans Frues Selskab til vor Egn, hvor de naturligviis bleve meget feterede. I fem Dage var jeg i syv Gjæstebud

Avskrift ennå ikke ferdig.
26.11.2003