Christian Conrad Rafn's dagbok

Christian Conrad Rafn var født i Christiania 13. juli 1874. (Gjennom årene skriver han Christian med Ch og Kristian med K, men på sine eldre dager ble det Ch igjen).

Han tok middelskolen i Porsgrunn i 1889, og 1. gymnasklasse ved Hambros skole i Bergen 1890. Så reiste han som 16-åring til sjøs med «Skomvær» fra 1890 til 1892. Christian sto ombord i 18 måneder på «Skomvær»s første tur, hvor hans far, Hans Christian Rafn, var skipper.

Det er hans dagbok fra denne turen vi gjengir utdrag fra. Den er meget fint ført, og gir et nøkternt bilde av hvordan livet artet seg for en unggutt ombord på en skværrigger. At han ikke ville følge i sin fars fotspor, får vi et ymt om i dagboken da unge Rafn i januar 1891 slo til som «skipslege», og hadde hellet med seg. Han fikk folkene på beina igjen - noe som kanskje sporet han til den livsgjerning han senere valgte.

Eksamen artium tok han ved Latinskolen i Skien i 1893. Han avla medisinsk embedseksamen ved universitetet i Christiania i 1900, og praktiserte som lege i Holmestrand, Tuddal Høifjelds Sanatorium og i Porsgrunn. I 1907 slo han seg ned i Sande i Vestfold som privatpraktiserende lege, og giftet seg med Johanne Dorthea Rafen.

Rafn og Rafen var ikke i familie, men meget godt kjente. Johanne var datter av skipper Christian Fredrik Rafen fra Holmestrand. Han reddet mannskapet på bark «Gulnare» av Porsgrund en maidag i 1891. Da befant «Gulnare» seg på reise fra Liverpool til Canada. Et forrykende uvær førte til at «Gulnare» gikk under. Kaptein Rafen, «Progress» av Holmestrand, oppdaget havaristen, fikk båtene på vannet og reddet den 17 manns store besetningen. Dette skjedde samtidig som unge Christian sto ombord i «Skomvær» - og Christian het de alle! «Unge» Christian ble over 85 år gammel og døde i 1964.

Onsdag 15 de October 1890

Klokken er 7 om morgenen. Jeg skynder mig op paa altanen paa taget af Smebyes Hotel. Der gaar netop «Excellensen» fra Fæstningebryggen. Hurtig faar jeg mit lommetørklæde op og vifter til dampskibet. Der ser jeg Robert, Augusta og Inna.¹⁾ De springer alle nedenunder. Mama ser mig og vifter. Hun skynder sig bort til nedgangen for at raabe paa de andre.

«Ex» dreier om Nordnæspynten, snart forsvinder dens mastetoppe for mine øine. O, hvor jeg ønskede jeg kunde følge dem med øinene helt hjem. Med en stille bøn til Gud om at holde sin haand over dem alle, gaar jeg nedfor at gjøre mig færdig til at gaa ombord i «Skomvær» saa snart som muligt.

Hvor det dog er tungt at skilles fra dem man holder riktigt af. Vi skulde nu rives fra hinanden, idet Papa og jeg drager ut paa en lang tur med «Skomvær», og Mama og de andre vender hjem til Porsgrund.

Dagen etter er «Skomvær» klar for avgang, og ble tauet ut fra Bergen havn med dampskipet «Castor». Lørdag 18. oktober ankom skuta Tynes munning etter hard seiling i en forrykende storm. I dagboken skriver han denne dagen:

«Christian Zeüthen²⁾ og kahytsgut Iversen var meget søsyge. Lars Thommesen kom agter til Papa og sagde at han var fulstændig uskikket til at være sømand. Hans hoved taalte ikke bevegelsen, hans mave ikke skibskosten, han taalte ikke at gaa til veirs o. s. v. Om aftenen faldt stuerten ned fra ruftaget og forvred sin høire arm. Han maatte gaa tilsengs.»

Fredag 24de

Papa, Zefithen og jeg tog toget op til Newcastle. Thommesen var også med og blev afmønstret. Paa konsulatet fik vi brev fra Mama hvori hun melder tante Lauras død. Da vi om eftermiddagen kom ombord var Finn Knudsen³⁾ kommen fra Glasgow.

Søndag 26de

Det var regnveir og bidende kold nordenvind. Om formiddagen holdt vi andagt ombord og alle folkene var samlede agter. Vi hadde det meget hyggeligt. Vi måtte lægge i kaminen.

Andakt holdt kaptein Rafn hver søndag alle de årene han sto ombord i «Skomvær». Han forlot ellers aldri en havn på søndager.

Lørdag 1ste November

Slæbtes vi tilsøs kl. 6 om morgenen. Kystlos Walker ombord.

Så er «Skomvær» på vei til Antofagasta i Chile lastet med kull. Unge Rafn noterer daglig om vær, vind og sjø i dagboken fram til 14. januar 1891. 1. februar er «Skomvær» framme i Antofagasta etter to og en halv måneds seilas. Men før det:

Onsdag 10de December

«Om formiddagen S.S.W.lig vind og klart smukt veir. Vi begyndte at tjære riggen og olje halvdækket med raaolje. Hoveddækket med træolje.

Om eftermiddagen passerede vi flere skibe, der styrede nordover. Signaliserede med et af dem, en fuldrigger.

Om aftenen passerede vi under en pen bris linjen. «Neptun» kom ikke ombord da dækket var nyoljet, og han saaledes ikke kunde bringe noget af sit eget element med ombord.

Onsdag 24de December

Om morgenen aftagende fra S-O-ligtil Ostlig, og om eftermiddagen til N.O. med mørk, skyet luft, og frisk bris. Morgenandakt.

Om eftermiddagen var jeg borte i kabyssen og hjalp stuerten med at røre i risengrøden som vi alle fik tilligemed stegt faarekjøt til aftens. Vi havde det rigtig hyggeligt. Papa fik sin tegnebog og jeg dominospillet hjemmefra som julegave.

Onsdag 31te 1890

Samme stadige N. W vind med klar, lidt diset luft. Om eftermiddagen og aften frisk nordlig, tildels skyet. Morgenandakt.

Alt vel ombord ved aarets ende ved Herrens store naade. Vi undersøgte kullenes varme i lugerne ved en lang jernstang og holder stadig laagene paa mastetoppene aabne for ventilasjon. Arbeidede med at skrabe spillene. «Sterna» har hele dagen vært ude af sigte.

Jeg flyttede tilbage til mit eget kammer, har ligget i hvarpehalet en 14 dagers tid.

Hidtil siden afreisen fra Bergen har jeg ikke nedskrevet i dagbogen hver dag, men flere uger ad gangen efter korte optegnelser i en liden notisbog og efter hukommelsen.

Hele December maaned har jeg idag 1stejanuar 1891, skrevet ned efter papas skibsjournal. Derfor er det jeg har nedskrevet saa kortfattet, magert og ensformigt. Men fra idag, Nytaarsdag, begynder jeg at gjøre optegnelser hver aften, og haaber derfor at stoffet skal blive en smule mere righoldigt og avvekslende, saa jeg en gang siden, om jeg lever, kan have fornøielse af at se tilbage paa, hvad jeg nu oplever.

1891:

1ste Januar. Torsdag.

Etter et aar længere frem paa livets reise, et aar nærmere graven, et aar nærmere himmelen bag graven? Ja, hvor hurtigt gaar dog det ene aar efter det andet, og nu skal vi alt til at skrive 1891. Maatte jeg blot aldrig glemme at takke Gud for al hans naade og velsignelse i det gaaede aar og at lægge det kommende med dets glæder og sorger i hans almægtige haand!

Aaret 1891 traadte os imøde med en vakker dag. Veiret var klart og smukt, vinden frisk nordlig. Jeg krøb ud paa baugsprydet for riktig at betragte det vakre veir og skibets rolige fart. Her saa jeg nogle flyvefiske, rimeligvis de sidste for denne gang.

Om eftermiddagen løiede vinden og skralede om til W NW og om aftenen endnu mere vestlig.

Vi begynte det nye aar med en takkebøn til Gudfor det forbigagne og bøn om velsignelse for det kommende aar. I eftermiddag har vi atter faaet øie på «Sterna» paa tværs i læ. Vi har altsaa holdt saa omtrentlig følge lige siden paa 6° N. B. I frisk bris seiler vi letfra den, men naar vinden løier seiler den en del lettere end os.

Medens jeg sad hernede og skrev, kom der en vældig flok springene omkring os. Mange hundreder er jeg vis paa. Jeg ud, fik fat i harpun og line og oppaa bakken hvor der alt var forsamlet en hel del. Hurtigt fik jeg sat mig tilrette og ved første given leilighed sender jeg harpunen i haleroden paa en stor, kraftig springer. Straks slaar vi tørn paa linen medens springeren rykker i af alle kræfter. Da slipper det, og vi trækker harpunen op, blodig bøiet i en stor bue og med brukket stang.

Ikke et minut efter var alle de hundrede andre springere forsvundne for ikke at vise sig mere for iaften.

Fredag 2den Januar

Morgenandagt. Imorges forsøkte jeg mig for første gang i den meget respektable forretning at lappe bukser. Jeg har nok ingen Mama at gaa til nu med et: «- Vil du lappe det hull du?» Men det er nyttigt selv at kunne lappe bukser og stoppe strømper. Og øvelse skaber mester. Førmiddagen syslede jeg med den ligesaa lønnede forretning at fiske søgræs, men ikke et eneste blad vilde lønne min møie ved at bide paa.

Lørdag 3die Januar

I eftermiddag har jeg holdt paa at lave en liden slags hylde hvorpaa jeg i et par smaa preservet-kjødbolleboxer vil plante nogle efeuaflæggere. Zeüthen saa ieftermiddag to haier lidt agtenfor skibet. De første vi har seet ombord i «Skomvær».

Iaften spiste vi ogsaa for første gang atter inde i korthuset. Ellers har vi gjennem hele varmen spist tilaftens paa skylightet på poopen.

Vi har havet en god del sygefolk ombord i den senere tid. Kun faa af mandskabet har undgaaet at have bylder og verkehænder. Ligeledes har de fleste havet daarlig mave. Vi har brugt op alt det engelske salt, 2 boxer, som vi havde med os.

Seilmageren, Kristiansen og Ole Johnsen er nu syge i hovedet og maven medens Amund Isaksen i længere tid har sat inde for et rødt hovent ben. Det er nu med blyvandsomslag kommet til en stor rød klump midt paa skinnebenet. Han bruger grødomslag for at modne denne.

Under alt dette har jeg fungert som doktor og lavet doser med salt, olje o. s.v.

Kristiansen har et udslet, rimeligvis skab, over hele kroppen. For en tid siden var hele hans ryg som en eneste kage av saar. Jeg forsøgte da at kurere ham med en blanding af Styraxbalsam, Glyserin, Salicylolje og Zink-Salicylsalve. Han er meget bedre nu og jeg er meget spendt paa hvorledes det vil gaa.

Blir han bra nu, siger han, skal mit navn komme paa tryk straks han kommer hjem. Han holder nemlig dagbog som skal udgives som en beretning om «Skomvær»s første reise. Jeg føler mig naturligvis meget smigret ved udsigten til at mit navn skal prange som en vidunderdoktor i Hr. Kristiansens reisebeskrivelser.

Onsdag 14de Januar

Igaaraftes gik jeg først tilkøis kl. henimot 2, da vi havde nogen byger, med røiler fast o.s.v. Idag kom jeg derfor heller ikke paa dæk før kl. 10½, Vinden var ustadig i nogen mindre byger fra S.W og N.W. Vi maadte derfor vende 3 gange. Kl. 2 vendte vi bougen mod W.N.W og har lagt omtrent saa hele eftermiddagen. I eftermiddag har det blæst en pen, men kold bris. Vi har omtrent alle seil til.

Amund Isaksen er idag kommen paa dæket igjen. Benet er omtrent læget. Siden nordenfor Staten Island har eg været ret meget forkjølet. Rimeligvis paa grund af den skarpe, kolde vind. Læberne er sprukne og ømme, næsen rinder stadigt. Jeg er dog lidt bedre idag.

Vi er nu noksaa godt paa vei rundt Cape Horn. Kl. ½ 4 igaar passerede vi dets længdegrad. Veiret i hele dag meget pent, men koldt.

«De følgende dage var stormfulde og jeg fik desverre intet skrevet. Saa gik dag efter dag uden at jeg tok mig saa meget sammen at jeg fik indhentet det forsømte. Det er sørgeligt, at jeg ikke holdt ved, saa godt jeg var igang fra nytaar af.

Efter en hurtig og heldig seilads kom vi til Antofagasta 1ste Februar og forlod denne havn 1ste April.»

Så seilte «Skomvær» som det fremgår av opptegnelsen i dagboken. Christian Conrad Rafn mønstretav i Millwall 28de Mars 1892. I den siste opptegnelsen i dagboken fra seilasen heter det:

Mandag 28de Mars

Kl. 10 aften reiste jeg til Calais, hvor jeg ankom kl. 1 om natten og efter lang venten kom tilkøis kl. 2½ i Hotel Maurice. Gik og ventede hele tirsdag i en bidende kold og skarp nordvest, men ingen «Traag» kom. Endelig onsdag middag kl. 11½ kommer «Traag» ind i dokken, og jeg møder mine kjære i god behold.

Med den forsinkede «Calais - Douvre» afgik vi kl. 4½ og kom til Dover kl. 5,40. Atter efter lang venten kom vi endelig til London kl. 11¼ istedenfor 7½ og traf den ventende Papa udenfor Fenchurch Station.

Med «Koral»fra Kragerø reiste jeg Tirsdag 5. april sammen med 4 af mandskabet fra London. Kom til Kragerø Lørdag middag kl. 4. Derfra med lodsbaad til Langesund kl. 11. Palmesøndag middag 10. april 1892.

1893

4de November - Lørdag

De sidste dage har jeg seet tilbage paa mine optegnelser paa min Skomværtur, og den første tanke, der gir sig luft, er naturligvis: «Hvor altfor lidet! Gid jeg havde skrevet hver eneste dag paa hele turen; hvormeget interessant, og morsomt og hyggeligt at se tibage paa, havde da ikke denne bog indeholdt!

Hvilken tosk jeg dog var, som ikke havde viljekraft, stadighed og interesse nok til at gjennomføre en ting, der igrunden jo maatte være bare moro og en fornøyelig og behagelig adspredelse i det ensformige og undertiden lidt triste liv ombord i de 18 lange maaneder

Men saa er det desværre, ja næsten bestandig; efterpaa, ja da ser man nok, at saa og saa skulde man ha gjort, og da kommer ærgrelsen og - angeren. Og det taler ikke til min ros, at jeg kun i 7½ af de 18 maaneder gjennemførte, hvad jeg havde foresat mig - og det ofte paa en meget «tynd» maade.

Men skulde en saadan leilighed nogensinde igjen tilbyde sig, saa tror jeg nok jeg skulde ta det paa en anden, litt mere «voksen» maade. Nu får vi se, hvorledes det vil gaa udover, om jeg faar noget at skrive om, og om jeg virkelig nedskriver det. -

Det begynder at blive koldt udover nu, men nogen liggende sne har vi endnu ikke faaet. - Den første snefaldt iaar den 16de October, ifjor den 17s. m. - Vi, Robert, Augusta, Inna og jeg, havde i formiddag en deilig spasertur op til taarnet⁴⁾ og samlede mose og endel hasselkjepper til min ramme; deilig klart solskin, men kold skarp luftningfra nord; et storartet landskab fra taarnet at skue med høstens lidt dystre, men vakkre præg over mark og skov, det sortblaa vand og det blendende hvide Lifjeld i baggrunden mod N.W

Fotnoter:

1. Christians søsken.
2. Dansk fetter av Christian Rafn.
3. Finn C. Knudsen, rederens sønn.
4. Utkikkstårnet som i mange år sto på Borgeåsen.