Det var lognt i Teltet, daa eg vakna. Soli steikte paa Seglduken, og Myhanken var um seg. Ein retteleg Sumardag i dei grønlandske Fjorddalar. Student Bugge og alle Roarane, so nær som Anton, hev lagt tilfjells for aa sjaa etter Rein, av di me no var i beste Reinslendet.
Daa eg hadde morgna meg i det iskalde Vatnet burt-i Elvi og fenge meg Kaffi, gjekk eg ilag med Anton upp til dei forvitnelege Ruinarne, som finst her. Dei laag nære ved Teltstaden vaar og soleis paa den vestre Elve-breiddi. Det bar upp etter ein høg Strandbakke, og snart stod me paa ei vidlendt, grøn Sletta.
Her finst det ei stor Samling med Atterstødor (7) paa «en skjøn tildels med Vidjekrat bevoxet Slette», som det stend i ei gamall Skildring av denne Staden. Og den eine av Ruinarne her hev halde seg best av alle i Vestre Bygdi. Umfram den saag eg ogso strakst fleire Hustufter eit Stykke undan. Graset var ljosgrønt paa umlag alle dei Stader, ein saag Murar, og elles paa Tunet, og det var gult med Smørblom. Marki nærast umkring Tufterne hadde tydeleg vore gjødsla og dyrka eingong i Tidi. Mange hundrad Aar etter veks det Blomar her, som ikkje finst utan um Heimemarki. Sletta var elles mykje tilgrodd med Lyng og Viderkjørr. Kjørri naadde meg til knes, men sume Stader var ho mannshøg. Ho stod so tett, at det var mest Uraad aa trengja seg igjenom. Endaa til nord um Polarkrinsen paa Grønland kann ein raaka paa Viderkjørr, som er 2,5 Meter høge. Umfram den tette Kjørri var det noko vaatlendt her og der paa Nordsida av den store Atterstøda (I, sjaa Risset paa næste side), og ogso av den Grunn var eg nøydd til aa gaa ein Umveg for aa koma dit burt.
Som ein ser, hev denne Bygnaden vore uppsett av traust Vyrke. Murarne er upp til 1 Meter tjukke. Dei hev nytta store Firkantsteinar fraa Fjelli ikring (av Gneis og Hellestein og Granit), og dei er lagde med mykjen Umhug. Sume ber Merke etter det, at dei hev vore tilhogne. Yversteinen til Døri og nokre andre Blokker er tòlleg store. Helst inn-i Bygnaden, men ogso utanfor, laag det Stein, som hadde dotte ned. Men det var ikkje retteleg mange av deim. Av det kann ein skyna, at Muren ikkje hev vore høgare enn dei Stykki av Atterstøda, som hev stae best ved Lag. For burtmed deim finst det ikkje neddotne Steinar. Dette syner seg ogso av det, at øvste Laget av Stein her er sers vel lagt. Det er av større Steinar og er jamna paa Yverflata. Kalk elder anna Binding var ikke aa sjaa. (Kalk hev dei berre funne i Kyrkje-ruina ved Kakortok Kyrkja i Hvalsøyfjorden i Øystre Bygdi.) Atterstøda er forma mest som eit Kvadrat. Ho er 19 Fot og 10 Tumar lang og 19 Fot og 4 Tumar breid utvendes. Veggen er 9 Fot og 4 Tumar høg utvendes paa den vestlege Hyrna. Paa dei andre Sidorne er han ein Grand laagare. Døri ligg imot nordaust. Ho er 2 Fot og 8 Tumar breid og 5 Fot og 3 Tumar høg. Daa dei eingong rudde tilsides nokre av Steinarne i Tomti, raaka dei paa eit Leirgolv, takt med Pukkstein. Daa dei grov der, fann dei berre ein Bite Klebbr og noko, som kunde likjast paa kolbrent Tre. Innvendes paa nordvestre og sudøystre Sida er ein Kant, som er 5 Fot og 9 Tumar yver jordi. Han stend fram og er 4-5 Tumar breid. Det ser ut, som han kunde ha vore Understøda til eit Golv. Tett under dette Framskotet ser ein sume Stader Hòl i Murarne. Dei gjeng alt igjenom, umlag paa Skap som Skjoteskard, likevel ikkje fullt kjennelege.
I det danske Verket «Grønland i 200-Aaret for Hans Egedes Landing» er det nemnt, at sume meiner, denne Bygnaden hev vore brukt til Kyrkja. Men Forf. legg til: «Han er likevel utreidd med Skjoteskard og hev vel dessutan vore til Forsvar.» Ein annan Stad i same Verket heiter det um dette «Steinhuset, som likjest paa eit Taarn»: «I Muren finst det Hòl, som minner om Skjoteskard. - Bygnaden hev knapt vore Kyrkja, av di han er so lite vid, og etter Formi, men var kannhenda til Live for Nordmennerne, den Tid dei Innfødde tok til aa trengja deim ut.»
Etter det Seminarlærar Kleinschmidt segjer, var det tydelege Merke etter eit Vindauga yver Døri, den Tid han saag paa Atterstøda (naar det var, veit dei ikkje). Men denne Parten av Muren maa no ha falle ned. I det heile ser ein ikkje andre Óp i Murarne enn dei fyrr nemnde.
Det er ikkje so faae, som hev vore inn-i Fjorddalen der og set paa denne Atterstøda. Og naar eg gjev so mykje Ans paa ho i denne Skildringi, er det ikkje berre, av di ho er den Atterstøda, som hev halde seg best ved Lag i heile Vestre Bygdi. Men det er ogso av den Grunn, at det hev vore ymse Meiningar um, kva ho hev vore nytta til.
