Byen Porsgrund skal have faaet sit Navn efter en liten Plante der heder «Pors», som i gamle Dage voxte paa den nuværende Bys Grund - især paa Toldbodøen og omkring nedre Frednes. - Det er en ganske liden Urt man brukte at have paa det hjemmeryggede Øl, for at faa riktig stærkt og godt.
Porsgrund har altid havt Ord for at være en langstrakt By. Den lange Storgade der følger Elven i alle dens Bugtninger og gaar igjennem hele Byen som en fortsættelse af Landeveien ifra Skien, var i fordums Tid saagodtsom Byens eneste Gade, hvor Husene laa adspredt med lange mellomrum, tildels med Løkker og Haver imellem, tildels med Tomter og Lastepladse. Kratskoven strakte sig dengang nærmere Byen end i vore Dage og Bjørntvedtskoven stod med høie Gran og Furutrær hvor nu Baumanbyen er beliggende.
Istedenfor de nuværende Sidegader der gaar ud ifra Storgaden og ere anlagt til forskjellige Tider, var den gang kun smale Gangstier over Løkkerne, hvilke bleve benyttet af Fodgjængere. Hvor Kjølnæsgaden nu er, gik en saadan Sti eller smal Vei der mest blev benyttet af Bønderne som drev sit Kvæg udover til Eidanger. Det var hurtigere for Bønderne, der kom Veien ifra Skien at gaa langsmed Skoven og under Aasen, end at gaa rundt Jønholdt og Skrukkerød, som var den eneste Landevei før i Tiden ifra Porsgrund og til Eidanger.
«Kjølnæsgaden» kaldtes forhen «Fægaden», og «Smalgaden» og Veien om Skrukkerød benævnes endnu for «den gamle Veien». «Lilleelvgaden» blev anlagt omkring 1820 og da skede ogsaa den første Begyndelse med at faa Vei udover Myrene. Det var Kaptein Abelsted der dengang var Veidirektør og havde Overopsyn med dette Veiarbeide. Han boede paa Osebakken i mange Aar og døde i 1860-Aarene; han var en gammel Mand da han døde.
Det var en eneste stor Myr fra Porsgrund og ud til Valler, hvor den brede og solide Kjørevei nu er; Myren var ufremkommelig baade for Kjørende og Gaaende. Opunder Liene laa der Klopper man kunde gaa paa, naar det var altfor blødt og sumpigt efter vedvarende Regnveir. Denne Vei benyttede man ofte i en Snarvending ud til Valler; især Byens Tjenestepiger gik helst den Vei, naar de for sine Herskaber skulde derud for at hente Melk Morgen eller Aften.
I 1858 blev den Gaden omlagt som gaar forbi Apoteket, for at fortsette til den da færdige Vei udover Myrene; dog ved jernbanens Anlæg over en større Del af Løkkerne deromkring, blev den Veien atter sløifet i 1882. Men så fik man istand den smukke brede Jernbanegaden, der er en Pryd for Byen.
I 1842 blev Porsgrund Kjøbstad og da kom Osebakken under Byen; forhen hørte den til Gjerpen, og Lilleelven var Skillemærket mellem Porsgrund og Gjerpen Sogn. Porsgrund blev nok paa en Maade allerede Kjøbstad den 14. Desember 1807, dog med Bibehold af Forbindelsen med Skien saavel med Hensyn til Magistrat som til Borgernes Beskatning og jurisdiktion.
I Løbet af det 18de Aarhundrede gik Porsgrund jevnt frem. Folketallet beløb sig i 1763 til 1200 Personer hvoraf henved 1000 i østre og vestre Porsgrund. I 1815 havde østre og vestre Side over 1500 Indbyggere og Osebakken 535. I 1836 havde Skien og Porsgrund tilsammen 3.800 Indbyggere og i 1850 var der kun 2.200 i Porsgrund, medens Skien havde 4.000. Porsgrund stod længe paa samme Punkt, men i Slutningen af forrige Aarhundrede er den dog gaaet betydelig fremad baade i Indbyggerantal og ellers i mange Retninger, hvortil vel Skibsfarten og de mange anlagte Fabrikker vistnok bidrager en stor Del.
Den første ordentlige Bro over Lilleelven, ved dens Udløp i Porsgrundselven, blev bygget af Megler og Lodsoldermand i Porsgrund Ditlef Rasch; hvilket Aar den blev bygget vides ikke. Enhver der gik eller kjørte over Broen maatte betale en Afgift til Rasch, der havde forpagtet den; denne Afgift modtoges af Bommanden, der boede i det lille Hus paa Nedsiden af Broen. Bønderne fra Gjerpen som daglig benyttede Broen naar de skulde til Porsgrund for at afhænde sine Landmandsprodukter syntes i Længden at det trak alt for mange Penge af Lommen deres og for at gjøre en Ende paa dette Optrækkeri, besluttede de sig til at storme Broen. Saa en vikker Dag samlede de sig i Flok og Følge for at reise ned til Porsgrund og udføre sin Plan. Bommanden sad i Huset sit og anede ikke Uraad, saa hører han Larm, Hujen og Skrig som af mange Folk. Han kikkede ud af Døren for at se hvad der var paafærde og man kan tænke sig hans Skræk, da han ser Bønderne i stort mandstærkt Opløb storme mod Broen. Han løb da nedover Gaden og skreg af fuld Hals: «Nu kommer hele Gjerpenalmogen Hr. Ditlef Rasch!» Dette skede Aar 1767 og efter den tid indstilledes Oppkrævningen.
Saaledes lyder ialfald den mundtlige Beretning fra Generation til Generation fra hin Tid; i Rigsarkiverne findes intet derom.
Det har ikke været muligt at faa Rede paa, hvor Ditlef Rasch har boet, sandsynligvis har det været nedenfor Broen. Ditlef Rasch var født 1731; han var Søn af Rektor Jacob Rasch og Hustru Anne født Deichmann fra Kristiania. Han var gift med Constance Berg en Pleiedatter af Kjøbmand Søfren Nielsen og Hustru Constance født Berg, af hvilke hun var en Niece.
Paa Osebakken i den Gaard der senere tilhørte Oberstleutnant Jebe, boede ogsaa en af Familien Rasch; denne var Kaptein og gift med en Frøken Reiersen. Han var søn af Etatsraad og Tolder Christian Rasch og Hustru Constance født Aall; var en Broder af Kasserer Rasch paa Jønholt og en Brodersøn af Ditlef Rasch. Bemeldte Gaard paa Osebakken beboede Jebe i mange Aar, senere flyttede hans Søn Skibsreder Carl Jebe did og boede der indtil den brændte i 1880. Gaarden blev dog snart opbygget igjen og eies nu af Overretssagfører H. E. Møller.
Den nuværende Osebro er bygget af Kjøbmand Frants Bendixsen i 1820-Aarene, der efter Anbud overdroges at opføre Broen helt fra nyt for en Sum af 2100 Kr. (1050 Rdl.) Samme Kjøbmand opførte ogsaa Gaarden ved Osebro (nu tilhørende Berthel Andersens Enke) antagelig i 1826, da dette Aarstal skal staa indhugget i en Loftsbjelke i Huset.
Under den store Ildebrand der hjemsøgte Byen den 25. April 1865, og hvorved mange Hus omkring Osebro ødelagdes, led ogsaa Broen en saa betydelig Skade at den maatte ombygges. Det blæste en stærk Storm den Dag saa Ilden greb om sig og skaanede ikke engang Husene i Smalgaden.
I en af de nedbrændte Gaarde boede der i sin Tid en Mand der hed Kraft; han var ansat ved Byens Fattigvæsen og havde hver Mandag at uddele Mel til de Fattige, fra en Søbod lidt længere nede i Byen. Oprindelig var han Kjøbmand. Denne Gaard havde været Bombetjentens Bolig og laa lige ved Broens Nedside og blev i gamle Dage kaldt «Bomhuset». Efter Kraft kjøbte Erik Arnesen Gaarden og holdt her Hotel og drev tillige Brændevinshandel. Den sidste Eier af Gaarden var Skomager Svendsen der ogsaa drev Hotel der.
Det Sted som nu kaldes Nyork, med alle de nette pene Smaahuse, var i gamle dage en stor Slette som blev kaldt Mønsterpladsen. Efter Navnet at dømme har det vel været Soldater som ere blevne paamønstrede og afmønstrede der.
I Skibsreder Resch forrige Gaard var i gamle Dage Amtssygehuset, der i 1799 havde Amtskirurg Christian Rædisch til Læge; han var gift med Karen Jokumsen. Samme Aar kjøbte han og Kjøbmand Sivert Backa Gaarden «Jønholdt» ved Porsgrund og Gaarden «Skrukkerød» i Eidanger. Patienterne paa Sygehuset vare de, der led af Radesyge.
«Admiralgaarden» blev den Gaard kaldt, som nu eies af Hr. Konsul Hans Møller; den havde sit Navn efter Viceadmiral Fabricius, der eiet den og boede der i sine sidste Leveaar. Jens Schou Fabricius var født i Laurvig 3. Marts 1758. Han var Søn af Lars Fabricius, Overinspektør og Birkedommer i Laurvigs Grevskab. I en Alder af 13 Aar kom han til Kjøbenhavn og blev Søkadet og steg efterhaanden i de militære Grader indtil han i 1812 blev Kommandør. I Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814 deltog han som 1ste Deputert for Sødefensionen og valgtes der til en af Forsamlingens Præsidenter. Fabricius var den der foreslog, da Forsamlingen havde endt sine Forhandlinger, at Medlemmerne inden de skiltes ad skulde slutte Venskabskjeden, hvorpaa Enhver gav sin Sidemand Armen og i denne Stilling udraabte: «Enige og tro indtil Dovre falder!»
I 1821 udnævndtes han til Viceadmiral og i 1824 valgtes han til Stortingsmand for Bratsberg Amt. Han tog Afsked i 1836 og havde da tjent Staten i 57 Aar. Han var gift med Marie Elisabeth Schive født 1770 død 28. Mai 1836, Datter af Etatsraad Schive i Kjøbenhavn. Af Fabricius's 6 Børn døde den næstældste Søn der var Artillerikaptein, før Faderen; en af hans Sønner døde i Kristiania 90 Aar gammel. Viceadmiralen døde her i Porsgrund 6. April 1841 og ligger begravet paa Østsidens Kirkegaard, hvor et Jernkors med Inskription viser hans sidste Hvilested. I de senere Aar er hans Gravstøtte den 17. Mai blevet bekrandset med smukke Blomster og en stor Baandsløyfe i nationale Farver, af Porsgrunds ungdomsforening.
Paa Osebakken staar der endnu adskillige Gaarde fra gamle Dage; saaledes kan nævnes Kandidat Krohns forrige Gaard, der i sin Tid ble bygget af Kiil. I denne Gaard blev det første Apothek i Porsgrund oprettet af Apotheker Trosdahl, men i 1850-Aarene blev det flyttet ned i den saakaldte «Tolleskovgaarden» og da hed Apothekeren Thygesen. Det nuværende Apotheks Gaard blev bygget af Knudsen, der drev Apothek der i adskillige Aar og da han flyttede til Kristiania kom Apotheker Rode i hans Sted; men da ogsaa Rode senere bosatte sig i Hovedstaden, kjøbte vaar nuværende Apotheker Hr. Vauvert, samme.
Paa vor Vei nedover Osebakken kommer vi til at standse litt ved «Funnemarksgaarden» i Wiibebakken. At faa vide naar den var bygget var umulig, men at den er umaadelig gammel - maaske en af de ældste paa Osebakken - er nesten sandsynligt. Da der nemlig engang skulde foretages en større Reparation paa den og Bordklædningen maatte rives af, kunde man tydelig af Tømmeret og Bygningsmaaden se, at her oprindelig kun havde været et eneste stort Rum med Glugger eller Vinduer høit oppe paa Væggen; altsaa en Peisestue. Denne ældste Del af Gaarden er en stor Stue til Gaden ved Siden af Butikken. I Tidens Løb er der tilbygget en hel Del, indtil Gaarden har faaet sit nuværende Udseende. Det har vel aldrig været tænkt af den, der engang byggede den, at den i kommende Tider skulde ligge midt inde i en By, orngivet af andre Bygninger og Færdsel paa alle Kanter.
Før den kom i Brødrene Funnemarks Eie hed den «Krusegaarden», efter dens daværende Eier Skibsfører Michal Kruse og Bakken hed «Krusebakken».
Gaarden ved Siden af denne, tilhørende første norske Assuranseforening siden Begyndelsen af 1860-Aarene, men nu senere solgt, skal ogsaa være en noksaa gammel Gaard. I 1783 hed Gaardens daværende Eier Jens Fischer; han var Gjæstgiver og vistnok af tysk Herkomst. Han var, ifølge Optegnelser fra den Tid, en udmerket flink, praktisk og anset Mand, der foruden sit Gjæstgiveri slog ind paa forskjellige andre Gjøremaal, hvorpaa kunde tjenes Penge. Saaledes var han en Mester i at fabrikere Chocoladekager, tillave fine Likører og destilere Aquaviter; altsammen fuldstendig saa godt og billigt som i Udlandet. At han ogsaa var en rig Mand kan man forstaa deraf, at han lod bygge øvre Borge i Gjerpen til Landsted.
Slæbet ned til Vandet heder den Dag idag «Fischer-Slæbet», endskjøndt det i Aarenes Iøb er blevet forvansket til «Fiskeslæbet».
Senere hen i Tiden kjøbte Jacob Ottesen Gaarden; han var gift med Fredrikke Aall, Datter af Jacob Aall paa Borgestad. Ogsaa Oberstleutnant, Tollinspektør, Ridder, Michal Nicolai Legaard har været Eier af den og boet der. Han var født 1778 og døde 1837.
Atter maa vi standse lidt ved en gammel Gaard, det er «Austadgaarden» som den nu kaldes, og den har ogsaa vistnok sine gamle Minder fra fordums Tid. Den ældste Del af dette Hus bestod kun af et Værelse og Kjøkken nedenunder og et Værelse ovenpaa, samt en Svalgang til Gaden hvori var 3 Skabe; i det ene var Opgang til Loftet, i det andet var Nedgang til Kjelderen og det tredje var et Klædeskot. Man antager at dette Hus var bygget til Vagtbolig for den, der skulde motage AccisctoIden - Told af Forbrugsgjenstande i Indlandet, særlig ved Indførelse af Landprodukter til Byerne. Denne Afgift kom Bykasserne tilgode.
Her var altsaa en Bom tversover Gaden og man maa derfor antage at Indkjørselen til Byen har været her. Gaarden har i det nittende Aarhundrede ogsaa været eiet af en Mand, der hed Simon Bommen og man gjettet sig derfor til, at en af hans Forfædre har været ansat som Bommand og derved faaet dette Navn til Familienavn; men Vished har man jo ikke.
Huset har mindst to Gange været tilbygget og de solide, gammeldagse, udskaarne og jernbeslagne Døre, der i fordums Dage prydede Indgangen til Svalgangen, bleve fremvist af den velvillige Eier, som nu havde anbragt disse til Benyttelse i Bryggerhusbygningen.
I det attende Aarhundrede boede her i Byen eller i dens Nærhed en meget rig og anseet Mand, nemlig Nils Jacobsen Aall. Han var f. i London 1702, kom 12 Aar gammel til Brevig for at opdrages og forblev i Norge. Fra ham nedstammer den norske Familie Aall. Han drev Skibsrederi og Trælasthandel i Porsgrund hvor han lod opføre 3 anseelige Gaarde og befordrede mange og nyttige «Indretninger». Blandt hans Eiendomme var en Kvern ved «Øen» i Skien og de store Gaarde Opdal i Bø og Øverland i Hviteseid (den sidste fremdeles i Familiens Eie.)
Den ene af hans Gaarde i Porsgrund var den senere saakaldte «Floodegaard» ved Dampskibsbryggen der oprindelig kun var en enetages Gaard malet græsgrøn med 2 høirøde Porte. Da den senere hen i Tiden blev kjøbt af Doktor Møller, lod dennes Søn paabygge en Etage til. Efter Konsul Jørgen Aall Flood fik den sit nuværende Navn; han eiede den og boede der i adskillige Aar. Første norske Assuranceselskab havde i flere Aar sine Kontorer der, ligeledes Handelshuset I. & C. M. Flood.
Den anden af hans Gaarde var den senere saakaldte «Sømoegaard» der laa lidt længere nede og midt inde i en Have med store Trær. Kontorbygningen laa for sig selv ogsaa i Haven; men den blev i 1820 kjøbt af Godtfried Ulrichsen, der lod den flytte ned og oppføre paa Tomten han havde fæstet og hvor den med sit solide Tømmer endnu staar som den øvre Halvdel af Ulrichsens Gaard. Den indeholdt kun et eneste stort Rum til kontorpersonalet, men dette Rum lod Ulrichsen afdele til Kammer og Kjøkken; forresten er den uforandret med sine Bjelkevægge, sine Vinduer og sin Dør. Hovedbygningen blev ogsaa nedrevet for adskillige Aar siden, og paa Tomten er bygget det nuværende Manufaktur-Vare-Magazin.
Den tredie Gaard som Nils Aall lod bygge, var den senere saakaldte «Kammerherregaard», der har sit Navn efter Kammerherre Severin Løvenskiold der senere var Eier af den, idet han kjøpte den af sin Svoger Jacob Aall, hvis Søster Benedicte Henriette var gift med Kammerherren.
Nils Aall var tre Gange gift; første Gang 1729 med Margrethe von Josten f. 1706, d. 1737; anden Gang med Bendicta Henrikke Bergh 1738; tredie Gang 1753 med Fredrikke Sophie Rasch, f. 1726, d. 1760. Nils Aall, der døde 1784 i Porsgrund, med sine 3 Fruer og flere af hans Børn ligger begravede paa Østsidens Kirkegaard.
Naar Kammerherrens Familie om Vinteren opholdt sig i sit Hjem i Porsgrund og ikke var paa Reiser, hvilke Fester med Baller og Maskerader var der ikke i hine Dage i Kammerherregaarden? Der laa i lange Tider bagefter oppe paa Loftet alleslags rare Kostumer, som vel ikke blev regnet for andet end ubrugelige ting. Nabolagets haabefulde Ungdom sneg sig af og til derop for at beskue og gjætte sig til, hvordan dette og hint havde været benyttet, da det var i sin Glandsperiode.
Efterat Kammerherregaarden i 1838 var solgt til Kommunen for 2200 Spd. (8800 Kr.), blev den benyttet til Borgerskole for Gutter og Piger, til Telegrafstation o.s.v. Ovenpaa i et af de største Værelser blev der ofte Søndag Eftermiddag holdt Bibellæsning - det var før man fik Bedehus her i Byen. Gaarden stod dengang i sin oprindelige Skikkelse fra Kammerherrens Dage. De fleste ældre af Byens Damer og Herrer kan vel endnu mindes de morsomme Soireer, som blev holdt her i de utidsmæssige Værelser; - men man dandsede og morede sig med Liv og Sjæl og spildte ikke en Tanke paa, at Værelserne vare smaa og at det var uforholdsmessig lavt under Taget til at være Festlokale. Efterat den blev restaureret, blev den benyttet til Raadhus, Sparebanklokale, Sømandskole, Festivitetslokale og brændte til stor Sorg for Byens Indvaanere den 9/12 1901.
Kammerherre Løvenskiolds Landsted om Sommeren var Gaarden «Kjølnæs», som var sidste Gaard i Gjerpen Sogn. Naar Vaaren kom og Herskabet flyttede derud for at tilbringe Sommeren der, kunde man se Buskapen komme ud fra Kammerherregaardens Port, for at gaa opover Storgaden og fortsette udover Smalgaden til Sommerfjøset paa «Kjølnæs» og de rige havnegange der omkring.
Kammerherrens Familie og dens mange Gjæster tilbragte ogsaa lange Tider af Sommeren derude. Da var der Liv og Lystighed paa «Kjølnæs», naar alle disse fornemme Herskaber vare samlede, da var der Kjøreture og Rideture i Omegnen og storartede Baadture opover den smukke idylliske Lilleelv der slyngede sig i saa mange Bugtninger mellem grønne Enge, vakkre Kornagre, Smaakrat og i det hele romantiske Naturomgivelser helt til ovenfor Slotsbro.
Tjenerne reiste da iforveien med Proviantbaaden, der vel indeholdt alleslags deilige Forfriskninger, for at dække Bord paa et eller andet skyggefuldt Sted paa den smukke grønklædte Skrænt.
Ofte roede ogsaa ungdommen kun bort til den nu saakaldte «Inger Aalls»-Bæk, hvor man gik iland og spadserede langsmed Bækken indtil man fandt et skyggefuldt Sted, hvor man kunde leire sig i det friske duftende Græs, under Spøg og Latter.
Bækken havde sit Navn efter Inger Aall, datter af Nicolai Benjamin Aall og Hustru Amborg født Jørgensen, der boede paa Bjørntvedt. Hun blev ganske ung forlovet med sin Fætter Simon Jochumsøn Jørgensen, der var Kjøbmand her i Porsgrund. Han døde af Nervefeber kun 24 Aar gammel og blev bisat i Østsidens Kirkekjælder den 17. Mai 1736. Da disse Ligkister med de bisatte Lig bleve aabnede i Kirkekjælderen førend de optoges for at nedsættes i Kirkegaarden, blev man opmærksom paa et af Ligenes store, hvide Tænder, som vistnok tilhørte den unge 24-aarige Simon Jørgensen, der nu havde hvilt i Kirkekjælderen i over 107 Aar.
Efter Sigende sørgede Inger Aall meget over sin Forlovedes tidlige Død; og det var en Trøst i Sorgen, naar hun alene kunde sidde og græde ved Bækken over den Elskede. Hun blev senere gift med H. E. Møller f. 1780, d. paa Ekeli 1860.
«Kjølnæs» var i den Tid kun en enetages Bygning; den blev paabygget af den senere Eier, Propritær Paus, der ogsaa indkjøbte flere Jordstykker af Naboernes Eiendom, saa Kjølnæs's Grundareal blev meget forstyrret. Haven skulde i Løvenskiolds Tid været meget smuk med storartede Blomsterpartier, afvexlende med Lysthuse og smaa Parkanlæg.
Deres ældste Søn Severin er født i Porsgrund den 7de Februar 1777. Han var Norges Statholder fra 27de, Februar 1841 indtil 1856. Han blev den 9de April 1802 gift med Sophia Hedvig, Komtesse af Knuth, - Datter af Grev Knuth til Lilliendal paa Sjælland. Hun døde 17de Januar 1819 paa Fossum. Statholderen døde samme steds den 15de Septbr. 1856.
Hans yngre Brødre Fritz og Nils Løvenskiold ble begge to gifte med Søstre af Propritær Paus paa Kjølnæs. Den førstnævnte der var Kammerherre og boede paa Rafnæs, var gift med Maren Paus. De flyttede senere til Kristiania hvor han blev Postmester. Forstjunker Nils Løvenskiold, der boede paa Vold var gift med Anne Paus. Gamle Kammerherren døde i 1818.
Familien Løvenskiold blev optaget i den danske Adelstand 1739 og fik da dette Navn. Forhen hed den Leopoldus, idet Herman Leopoldus, der døde 1750, var den første af Navnet Løvenskiold. Han var Søn af en til Kristiania indvandret Bremenser, som her havde svunget sig op til en anset og formuende Handelsmand, saa Familiens Adelskab grunder sig især paa denne Formue og har hævdet en uafhængig og indflydelsesrig Stilling lige op til den nuværende Tid.
Gamle Kammerherren var en Sønnesøn af Herman Leopoldus Løvenskiold. Sidstnævnte har vistnok eiet Bjørntvedt og muligens ogsaa boet der, thi i en gammel Grundleiebog fra 1713, finder man Navnet Herman Leopoldus undertegnet, Beviset i mange Aar for, at Grundleien er rigtig betalt til Bjørntvedt af vedkommende Skyldner.
«Aallgaden» hed i gamle Dage den nuværende Skolegade; den havde sit Navn efter Nicolai Benjamin Aall, hvis Gaard laa omtrent der, hvor Baumanns Gaard nu er beliggende; men lidt længere op fra Storgaden. Det var en 2 Etages Bygning som efter Aalls Død blev solgt og nedrevet og opbygget i sin nuværende Skikkelse.
Midt i Aallgaden stod en stor Vandpost, der fik sit deilige friske Vand fra Pompedalen og hvor alle omkringboende Familier lod hente Vand. Her var i de Dage et Samlingssted for Tjenestepigerne, der ved Vandposten satte hinanden Stevne for at slaa af en lun Passiar om Dit og Dat. Husmødrene vare nok ofte Ergerlige og utaalmodige over deres lange Udebliven og mangen Gang vankede der Skjænd, men de undskyldte sig stadig med, at de ikke kunde komme til at faa Vand før da det maatte gaa efter Tur.
Nic. Benj. Aall var Søn av Nils Aall og dennes 2den Hustru Bendikte Henrikke født Berg; han var født 8de April 1739. Han studerede Theologi og var en kort Tid ogsaa Medhjælper hos Biskop Gunnerius; men han nedsatte sig senere i Porsgrund som Kjøbmand og ved Trælasthandel og Skibsrederi samlede sig enbetydelig Formue. Han var en driftig Forretningsmand, meget sprogkyndig, vel bevandret i Dagens Literatur og besad en usedvanlig Dannelse, forenet med et vist Alvor og Værdighed i Karakter og Væsen der gav ham stor Anseelse blandt hans Medborgere, som i vigtige Anliggender jevnlig søgte hans Raad.
Han var gift med Amborg Jørgensen, Datter af Jørgen Simonsen, Kjøbmand i Skien, og Hustru Inger født Coldevin fra Laurvig. De blev gifte i Skien den 17de Februar 1769; hun var født i Sept. 1741. Hun var en stille og from Kone, der opofrede sig ganske for sin Mand og sine Børn. De havde 4 Sønner og 3 Døtre, og især Sønnerne bleve efter Datidens Skik strengt opdragne; hvorfor ogsaa den næstyngste Søn Jacob skriver i sine Erindringer om Hjemmet : «Naar Børnene kom ind i Stuen maatte de staa opstillede ved Døren og turde aldrig uden Opfordring blande sig i de Voxnes Samtaler. De maatte ikke alene være deres egne Tjenere, men de to yngste Sønner Jacob og Nicolai maatte skiftes til daglig at gjøre fuldstændig Tjener-Opvartning ved Forældrenes Bord og gaa en Leietjener tilhaande naar der var Fremmede.»
Til de to Brødres Undervisning havde de Huslærere, men var svært uheldig i Valget af disse; en var drikfældig, en anden uduelig, en tredie baade uduelig og drikfældig. Den sidste var en raa og opfarende Mand, der slog Børnene for den mindste Forseelse og brugte saa haarde Revselser, at det endog fremkaldte de forbigaaendes Medlidenhed. Saaledes fortelles, at en Telebonde, der gik forbi og hørte vaandefulde Skrig fra Skoleværelset gik op og truede Læreren med Prygl, dersom han foer saaledes afsted med «Aalens Barn!»
Alle deres Sønner kom til at indtage høie Stillinger i Samfundet, hvoraf Statraad Nils Aall til Ulefos og Jernverkseier Jacob Aall til Næss Jernværk ere de mest bekjendte. Statsraaden blev 1ste Gang gift med Mariane Møller, en Datter af Doktor Hans Møller i Porsgrund og Hustru Eleonore Hedvig født Rasch; 2den Gang med Christine Blom, Datter af Kjøbmand i Skien Hans Christophersen Blom og Hustru Elisabeth Catharine f. Rougtvedt. De boede i mange Aar paa Søndre Brekke ved Skien.
Jernværkseieren blev gift med en Datter af Justitsraad Stephansen hvis Frue var f. Sejersløv. Fru Aall hed Lovise Andrea og var f. i Kjøbenhavn 30/10 1779 og døde paa Næss 30/5 1825. De bleve gifte 1799. Samme Aar kjøbte han for sin Fadersarv Næss Jernværk, hvor han blev boende hele sit Liv som Privatmand og udfoldede megen Virksomhed. Han oversatte Snorres Kongesagaer og udgav baade disse og andre Oldskrifter paa egen Bekostning. Hans «Erindringer» indeholder Bidrag til Norges Historie før og omkring 1814 og er et vigtigt Kildeskrift. Til Universitetets Grundlæggelse skjænkede han 20,000 Rd.
Jørgen Aall - Nic. Benj. Aalls næstældste Søn - var ført 22/2 1771. Han opholdt sig flere Aar i England og Frankrige, kom senere paa sin Faders Kontor, men ifra 1796 drev han egne Forretninger i Porsgrund. Han drev vesentlig Skibsrederi og eiede i 1805 8 Skibe paa tilsammen 923 Læster; men daarlige Tider og Tab af Fartøier under Krigen undergrov hans Velstand. Han var Eidsvoldsmand for Porsgrund 1814 og 1815-1816, Repræsentant for Skien og Porsgrund. Han var ogsaa fransk Konsul i mange Aar.
Den 27/12 1793 holdt Jørgen Aall Bryllup i Drammen med Frøken Gurine Birgitte Weyer; de bleve viede i Strømsø Kirke.
I Biskop Claus Pavels' Autobiografi findes der nogle Optegnelser om det unge Pars Bryllupsreise fra Drammen til deres Hjem i Porsgrund.
Pavels var dengang Kapellan i Brevig. Han fortæller:
«Det var en Søndag Eftermiddag først i Begyndelsen af 1794 jeg havde den Dag prædiket i Eidanger og spist Middag paa Tveten hos Sorenskriver Norss.
En ung Kjøbmand Aall havde været i Drammen og giftet sig og ventedes nu hjem med sin unge Kone. Hele det elegante Porsgrund vilde tage det nygifte Par imøde. Sorenskriveren og hans Kone var også af Partiet og overtalte mig til at følge med. Vi samledes paa Lillegaarden, en Fjerdingvei hinsides Kirken. Der kom de unge Folk østerfra, og efterat have taget nogle Forfriskninger, kjørte vi i en Karavane paa 42 Slæder til Brudgommens Fader, Kjøbmand N. B. Aall. Et prægtigt Aftensmaaltid ventede os der; en Time efter Midnat fulgte vi Jørgen Aall og hans Kone til deres yderst smagfulde Bolig og Klokken 3 vare vi igjen paa Tveten.
Faa Dage efter gav det unge Par stort Middagsgilde, og jeg blev indbuden med dertil.
Dette Hus blev mig fra den Dag det kjæreste i den hele Egn. Mand og Kone vare to meget elskverdige Mennesker, hun især uendelig interessant og en af de agtværdigste Hustruer og Mødre jeg har kjendt. I intet Hus fandt jeg den Aands og Hjertets Næring, som i deres; sjeldne, høitidelige Festdage var de Dage jeg tilbragte der, men desto omhyggeligere bevarede ogsaa Hjertet deres Minde.»
Pram beretter: «at Brødrene Aall besad skjønne Bogsamlinger, hvorfra Kultur udbredte sig. Man fandt i deres Hjem den slebneste og ædleste Omgangstone der ogsaa adlede deres Forlystelser.»
Fru Jørgen Aall var Datter af Krigskommisær Hans Th. Wejer og Hustru Magdalene f. Kiil. Hun var f. i Drammen 1770 og døbt i Strømsø Kirke 5/3 samme Aar.
Jørgen Aall eiede foruden sin Gaard i Porsgrund ogsaa Eiendommen «Roligheden». Hans Fader lod paa den saakaldte «Gaasegrund» i 1783 bygge dette Landsted. Derud flyttede Jørgen Aall med sin Familie i 1813 efterat en Ildebrand havde ødelagt hans prægtige Gaard i Byen.
Her døde Fru Aall den 25/8 1819 og hendes Mand 7/4 1833. De ligger begravede paa Østsidens Kirkegaard, hvor et smukt Monument viser hvor Eidsvoldmanden Jørgen Aall ligger. Dette Monument bliver bekrandset hver 17de Mai, samtidig med Eidsvoldsmanden Fabricius.
Den yngste af Brødrene - Nic. Benjamin - overtog Bjørntvedt efter Faderens Død. Han var f. 1776 og blev gift i 1804 med Anne Cathrine Iversen f. 1786, Datter af Skipper Lars Iversen og Hustru Inger f. Wrigh. Han døde paa Bjørntvedt Pintseaften 1811, Fruen døde i Kristiania 1849.
Foruden de 4 Sønner havde Nic. Benj. Aall 3 Døtre. Af disse blev Bendikte gift med Ulrik Cappelen paa Frednæs, Inger med Kjøbmand Hans Møller i Porsgrund og Constance med Herlofsen i Arendal.
Nic. Benj. Aall var ogsaa Eier af Ulefos og Gata foruden Bjørntvedt; denne Gaard var da den kom i hans Besiddelse, en ældre Gaard, thi han lod Hovedbygningen nedrive for at opføre en større tidsmæssig Herskabsbolig hvoraf kun en Sidefløi blev færdig, som endnu står fra hans Tid næsten uforandret. Denne blev opbygget 1783.
Nic. Benj. Aall døde 16/1 1798. Han blev begravet 26/1 paa Østsidens Kirkegaard, hvor et stort Jernmonument lige ved Kirkens Væg viser, hvor han og hans Frue hviler. Hun døde i Porsgrund 25/11 1815. De forærede i 1762 til østre Porsgrunds Kirke 2 store Postamenter forestillende Moses og Aron, der endnu staar som en Pryd i Kirken fra gamle Dage, til Minde om Nic. Benj. Aall og hans Frue, der levede for 144 Aar siden.
Hvor «Hotel Viktoria» her i Byen nu er beliggende, stod før i Tiden en 2 Etages Gaard der eiedes og beboedes af Konsul Jens Severin Gasmann. Han var f. 8/6 1776 paa Gaarden Foss i Gjerpen. Hans Forældre vare Prokurator Niels Egidius Gasmann og Hustru Kristine f. Schweder. I 1826 erholdt Gasmann kongelig Bevilgning som vare, Vexel- og Skibsmægler i Langesundsfjorden efter afdøde Søren Rasch, og i 1828 blev han konstituert som Søindrulleringsbetjent efter afdøde Kammerraad og Toldinspektør Hammond; han blev først ansat i samme Stilling i 1830. Foruden sin Gaard i Porsgrund, var Gasmann også Eier af Gaarden Skrukkerød som han kjøbte af Sivert Backa 1811.
Gasmann var en meget anseet Mand, der var med i alt, hvad der paa den Tid var fore i Porsgrund; mødte også paa Storthinget som Suppleant for Skien og Porsgrund i 1824, hvilke Byer ifra 1814 til 1842 valgte Storthingsrepresentant isammen.
Imedens han var paa Storthinget, brændte hans Gaard her i Byen 3/4 1824. Ilden udbrød hos Kanselliraad Morgenstiernes, der boede i Nabogaarden, hvorom Fru Gasmann forteller i et Brev til sin Mand følgende: «Vi maatte ud midt paa Natten i Storm og Snefog; Ilden udbrød i Morgenstiernes Dagligstue og disse kom næsten nøgne ud.»
Gamle Folk her i Byen kan endnu fra sin Barndom mindes denne Brand der udbrød under en stærk Snestorm midt paa Natten, og de kan fortælle om, med hvilket Besvær Heste, Kjør og Fjærkræ blevet reddet ud af den brændende Bygning. Dyrene bleve jagede opover Løkkerne til Bjørntvedt hvor de formodentlig fik midlertidig Husly.
Hos Gasmanns holdtes der mange Kjør (Gasmann drev nemlig ogsaa Brænderivirksomhed, saa de af Byens Familier der holdt Kjør, sendte almindelig disse om Vinteren til Brænderiets Fjøs) og en Masse Fjærkræ, bestaaende af Kalkuner, Gjæs, Ænder og Høns, som om Sommeren næsten fyldte det store Gaardsrum, naar de vare ude for at trække frisk Luft.
Gaarden blev senere opført i sin nuværende Skikkelse og Gasmann boede der til sin Død. I 1818 blev han britisk Vicekonsul og i 1833 udnævntes han til Ridder af Vasaordenen. I Aaret 1800 blev Gasmann gift med Boel Jørgine Zachariassen, der var Datter af Kjøbmand i Skien, Jørgen Zachariassen og Hustru Boel f. Larsen. Dennes Fader var Kjøbmand i Brevig. Fru Gasmann var altsaa af den store og vidtforgrenede Slægt Jørgensen og Zachariassen (oprindelig hed Familien Wesseltoft) fra Skien, hvis Stamtavle Konsul Gasmann har samlet og nedskrevet i 1847. Af denne sees, at de største og mest formuende Familier i Skiensfjordens Byer ere blevne indgiftede i den Wesseltoftske Slægt.
Stamfaderen hed Simon Jørgensen Wesseltoft der som ganske ung Mand kom hid fra Skaane i den sidste Femtedel af det 17-Aarhundrede og bosatte sig som Kjøbmand i Skien. Hans Sønner, Jørgen og Zacharias Simonssønner, vare ogsaa Kjøbmænd og bosatte i Skien og meget rige og ansete Mænd. Der vides at disse 2 Brødre forærede til Vestsidens Kirke i Porsgrund 1757 den ene af Kirkeklokkerne. Disses Efterkommere antog Navnene Jørgensen og Zachariassen.
Jørgen Simonsen hadde 2 Sønner, Simon og Jokum Jørgensen, disse kjøbte Molhaugen 1763 hvor de drev Skibsbyggeri og havde stor lastetomt og hvorfra deres meste Udskibning skede. I Bratsbergs Amts Beskrivelse af Løvenskiold står: «Landstedet og Ladepladsen Molhaugen ligger formedelst sin lystige Beliggenhed og Skov meget angenemt.»
Ved Jokum Jørgensens Død løste hans Børn formodentlig Onkelen udaf Firmaet og overtog det alene, thi Løvenskiold fortsætter saadan: «Molhaugen tilhører nu salig Jokum Jørgensens Arvinger, en Afkom af en værdig Fader og meget indsigtsfuld Handlende; hans Bo bliver bestyret af Arvingernes Onkler, Hr. Simon Jørgensen og Nic. Benj. Aall, gode Husholdere og ædelmodige Mænd, der siden Boet kom under deres Behandling have forøget deres Velstand med 70,000 Rd. (140,000 Kr.)
I 1787 havde Jokum Jørgensens Arvinger 63,000 Rd. i Obligationer i Bolviks Jernværk.
Også Zakarias Simonsens Sønner, Simon og Jørgen Zakariassen, havde Skibsbyggeri i vestre Porsgrund. I 1781 havde de bygget et Skib og senere hadde de to paa Stabelen. Et af disse Skibe forliste paa sin anden Reise til London med Ladning; det hed «Spes et Fortuna». I 1783 eiede de 8 Fartøier hvis samlede Besætning var 143 Mand.
Til vestre Porsgrunds Kirke som blev indviet den 16/3 1758 gav Firmaet «de nye Klokker til Taarnet samt flere Ornamenter.» Ligesaa gav Simon Zakariassen «Disk og Æske til Brødet.» Disse Familier var meget godgjørende og skjænkede Gaver til de forskjellige Kirker. Saaledes gav Inger Wright og hendes Mand, Skipper Lars Iversen, ved sit Bryllup, «en Klokke til vestre Porsgrunds Kirke og senere Orgelet til samme.» Inger Wrights Moder var født Jørgensen; hun var en Søster af Fru Amborg Aall paa Bjørntvedt og tillige en Søster af Ragne Johanne Jørgensen, der blev gift med Kjøbmand og Skibsreder Jørgen Chrystie i Brevig. Disse gave i Anledning sit Bryllup 1756 til Brevigs Kirke: «Fløyels Træk, til Prædikestolen med ægte Guldfryndser og Snorer», og ved Mandens Død 1787 gav Enken til Eidanger Kirke, som dengang blev udvidet og restaureret, «Alterklæde med Guldprydelser, 2 Altersduge med Kniplinger og 2 Døbehaandklæder ogsaa besat med Kniplinger.»
Men den største Gave blev dog givet af Marthe Zachariassen (en Datter af Zakarias Simonsen) der blev gift med Kjøbmand Nils Carlsen i Drøbak; de skjænket Drøbak dets Kirke, der blev indviet 1776, samt et Hospital for fattige Enker, en Almueskolebygning m. m. Hendes Fader gav Altertavlen til Kirken, samt flere andre Ting, og hendes Broder Zakarias gav ogsaa rundhaandet til samme. Af denne Familie hænger der 11 malede Portrætter i Kirkens Sakristi i Drøbak.
Konsul Gasmann døde 7/5 1850; hans Frue der var født 20/2 1779, døde i Porsgrund 1848.
Ved Gasmanns Død blev Gaarden solgt til Simon Karenius Høegh 1851 der anlagde et ølbryggeri sammesteds og drev senere et større Bageri. Var Sparebankkasserer i Porsgrund fra 1868. Sønnen Simon Høegh var ogsaa Eier af Gaarden i adskillige Aar, forinden den blev solgt til Hotel.
Gamle Høegh døde 28/12 1893. Hans Frue f. Viborg døde ........ Hun udgav i 1893 en Stamtavle over Familien Wesseltoft, da hendes Mand paa sin Moders Side nedstammer fra nævnte Slægt.
Paa et gammelt Billede af Porsgrund fra Aarene omkring 1820 eller maaske før, ser man ved Siden af Gasmanns to Etages Gaard, en mindre på en Etage, med et høit skraat Tag. Denne laa lige ud i den nuværende Skolegade eller Aallgaden som den dengang kaldtes og en smal Vei førte forbi den op til Smedgaden (senere Høghegaden).
Smedgaden havde sit Navn efter en gammel Smed, Christen Olsen, som havde sin Smedie og et lidet Vaaningshus deroppe. Foruden Smedens Hus var der i hele Gaden kun et til, og det staar der endnu og tilhører Petter Nilsen. Det er 131 Aar gammelt og er det sidste Hus i Gaden nærmest Gjærfabrikken.
Rundt omkring var der Løkker, og på Hjørnet hvor man nu svinger opp til Høeghalleen, stod en stor Lade; lidt høiere op var en Grind. En Sti førte over Løkkerne til St. Hansaasen og Kirkehaugen, og man passerede da det lille Hus, som nu i flere Aar har været beboet af den katolske Præst Hr. Blom; det blev bygget af en Mand der gik under Navn af Jens Færgemand. Paa Veien fra Smedgaden og opp til Bjørntvedt fandtes ingen flere Huse end de to smaa gamle rødmalede Hjørnehuse man endnu ser paa hver sin Side af den nuværende Grændsegade, det ene paa Porsgrunds, det andet paa Eidangers Grund.
Efter denne lille Afstikker op i Smedgaden, maa vi atter ned i Aallgaden til den Gaard med det høie, skraa Tag som staar paa Billedet.
Den sidste der boede der var Kancelliraad Morgenstierne der var kommet op fra Danmark til Norge i 1806 og bosatte sig først paa Moss hvor han under Krigen var Fører for en Sektion af Kystværnet.
Han var af dansk Æt, hvis Stamfader Justitsraad Bredo Munthe blev adlet 1755. Kancelliraad Bredo Henrik von Munthe af Morgenstierne var født i Vordingborg 1774. Han studerede Retsvidenskab, tog juridisk Examen og blev Assessor i Kjøbenhavns Hof og Statsret og 1802 Høiesteretsadvokat. I 1804 forlod Familien Kjøbenhavn og reiste et par Aar i Udlandet, særlig i Tyskland og Holland, hvor Morgenstierne, der var en dygtig Violinspiller, især dyrkede Musikken. I 1810 blev Morgenstierne Overretsprokurator og i 1820 (?) blev han udnævnt til Sorenskriver i Bamble og derved kom Familien til Porsgrund.
Opholdet her i Byen blev dog kun af kort Varighed; forskjellige Omstændigheder bidrog sit til samme og ikke mindst den Ildebrand der udbrød hos Morgenstiernes den 3/4 1824 hvilken baade lagde hans og Nabogaarden i Aske.
Han var Sorenskriver til 1829 og flyttede efter Branden til Skien; derpaa flyttede han til Kristiania, da han blev paalagt sammen med tre andre jurister at forfatte Udkast til ny Kriminallov i 1828. Han har udgivet en Mængde juridiske og politiske Brochurer og var Medudgiver af flere juridiske Tidsskrifter. Han døde 1835 i Kristiania.
Hos Sorenskriver Morgenstiernes var der flere baade Sønner og Døttre; en af Sønnerne, Hr. Kammerherre og Toldkasserer Morgenstierne i Tønsberg var født her i Porsgrund. Døttrene vare rigt begavede Damer i Musik.
Gaarden nedenfor «Viktoria Hotel» er den saakaldte «Hammondgaard» fra gamle Dage, idet Kammerraad og Toldinspektør Hammond kjøbte den 23/7 1805 for 2500 Rd (5000 Kr.), og han boede her til sin Død 1828. Han døde af et Slagtilfælde en Aften han kom fra et lidet Familieselskab hos en af sine Svogre; han var naaet helt opp til Porten, men her segnet han om. Det var formodentlig en mørk Aften, thi han havde en tændt Lygte i Haanden, og dette lille Lysglimt bevirket, at Vægteren paa sin Runde enten nedover eller oppover Gaden saa et lidet Lysskjær deroppe, men lagde ikke mere Mærke dertil og fortsatte sin Vei; men da han senere atter passerede Gaden og saa fremdeles det lyste, gik han op for at undersøge hvad det var og fandt da Kammerraaden bevistløs.
Hammond var gift med en Datter af Etatsraad og Tolder Christian Rasch paa «Raschenborg» og havde 3 Børn, en Søn og to Døttre. Sønnen Thomas Hammond døde 1861 som Sognepræst til Rennesø og blev gift med Frøken Emma Bretteville. Datteren Adelaide blev gift med Sognepræst til Holtaalen, Frost, og den anden Datter Louise med kongelig Fuldmægtig Peter Krohn. Begge Døttrene giftedes fra Postmester Krohns Hus i Skien, hvor de efter Forældrenes Død vare optagne som Pleiedøttre.
Før Hammond, eiedes Gaarden af Søren Rasch der var Søn af Lodsoldermand og Mægler Ditlef Rasch og Hustru Constance f. Berg, og overtog ved sin Faders Død begge disse Bestillinger. Efter sitt Opbud 1805 flyttede han op til en liden Gaard i Nærheden af Osebro, men boede senere i den Gaard, der Lengere hen i Tiden eiedes af Kjøbmand og Sparebankkasserer Riise. De havde ingen Børn, men en Pleiedatter. Han var gift med Constanse Løvenskiold.
I 1833 blev Gaarden solgt til Skibsfører Hans Jacob Backa for 2000 Spd. (8000 Kr.) som dog allerede i 1844 solgte den til Byfoged Heyerdahl for 700 Spd. - siger og skriver 2800 Kr. !
Byfoged Heyerdahl boede der til sin Død 1859, og i hans Tid var Byfoged og Postmesterembedet forenede. Heyerdahl var gift med Frøken Leschly, hvis Søster var gift med Digteren Mauritz Christopher Hansen. De havde 3 Børn, 1 Søn og 2 Døttre. Sønnen Christian Heyerdahl var Grosserer, og blev gift med sin Cousine Marie Leschly. De boede i Kjøbenhavn. Datteren Antoinette blev gift med sin Fætter Carl Hansen der var Læge i Kristiansand og Datteren Hilda med Kjøbmand Thoresius Arveskoug i Porsgrund.
Efter Heyerdahl kom Gaarden i Skibskaptein Borchsenius' Eie, og i 1870-Aarene blev den kjøbt af Bagermester Johannessen. Hvor naar den er bygget vides ikke, men efter Bygningsmaaden at dømme, er den vistnok er af de ældste Gaarde paa Østsiden.
Men meget ældre end denne, er dog afdøde Frøken Birgitte Paus's Gaard ved Torvet, nu kjøbt af Porsgrunds Aktiebageri; denne Bygning ved man med Vished er 187 Aar gammel; thi ifølge den gamle Grundleiebog som endnu existerer, er den i 1720 bygget paa Gaarden Bjørntvedts Grund og til samme hørte «en liden Kaalhauge og 1/3 Strandret.»
Den Mand der lod den bygge hed Lars Halvorsen, og han eiede den vistnok i mange Aar; men den har alligevel i det lange Tidsrum havt forskjellige Eiere; thi foruden Lars Halvorsen, findes Halvor Jobsen Arveskaug at have eiet den, der dog i 1775 solgte den til Thomas Jørgensen for 298 Rd. (596 Kr.) I 29 kar var den i Thomas Jørgensens Besiddelse, men i 1804 solgtes den til Petter Jacob Dahm og denne atter i 1828 til Gartner Per Paus; men da var den kommet op i 800 Spd. eller 3200 Kr.
Af disse Eiere vil vi standse lidt ved Halvor Jobsen Arveschoug. Hans Bedstefader hed Christen Arveschoug, der hadde 5 Sønner, som alle bleve opkaldte efter bibelske Navne. Den af disse, der sandsynligvis har været bosat i eller omkring Porsgrund, er Job Christensen Arveschoug f. 1676 d. 1751, der var gift 3 Gange og havde 10 Børn.
Jobs Sønner, Bertel f. 1707 og Halvor f. 1710, var Borgere og Kjøbmænd i Porsgrund. Halvor var en velstaaende Mand og skjænkede Penge til Porsgrunds Kirke (Østsidens) og havde en af de kostbare indelukkede Stole i Kirken. Han var gift med Anne Kiil - der var f. 1721 og d. 1775 - han selv d. 1783.
Af denne gamle Slægts Familienavn Arveschoug er saavidt man ved ingen igjen paa disse Kanter; men paa Vestlandet findes Navnet endnu, og i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede var der flere af Navnet baade i Drammen og Kristiania.
To af de gamle og interesante Gaarde paa Østsiden, strøg med ved Branden St. Hansaften 1905; nemlig den saakaldte «Meierigaard» og Konsul Franklins Gaard, der før i Tiden hed «Raschenborg».
«Meierigaarden» var en stor og gammel en Etages Gaard, der i 1783 eiedes af Kammerherre Severin Løvenskiold og fik denne Privilegium paa Færgningen over til Vestsiden. Privilegiet gik senere over til kommunen, der, efter en Tidlang at have bortforpagtet det til to Færgemænd, tilslut lod det drive for egen Regning ved 4-5 Mand, med voxende Overskud.
Omkring 1810 eiedes Gaarden af Gyldenpalm, der dette Aar tog Afsked som Lagmand og Borgermester i Skien. Familien hed oprindelig Hagerup og den begyndte med en Justitsraad Eiler Hagerup, hvis Søn var Biskop i Trondhjem, og hans Søn var igjen Hans Hagerup, Etatsraad og Stiftamtmand i Kristiansand. Denne blev adlet under Navnet de Gyldenpalm 23. februar 1781. Hans Søn Eiler Hagerup var f. i Trondhjem 1740 og døde i Porsgrund 1817.
Efter Lagmand Gyldenpalm fik Gaarden Navnet «Lagmandsgaarden» og til denne hørte den Løkke som endnu benævnes for «Lagmandsløkken» og hvor en ny Gade er anlagt. For at komme til denne Løkke fra Lagmandsgaarden, spadserede man over en Bro, der gik fra Stenbruddet og ligeover Tussesundet til Fjeldet. I Tussesundet var der stadig Vand og ufremkommeligt; hist og her laa nogle store Stene, Fodgjengere kunde benytte at gaa paa, men Vandet kom nedenfra under Helleberget og fortsatte i en Bæk, der gik ved Skjæret ud i Elven.
Lagmandsgaarden og nogle flere Huse der nede, dannet saaledes en liden Ø for sig selv.
Lagmand Gyldenpalm var gift med Andrea Aasille Dedekam fra Arendal. De havde 1 Søn og 3 Døtre. Sønnen der hed Manilius, overtog Faderens Eiendomme. Af Døttrene, var Elise Cathrine gift med Kasserer Rasch paa Jønholdt, de 2 andre, Anna Margrethe (f. 1779 d. 1846) og Ellen Aasine (f. 1785 d. 1850) vare ugifte.
«Raschenborg» der laa paa den gamle Toldbodø, var vistnok bygget til at være Toldbod og blev benyttet som saadan i flere Aar, indtil den ved Mageskifte kom i Etatsraad Raschs Besiddelse. Han blev ansat som Tolder her ved Toldboden i 1773 og lod bygge den Gaard som i saa mange Aar senere tjente som Toldbodgaard, imedens Etatsraaden selv flyttede ind i den forhenværende store og anseelige Toldbodgaard, med sine mange Værelser og vakkre Beliggenhed. Hvilket Aar dette skede vides ikke, men antagelig har det været imellem 1785 og 1798.
Her paa «Raschenborg» holdt Etatsraadens sine store, fine Selskaber og storartede Baller, hvortil var indbudt alt hvad der var fornemt og elegant af Herskaber i Porsgrund, Skien og Omegn. Etatsraaden var Søn af Rektor Jacob Rasch i Kristiania og Hustru Anne f. Deichmann. Han var tvende Gange gift, først med Constance Aall - Datter af Nils Aall, anden Gang med Adelheid Marie Paulson fra Risør. I første Ægteskab var der 2 Sønner, nemlig Jacob Vilhelm Rasch der var Toldkasserer og boede paa Jønholdt, gift med Frøken Gyldenpalm, og Kaptein Kristian Rasch gift med Frøken Reiersen; de boede paa Osebakken. I andet Ægteskab var Sønnen Henrik Jørgen Rasch, der var Toldkasserer i Grimstad og gift med Enkefru Ottesen; hun var Datter af Jacob Aall paa Borgestad. En Datter var gift med Kammerraad Hammond. En Sønnesøn af Etatsraaden var Nils Aall Rasch, der var overtoldbetjent. Han døde for et par Aar siden i Kristiania i en høi Alder.
Efter Etatsraadens Død overtog Sønnen Toldkassereren «Raschenborg»; denne der samtidig eiet «Jønholdt», boede vist aldrig selv der.
For omtrent 57 Aar tilbage i Tiden, var Værelsene næsten uforandrede fra Rasch boede der. I det forhenværende Toldbodkontor var Gulvet fremdeles umalet efter den Tids Skik og Brug; men istedetfor var det dekorert med tusindvis af Blækklatter, som en Erindring om den Tid da det var Toldkontor og de forskjellige Toldfunktionærer sad ved sine Pulte og skrev med de spruttende Fjærpenne der bleve dyppede i det store og dybe Blækhus. Det var saa ofte uforvarende, at Pennen i Hastværket kom for dybt i Blækhuset og blev mere rig paa Blæk, end man ønskede den skulde være. For ikke da at ødelægge det man var ifærd med at skrive, tog man Pennen og skvættet af det overflødige Blæk paa Gulvet. Deraf alle disse Blækklatter.
Paa den lange Gang ovenpaa, førend man kom til Salen og Salskammeret, var der indklædt et lidet Værelse med et halvt Vindu der vendte mod Gaarden. Her var Hylder opover Væggen med forskjellige Krukker, hvori Salver, Sminker, Pensler og Pudder; her var Knagger rundt Væggen hvorpaa hang hvide tynde og lette Pudderkaaber som Herskaberne tog paa sig og indhyllede sig i naar de bleve sminket og pudret, her var nemlig Familiens «Pudderkammer».
I alle rige og fornemme Familier var der i «Parykkernes Tid» et saadant Værelse, hvor baade Familiens Medlemmer og ofte ogsaa Gjæsterne, naar de havde et Stykke Vei at reise til Selskabet eller Bal - bleve af «Paruque-Mageren» toucherert og pudret.
Porsgrunds Paruque-Mager hed i de Dage Colling. Han var Tysker af Fødsel og boede paa Hjørnet af Storgaden og «Collingbakken», som efter ham har sit Navn. Han var gift og havde en Datter. Gaarden hvori han boede brændte St. Hansaften 1905, og et stort Plommetræ der stod i Haven som tilhørte Gaarden sagde man var ifra hans Tid.
Naar nu alle disse fornemme og adelige Familier og Herskaber her i Byen havde større Selskaber eller Baller, da var Paruque-Mager Colling svært i Vinden og havde forferdelig meget at gjøre. Parykker af de forskjelligste Størelser og Udgaver fik han naturligvis hjem for at pynte, krølle og pudre, men et bestemt Klokkeslet skulde han indfinde seg i Pudderkammeret hos den Familie hvor Selskabet skulde tilbringe Aftenen og her holdt han det da gaaende hele Aftenen og kanske Natten med.
Snart var der en Dame der ønskede paanyt at blive «toucheret», snart en anden hvis Pudder i Dansens Hvirvel var føget væk og nu bad om hans Bistand og Hjælp. Med et eneste Blik opdagede han snart hvad der manglede og hvad der tiltrængtes og med dybe og allerunderdanigste Buk forsikkrede han, han var Fruens eller Frøkenens, Baronessens, Kammerherreindens eller Etatsraadindens ydmyge Tjener, hun havde kun at befale. Og imedens disse stive, silke og fløielsklædte stolte Damer med de dybt nedringede Kjoleliv og den smukt pudrede Hals og Arme, - rigt besatte med juveler og Perler, - satte sig foran Speilet, tog han de hvide Kaaber ned af Knaggerne og indhyllede hende med stor Forsigtighed for at begynde paa sit Fornyelsesværk.
Og hun fulgte i Speilet enhver af hans Bevægelser ind til han var færdig, som han tillod sig underdanigst at melde. Med stor Behændighed og Forsigtighed tog han da Kaaben af hende, hvorpaa hun med et let Tak forsvandt og trippede afsted paa de hvide eller kulørte fine spidse Sko af Silke eller Korduan, for atter at deltage i Selskabets Glæder eller maaske danse en sirlig Menuet eller Qvadielle med sit Hjertes udkaarne, medens Parykmageren stod dybt bukkende.
i 1652 ansøgte Skiens Borgere Kong Fredrik den 3die om Tilladelse til at bygge en Toldbod «paa den Øde Ø Porsgrund under Jønholdt og Eidanger». Man fandt dette Sted langt mere hensigtsmæssigt og bekvemt end Langesund, hvor Fjordens Hovedtoldsted havde været siden 1587, og hvor den ansatte Toldskriver havde en aarlig Løn af 50 Rdlr., dertil 1 Rdlr. ugentlig i Kostpenge og 2 Klædninger om Aaret. Han skulde ogsaa have Løn til en Skrivedreng og fri Bolig.
70 Aar længere hen i Tiden, nemlig i 1657, er Tolderens Løn steget til 420 Rdlr. i Langesund.
Ved den omtalte lille ø havde det allerede i lange Tider været almindeligt at lade større Fartøier indtage Trælast, dels i egne, dels i hollandske Skibe, og da Regjeringen indsaa Nødvendigheden af, at der heroppe i Fjorden blev oprettet en Toldbod, fik Lehnsherren Sivert Urne Fuldmagt til at ordne disse Affærer.
Øen tilhørte dengang Thore Gundersen paa Jønholdt og Nils Gundersen paa Bolvik, og Lehnsherren underhandlede da med disse Herrer om et Mageskifte af nævnte ø. Dette kom ogsaa istand og de to Herrer Gundersen fik i Vederlag «Aamdal» i Melum med Pladsen «Majer» med underliggende Fiske og Fos ved Skotfosen, samt «Røraasen». Sandelig et godt Bytte for den lille porsbevoxede ø; men Regjeringen skjønte nok at dette vilde lønne sig alligevel, naar man tog hensyn til Landtolden, der blev opkrævet af Skibene. Derpaa blev Fjordens Hovedtoldsted henlagt til Toldbodøen i 1652. Senere hen i Tiden indtil 1784, var der Toldbod paa de forskjellige Stede her omkring, saaledes i «Skien», «Langesund», ved «Traag» i Bamble, ved «Eidangerstranden» i Eidanger Sogn og ved «Eghernrød» oppe ved Skien.
Som sagt i 1773 blev Etatsraad Rasch ansat som Tolder ved herværende Toldbod. De Herrer der havde indehavt denne Post, helt fra den Tid Toldboden blev henlagt her til Stedet var i Rækkefølge: Ahrnsen, Erboe, Kofoed, Frisenberg, Hans Lange, (død 1751) og Thomas Lange (f. 1699, d. 1773). Rasch var altsaa den syvende i Rækken.
Lønningerne ved Toldboden hersteds i den Tid var saaledes ikke store og ordnede som følger: Tolder Etatsraad Rasch 350 Rdlr. aarlig. Kontrollør Justisraad Coucheron 200 Rdl. Told og Krydskontrollør Thue 300 Rdlr. Taxatør og Overbetjent Malling 200 Rdlr. Overbetjent Kontrollør Holm 200 Rdlr. Underbetjent Surland 100 Rdlr. (3 Røierter som hver var lønnet med 50 Rdlr.
«Toldbodøen» eller den kongelige Toldbodø» blev Statens Eiendom og Grundleie af det, der byggedes paa den, tilhørte Kongen. I vore Dage er det vanskeligt at forstaa at her virkelig var en Ø; den er jo fuldstendig landfast med Byen, som om den aldrig skulde været omgivet af Vand paa alle Kanter. Men Porsgrundselven gik i gamle Dage næsten ind under Helleberget og dannet et Afløb eller en liden Elv forbi den nuværende Præstegaard; denne lille Elv skilte Frednæstangen fra Fastlandet. Saaledes blev det altsaa en Ø. Da Adkomsten til og fra Øen faldt besværlig og tungvindt ved bestandig at benytte Baad, blev der bygget på Tønder eller Kar en Bro over den lille Elv (Heierbroen), hvorom der berettes i et skrift fra 1784 «Toldbodøen er lænket til Jønholdt ved en Bro som Magistraten i Skien vedligeholder af Accise-Indkomsterne, efter Tolderens aarlige udgivne Bevis». Ved at benytte Broen kunde man gaa enten Huken eller over Kirkehaugen og fortsette Langbakken - eller Kirkebakken som den nu kaldes - for at komme til Byen.
Paa denne lille Ø blev det nuværende store og vakkert beliggende «Frednæs» bygget, men af hvilken vides ikke; hellerikke ved man hvilket Aarstal det skriver sig fra. Oprindelig var det kun en enetages Bygning, men blev paabygget og forandret som Gaarden nu er, efterat Eiendommen kom i Familien Knudsens Besiddelse.
Af gamle Dokumenter paa Frednæs faar man dog vide, at der i Tidsrummet mellom 1713 og 1742, af en Kontrollør Anton Ulrik von Rohde blev bygget noget dernede, og at der sidstnævnte Aar blev solgt Brugsvasdrag og Tomter til Kanselliraad Carl Deichman og hans Broder Vilhelm Deichman, som disse Herrer i aarlig Grundleie til Kongen skulde betale 3 Rdlr. for.
Kanselliraad Carl Deichman har formodentlig i 1742 flyttet dit og opslaaet sin Bolig der, for at være i Nærheden af de forskjellige jernverker hvori han var Medeier. Disse laa i Porsgrunds Omegn; men ogsaa Fossum jernverk var han en Tid Medeier af.
Han var af dansk Slægt. Hans Fader var den bekjendte Biskop paa Viborg Bispestol, Bartholomæus Deichman født i Kjøbenhavn 1671, der i en Alder af kun 22 Aar blev Feltpræst ved den danske Troppekontigent, der i 1693 kjæmpede i Holland mod de Franske. Han vendte tilbage til Danmark i 1699 og blev udnævnt til Biskop i 1700, samme Aar som Sønnen Carl blev født. 1713 blev Biskoppen forflyttet til Oslo Bispestol; men leiede bort sin Residens i Oslo for at bo inde i Byen. Han var i stor Yndest hos Fredrik den fjerde og hans Dronning Anna Sofie Reventlov; derfor bestemte han sig ogsaa for, at Sønnen Carl skulde gaa Hofveien. Denne fik Plads mellom Pagerne og blev paa Dronningens Fødselsdag 16. April 1726 udnævnt til Hofjunker. Dog blev det ikke af lang Varighed at han færdedes ved det danske Hof; thi efterat Kristian den sjette i October 1730 besteg Tronen ved sin Faders Død, var en af hans første Regjeringshandlinger at afsette Biskoppen over Oslo og Sønnen blev dermed fjernet fra Hoffet.
Strax efter denne var udnævnt til Hofjunker drog han udenlands for at studere Bergvæsenet, som vistnok bidrog til, at han blev jernverkseier i Norge. Efter Faderens Død 17. April 1731 blev Carl Deichman udnævnt til Assessor i Overhofretten med Kanselliraads Titel, endskjønt han var ikke engang indskrevet ved Kjøbenhavns Universitet og Datiden kjendte ingen juridisk Examen. Men allerede 1738 synes han at have opgivet denne Stilling, og sit hele følgende Liv tilbragte han som Privatmand i stille Ubemerkethed og boede da fordetmeste i Porsgrund.
Deichmans Liv var imidlertid alt andet end uvirksomt; han studerede uafbrudt især Historie og Literaturhistorie fornemmelig den nordiske. Dertil førte han en stor Korrespondance med Datidens mest udmærkede Mænd var også Medlem af det af Langebek stiftede «Danske Selskab» og blev optaget som medlem af Videnskabernes Selskab 1758. Deichman var ogsaa Forfatter og udgav ad lige Afhandlinger, der optoges i det danske og i det norske Videnskabers Selskabs Skrifter, idet han med Forkjærlighed dvælede ved Norges Bergverkshistorie.
Man har forresten ingen Grund til at tro at Deichman i Porsgrund levede et Eneboerliv; thi i Byen og Omegnen fandtes en Kreds af ikke alene velhavende, men ogsaa oplyste og dannede Eiendomsbesiddere som ogsaa Biskop Claus Pavels i sin Autobiografi omtaler med disse Ord: «Porsgrund er af alle smaa og store Stæder jeg har kjendt, det eneste, hvor den fineste, mest urbane Verdenstone var forenet med ædel, blid, utvungen, ægte norsk Selskabelighed og Gjæstfrihed».
Deichman havde et stort Bibliothek; thi da Faderens maatte gaa under Auktionshammeren, har han rimeligvis ved denne Leilighed erhvervet adskilligt af den ham nærmestliggende Literatur og altsaa i en ung Alder lagt Grunden til sin egen beskednere, men dog meget værdifulde Bogsamling. Denne, der fornemlig var rig i den historiske og fædrelandske Literatur, forøgede han stadig, og den var vistnok hans kjæreste Eiendom. Han besluttede derfor, at den efter hans Død ikke skulde adsplittes, og skjænkede den til offentlig Brug for hans Barndoms og Ungdoms Hjemstavn Kristiania.
Testamentet udfærdigede han den 28. Februar 1780, kun et Par Maaneder før sin Død. Foruden et Bibliothek paa 6000 Bind fordetmeste kostbare Verker, var der en stor Haandskriftsamling og omtrent 100 Diplomer. Med Bøgerne fulgte ogsaa Deichmans Museum, bestaaende af mange, tildels meget kostbare Rariteter, saasom Mynter, Kunststykker, Mineralier, Konchylier, med meget mere. En Samtidig fortæller i et Brev, at denne Donation «gik Ud. arvingerne nær til Hjertet». Den lærde Hædersmand Kanselliraad Carl Deichman døde ugift den 21. April 1780 og blev bisat i østre Porsgrunds Kirkekjelder, tilligemed Broderen Vilhelm Deichman der døde 1769. Alle de bisatte Lig bleve imidlertid optagne af Kirkekjelderen Høsten 1903 og begravede i en stor Fællesgrav paa Kirkegaarden. Fire af Ligkisterne, der indeholdt Ligene af Carl Deichman, Nils Aall, samt Soknepræst Monrad og Frue, fik hver sin Grav.
I December 1780 blev Eiendommen solgt af Deichmans Dødsbos Arvinger til Diderik Cappelen, som forpagtede samme til Nils Zacliariassen, der ogsaa boede der en tid og «byggede Bolværker paa den kongelige Toldbodø og paa Pladsen «Sunde» under Bjørntvedt».
Nils Zachariassen var Søn af Kjøbmand i Skien, Zacharias Simonsen Wesseltoft og Hustru Inger født Bugge, Datter af Kjøbmand Bugge i Laurvik. Nils Zachariassen var også Kjøbmand i Skien og gift med Kirstine Datter af Kjøbmand Adtzlew i Skien. Han var en Fætter af Fru Nic. Benj. Aall paa Bjørntvedt.
Bolværkerne han lod bygge «solgte og afhændede han til Didrik von Cappelen, der nøie betalte samme». lmidlertid blev Nils Zachariassen opsagt som Forpagter, af Didrik von Cappelens Dødsbo, og nu overtog Ulrick Fredrik Cappelen Eiendommen. Denne var Kjøbmand i Porsgrund og gift med Bendicte Aall, en Datter af Nic. Benj. Aall paa Bjørntvedt. Cappelen drev store Trælastforretninger og var en meget formuende Mand, dertil var han en af de større Skibsredere paa Stedet. Barneflokken var ogsaa stor, 4 Sønner og 5 døttre, saa det var et livligt, selskabeligt og gjæstfrit Hjem disse Børn havde. Cappelen boede der vistnok til 1822.
Deres ældste Søn Nic. Benj. Cappelen døde ugift som Sorenskriver i Bamble. UIrick Fredrik Cappelen var Amtmand i Laurvigs Amt og gift med en Datter af Kjøbmand Aagaard i Hammerfest. Witus Jull Cappelen døde ugift som Kjøbmand i Drammen. Jørgen Wright Cappelen var Boghandler i Kristiania og gift med en dansk Dame Frøken Schwirtz.
Den ældste Datter Diderikka var gift med Biskop over Kristiania Stift Arup. Efter hendes Død giftede Biskopen sig med en af de yngre Søstre der hed Lovise. Amborg bev gift med Kapellan Jacob Cudrio. Bendikte blev gift med Hans Cappelen Kjøbmand i Skien og Eier af Gjemsø Klostergods m. m. Den næstyngste Datter Catharine, døde som ung ugift.
I 1822 blev Eiendommen kjøbt af Skibskaptein Mogens Thrane for 3500 Spd. (14000 Kr.) med Løkker og Herligheder. Thrane døde i 1841, men hans Enke boede der indtil omkring 1850. Saa i 1851 den 14de October blev Eiendommen atter solgt, dennegang til Toldkasserer Crøger, der også betalte den med 3500 Spd. I hans Tid fik Eiendommen Navnet «Frednæs».
Crøger eiede «Frednæs» kun til 10. august 1854, da den blev kjøbt af Skibsreder Chr. Knudsen for 6000 Spd. - 24000 Kr., og eies nu af Sønnesønnen, Skibsreder Chr. Knudsen.
De gamle Dokumenter paa Frednæs der angaar Eiendommen, er undertegnede af Sorenskriver Lucas Norss og Amtmand Adeler. Sidstnænte boede paa Gjemsø Kloster og nedstammede fra Admiral Kurt Sivertsen, der under Fredrik den tredje blev adlet under Navnet Adler, (ørn), hvilken Benævnelse han havde faaet i Krigen for sin Hurtighed.
Denne Eiendom er bekjendt for sin smukke Beliggenhed i Nærheden af Porsgrunds Kirke paa Østsiden og for den storartede Udsigt over Elven, Vestsiden og den nedre Del af Byen. Hvor naar den blev bygget vides ikke; men de ældste Dokumenter som findes paa Jønholdt er et Skjøde ifra Taxadeur Malling til Leutnanter af Infanteriet, Brødrene Hans Joakim Johan og Fredrik Schrader datert 13. April 1782. Disse Herrer Schrader solgte dog allerede Gaarden efter 3 Aars Forløb til Justitsraad og Kontrollør samt Veier og Maaler ved Langesunds Toldsted, Anton Jacob de Coucheron, ifølge et Skjøde dateret 14. October 1785. Denne Coucheron var ogsaa Eier af Gaarden Skrukkerød.
Som en Raritet kan det nævnes, at der paa Jønholdt iblandt gamle Dokumenter angaaende Gaarden ifra den Tid, findes en Fortegnelse over Møbler og andet Udstyr i de forskjellige Værelser og Kjøkkenet. Denne Fortegnelse er skrevet af Coucheron til Brødrene Schrader, i hvilke Sidstnævnte skulde have Pant i alt, hvad Fortegnelsen indeholdt, indtil Coucheron havde betalt den Sum Penge, der stod til Rest, da han overtog Eiendommen. Disse Penge blev ordentlig afbetalte, thi den 13de Mai 1786 er Kontrakten læst og protokolleret for Lillegaarden og undertegnet af Lucas Norss.
Vi vil da kaste et Blik tilbage og se hvordan «Jønholdt»s Værelser vare udstyrede for 122 Aar siden og begynde med Storstuen med sine 3 Fag Vinduer og foran disse hænger fine blommende «Nonnenskjær» Gardiner med Fryndser, Duske og røde Silkebaand. Imellem Vinduerne hænger lange smukke Mahogni Speile med Zirater og Løvværk og under hvert Speil er efter Datidens Skik placeret en Mahogni Kommode. Værelsets Møbler bestaar af Komode, Lænestole betrukket med rød Moire, og 12 «nymodens» Stole betrukket med samme Stof. Der angives hverken Sofa eller Borde paa Optegnelsen i dette Værelse.
lfra Storstuen kommer man ind i Storstuekammeret. Dette er ogsaa paa 3 Fag Vinduer foran hvilke der hænger lange grønne Stoffes Gardiner med Messingringe og Tilbehør og udenpaa disse fine hvide Gardiner af Tyll med Fryndser og Duske. Imellem 2 Vinduer hænger et stort Mahogni Speil med Zirater og Løvværk, og under dette staar et rødt lakeret og forgyldt Træbord; ligeledes er der i værelset 2 Mahogni Spilborde betrukne med grønt Klæde. Foruden disse Borde er Værelset forsynet med 1 Lænestol, 9 ældre Stole af brunt Træ og 6 nymodens Stole, allesammen betrukket med grønt Stof. Tillige findes i Storstuekammeret en stor Thronseng med Billedhuggerarbeide forgyldt og lakeret. Den er fint udstyret med Sirts Omhæng, der er underforet med grøn Taft og besat med hvide «Crepiner»; Sengetæppet er af samme Stof. Der findes ogsaa et Natbord fint indlagt med forskjelligt Slags Træ.
Storstuekammerne blev tildels benyttet som Gjæsteværelse, tildels sammen med Storstuen som Selskabsværelse. Man skulde nærmest tro, at Herrerne sad der og spillede Kort, idet der var 2 Spilleborde.
I Familiens Dagligstue var der ingen Gardiner for Vinduerne, Derimod var der også et Speil i forgyldt Ramme og under dette en nymodens Komode med Beslag og engelsk Marmorskive paa. Paa denne stod en Potpourrikrukke af hvid og blaa Porcelæn (Røgelseskrukke). Ikke mindre end 3 Udgaver fandtes her af de store tungvindte Dragkister paa høie, krumme Ben og i Rokoko-Stil. Den ene af disse er ganske almindelig; den anden er indlagt med forskjellige Sorter rart Træ, imedens den mindste er af Egetræ. De ere alle udstyrede med store Messingbeslag.
Omkring i Stuen staar 12 Stole med blommet udsyet Tvistes-Betræk og imellem disse et hvidt firkantet Thebord med forgyldte Blade. Paa den ene Væg staar et stort Egetræs Skab, hvori alt Sølvtøi opbevares, og på de forskjellige Dragkister staar som Pryd 4 forgyldte Porcelæns Krukker, en stor Porcelæns Punschebolle, en hvid Frugtkurv med Fad, samt 2 polerede Staal-Lysestager.
I Soveværelset stod en stor nymalet beslagen Top-Seng med brunt Kattuns Omhæng med Dækken og Tilbehør af samme Sort. Her er heller ingen Gardiner; men et stort Speil bænger paa Væggen og foruden dette ogsaa et Natbordspeil, der staar paa et lidet sammenslaaet Vingebord. Her stod ogsaa en magelig Lænestol og 6 andre Stole, alle betrukne med Russelæder. I dette værelse fandtes ogsaa et Egetræs-Skatol, samt et stort Vingebord der er malet brunt og med solide Beslag.
Barneværelset har kun et Vindu, og foran samme hænger hvide Kattuns Gardiner. Coucherons havde vist baade store og smaa Børn, thi foruden 2 Sengesteder er der 1 Slagbænk og 1 Vugge, og dette er efter den Tids Brug Soveplads til 7 Børn. Midt paa Gulvet staar der et malet Vingebord med 4 Træstole omkring og dertil en liden Barnestol. Barnepigen laa i en «gammel» Slagbænk om Natten. En stor beslagen malet Kiste med rundt Laag og en ditto Kuffert, hvilket begge Dele vistnok bleve benyttet til at lægge Børnenes Tøi nedi - fuldstændiggjorde Værelsets Udstyr.
I Kjøkkenet var der Tallerkenrækker paa Væggene med skinnende blanke Tintallerkener og Fade efter hinanden, ligeledes staar nævnt i Optegnelsen 3 Lysesaxe, 1 Pomadeskrin, 3 nye Spinderokke, 1 Hæspeltræ og 1 Garnvinde.
Anton Jacob de Coucheron blev viet i Gjerpen Kirke den 22 Marts 1777 til Joachmie Hermana Schweder. De havde mange Børn, og af disse ved vi Navnet paa følgende: Bertha, gift 1788 med Kjøbmand Peder Wulff; hun blev Enke og giftet sig i 1793 med Enkemand Johan Christian Bøckman Manael. Maria Margrethe, der 1792 blev gift med sin Fætter Styrmand Joachim Schweder. Henrik Coucheron, der 1797 blev gift med Jomfru Kirsten Malling. Martha Paulina, der 1798 blev gift med Sognepræst til Kjelvig og Kistrands Kapel i Throndhjems Stift, Paul Qvist; samt Petronelle Georgine Montaque Coucheron, der 1809 blev gift med Kontorist Frants Cudrio. Fru Coucheron døde paa Jønholdt i August 1792 og blev bisat i Kirkekjælderen i østre Porsgrunds Kirke. Coucheron døde 4 Mai 1802.
Ved Auktion af 5te August 1799 solgte Coucheron Jønholdt og Skrukkerød til Dhr. Amtschirurg ved Porsgrunds Amtssygehus paa Osebakken Christian Rædisch og Kjøbmand i Skien, men Indvaaner af østre Porsgrund, Sivert Backa. I disse Herrers Besiddelse var Eiendommen kun en kort Tid, idet Rædisch solgte sin Halvpart til Sivert Bacha allerede 17 januar 1803 og denne der nu havde hele Eiendommen Jønholdt paa Haanden, solgte den samlet til Toldkasserer Jacob Vilhelm Rasch den 27 April 1803. Sivert Backa beholdt Skrukkerød fremdeles indtil 4 Januar 1811, da solgte han den til Handelsfuldmægtig Jens Gasmann.
Kasserer Rasch døde i 1849, og den 15 Novbr. 1851 solgtes Jønholdt af Sønnen N. A. Rasch for Rasch's Dødsbo til Krigskommisær Bodom, der dog den 26 juli 1855 atter solgte samme til Toldkasserer Crøger. Kun 5 Aar boede Crøger der, saa afhændet han Jønholdt til Provst Ottesen, der eiede Gaarden fra 6 Oct. 1860 til 1ste April 1873. Da blev den kjøbt af Skibsreder Axel P. Myhre i hvis Enkes Besiddelse Eiendommen fremdeles er.
I gamle Dager stod en Fjerdingstolpe lige ved Landeveien forbi Jønholdt, ligeledes en stor Grind. I Raschs Tid var der 2 store Kakkelovne i et Par af Værelserne; den ene gik under Navn af «Punschebollen», paa den anden var der støbt Kjøbenhavns Beleiring.
(Fortsettes i neste årsskrift).
| Utdrag (s. 19-50) fra: Porsgrund Historielag: Årsskrift 1960-61. - Porsgrunn [1961] |
Innholdsfortegnelse for Porsgrund Historielags årsskrifter |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |