Skiensfjordens mekaniske fagskole 1884-1934

2. Skolens grunnleggelse

av Anton Kjølseth

Tanken om å oprette en mekanisk fagskole i Porsgrunn blev fremsatt av verksbestyrer R. J. Brønlund i 1880-årene.

I juli måned 1883 sendte han ut en innbydelse til tegning av midler for igangsettelse av en sådan skole. I «Porsgrunds Blad» for 3. november 1883 finner vi under overskriften:

Teknisk Haandgjerningsskole her i Landet, bl. a. gjengitt den begrunnelse som hr. Brønlund gav for anmodningen om å tegne bidrag til oprettelse av «en praktisk håndgjerningsskole i mekanikk». Denne begrunnelse tas med her i sin helhet i tidens ortografi, både fordi den viser oss karakteristiske trekk i tiden - har historisk interesse - og fordi vi ved denne kommer skolens grunnlegger paa nærmere hold. Brønlund skriver:

«Opmærksom paa de mange Vanskeligheder, der stille sig hindrende for praktisk Uddannelse i mekanisk Retning, ved siden af Mangel paa duelig og paalidelige yngre Arbeidere i dette Fag, føler jeg mig især i den senere Tid af nævnte Grund, støttende mig til mine Erfaringer og Kundskaber paa dette Felt, stærkt opfordret til efter Evne at gjøre noget for at fjerne antydede Vanskeligheder.

Nutildags, da Arbeidernes Løn ikke altid tiltager i samme Forhold som deres Fornødenheder, er Værkstederne ikke længere som forhen de bedste Skoler for unge Begyndere

For selv at tjene saameget som muligt have de ældre Arbeidere liden eller ingen Tid til at beskjeftige sig med Lærlingen, da den Tid, som dertil anvendes, er et Offer for ham selv, og saaledes have de Unge intet andel Middel til at gjøre sig skikket for sit Fag, end at se paa hvad de andre Arbeidere udføre, hvorfor det lettelig skjønnes, at saadant ikke kan ansees passende Oplæring.

Da jeg altid har havt dette for Øie, opofret meget for at gjøre mig bekjendt med disse Undervisningsskoler eller Værksteder, særlig i Amerika, ligesaa med deres Betjening, saavelsom med de Kommissærer, der saavel fra Norge, som fra Sverige, specielt har havt sin Opmærksomhed henvendt herpaa, have disse Folk med Beredvillighed givet mig Tilladelse til hos dem at indhente alle forønskede Oplysninger om deres Erfaringer paa dette Omraade.

Imidlertid ere de Skoler, hvortil her refereres, allerede af større Omfang, omendskjønt de fra Begyndelsen ere stiftede af enkelte private Mænd. Desaarsag har jeg troet forsaavidt som et saadant Foretagende hertillands kunde omfattes med Interesse, at stifte, eller grundlægge en saadan Skole, - udelukkende for at oplære mekaniske Metalarbeidere, idet jeg tror at kunne indrette den saaledes, - forsaavidt Midlerne kunne tilveiebringes, - at Skolens Produktion skulde kunne lønne sig som en privat Enterprise, hvorved jeg selv da vilde ordne det Hele med Hensyn til Betjeningen.

Undervisningen skulde saaledes omfatte Forarbeidelser af Jern og Metaller, samt Undervisning i Modelarbeide, og saa megen Undervisning i Tegning, som for en duelig Arbeider udkræves. - Fabrikationen vil særlig omfatte mindre Maskinarbeide, henhørende til mindre Dampmaskiner for Land og Vand, og muligens Bygning av mindre Dampslupper, foruden Inventarium til mindre Damp- og Seilskibe i Almindelighed samt Kompasarbeide etc.

Jeg har derfor tænkt mig, at - saavel større som mindre mekaniske Anlæg i de forskjellige Retninger, samt bedre stillede med rigtig Opfatning og Interesse for nærværende Formaal, der har saa stor Betydning, baade for Arbeidsgiver og Arbeidere til Opmuntring for Befatning med denne Sags Igangsættelse, ved Gaver enten af Værktøi, Material, eller ved Pengebidrag maatte finde sig opfordrede til at assistere, dog saaledes, at omfattende og altfor vidtløftige Forberedelser kunne undgaaes.

De, der muligens vilde assistere med billigt eller rentefrit Laan ville kunne sikres de Gjenstande, hvortil Laanet blev anvendt, eller i hvad Skolen selv maatte eie.

Foreløbig har jeg Anledning til af sikre mig paalidelig teknisk Assistance, - hvoriblandt en dygtig Fagmand med Midler Ønsker at tiltræde som Participant, ligesom jeg har udseet mig de dygtigste Arbeidere forøvrig, der ere skikkede til at veilede Lærlingerne.

Undlade skal jeg ikke at bemærke, at for dem, der uden praktisk Veiledning eller Uddannelse har frekventeret vore tekniske Læreanstalter, vil nærværende Skole for disse være at foretrekke istedetfor i Aarevis at anholde om Pladse ved mekaniske Værksteder med usikre og lange Udsigter for at opnaa den attraaede Arbeidsdygtighed.

Skolen vil kræve tilsvarende Maskiner, Værktøi og Apparater, saavelsom dertil indrettede Lokaler, hvis aarsag jeg maa henstille til enhver Ven av nærværende Fremskridtsmiddel - efter Evne at støtte Foretagendet, der ikke vil kræve ubetydelige Midler.

I Forbindelse med Foranstaaende kan følgende bemerkes: - Indtil den Dag i Dag ere Arbeiderne over det Hele i de industrielle Værksteder og Fabrikker almindelig selvlærte. Enhver lagttager af saadanne Værksteder, der er bekjendt med en Arbeiders daglige Liv hvorsomhelst, maa have bemærket, at Erhvervelsen af Kundskab og Duelighed i ethvert Fag af ham opnaaes paa følgende Maade: En yngre Mand, der anbringes paa et mekanisk Værksted for at lære sit Fag, sættes i de første Aar til Arbeide af aldeles ufrugtbart Slags, der staar i liden eller ingen Forbindelse med hans Formaal.

Kun efter nogle Aars Forløb og som oftest ved tilfeldige Omstendigheder bliver en Meisel eller en Fil lagt i hans Haand, og han bliver sat til at udføre det raaeste og simpleste Arbeide. Hvis det træffer sig saa, at han blandt Arbeiderne omkring sig ikke har nogen Slægtning, begynder han at lære sit Fag uden en ledende Haand, ved at iagttage de, der ere omkring ham paa Værkstedet, dreven alene ved egen Eftertanke, for saa hurtig som muligt at opnaa en lønnet Arbeiders Stilling. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at under saadanne Omstændigheder Erhvervelsen af Duelighed for den yngre Slægt af Arbeiderne sker paa en ufuldstændig Maade og uden noget System. Endvidere er der ogsaa en anden Uleilighed, ved at Arbeidet specialiseres altfor meget. Den unge Arbeider, der tilfeldigvis stilles ved en selvbevægelig Dreie- eller Høvle-Maskine, eller deslige, forbliver i Regelen saalænge som muligt herved, fordi saadan Specialisering af Arbeidet medfører for Værkstedet den største Fordel.

Dette har den sørgelige Følge, at uagtet de unge Arbeideres forlengede Ophold ved de mekaniske Værksteder, saa ere veloplærte og duelige Sammenpassere eller Opstillere sjeldne at træffe.

Imedens Samfundet tager Forholdsregler for at Sivilisere de arbeidende Klasser, er ikke tilsvarende Opmærksomhed henvendt paa den Maade, paa hvilken de unge Arbeidere erhverver praktisk Erfaring i deres Fag. Dette Spørgsmaal forekommer mig at være af største Vigtighed og værdig en særdeles Opmærksomhed.

Mangengang kan hænde kunde en halv Menneskealder været indvundet for en Fremadstræbende, om betimelig Anledning for grundig Undervisning havde været erholdelig. Fra mit 17de Aar har jeg været Arbeidsbestyrer, dels for andre, dels for mig selv. Denne Aarrække har været rig paa Erfaringer og lagttagelser, især for mig, som kun ved Selvstudium har opnaaet mit Standpunkt.

Allerede tidligt vakte mine Arbeider Opmærksomhed, og det laa derfor saa nær at overvurdere sin Dygtighed, hvilket man daglig har Anledning til baade at se og høre af dem, som ikke har bragt i Erfaring, at jo mere man Iærer, desto mere indser man, at man lidet eller intet kan, i Sammenligning med hvad Fremtiden fordrer paa dette Omraade.

Da nærværende Formaal maa søges naaet, saavel ved privat Interesse fra Funktionærernes Side for deres active Deltagelse, samtidig med at man er nødt til at søge om almindeligt Bidrag, kan nogen nærmere specificeret Plan paa Forhaand vanskelig lægges, angaaende Driftens Omfang, forinden man ser, hvad der kan disponeres over. For ei at bebyrde nogen med Direktørposter, og, forat undgaa hvad dermed staar i Forbindelse, ønsker jeg helst, at der ikke knyttes nogen bestemt Betingelse til Bidragene, uden forsaavidt, at disse beviselig blev anvendt til det antydede Foretagende, der under det paatenkte Navn: «Skiensfjordens mekaniske Haandgiernings-Skole» maatte debiteres derfor, - og hvad som derved muligen kunde tjenes, blive anvendt til Skolens Udvidelse, forsaavidt som Bidragene blev ydede som Gaver, hvorimod Funktionærernes Udbytte av sit Udlæg maatte fortrinsvis sikres dem til fri Raadighed. For billigt Laan tror jeg, at der paa foran antydede Maade stilles Sikkerhed.

Jeg tillader mig saaledes at indbyde til Tegning av Bidrag til saadant privat Anlæg indtil om det med Tiden muligens kunde vise sig at blive værdigt offentlig Opmerksomhed.

Om tilstrækkelige Midler blive tegnet, ville de Deltagere, som derfor maatte have ønske, blive anmodet om en Sammenkomst for at overveie, hvorledes man bør ordne sig, idet jeg tror det maatte være ønskeligt for alle Vedkommende, at Foretagendet ledsages af en Kontrolkomite.

Efter en foreløbig Beregning vil der udkreves til Istandbringelse af Værkstedslokaler, Anskaffelse af Dampdrivekraft, Arbeidsmaskiner og Værktøi ca. 40,000 kr. forat kunne sysselsætte 15 à 20 Elever at begynde med.

Da min Bestilling som Bestyrer af Porsgrunds mekaniske Værksted ophører 1883, er det min Hensigt at faa nærværende arrangert inden denne Tid, om de nødvendige Midler ved Tegning sees at være naaet.

Da den Eiendom, jeg nu bebor, ved sin fordelagtige Beliggenhed ved Vandet, med tilhørende Brygge, til paatenkte Foretagende maa ansees fortrinlig skikket, nu til lav Taxt er erholdelig, vil dette for en stor Del, lette Arrangementets Igangsættelse».

To av Skandinaviens på den tid mest kompetente menn på området, nemlig d'hrr. generalkonsul Juhlin-Dahnfeldt, Sverige, og den norske generalkonsul W. Christophersen, sees å ha ledsaget Brønlunds foretagende med henholdsvis følgende anbefalinger:

«På begäran får jag härmed intyga, att det af Herr ingeniør Brønlund tillernade mekaniska arbetsinstitut synes mig vara fortjent mycken uppmärksamhet, såsom en lämplig utväg før de ynglinga, hvilka hava för afsigt att egna sin uppmärksambet åt nämda fack, att med mindsta tidsutdrägt vinna insigt och arbetsskicklighet deri, och då Herr Brønlund, genom den føregående verksamhet, han utøfat, bør ega førmåga att på et rationelt sätt leda dylik undervisning, anser jag mig ega full anledning att førorda det af honom ifrågasatta läroverk.

Helsingfors, 2den Sept. 1883.

Juhlin-Dahnfeldt.

Hr. R. J. Brønlund har begjært min Anbefaling af en af ham fattet Plan til Anlæg af en praktisk Haandgjerningsskole i Mekanik. Som fremgaar af den af ham udstedte Indbydelse til Tegning af Midler til Anlæg af en saadan Skole, har Hr. Brønlund væsentligst for Øie ved samme at aabne unge mekaniske Arbeidere og delvis Elever, udgaaende fra vore tekniske Læreanstalter en lettere Adgang end der fortiden staar dem aaben til under dygtig Veiledning at oplæres i praktiske Grene af mekanisk Gjøremaal navnlig i Udførelse af mindre Maskinarbeider i dets forskjellige Dele.

Det kan ikke nægtes, at det fortiden og ikke mindst hos os for mangen yngre og ubemidlet Arbeider er yderst vanskelig at erhverve det alsidige praktiske Kjendskab og den manuelle Færdighed, der er en uomgjengelig Betingelse for Fremgang i hans Virksomhed.

I de fleste Lande har man derfor søgt ved Oprettelse af praktiske Haandgjerningsskoler at komme den begyndende Arbeider til Hjælp. I Belgien er saaledes i de fleste Communer foruden en lndustriskole tillige siden 1800 saakaldte ateliers d'apprentissage i Virksomhed, hvor under Veiledning af dygtige Formænd unge Mænd og Kvinder praktisk oplæres i forskjellige Industrier og navnlig i Maskinvævning. Fra disse Værksteder, der delvis nyde Statsunderstøttelse, ere hidtil omtrent 26000 Arbeidere udgaaende.

Det er bekjendt hvilken Indflydelse de i Rusland opreffede mekaniske Haandgjerningsskoler have udøvet til Fremme av Maskinbyggeriet dersteds. Paa samme Maade arbeides i forskjellige andre Lande paa Opreftelse af praktiske læreanstalter for industrielle Formaal, og navnlig i Mekanik. Det kan derfor hun betragtes som et gladelig Tidens Tegn, at Forsøg i samme Retning gjøres hos os, og det vilde være i høi Grad ønskeligt, at disse første Forsøg vilde vinde Resultater, der opfordre til videre Udvikling, Forat naae derhen fornødiges, imidlertid almindelig Tilslutning fra alle i Industrien Interesserede, og det er at haabe, at Hr. Brønlunds Plan vil vinde en saadan baade af Hensyn til dens Formaal, som i Betragtning af de Garantier for et heldigt Udfald, som Hr. Brønlunds mangeaarige praktiske Erfaringer og dybe Interesser for Sagen frembyder.

W. Christophersen.

Bladet tilføier:

«Det fremgaar af disse Anbefalinger, at heromhandlede Sag er af overmaade stor Betydning, hvorfor den bør mødes med almindelig Tilslutning. At netop Hr. Brønlund har sat sig i Spidsen for Sagens Realisasjon er saa meget gledeligere, som han ved sin praktiske Indsigt paa dette Felt, en Indsigt, han har vundet ved egen Erfaring og ved sine Reiser i Udlandet, hvor han har sat sig ind i slige Skolers Anlæg og Ordning, netop er den Mand, der stiller den beste Garanti for Opgavens heldige Løsning. Vi kan saaledes ikke andet end anbefale omhandlede Sag paa det varmeste, ligesom vi henstiller til de Bladudgivere, der maatte interessere sig for Hr. Brønlunds Plan, at gjøre sine Læsere bekjendt med den.

Tilsidst kan vi efter sikkert Forlydende tilføie, at Hr. Svend Foyn i den Grad har interesseret sig for Sagen, at han indtil videre har tegnet sig for en Gave af 1000 Kroner til Sagens Fremme».

Innbydelsen vant almindelig tilslutning. Bidrag blev tegnet både i by og på land, særlig i distriktet om Skiensfjorden, men mange andre steder i landet. Der blev tegnet i alt 11000 kroner. Bidragene var dels gaver, gitt en gang for alle, dels var det innskudd hvorav der skulde svares renter, hvis skolens drift gav overskudd.

Den 9. august 1884 blev der holdt et møte i Porsgrunns rådhus, hvor bidragsyderne enstemmig vedtok et av Brønlund fremsatt forslag, sålydende:

«Skolen organiseres snarest mulig efter den i innbydelsen lagte plan og med den utstrekning som de forhåndenværende midler tilsteder.»
R. J. Brønlund blev på dette første møte enstemmig valgt som skolens bestyrer.
Protokollen fra dette første møte sees å være undertegnet av d'hrr.: R. J. Brønlund, Simon Høegh, Kristian Krohn, H. A. Aanensen og Nordahl Preus.

I et nytt møte (kontinuasjonsmøte) den 13. august 1884 valgtes en tilsynskomite som fikk følgende sammensetning:
Kaptein og stadsingeniør Jonas Wessel, Porsgrunn, tollinspektør H. Steenstrup, Skien, og ingeniør H. Cappelen, Skien.
Til suppleanter valgtes d'herrer: H. Møller, S. Høegh og James Franklin, Porsgrunn. Stadsingeniør Wessel blev valgt til komiteens formann.
Protokollen fra dette møte er undertegnet av : R. J. Brønlund, Nordahl Preus, Johan Olsen, Kristian Krohn, Math. Vauvert, Brødrene Dyring, J. Johannessen og Simon Høegh.

På møtet fremlagdes utkast til statutter, som blev behandlet av den valgte tilsynskomite og fremlagt på en generalforsamling i Porsgrunns rådhus den 13. november 1884, hvor statuttene blev vedtatt i sin helhet. Fra dette tidspunkt regnes derfor skolens grunnleggelse.

På generalforsamlingen den 13. nov. 1884 besluttedes å innkjøpe Brønlunds eiendom i Vestre Porsgrunn for kr. 14,000, og våren 1885 blev de første skoleverksteder innredet i en tidligere seilloftbygning på eiendommen, likesom der opførtes en ny smiebygning i forbindelse med et maskinhus. Se hosstående billede av den gamle skole. Seilloftbygningen og smiebygningen sees i forgrunnen. Midt på billedet i bakgrunnen ligger Brønlunds hus, hvor han bodde. For øvrig henvises til et senere avsnitt, hvor en nærmere orientering i arrangementet ved den første skole i Vestre Porsgrunn er gitt.

Det tør være på sin plass her nu å omtale litt nærmere den mann hvis energiske arbeide det i første rekke skyldes at skolen blev til - Rasmus Jørgensen Brønlund.

Han undfanget ideen til oprettelse av Skiensfjordens Skole på en stipendiereise til utstillingen i Filadelfia i 1876. Med seig utholdenhet og sterk tro på at ideen skulde føre frem, men også under adskillig motbør og til dels miskjennelse, kjempet han saken frem. Her som så ofte ellers er det den enkelte persons innsats som er avgjørende. I medfør av sine spesielle personlige egenskaper og sin livserfaring er han nettop den rette mann til å løse opgaven.

Rasmus Brønlund var født i Arendal (Songekilen) den 29. september 1824. Han døde i Porsgrunn den 18. juni 1894. Det er således nu (1934) 110 år siden skolens grunnlegger blev født. Vi skal nedenfor i korte trekk gjengi hans biografi i den utstrekning den kjennes.

Det fortelles om Brønlund at han alt fra barneårene hadde stor lyst til å behandle verktøi. Som liten gutt var han med en venn for å kviste trær og kom herunder til å hugge sig i kneet. Han blev liggende i lang tid under legebehandling og blev for resten av levetiden halt. Brønlund fikk sin første skoleutdannelse hos en lærer, Aslak Olsen i Barbu, hvortil han var sendt, antagelig på grunn av sitt dårlige ben. Det var den gang omgangsskole på hans hjemsted.

I sine yngre år, fra 12- til 16-års alderen, seilte han meget med sin far, Jørgen Dahl Andersen, jakt «Arendals Paket» på Christiania. Han var allerede i 16-årsalderen så kjent langs kysten at hans far tenkte å betro ham førerposten av jakten, men selv syntes han ikke det gikk an for en skipper å være halt. Han kom derfor i seilmakerlære hos Hans Møller i Grimstad. Han blev snart en meget dygtig arbeider som nesten ingen kunde hamle op med, takket være også hans gode legemskrefter.

Brønlund var musikalsk. Han hadde lært å spille fiolin av Blind-Anders i Kittelbukt, og somseilmakerlærling tjente han adskillige penger ved sitt fiolinspill.

I læretiden fikk han sig en dreiebenk, og i fristundene lærte han sig til å dreie, skjønt arbeidstiden dengang om sommeren var fra kl. 5 om morgenen til 7 om aftenen, og om vinteren fra 6 til 8. Det neste Brønlund tok fatt på var kompasmakerarbeide. Han blev en meget dyktig kompasmaker, gjorde alt selv, også kompasrosene malte han. Efter utstått læretid blev han formann hos sin mester og drev da mest med kompaser, dreie- og messingarbeider.

En tid var han på egen hånd sammen med en metallstøper, Jens Enerkjær fra Frolands Værk, av hvem han lærte metallstøpning. Han støpte bl. a. rorbeslag for de skuter som den gang blev bygget i Grimstad.

Hvordan forholdene har utviklet sig i de siste menneskealdre på kommunikasjonenes område, får man et godt billede av, når man hører af Brønlund i de dager rodde og seilte alene fra Grimstad til Oslo (Christiania) i en 18 fots snekke, lastet den med koks, digler etc. og seilte hjem igjen. På en av disse turene holdt han dog på å omkomme på Rognsfjorden under slør. Rorpinnen gikk i stykker og seilet kunde han ikke få ned. Han måtte styre med den ene hånd på selve roret, og med den annen hånd banket han på de verste sjøskavlene med et tinelokk, og frem kom han.

Metallstøpningen gikk godt, men fortjenesten var liten, og der manglet vel kanskje også kapital til å drive med. De forsøkte også jernstøpning, men støpegodset blev som regel altfor hårdt, så det var bare enkelte ting det passet for.

Hans tidligere prinsipal, Hans Møller, forstod at det ikke blev så meget av Brønlunds første forretning og fikk ham derfor over til sig igjen som formann, hvor han for det meste drev som kompasmaker.

Brønlund var den første på stedet som fant på å galvanisere jern, hvilket senere hen blev av stor betydning for Møller, da skibsbyggeriet tiltok. I denne periode arbeidet Brønlund som seilmaker også på andre steder på SørIandet, således i Lyngør, i Tvedesfrand og fl. steder. Han var almindelig avholdt overalt hvor han kom, både fordi han hadde et venlig og muntert vesen, og vel også fordi han var musikalsk og spille fløite, horn og gitar m. m.. Fiolinen hadde han lagt på hyllen, antagelig fordi han skjønte det var vanskelig å bringe det til noget. Han gikk alltid med stokk, og stokken var en fløite, så når Brønlund kom blev der mangen gang livlig. Han var aldri ledig; hadde han ikke noe å stelle med, så hadde han underholdning i sin fløite eller gitar, helst fløiten.

Brønlund var en ivrig alkejeger, hvilket endte med at han fik skutt av sig den venstre tommelfingeren og noget av en finger til. I sine senere år var det særlig harejagten som interesserte ham. Han ferdedes meget ute i sin 18 fots snekke, dels alene og dels sammen med sin gode venn Jacob Stousland. En tur fra Grimstad til Porsgrunn med snekken var å regne bare som en svipptur.

Omkring 1851 flyttet Brønlund til Porsgrunn og begynte som seil-, flagg- og kompasmaker samt metallstøper. Hans venn Jacob Stousland var med ham. Brønlund blev snart kjent og fikk nok å gjøre. Seilloft og verksteder med metallstøperi hadde han i sin tilkommende svigermors, enkefru Steenersens bygninger i Vestre Porsgrunn. Støpningen foregikk i bryggerhuset. Formodentlig har ovnsmurene været for tynne, ti en morgen kl. 4, efter støpningen den foregående dag, stod hele bygningen i lys lue. Dette inntraff knapt et år efter at Brønlund var kommet til Porsgrunn.

Våningshuset opførte han igjen sammen med sin svoger kapt. Johan Steenersen. Stenersen døde efter få års forløp sammen med sin hustru på sjøen, og Brønlund blev eier av hele huset. Verkstedbygning og et mindre metallstøperi blev bygget ved siden av.

Efter et par års forløp begynte han med blokkverksted og laget også skibsratt. Hans lyst sto imidlertid til jernstøpning, hvorfor han kjøpte en eiendom som lå like ved siden, og som tilhørte enkefru Schøning. Her bygget han (i haven) sitt jernstøperi. Grunnmuren blev gjort ferdig av gutter fra seilloftet med Brønlund selv i spissen. Slaggsten til undre etasje blev hentet fra Bolvik Jernverk av de samme folk. Kupolovnen kom også op i en fart, og støpningen begynte. Viften blev drevet for hånd av seilloftsfolkene. Pipen var imidlertid bygget for tynn, og ved første støpning sprakk den, så en mann måtte settes på loftet for å passe på at sprekken ikke blev alt for stor, forinnen støpningen var ferdig. Siden blev der satt jernringer omkring den, og den holdt.

Penger var det ikke alltid så lett for. Men når et arbeide var ferdig og blev leveret, var det almindelig å få en aksept og få den (tildels også selve regningen) diskontert hos Jørgen Aall Flood (i firmaet J. & E. M. Flood, skibsrederi) som dengang var byens «discontør».

Det blev imidlertid snart mere vanskelig å skaffe penger til driften, især da der blev behov for flere og kostbarere arbeidsmaskiner.

Brønlund fikk da Flood til å gå inn i forretningen som kompanjong, og verkstedet fortsatte en tid utover og vant tiltro og anerkjennelse langs hele kysten, hvor skibsbygningen florerte, Brønlund var nu kjent over hele det sydlige Norge av alle dem som hadde med skiber og skibsbygning å gjøre.

Det gikk imidlertid tilbake med Flood, og verkstedet måtte omdannes til aksjeselskap. Istedenfor Brønlunds mek. Værksted eller Brønlund og Co., blev det nu Porsgrunds mek. Værksted med Brønlund som bestyrer. Men å følge utviklingen av denne nu betydelige bedrift ligger utenfor denne biograf's ramme.

Brønlund reiste nokså meget. Han besøkte bl. a. flere store utenlandske utstillinger, London, Paris, Filadelfia, og han bragte alltid hjem noget nytt fra disse steder. Han var i det hele tatt et meget virksomt menneske, som var med på en rekke foretagender også utenfor Porsgrunn. Han drev også en tid reperbane og litt båtbyggeri. Særlig eksperimenterte han en god del med en ny båttype som han hadde sett over i Amerika, og som hadde fanget hans interesse. Typen blev prøvd både for seil og dampkraft. Det var særlig bunnen som var sådan formet et båten opnådde forholdsvis stor fart med liten maskinkraft.

Brønlund studerte også på å bygge fiskerbåter drevet med dampmaskine. Verkstedet gikk i med bygningen av en sådan, men hans venner tapte interessen for foretagendet, og båten blev omsider til en passasjer- og bukserbåt, solgt til Lyngør.

Alt dette viser oss at Brønlund var foran sin tid også på fiskefartøienes område. Den nyere tid har jo til fulle tatt maskinkraften i bruk også for disse farkosters vedkommende.

Brønlund stod alltid på en god fot med sine arbeidere, og da han ved slutten av 1883 fratrådte som bestyrer av Porsgrunds mek. Værksted var det almindelig sorg, da mange hadde hatt ham som chef op imot 30 år.

Foranstående biografiske optegnelser er meddelt skolen av en av Rasmus Brønlunds aller nærmeste, og er således autentiske.

Hosstående billede av R. J. Brønlund er tatt av en byste av ham som står i skolens korridor. Bysten er modellert av Gustav Lærum og støpt i bronse av Kristiania Kunst- og Metalstøberi. Den er en gave til skolen (1909) fra flere kjente menn i distrikter, i anledning skolens 25-årsjubileum. De som på denne tiltalende måte var med på å hedre skolens grunnlegger, var: statsminister Gunnar Knudsen, brukseier Gunnar Jacobsen, ingeniør Finn C. Knudsen, konsul Carl Stousland, oberstl. Jonas Wessel, skibsreder Jørgen C. Knudsen, konsul James Franklin, konsul Alfred P. Wright, Boktrykker Kr. H. Dyring, brukseier H. C. Hansen, verkseier Chr. J. Reim og bankchef H. Cappelen.