Hans Egede var den fyrste, som fekk Folk til aa ansa paa Ruinarne paa Grønland ifraa Nordmennerne si Tid. Han saag slike fyrste Gongen den 18de April 1723 i Ameralikfjorden og seinare paa mange andre Stader. Han var ved Ujaragssuit (Ánavík) um Vaaren same Aaret. Han kallar Staden «denne smukke Plan med de forfaldne Nordmænds-Bygninger». Og han segjer i Meldingarne sine, at han trur, ein av Steinbygningarne i denne gamle norske Grendi hev vore ei Kyrkja. Egede fortel elles i Boki si «Omstændelig og udførlig Relation» (s. 68) dette Hendet fraa Oktbr. 1722:
«Hidindtil havde vi intet hørt eller fornummet til, at der i Nærværelsen skulde findes nogen Rudera eller Vestigia af vore gamle Norskes Vaanings-Pladser, som fordum havde boed der i Landet; men da trende unge Grønlænder af Naboerne kom den 24. til os, og for slemt Vejr maatte blive om Natten hos os, fortalte de, iblandt anden Discours, ogsaa dette: Nemlig, at omtrent 3 Dages Reise Østen for os, inde udi det saa kaldede Baals-Revier, var at see et stort steen-mured Huus, som for langsommelig Tid, efter deres Fædres Berætning, skulde være opbygd af Kablunakker, (saa kalder de os og andre fremmede Nationer,) men de som det havde opbygd, vare for længe siden hendøde, saa der var alleene her og der at see de Pladser, som de havde boed paa, og nogle forfaldne Jord-Hytter. At forfare Sandheden herom, var paa denne Aarsens Tid ikke LejIighed til, men blev dog siden af mig saaledes i alle Maader befunden.»
I «Relation» (s. 92) nemner Egede Ferdi si inn til Ujaragssuit og Ruinarne der i April 1723:
«Den 28de reisede jeg atter hen ind til en anden af disse ommeldte Fiorder, som kaldes Ujarasuak, og er 12 à 14 Mile fra Colonien, for ogsaa at ville besee det gamle Steen-Huus, hvorom Grønlænderne og tilforne havde fortalt, der skulle staae. - - Der vi nu vare fremkomne, befandt jeg det ligesom Grønlænderne havde beretted, nemlig først en forfalden firekanted Bygning af Steen, omtrent 6 Alen høje, og 9 Alen brede eller lange i hver Kant, med en Dør paa. Stenene udi Bygningen vare meget vel proportionerede, slætte og jævne, dog var der hverken Kalk eller Leer at se imellem; thi, som det vel er troeligt, at de, af Manqvement for Kalk, har maatt brugt Leer til at mure med, har det i saa langsommelig en Tid ikke kundet havt Bestand for Regn og Blæst. Af den store Hob Steen, som der baade laae nedfalden uden om, og inden til var opfyldt med, er at slutte, at det maa have været een høj og smal Bygning, ligesom et Taarn. Nogle Skrid længere hen paa Marken, fandt jeg en anden nedfalden Steen-Hob, som ogsaa har været et Huus eller Bygning, hvoraf endnu stod over jorden ikke mere end een Alen omtrent, som var med Steen paa Steen ordentlig lagd, og vel sammenføied, men uden og inden til laae mange Steene, store og smaa. Den samme Bygning har uden Tvivl været en Kirke; thi det var en stor Grundvold af 48 Alen lange, og 36 Alen brede, og er ikke at tvivle paa, at dette jo er vore gamle Norske Christnes Arbeide. Foruden disse Steen-Mure saaes og mange andre forfaldne Jord-Huse. Stædet er ellers af en skiøn Prospect, een slæt Plan, med skiønne Græs-Lier, bevoxen med Kratt og Birk, Vier, Elle og Enebær-Træer ec. - Fra denne Fiord var endnu videre at see andre Fiorder, hvor alle stæds de Norske fordum har boed.»
Islendingen Presten E. Thorhallesen var ikkje av same Meining som Egede. Han trudde, at den Atterstøda, som enno stend med høge Murar, var etter ei Kyrkja. Og Dr. C. Pingel held fullt med honom i dette. Han skriv i ei Ferdaskildring:1)
«Eg er heilt samd med E. Thorhallesen2) i det, at denne Bygnaden, som hev vore sett upp med so mykje Umsyn, hev vore vigd til Gudstenest.»
Andre er meir tvilevorne. Det heiter soleis i Medd. o. GrI. VIII:
«Bygnaden gjev ikkje nokor Kjenning av, at det hev butt Folk der, serleg av di det nære ved finst andre Ruinar av det vanlege Slaget. Det ser ut for det, at Bygnaden hev vore helder liten til Kyrkja, og den Ting, at det ikkje hev vore Vindauga, elder i alle fall berre eitt, talar ogso imot ei slik Meining. Snarare kunde han kanskje ha vore eit Live for Folket, naar dei stridde med Skrælingarne. Som Utkikshus vilde Staden ikkje bjoda paa nokon Fyremun. Kor som er, er det sers uvisst, kva Huset fraa fyrsto hev vore etla til. Det hev seg visst so, at den allrastørste Parten av dei norrøne Ruinarne, dei hev funne paa Grønland, berre hev vore dei nedste Steinmurar til Trehus av same Slaget som deim, som enno finst i Noreg. Men likevel er denne Muren, kor som er, høgare enn dei fleste andre, og dei maa difor venteleg ha havt ei serskild Meining med'n.»
Ei stor Vidja inne paa Golvet var i full Blome, og umkring Atterstøda voks det Kjørr av Vier og Or, Einer og Vesal-bjørk. Polar-vidja stod mannshøg utanfor Muren.
Student Bugge, som hadde vore der uppe Kvelden fyrr, segjer seinare i ei Skildring um denne Atterstøda: «Hev det vore eit Vakttaarn, ei liti Bygdekyrkja, ei Saude-kvi? Ingen hev slege fast noko for visst.» Axel Klinckowström talar i ei Skildring «En sommar i Godthaabsnejden» um «det tätt vid innlandsisen belägna Ujaragssuit kändt før sin intressanta ruin af en stenbyggnad af okändt ursprung: kyrka, blockhus eller rökstuga, ovisst hvilket dera.»3)
Paul Egede fortel, at han var med Faren til Ujaragssuit i 1727 og saag millom anna paa Atterstøda der, som Faren trudde var etter ei Kyrkja. Han legg til: «En av de nærværende Grønlændere solgte mig for Synaale et Stykke Malm, som nok var af denne forrige Kirkes Klokke, hvilket var fundet i ovenmeldte Ruiner. Da jeg sagde, at det var af en stor Klokke, som har været smeltet den Tiid deres Landsmænd ødelagde vore Forfædre, blev han bange og sagde: At det var de onde Forfædre, som hadde gjort det, de som nu levede vare skikkelige; det vidste vi selv. Da jeg tilstod det, blev han fornøiet.»
Funne Klokkemetal vert ogso nemnt av Hans Egede. Han fortel, at Missionær Albert Topp4) kom att fraa Ameralikfjorden med eit Stykke Metal, som han hadde fenge av Eskimoarne. Det saag ut for det, at det hadde vore av ei Kyrkjeklokka i gamall Tid der. For Eskimoarne sa, at dei hadde funne det i Jordi. Seinare same Aaret kom ein Eskimo til Egede med eit Stykke Metal, som han sa, han hadde funne attmed Husi til dei gamle «Kavdlunaker» (Nordmenner). Det var plent som det andre «og var af den underste Kant af en Klokke, som uden Tvivl har været en Kirkeklokke i de christne Tider der i Landet.» (Egede.)
Fraa den høge Muren av den store Atterstøda hadde eg eit fint Utsyn yver Fjorden med glimande Drivis og ei Rad med snøtekte Fjell i Bakgrunnen. Til vinstre høyrde eg Duren av Lakselvi. Ho renn igjenom ein væn Dal med mykje Snarskog paa baae Sidor. Ein grønlandsk Høgsumar-dag, so blank og blaa, som han tidt kann vera langt inn-i Landet. Og det var so varmt, at det hadde vore bra, um eg hadde havt Straahatten, som eg let vera att paa Romet mitt i Godthaab. Sume Landskap inn-i Fjordarne paa Grønland kann mæla seg med dei finaste i heile Verdi.
Eg kom elles til aa minnast «Kongsspegelen»: «Men naar du spurde etter, um Soli skin paa Grønland, elder um det nokon Gong hender, at det er fagert Vêr der som i andre Land, daa skal du vita det visst, at der kann vera fagert Solskin, og at Landet er kalla eit helder vêrgodt Land.»
Men naar dend Himmel er klaer oc hæll,
Saa skinner der Solen om Sommeren væll
Och giør dennem Dagene langge.
(Den Grønlandske Chronica.)
Paa Sletta her hev dei funne ialt fem Atterstødor. Nr. II, III og IV paa Risset (Sida 62) er Leivningar etter Hus. Det var reist ein liten Varde paa den eine Tufti. Ein elder annan, som hev vore paa denne Staden, hev sett'n upp. Eskimoarne er elles snare til slikt, som eg Fyrr hev nemnt her i Boki.
Eit Stykke derifraa mot aust er det ei stor Inngjerding.5) Den lengste Sida er noko yver 32 Meter (97 Fot) og den stuttaste 24 M. (72 Fot) lang. Murarne er jamt yver 5½ Fot tjukke. Inn-med den nordvestre Muren, nære ved den nordre Hyrna, hev dei funne ei Grav. Ho er lik dei vanlege eskimoiske, endaa ho er laga av noko større Stein (venteleg av di dei hev vore nærhendes i Muren).
Inn-i Inngjerdingi ser ein Leivningarne etter ein Bygnad, som er sett upp av retteleg stor Stein. Det er ikkje so godt aa segja for visst, kor stor Romviddi hev vore. Lengdi er vel noko yver 9 Meter (28 Fot), Breiddi 7 m. (21 Fot). Inn-i denne Bygnaden liggdet tvo flate Steinar, som er svært store. Dei er umlag 4-6 Tumar tjukke. Etter det KIeinschmidt segjer, skal dei fyrr ha vore ein Stein. Egede skal i si Tid ha teke til aa lyfta denne Steinen ved aa kila honom upp med mindre Steinar. Han fann daa under'n eit djupt Hòl, som han ikkje kunde naa Botnen av. Steinen hev venteleg den Gongen gjenge av. Kvarhelst KIeinschmidt hev denne Meldingi fraa, veit dei ikkje. Ho er ikkje nemnd i Hans Egede sine Relationar (Missions-meldingar) elder i Journalarne til Paul Egede.
Den indre Bygnaden kann kanskje ha vore ei Kyrkja. Men alt er so mykje i Røys, at ein ikkje kann faa Vissa um det, segjer dei, som var der og røkte etter i 1885.6)
No var det sers kjørrutt der alle Stader. Eg hadde helder ikkje Løyve til aa grava i Ruinarne. Slikt Løyve maa ein ha fraa Nationalmuseet i Kjøpenhamn. Ein skulde elles tru, at med dugande Mannskap og god Tid kunde det vera Von um i det heile aa finna ut og raaka paa noko meir paa dei gamle Tufterne paa denne Sletta. Det er rimelegt, at det vert sendt ein ny Ekspedition av Forngranskarar til Vestre Bygdi, og at dei kann greida meir upp eitt og anna der. Dette vere sagt utan Vanheider for dei Menn, som fyrr hev røkt etter derinne.
Thorhallesen trudde, at den høge Atterstøda (I), som hev halde seg best ved Lag, hadde vore ei liti Kyrkja, og at Inngjerdingi hadde vore ein Kyrkjegards-mur.
Han segjer:
«Denne sidste har Hr. Biskoppen anseet for en Kirke, og hin for et Klokketaarn. Vist nok behøvedes et stort Forsamlingshus for alle dem, som havde taget Bopæl i Bàls-Revier, men et Hus af 36 Alens Bredde er mig altfor stort; og hvor skulle de gamle Grønlændere haft saa mange Klokker, at de behøvede et a parta Taarn dertil? Ifølge Situationen, syntes mig de ikke vel, uden 3 Dages Spilde, kunde blive forsamlede, uden maaske om Vinteren, naar det inderste av Fjordene er tilfrossen, og de kunde, fra deres Hjem, gaa en lige Vei til Kirken; ellers skulde det fra Amagralik blive over 10 Mile tilsøs, endskjønt de først gik et langt Stykke Vei over Land; i denne sidste Fjord er og saa mange Rudera, at der bekvemmelig kan ha været en Kirke. - Jeg ansaa altsaa den første Mur for Levning af en liden Kirke, stor nok for dem, som boede i Ujaraksoak-Fjorden, og den anden for en Kirkegaard.»
Professor Finnur Jónsson, som so grundig hev granska grønlandske Forn-minne, meiner ogso det, at det hev vore ei Kyrkja paa denne Staden. I Utgreidingi si «Grønlands gamle Topografi efter KiIderne. Østerbygden og Vesterbygden»7) segjer han (s. 317):
«Rangafjöðr», «den vrange dvs: stærkt bugtede eller forgrenede Fjord», er utvivlsomt Godthaabsfjorden. Her fandtes en Kirke i Ánavík. Man har forlængst fundet en Kirkeruin med Kirkegaardsgærde i den lille Bugt Ujaragssuit (se f. eks. G. h. M. 111, 879 og M. o. GrI. VIII, 108-9 tilligemed Tavle VII e, hvor Tegningen ingen Tvivl lader tilbage). Ujaragssuit er altsaa den gamle Ánavík (af Mandsnavnet Áni). Det hele passer særdeles godt. Ogsaa denne Kirke kan siges at have været ret heldig beliggende».
Dei meiner, at denne Samlingi av Atterstødor i alle fall er Leivningarne etter ein stor Gard.
Bygdekyrkjorne paa Island ligg gjerne den Dag idag paa Tunet til ein elder annan Storgarden, og sume av deim er svært smaae.
Jonge (Chorogr. Beskr. over Kongeriget Norge, samt Færøe, lisland og Grønland, Kbhavn. 1779). segjer: «Det er rimeligt, at den første Muur er Levning af en liden Kirke, og den anden Muur er en Levning af en Kirkegaard fra de gamle Normænds Tider, som her have boet».
Naar Eskimoarne fyre Thorhallesen si Tid (Boki hans kom ut i 1776) hev nytta Inn-gjerdingi paa Sletta til aa jorda Folk i, noko, denne Forf. gjeng ved, er det sers trulegt, at dei hev teke ho for ein Kyrkjegard ifraa gamalt. Og det maatte venteleg vera lettare aa finna dette ut dengongen enn den Tid, Thorhallesen var paa denne Staden, av di alt daa var meir tilgrott og vel hadde sige meir ihop. Eskimoarne kann gjerne ha funne Beingrindar der.
Ein kann sjaa, at Nansen ogso hadde Hug til aa sjaa dei store Ruinarne ved Ujaragssuit. Han nemner deim i Boki si «Paa Ski over Grønland». Og i Meldingi si8) fortel han, at han gjekk paa Ski inn-etter Godthaabsfjorden fyrstundes i April 1889 ilag med tvo Eskimoar fraa Kornok. Fraa Ujaragssuit vilde han paa ny inn paa Innlands-isen. Men han kom ikkje heilt inn dit, av di Bre-elvi hadde brote upp Fjord-isen, so det var òpe Vatn i Botnen av Fjorden. Og han hadde ikkje Tid og Høve til aa gaa yver Land dit av Umsyn til Skipet, som var ventande, og som han skulde fara heim med til Europa.
Eg sanka mange Blomar paa dei gamle Hustufterne og paa Tunet og hev gøymt deim til eit Minne.
Hans Egede hev Bilæte av grønlandske Blomar i «Perlustrationen» sin. Baade han og Sonen, Paul Egede, røkte mykje etter Voksterlivet der. Den Samlingi av Vokstrar, som Paul Egede leivde etter seg (fraa 1730-Aari), saag eg paa Grønlandssjaaet i Kjøpenhamn i 1921. Det er venteleg den eldste arktiske Vokstrsamlingi, som finst. Vokstrarne hadde halde seg godt, endaa det er burtimot 200 Aar sidan, dei vart sanka. Sume Vokstrar er serskilde for Søre-luten av Grønland, og dei trur, at dei hev vore innførde av dei norrøne Nybyggjarar.
Ogso Nordmannen Prost Jørgen Sverdrup, som var i 24 Aar paa Grønland, granska Vokstrlivet der. Baade Paul Egede og Hans Egede Saabye nemner honom som ein dugande Vokstrkjennar.
Av Blomar, som voks ved Ujaragssuit, vil eg nemna: Tjøreblom, Fiol, Sildreblom, Engjekall, Søterot, Jaselabb, tvo Slag Storr, Kraakefot, Marilykjel og Blástjarna (Pleurogyne rotata).9)
Men lunt i Fjeld-Læ Græsset gror,
Et rigt og broget Blomsterflor
Mod Sommersolen blusser,
hvor Elvene sig snor.
(Song um Grønland).
Rink segjer i Boki si «Grønland» (1857) um Ujaragssuit: «En Laxelv udgyder sig sammesteds i Fjorden gjennem en smuk Dal, der er rig paa Græs og Krat».
Thorhallesen nemner fyrst dei største Atterstødorne paa Sletta der og segjer deretter: «Foruden disse Rudera er her og i Nærværelsen en omfalden Gaard, bestaaende af endel Huse i hverandre, paa en temmelig vidløftig Mark, som kjendelig er ryddet og gjødet, endskjønt nu overgroet af Lyng og Krat. Ved den søndre Side af disse Rudera er en Laxelv, som flyder langs en Dal, paa begge Sider godt bevoksen med Kratskov og Græs, som her synes at have været et nærsomt Sted for Kreature om Sommeren; men Bugten fryser straks til om Høsten, derfor har Grønlænderne aldrig boet her». Han nemner og, at han fraa eit høgt Fjell nære ved der kunde sjaa 3 æuropæiske Rudera.
«De kjendes endog langt borte deraf, at ligesom Græsset vokser der før om Foraaret, hvor Marken engang har været gjødet, saa visner det og før udpaa Sommeren og bliver rødt. I Naviangoit-Bugten10) er en ypperlig Leilighed for Lakse- og Sælegarn. Vægsten11) af bedste Slags i Nærværelsen; Luften særdeles mild om Sommeren. Men efterdi Stedet er indelukt og fryser snart til, kunde ikke andre opholde sig her, end de som fornemmelig leve af Landbrug. Det samme gjælder om mange andre Bugter her i Nærværelsen. Fra Enden af Ujaratsoak-fjorden har Grønlænderne bragt de klareste Cristalstykker, saa haarde, at man kunde skjære Glas dermed; men det sker sjelden, at de i deres smaa Baade kunde komme der hen for Isens Skyld, og med større Baade er det ugjørlig. En stor Mængde er her af Harer,12) og endnu er her det bedste Sted til Rens-Jagten. Ikke langt borte er 2de Bjerge, hvor Krøker, Maager og Skarve udlægger Unger i stor Mængde.»
Dr. C. Pingel segjer m. a. um Ujaragssuit i Dagboki si paa ei Grønlandsferd i 1828 og 29: «Efter Middag lod jeg mig i Konebaad sætte over til Ruinerne i Ujararsoak; de befinde dem alle paa den nordre Side af Elven, omgivne af en, kjendeligen røddet Eng, som overalt, hvor Vidiekrattet ikke havde taget Overhaand, endnu bar herligt Græs». Ein annan Stad heiter det hjaa same Forf. um den millomste Hovud-armen av Godthaabs-fjorden, som i Botnen hev Namnet Ujararsoak:
«Denne Fjordarm har til forskjellige Tider havt forskjellige Beboere. Om de oprindelige Indbyggere, af hvilke Grønlands Første Opdagere, efter Are Frodes Vidnesbyrd, fandt Spoer baade øster og vester paa Landet, nogensinde have havt stadigt Ophold i denne Del af Baals Revier, er noget, som nu ikke mere lader sig afgiøre, men neppe er at formode. Vist er det derimod, at de gamle Nordmænd og Islændere, som gave Grønland den første europæiske Befolkning, have boet og bygget i denne Fjordarm. Dette gjælder kun om det Inderste af samme, hvor de langs med Elvens Udløb traf en ikke ubetydelig, til Fædrift tjenende Dalstrækning. Her findes endnu et af de anseeligste Mindesmærker fra denne Tid, som hele Vestkysten af Grønland har at fremvise. Det er de herværende Levninger af en massiv Steenbygning, der have givet Anledning til den grønlandske Benævnelse Ujararsoak dvs: den store Sten; et Navn, som egentligen kun tilkommer Bunden af Fjorden, men som de i Landet boende Danske siden have udvidet til hele den mellemste Fjordarm. Efter de ældre Coloniers Undergang har denne en Tid lang været beboet af Landets nuværende Indbyggere; men, naar og hvor længe, er uvist. Omtrent midt i Fjordarmen har jeg truffet et, nu aldeles forfaldent, grønlandsk Huus, og i Nærheden af samme flere Begravelser, som ikke røbede nogen betydelig Ælde. Det forekommer mig derfor ikke usandsynligt, at Ujararsoak-Armen, sorn neppe nogensinde har været talrig beboet af Grønlændere, har mistet sine sidste Indbyggere ved den store Affolkning, som i det Forrige Aarhundrede kort efter de Danskes Ankomst til Landet13) traf en Deel af Mellemgrønland og navnligen Baals Revier. Nuomstunder besøges Ujararsoak ikkun i Sommermaanederne af de Indfødte, fornemmeligen for Rensjagtens Skyld. Denne Jagt, som de fleste Grønlændere ere lidenskabeligen hengiven til og for hvis Skyld de ofte forsømmer den langt fordeelagtigere Sælfangst, lokker hele Sommeren igjennem et betydeligt Antal ikke blot af de nærmere boende Grønlændere, men selv af Sydlændinger langveis fra til Teltpladsen inderst i Ujararsoak».
Pingel fortel ogso: «Vaaren 1829 efter en usedvanlig mild Vinter, hvor alle Fjordene omkring Godthaab hadde været frie for Is, flyttet flere af de til Kolonien hørende Grønlændere langt tidligere, end de ellers pleiet, op til Ujararsoak. De havde her været saa heldige i kort Tid ikke blot at skyde et temmelig betydelig Antal Rensdyr, men ogsaa at fange endel Sælhunde, da den par excellence saakaldte Isblink, som bedækker hele det indre af Landet og gjennem flere trange Fjelddale paa Sydsiden staar i Forbindelse med denne Fjordarm, pludselig begyndte at kalve. Isskredene var saa voldsomme og fulgte saa hurtig paa hinanden, at Grønlænderne i Ujararsoak, af Frygt for inden faa Øieblikke at indespærres, maaske paa flere Uker, ja Maaneder, lod sin Fangst og Telte i Stikken og ilsomt flygtet ud af Fjordarmen, der alt begyndte at bedækkes af talløse Isstykker. I flere Uger laa Kalvisen ubevægelig inde i Ujararsoak; ingen Grønlænder vovet sig derop.» Pingel talar ogso um «denne i flere Henseende klassiske Fjordarm». Ved Ujararsoak raaka han paa eit eskimoisk Steinbrot, «der» som han segjer, «for en Europæer havde et ligesaa fremmed Udseende som næsten alt i dette Land. Det var anlagt i et Leie af Klebersten og bestod af flere Rader af runde og aflange Udhulninger. Grønlænderne udhugger nemlig sine Lamper og Kjedler for en Del i Klippen selv, da de savner Redskaber til at bryde Stenen løs i større Stykker. Kleberstenen ved Ujararsoak staar iøvrigt i Godhed tilbage ikke blot for den, som findes i Ameralik-Fjorden, men selv for den fra adskillige Steder i Godthaabsfjorden».
I Meldingi fraa Ekspeditionen i 1885 (Medd. o. GrI. 8.) læt dei væl um Klebbren ved Ujaragssuit, for det heiter der:
«Paa adskillige Lokaliteter i Godthaabsfjorden findes Vægsten, bl. a. ogsaa ved Ujaragssuit og ved Uvkusigsak ved den samme Fjordarm. Vægstenen er her af udmærket Kvalitet og i rigelig Mængde, hvorfor ogsaa Grønlænderne i Godthaab fra disse Steder henter den største Mængde af den Vægsten, som de have Brug for, dels til Husgeraad, dels til forskjellige andre Gjenstande, som de sælger til Europæerne. Ved Uvkusigsak findes den saavel i den faste Klippe ca. 50 Fod over Havet som i løstliggende Blokke nærved Stranden. Hoved-Bjergarten er forøvrigt her som i hele Godthaabsdistriktet graa Gnejs, og forekommer paa ikke faa Steder ogsaa rød Granit.»
Det heiter elles hjaa ein annan Forf. um Klebbren, at det ser ut for det, at det ikkje finst so mykje av'n nokon Stad paa Grønland som i Fjelli kring um Godthaabsfjorden.
I Grønlands-skildringi si segjer Ivar Baardsson:
« - der er och Malmersten14) allehande Lyder;15) ther er Thoeligesten16) som aldrigh schader Illd, och aff de Stene hugge de Grønlender Potter, Gryder, Schoelle17) och saa store Kar, att udi edt Kar ma ligge X eller XII Thønner.»
I «Kongsspegelen» heiter det: «Der i Landet, der det er bygt, finst det og mykje Marmor av ymse Lìtir, baade raud og blaa og grøn.»
Ivar Baardsson gjer Skil paa Marmor og Talg-elder Veiksteinen. Hans Egede segjer derimot: «I Circumferencen af Colonien Godthaab, paa 64 og 65 Gr., findes megen Veiksteen eller uægte Marmor af diverse Couleurer, blaa, grønne og røde, item gandske hvide og hvide med sorte Spetter udi». (Perlustr. s. 26-27). Egede fortel ogso, at Folk var inn i Ujaragsuakfjorden og henta Klebbr, «saa meget, som Chaloupen kunde bære.» «Crantz fandt dog grovt Marmor af allehaande Farver (l. c. I Th. s. 71). «Marmor» er en technisk Benævnelse, som neppe passer for Vegstenen eller nogen anden grønlandsk Stenart, efter vore Dages Talebrug.»18)
Ivar Baardsson nemner, at dei òg fann Klebbr i Øystre Bygdi, paa Reinøy. «Och paa den Øe ehr (de) bedste Talgesteen, som paa Grønland sees -» O. s. b. Peder Claussøn fortel i Boki si «Norrigis Bescrifuelse», at dei henta Klebbr ifraa Grønland til Nidaros-dômen. Han segjer: «Det skrifuis at mand hafuer ladet føre steen aff Irland oc Grønland til denne bygning.»
Thorhallesen segjer i Skildringi av Ameralikfjorden um Ekalluit. «- her er og nogen Vægsten i Nærværelsen.»
Anton hadde hjelpt meg trutt med aa mæla Atterstødorne, og eg tok han no av, medan han sat ved ei av deim. Seinare fekk eg vita, han hadde sagt til Kammeratarne sine, at han tykte, det var løgje, at eg vilde ha «ein Skræling» med paa Bilætet av Hustufti til dei, som Forfederne hans hadde slege ihel! ... Det var ein lugum og morosam Kar; han liktest mykje paa ein Indianar, og dei svarte, livande Augo hans hadde ein gløgg Glimt. Burtmed den store Atterstøda, utanfor Døri, stod Myhanken so tett som ei Sky. Eg kunde mest ikkje greida aa faa sett inn ein ny Film, so mykje Bal hadde eg med aa veifta Udyri fraa meg. Men Anton greide seg betre. Han drog Anorak-hetta yver Hovudet og trengde soleis ikkje aa skøyta um anten Halsen elder Nakken. Det grønlandske Stikk-myet (culex nigripes) er ein Grand større enn det vanlege norske Myet, og det finst i Ovmengd, ja paa milliontal. Ein Forf. segjer, at han tykkjer, det er Uraad aa skyna, kvar helst desse «Herskararne» paa Grønland fær Næringi si fraa, og dertil fær det Blodet, dei treng til aa halda ved Lag den store Individ-mengdi. For Menneskje og høgare Dyr finst det ikkje so mange av paa Grønland.
Dei fortalde meg, at Reins-skyttarane gnid Andlitet og Henderne med Blod mot Myhanken.
*
«Mennerne tegjer, men Steinarne talar», heiter det. «Steinarne» paa Grønland, soleis òg inn-i denne vesle Fjord-dalen, tala um Menn med Tiltak og Utferdshug! Dei ræddast ikkje Storhavet med Baaror som Fjell, og fullt av Is og Vandskar. Berre gjekk paa og aldri vyrde Faaren. Og me er byrge av deim idag!
Landet var lokkande vænt, og ljossveipte Jøklar og Tindar,
Himmelen blaanande høg Havet var skinande bjart.
Daa kom vaare fræge Fedrar og Fridomskjempune staute
vest yver Havbylgja blaa og bygde det solfagre Land;
reis der upp Heimar og Hus, alle var glade med sitt.
(Islandsk Song.)
Ja, ugløymande var han den blaa, tindrande julidagen der-inne - vænaste Blomen i Minnekransen ... med glade Fuglesong kring Tun og Tuft, som det heiter i eit Kvæde.
Finnmark-sporven kvitra med sin rike Tone i Vider-kjørri og paa dei gamle Tufter. Han sit gjerne i Toppen paa Byskjorne og syng i sin væne Sumarbunad. Den vesle brun-svarte Fuglen held um Surnaren til langt Nord. «De siunger meget liflig nesten ligesom Lerker», segjer Hans Egede um Smaafuglarne paa Grønland.
Du fyller Fugl og Dal med Song,
syng ein islandsk Diktar um Sumardagen i Heimlandet sitt. Det høvde ogso her, eg var no . . .
Daa eg kom att til Teltet, bad eg Tabitha um aa laga Te aat meg. Eg flir henne Tepakken og segjer «ak!» Men det er slett ikkje noko Klaging fraa mi Sida, for det tyder «Gjer so vel!» paa eskimoisk.
Paa Stranden et Telt - imellem dets Flige
en lattermild Eskimopige
binder sin Haartop og viser sin glade,
flade brune Ansigtsfacade.
C. M. Norman-Hansen.
Den varme Sumar-eftan set eg meg paa ein Stein attmed den søydande Fjell-elvi. Der er eg meir i Fred for Myhanken, for det stend ein sval Gust ned-igjennorn Dalføret. Solvarmen er ofte sterk inn-i Fjordarne, av di Skodda er ein sjeldsynt Ting. Egede talar ogso um Vêrlaget inn-i Landet, «hvor fornemmelig er smukt grønt, efterdi Solens Straaler concentrerer sig der ud i Dalerne, og i mellem de høye Klipper og foraarsager en meget sterk Heede om Sommeren, men saa snart Soelen er nedgangen, gjør de kaalde lisfielde strax sin Virkning, saa man vel kand taale klæderne paa.»
Han nemner og, at i juni hadde dei «meget dejIig Sommer-Væjr, og mægtig Hede.» Ein Stad skriv han: «Med Forundring fornam vi, da vi kom der ind i Fjorden (Ameralik), hvorledes der var saa lidet og saa got som ingen Snee paa denne Tid, da derimod ved Hav-Siden, hvor vi boede, var endda megen Snee; hvilket foraarsages der ud af, at Solen har større Magt at skinne og give Varme fra sig imellem Dalerne og Klipperne, end ude ved Hav-Siden, hvor jævnlig den kolde Nord-Vind blæser».
Eg sit ved Elvi og ser paa dei bratte, grøne Lider. Og snur eg meg og glytter utetter Fjorden, er det voksterlegt alle Stader. Paa dei lange Hallingar, og upp-aa Sletta med dei gamle Husrøysar, voks det i Mengdevis med væne Blomar, kvite og blaa, raude og gule, og det var so trivelegt, at ein skulde helst ikkje tru, at ein var paa Grønland.
Anton og Tabitha sankar mykje av ein liten Vokstr med ørsmaae Blad, blaaraude Blomar og sterk Krydd-ange. Det var vill Timian. Dei kokar Te av'n, og dei kalla'n «tupdrnat« (Uttale: tupangat). Eg prøvd'n ilag med vanleg Te, og det smaka friskt og godt. Hans Egede segjer i Perlustrationen sin: «Vild Timian voxer inde i Fiordene allevegne ved Siden af Biergene, og giver en overmaade liflig Lugt af sig, naar Soelen er nedgangen.»
Som eg sit der og lyder paa Elvarsusen, langt burte fraa den store, staaksame Verdi, gjeng Tankarne attende til dei Gamle, som eingong bygde herinne i Dalen.
Eirik Raudes land
Ein Glimestein i Noregs Kruna
du var i Haakons store Tid,
du fagert stig i sylvkvit Bunad
- so stolt eit Land, som vel her bid!
Ja, vænt det er i Grønlands Dalar
ein Sumarkveld, naar Sol gjeng ned ...
dei gamle Bygder enno talar
um norrønt Folk og norrøn Sed.
Eg skodar yver grøne Vollar,
so daude-stillt paa aude Tun
men enn dei stend, dei høge Kollar,
og Elvi gjeng med same Dim ...
Inn Fjorden norske Snekkjor duva,
her rudde mang ein urædd Kar,
ja, enn idag me tek til Huva for deg,
du gamle Grønlands-far!
H. R.
Eg sit lenge der nede ved Elvi. Soli glar, og Kveldsskuggarne fell yver Dalen; Smaafuglen skvitrar enno litt i Kjørri og tagnar ...
Det var fredalle Fløyting i tagalle Kveld!
det var Songen urn Surnar paa Flyer og Fjell
Jostein Naadland.
Nansen segjer i «Eskimoliv» um Grønland: Hvor er det dog vakkert! Ja, er Norge herligt, da er i Sandhed det det ikke mindre. Har man set det, hvor blir da Erindringen kjær! Jeg ved ikke, om det gaar andre slig, men for mig er det forenet med det barnlige Eventyrlands hele drømmende Skjønhed, det er, som jeg der fandt vor Natur igjen i endnu høiere, renere Former.
Ser jeg Bræer og Jøkler, gaar Tankerne derop, hvor Bræerne er større end nogensteds - - ser jeg Solen synke glødende i Havet, gaar Tankerne derop - hvor Tinder staar i Række og Rad indenfor lysende mod Kvelden. - Og stundom, naar jeg ser Sæterlivet paa vore Høifjelde, ser Sæterjenter og græssende Kjør, tænker jeg paa Teltlivet og Renflokkene i de grønlandske Fjorde og Fjeldtrakter, paa kaglende Ryper, Vidiekjærrene og Moseflyerne, hvor Eskimoen lever sit korte Sommerliv.
Det er en sælsom Magt, dette Land har over Sindet, men det Folk, som bor der, er ikke mindre eiendommeligt end Landet selv.
I nordøystre Armen av Ujaragssuit, paa Nordsida, skal det og ha vore Atterstødor. Men dei trur, at dei er vortne øydelagde av Isen, som no skyt seg langt fram der. (8)
I 7-tidi høyrde me Skot fraa ein av dei høge Nutarne beint upp for oss. Anton sat just ut for Teltdøri, og sagde til Tabitha: «Duttu!» (Rein). Det var Signal-skot fraa Skyttarane vaare, at dei hadde fenge Storvillt. Endeleg saag me deim koma ned bratte Lidi med kvar si tunge Byrd paa Ryggen. Dei vart no sette yver Elvi ein for ein. Snart saag me Bugge, paa Huk attum han, som rodde dei tvo ihopbundne Kajakkarne, dei bruka til Ferja. Han hadde eit stort Dyrshorn yver Nakken. No vart det Liv i Lægret, og me gledde oss alle til ein Godbite med ferskt Kjøt. Dei hadde skote ein stor Bukk, som dei raaka frami innpaa Viddi, daa han laag og kvilde i ei Snjofonn. Bugge fortalde, at Kammeratarne hans strakst tok for seg av det, som var i Magen. Den halvmelte Vokstr-kosten, som Reinen jortar, held dei so gjæv, at dei nyttar'n til Gaava aat beste Venerne sine. Ein av Skyttarane aat diverre upp dei ytste brjoskute Spissarne paa dei lodne Horni, fyrr enn Bugge kom seg til aa hindra det. Han vilde gjerne hava Dyrshornet med Hudi paa. Dei gnaska ogso i seg Rygg-feittet og Talgi paa Innvolarne. Reins-talgi brukar dei ofte i Kaffien istadenfor Fløyte.
Utpaa Kvelden samlast me ved Inngangen til Eskimoteltet, ikring ei sjodande Kjøtgryta! Lyngelden spraka, og Røyken dreiv i tette Skyer burt etter mot Elvi. Og me var alle samde um, at Reinssupa smaka overlag godt. Me drakk ho av store Bollar. Og Kjøtet var likso godt. Me hadde Mathug, som sa seks, i den reine Polarlufti.
Eg sat og saag paa Tabitha, medan me fekk oss Mat. Ho tok Kjøtstykket og smette det inn millom Tennerne, og med andre Handi skar ho det kjapt av framfor Nasen, med «Ullo'en», ein liten kvass Kniv, paa Lag som ein liten Hakkekniv. Den brukar Eskimo-kvendi til aa flensa Sel med, til aa stella Skinn med, og elles til alt Arbeid, som dei treng Bitjarn til. Attkomen fraa Fjellet, medan dei laga til Kjøtet, fortalde Bugge meg litt um Fjellferdi, medan han stod og skifte Klæde. Skjorta var vaat av Reinsblod yver heile Ryggen, og han var sliten etter Dagsmarsen. Han skreiv seinare ei Skildring av den friske Ferdi i Høgfjellet:
| Utdrag (s. 61-78) fra: Hans Reynolds: Grønland. Vestre bygdi. |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |