Jacob Aall

[Til Nes jernverk]

Reisen til Norge var paa den Tid af Aaret høist besværlig, og da jeg ingen Equipage havde maatte jeg benytte de slette Kjærrer som brugtes paa den Tid i Sverige, og som var slettere end de siden er bleven. Jeg reiste i Selskab med Krigscommissair Hetting og Justiceraad Blom og flere og havde det i denne Henseende Meget muntert. Jeg blev ikke lidet forundret da Hetting som havde eiet en betydelig Gaard paa Hedemarken og været i en betydende Stilling i Kjøbenhavn anbefalte sig til Magasinforvalter i Tvedestrand naar Westby, som da allerede var over de 60, nedlagde den. Saa vigtig en Mand var jeg allerede bleven i Mit 26de Aar, at jeg kunde have indbringende Poster umiddelbart at bortgive, men jeg kan forsikkre at jeg langt fra at føle mig stolt ved denne Tanke, følte mig ængstelig og forlegen, og jeg begyndte allerede at ane, at jeg havde levet mine bedste og roligste Dage. Da jeg kom til Porsgrund, fortsatte min Broder og jeg ufortøvet Reisen til Næs og min Broder Niels Aall og Jørgen Wright havde den Godhed at ledsage os for at være paa Raad med os under vore første Arrangements. Min Broder sendte sin Hest i Forveien med Thomsen, men han hadde det Uheld paa Veien at Hestens Been blev brukket i en Bro, og han blev nødt til at skyde Hesten paa Stedet. Det var ikke saa ganske frit, at min Broder og jeg betragtede dette Uheld som et mindre godt Varsel for vor tilkommende Skjæbne. Det var noget uhyggeligt i at træde ind i et saa godt som tomt Huus, naar undtages de Værelser som beboedes af lnspecteur Knudsen og hans Familie. Værelserne var panelede men ikke betrukne og kun malede med Grundfarve, og den forrige Eier havde kun efterladt et Par Senge og nogle Høist tarvelige Meubler. Dertil kom at der strax efter vor Ankomst til Næs mellem JuuI og Nytaar faldt en stor Mængde Snee, som spærrede os saa godt som inde i Huuset. Som et Bevis derpaa var at Forvalteren i Tvedestrand, Westby, som egentligen førte Værkets Hovedbestyrelse i Schnells Fraværelse, behøvede et Snes Mand for at skuffe Vei for sig da han ansaae det for sin Skyldighed at hilse paa sit nye Herskab. Denne Visit gav os i øvrigt en komisk Scene, da denne lille Mand i fuld Pomp, og med megen Gravitet traadte ind i vort Værelse og i en lang Tale fremsatte sin Lykønskning for os. Min Broder Nicolai maatte fare paa Døren, for ei at briste i Latter, men jeg modtog ham paa det venligste og søgte at overbevise barn om sit nye Herskabs Simpelhed. Dagene gled imidlertid ganske godt, saa længe min Broder Niels Aall og Wright var hos os, og vi havde nok at bestille med at gjennemgaa Bøger og ordne den Stiil, hvori Forretningerne herefter skulde føres. Men med Undseelse erindrer jeg, at min Broder Nicolai og jeg ikke modtoge den velvillige Hjælp som gaves os af min Broder og med tilbørlige Erkjendelse og Skjønsomhed. Min Broder syntes at vore Raadgivere paatoge sig ved en enkelt Leilighed for meget af Mentor Sproget, og yttrede at vi ogsaa var sælvstændige Mænd, som selv kunde vælge deres Fremgangsmaade. Vore Raadgivere var klogere end vi, de taug stille og lod de unge Mennesker følge deres eget Hoved. Det har ofte hendt mig i Livet at jeg har angret ubesindige Ord, eller endog en ubetimelig og klodset Adferd, som har været udtalte i en heftig Sindsstemning, eller øvet i et ubevogtet Øieblik, men Ubesindigheden har altid straffet sig selv, og jeg har stedse gjort det til et Slags Studium at forbedre Feilen paa bedste Maade, og udslette det skete Indtryk. Men dette kan ikke altid lykkes. Det udtalte Ord kan ikke mere kaldes tilbage, og betragtes som oftest som Hjærtets Tolk, hvad den endog siden gjøre for at neutralisere dets Virkning. Vist er det at der er faa ubesindige Ord som jeg mere har angret, end den Mangel paa Erkjendtlighed som vistes min Broder og Wright for deres velmente Veiledning ved Nicolais og min Indtrædelse paa Næs. Imidlertid viste vi noksom, før vor Skilsmisse, hvor meget vi angrede vor Ubesindighed og jeg har aldrig sporet en mindre Grad af Venskab hos disse kjære Frænder efter den Dag.

Min Broder Nicolai overlod mig strax den hele Bestyrelse af Værket, og mit første Arbeide var at vælge Værkets Officianter, i hvilken Henseende jeg fulgte Sclinells Raad. Værkets Forvalter, eller som han kaldtes, Inspecteur Knudsen havde opsagt Schnell, og jeg lod det blive ved Opsigelsen. Han var af Schnell bleven engageret som Jurist - Han havde nemlig været Procurator paa Kongsberg - og havde vist sin Procurator Færdighed ved at indvikle Værket i adskillige Stridigheder med Bønderne, der tildels havde, til Værkets store Skade, sat dem i et uvenligt Forhold til Værket. Saaledes havde han f. E. vilkaarligen lagt dem i en Broskat af 1 Sp. pr. Mand som Bidrag til Hammerbroens Opførelse. Jeg ilede at hæve disse Stridigheder og udstrøg igjen den paaførte Specier, da jeg indsaa, at Værket maatte lide ved denne Strenghed, især paa en Tid da Bønderne formedelst høie Trælastpriser var temmelig uafhengig af Værket. For at han imidlertid ei skulde være aldeles hjælpeløs tilstod jeg ham aarligen 100 rd. og tog hans 4 aarige Søn Christian Knudsen under min Varetægt. Dette sidste skede dog først efter Overlæg med Lovise den paafølgende Sommer, da hun fattede Godhed for den lille Krabat, der for øvrigt var et forviltert og slet opdraget Barn med mange Unoder. Faderen blev siden ansat som Copiist i en af Collegierne, og beholdt den Understøttelse af 100 rd. indtil han forsvandt under Bombardementet 1807 uden at noget Spor blev fundet af ham. Kjær var dengang ikke i Værkets Tjeneste. Han levede i Næs-Kilen, og drev der, understøttet af Schnell, en lille Trælasthandel paa Danmark, som slet ikke trivedes, og paadrog ham en Gjæld i Aalborg, der længe trykkede ham. Da han, der i flere Aar havde været Bogholder ved Værket, nøie kjendte Værkets Forhold til Bønderne, disses Stilling og Tænkemaade, og da han var af en fredelig og velvillig Charakter, kunde jeg ikke bedre hjælpe paa min store Uvidenhed i disse Henseender end ved at stille ham ved min Side. Han engageredes som Bogholder med en Gage af 300 rd. Skolemesteren Rørby, som var en udlevet Mand, og aldrig havde været en duelig Skolelærer, afgik paa Pension nu 80 rd., og for at give ham en sorgløs Alderdom tog jeg ham i Huuset til mig. I hans Sted indsattes den forrige Bogholder, Jsaach Simonsen Westby, der som Værkets egentlige Bestyrer, havde en høi Løn - jeg mener 7 eller 800 rd. - beholdt denne, da vi fandt det betænkeligt at forvanske denne aldrende Mands Kaar. Thomsen, der havde været min Tjener, og fulgte mig til Værket blev ansat paa Contoret, som fuldmægtig med en Gage af 400 rd. der siden forøgedes da han betroedes vigtigere Forretninger. Til at bestyre Værkets udvortes Anliggender, Bygningsvæsen, Dagarbeide, Snekkerbas o. s. v. ansattes Samuel Madsen, der forhen havde været Overstiger, men tillige fungeret som Opsynsmand. Han havde, saavidt jeg erindrer 15 à 16 rd. maanedlig. Han var mig særdeles anbefalt af Schnell med de Ord »at han holdt af ham som en Broder». Men i Grunden gjorde jeg i ham et slet Valg. Hanvar egentligen kun en Øientjener, vilde gjerne være til Vens baade med Huusbonden og Folket, og var aldeles ukyndig i Alt hvad der angik Bygnings- og Maskinvæsen. Og det var just i den sidste Henseende, at jeg kunde behøve en dygtig Maand, da jeg derom selv ingen anden Kundskab havde end den, som en flygtig Beskuelse paa mine Rejser havde kunnet forskaffe mig. Vel søgte jeg at forbedre denne ved at skaffe mig gode Bøger, der omhandlede denne Gjenstand, men paa denne Vei skaffer man sig sjeldent praktiske Kundskaber. Jeg har ofte angret at jeg ikke engagerede den maskinkyndige Mand, som ledsagede mig til Schlesien, som var en simpel Mand uden store Fordringer, og særdeles øvet i at gjøre Modeller og udføre Bygnings-Arbeide. Jeg forblev i Brevvexling med ham en lang Tid og fik Modeller af ham til Schachter, Optrækkermaskiner ved Masovnen o. s. v. Derhos var han mig særdeles hengiven. Men jeg fandt det betænkeligt at trække en Mand, der ei forstod Sproget, og havde en offentlig, skjønt ikke meget indbringende, Stilling, til Norge hvor han vistnok vilde faa store Vanskeligheder at kjæmpe med, naar han som Opsynsmand skulde styre de udvortes Anliggenheder. Værkets simple Forhold paa den Tid, det lave Trin, hvorpaa hele Værks-Mekanikken stod paa den Tid, da saa godt som ingen kyndig Mand fandtes paa noget Jernærk gjorde at dette Savn ikke saa umiddelbart føltes. Som Understiger ansattes Halvor Madsen, og hans Broder Samuel beholdt alene Navnet af Overstiger. Saaledes var Organisationen af Værkspersonalet i de øvre Grader paa den Tid meget simpel. Selv overtog jeg den vigtigste Deel af alle Forretninger, besørgede hver mindste Del af Correspondancen, sad flittigen paa Contoret for at gjøre mig bekjendt med de Skoveiere, hvormed Værket stod i Forbindelse, og søgte ved et simpelt og venligt at lette alle Vedkommende Forhandlingen med Værket. Derhos var jeg bestandig i Bevægelse ogsaa uden for Contoret, vandrede flittig om i Masovn og hammer, gjorde flittige Tourer omkring i Circumferencen og spadserede ofte til Tvedestrand for at inspirere Magasinerne der.

Strax ved min Tiltrædelse til Værksstyrelsen forestod mig en ubehagelig Forretning. Det blev strax min Bestemmelse at være egen Casserer, baade for at forebygge Cassens Misbrug af fremmede Hænder, og fordi en umiddelbar Deeltagelse deri vilde bedst lære mig en huusholderisk og forsigtig Fremgangsmaade ved Udtællinger. Schnell havde desuden stillet dette Raad øverst blandt dem hvormed han udstyrede sin unge Efterfølger. Jeg opfordrede saaledes Knudsen til at overgive mig Cassen, som efter Opgaven skulde indeholde omtrent 400 rd. Han udsatte Afleveringen fra Tid til Tid, men omsider viste det sig at der saa godt som ingen Cassebeholdning var, og at Knudsen deels havde brugt disse Penge til at bestride sine egne Udgifter, deels vel og skadet sig selv ved skjødesløs Anførsel. Sagen var ærgerlig, men hos Knudsen var ingen Regress at faae, og jeg vilde ikke i mit Regimentes Begyndelse fare frem med Strenghed. Saaledes blev det slaaet en Streg over denne Gjæld, og jeg betragtede Tabet deels som et Tillæg til en Kjøbesum, som paa den Tid ansaaes billig, deels som et Middel til uden mindste Betænkning at lade det blive ved Knudsens Opsigelse, da en saadan Uredelighed ei kunde anbefale ham. lmidlertid generedes ikke Værkets Casse ved dette Indgreb deri. Jeg bragte med fra Kjøbenhavn 800 rd., som Forskud fra min Commissionair, og Rest af en lille Arv, som Lovise havde gjort efter sin Tante, og fra Odense lod jeg komme op 1700 rd. med Posten, som skulde om Høsten være sendt med en lille Brig, der tilhørte Jørgen Smith i Tvedestrand, men som var bleven overliggende der formedelst den indtrufne Frost. En anden Vanskelighed opstod ogsaa strax ved min Indtræedelse til Værket, som ængstede mig meget, men som syntes større end den virkelig var. Henrich Carstensen, som var bleven Eier af Egelands Værk tilskrev mig nemlig strax efter min Ankomst, at han havde fundet i den til Egelands Bedste afholdte Circumference-Forretning, at flere af de Gaarde paa Wegaardsheien, som nu drev til Næs Værk, egentligen hørte til Egeland Værkets Circumference, og i det han gjorde et Forbud mod disse Gaardes Kulleverance til Værket fordrede han at de skulde drive deres Kul til Egeland. Denne Fordring satte de nye Eiere i ikke liden Forfærdelse, thi deriblandt var nogle af de Gaarder, som drev store Kulpartier til Næs saasom Lastad, Olimstad, Nes, Moland o. s. v. Ved Kjærs Hjælp gjennemsøgte vi Værkets Documenter, og fandt til vor Trøst, at de samme Gaarde stod ogsaa i Næs Værkets Circumference-Act, og at de havde over Hævds Tid, uden nogen Indsigelse fra Egelands Værkseieres Side, drevet deres Kul til Nes Værk. Sagen faldt derefter bort, tiden at jeg siden har hørt Tale derom. I hine Dage var hine Circumference-Stridigheder af stor Vigtighed, da Værkernes Rettigheder var mere bestemte, og Opfyldelsen deraf krævedes af de fleste Værkseiere med Strenghed og ofte i deres fulde Omfang. Nu have den Intet at betyde. Jeg besluttede imidlertid strax ved Tiltrædelsen af min nye Virksomhed i denne Henseende ikke at gaa frem efter Lovens Bogstav, men ved frivillig at anordne en liberal og redelig Behandling at bane mig Vei til de til Værkets Drift fornødne Materialier. Som et Skrækkens Eksempel stod i den Henseende for mig de Stridigheder min Formand havde havt med Bønderne, hvorved Eiernes Afmagt til at gjennemføre Lovens strenge og ufornuftige Bestemmelser noksom viste sig. Resultatet av disse Stridigheder blev at Eieren maatte beqvemme sig til at modtage Kullene efter et mindre Maal end det i Loven befalede, nemlig en Læst Kul med 12 Korntønder i Stedet for 12 Bergtønder, som egentligen udgjorde I4 Korntønder hvilken Uskik endnu vedvarer. Erfaring lærte mig ogsaa at, som denne Fremgangsmaade skaffede mig mere Fred og Ro, saa gav den mig og større Fordel, da jeg blev lettere og rigeligere forsynet med Kul end mine Naboer til høire og venstre der tyede til Bergamtet for at see Lovens Paragrafer i deres Fylde udførte. Den første Vinter var imidlertid visseligen ingen Glædes-Vinter og ikke skikket til at give mig nogen behagelig Forsmag paa Værkslivets Glæder. Jeg vil ikke tale om, at den unge Mand dagligen savnede sin kjære Kone, og maatte leve et uhyggeligt Huusliv i en Famijlie, som ingenlundevar elskverdig. Noget bedre blev det vel da min Broder og jeg satte vor egen Huusholdning under jomfru Rørbys Huusstyrelse, men denne Vinter var dog en af de mest triste, som jeg har oplevet. Provsten Thestrup gjorde strax efter vor Ankomst hertil et Gilde hvortil alle Nonoratiores i Egnen og fra Tvedestrand var indbudme, og vi gjengjeldte dette saa godt vi i vor Stilling kunde ved et Contra-Gilde, men for Resten levede vi stille, og ikke uden Bekymring og Engstelse for Fremtiden. Saavel Værksfolket som Bønderne havde ingen ret Tillif til det unge Herskabs Styrelses-Evne, og gjorde allehaande Forsøg paa at skaffe sig større Frihed og Fordele end som kunde bestaae med Værkets Interesse. Især søgte Værksfolket paa alle Maader at forsøge sit nye Herskab. Det var sædvanligt, at de kom beskjænkede paa Contoret, naar Maanedsregnskab skulde gjøres, paa det de kunde have ret Mod til at tiltvinge sig Opfyldelsen af deres Ønsker. Først efterat de var jagne paa Dør, og aldrig under en beskjænket Tilstand tilladt nogen Forretnings Afgjørelse paa Contoret, nødsagedes de til at vise en anstændigere Opførsel. Overhodedet begyndte jeg saa tidligen at hade og forfølge alt Drukkenskab saa det lykkedes mig efterhaanden at indføre den Ædruelighed, som herskede blandt Næs Værkets Arbeidere. Bønderne, især Kulleverandørerne var paa den Tid meget vanskelig at behandle. De fleste Gaardmænd i denne Egn vare i disse for Skoveiere florisante Tider, da Lasten høit betaltes og begjærligen solgtes, uafhængige Storhause som kun ved en venlig og liberal Behandling og ved god Betaling kunde lokkes til at gjøre de Leverancer og Kjørselen, som Værket tiltrængte. Min Formand, Jacob Schnell, var en fornuftig og retsindig Mand, men derhos streng, og forstod aldeles ikke den Kunst at gjøre sig yndet af sine Omgivelser. Han vakte sædvanligen Lovens Vei under opkomne Ventilationer, og omgav sig stedse med juridiske Consulentere, hvoraf flere fristede hans Pung. Just da Værksbestyrelsen lagdes i mine Hænder havde denne uvenlige Tone naaet en bitter Grad, og den viste sig i de mest chicaneuse Tracasserier baade med Værksfolk og Bønder. Schnell havde med Magt villet paatvinge sine Værksarbeidere Vilkaarssedler, hvortil en nylig udkommen Lov gav Anledning, og som nu er almindeligen indført paa Værket, med de som havde Fæstesedler, eller sad uden Seddel paa deres Pladse, troede sig berettiget til at beholde deres Pladse paa Livstid,hvortil de ogsaa lovligen maatte ansees berettigede. De fleste beqvemmede sig imidlertid til at underkaste sig den nye Regel, men nogle Enkelte drev deres Modstand indtil det yderste. Blandt de sidste var især en Lars Larsen, der viste saa megen Gjenstridighed, at Schnell lod ham binde og med Magt bære ud af det Huus han beboede. Men Manden gav ikke Schnell Rast eller Ro, han tog sig en dygtig Perial og chicanerede Schnell, under hans Ophold paa Værket, paa det mest uforskammede i Schnells eget Huus, saa den Ærgrelse som dette forvolte ham uden Tvivl var Aarsag til at han skilte sig med Værket. Denne Gjæring havde just fundet Sted kort førend jeg kom til Værket, den laae i Gemytterne, og dens Fornyelse kunde let befrygtes under en ung og uerfaren Bestyrelse. En enkelt Mand - en Erich Larsen Lillemo - prøvede ogsaa paa ved Grovhed at skaffe sig sin Sags Afgjørelse efter Ønske, men endskjønt han var en duelig Mand, blev han strax udsagt af Verkets Arbeide. Curen hjalp, kort Tid efter kom han paa Contoret og bad ydmygt om at maatte igjen indsættes i sit Arbeide, men først efter mange Overtalelser og andres Mellemkomst lod jeg mig bevæge til at indtage ham igjen i Arbeide. Siden blev Manden en af mine skikkeligste og troeste Arbeidere, og jeg havde ikke mange Vanskeligheder af den Art efter den Dag. Min Stilling var i øvrigt i det første Aar af mit Ophold paa Næs ikke misundelsesværdig. Alle Mennesker var mig aldeles ukjendte, og der var ikke en eneste Mand hos hvem jeg fortroligen kunde vente Raad og Hjælp i vanskelige Tilfælde. Derhos var jeg i mange Henseende høist ukyndig og ikke engang bekjendt med de simpleste Handels-Forretninger.

Mine nye Forretninger var mig uvante, trivielle og sommelige, og jeg længtes ofte efter de Bogstudier, som jeg havde nedlagt, og nu kun som Bisag og i korte Dagsafdelinger kunde fortsette, og i de første Aar af mit Ophold paa Næs naturligvis mindre end senere hen. At præke med Bønderne, at skrive i deres Bøger, og føre en simpel Brevvexling o. s. N,. forekom mig ofte at være et aandsfortærende Arbeide og jeg længtes ofte efter min forrige mere aandsrige Beskjæftigelse. Disse Vanskeligheder jævnedes imidlertid efterhaanden ved Forretningernes Simpelhed og Værksdriftens Fordelagtighed i de Dage. Værkseierens sikkre Fremskridt paa Velstandsvei gav ham en Interesse for sit Kald som Syslernes Art ikke medførte, og Forretningernes ensformige Simpelhed gjorde hverken Krav paa nogen dyb Bergmands Kundskab og Indsigt, Berg-Mekanik og Maskinvæsen, eller udstuderede Speculationer for at finde de rette Markeder og lempe til Productet efter fordringsfulde Kunders Krav fornøden. I Vinterens Løb bragte Posten Ordinationer paa det simpleste Gods, Stangjern og Kakkelovn i aaben Sand, og Værket havde faste Kunder, som i en jævn Cyclus af de første 7 Aar af mit Ophold paa Næs ordinerede Alt, hvad Værket kunde præstere. Priserne var derhos meget fordelagtige, og de Værket paalagte Byrder mindre. Stangjernet blev den første Vinter jeg var paa Næs sat i 15 rd. pr. S- og steg efterhaanden til 20 rd. pr. S- eller 2 ½ til 3 ½ £ Sterling pr. S-. Støbegodset i aabent Sand betaltes med 10 rd. Værkets Afgift af den hele Production uden Hensyn til den tilvirkede Mængde var 250 rd., og hverken betaltes Told af det Jern der udførtes eller af det Korn som indførtes. En stor Deel af Handelen dreves passiv i det Jernet hentedes med danske Fartøier, eller for Kjøberens Regning lod sendes til Danmark i norske. Smith i Tvedestrand havde en lille Brig, som aarligen overbragte til Odense 5 à 600 S- Jern som betaltes strax med rede Penge, der bragtes tilbage med Briggen. Danske Skuder fra Colding hentede aarligen 2 à 300 S-, som betaltes med Contant. Fra Aalborg ordineredes især en stor Mængde aabent Sands Gods af det simpleste Slags. Kammersvinds Bilæggere var paa den Tid der meget yndede. Slajelse ordinerede sædvanligen 3 à 400 S- aarligen og dermed tillige en betydelig Qvantitet Bord. Kun til Kjøbenhavn sendtes stundom Jern paa Lager, men den største Deel ordineredes dog af daværende Hørkræmmere, der ikke altid kunde faa saa store Partier som de ønskede. Kort - Jerntilvirkningen havde paa den Tid den letteste Gang, og kunde fremmes til Værkseierens Fordeel uden stor Indsigt og Møie og det var ingen Under, at den i teknisk Henseende var stationair da den simpleste Fremgangsmaade var den sikkreste og fordelagtigste. Snart fik jeg lmidlertid Anelse om at en Forandring og Forbedring i denne Tingenes Tilstand vilde blive fornøden, og jeg gjorde mangehaande Forsøg paa at fremlede en mer rationel Fremgangsmaade og større teknisk Fuldkommenhed skjønt, som siden vil vises, ikke alle med Held. Den eneste Vanskelighed som er værd at nævne paa den Tid var den at skaffe de fornødne Materialer af Kul under Trælastens høie Priis, og de fornødne Kjørsler da Bøndernes Heste ingenlunde fordelagtigen anvendtes. Næsværket var imidlertid i den Henseende heldigere end de fleste Værker, enten nu dets Beliggenhed i en skovrig Tract er fordelagtig, eller Bøndernes liberale Behandling i Regningsforhold, og den overhovedet i Forhandling med dem indførte venlige Tone dertil bidrog. Dertil bidrog ogsaa, at Bønderne havde endnu en vis Agtelse for deres Forbindelse med Værket, der ligesom var gaaet i Arv fra den Tid da Loven paalagde Skoveierne og Kjørselbønderne i Værkernes Omkreds store Pligter. Bøndernes uafhængige Stilling under Conjunkturer, som for Stangjern var høist fordelagtige, havde vist nok slappet disse Baand, og flere Værkseiere havde Erfaring om hvor forgjeves det var gjennem Lovens Tvang at stramme dem, men for de Værkseiere især, som fore frem med Lempe, var denne Tid endnu en stor Understøttelse for Værksdriften. I andre Henseender havde Værkseierne ett lettere Gang i sine industrielle Foranstaltninger. Værkets Tarv stilledes stedse i Spidsen for alle andre Virksomhedsarters. Elvedragene stod paa en Maade under deres Raadighed. Tømmerlast og Skovmaterialier havde Forskydningret, og Intet tillodes at gaa Værket forbi uden Værkseiernes Tilladelse. Tømmerhandelen var saa godt som ene i Værkets Hænder, og Bønderne fandt sig i Følge gammel Skik og ældre Lovbestemmelser forpligtede til at tilbyde Værket deres Saug Tømmer fremfor nogen andre. Kun Bjelke- og Spirehandel var fri. Man stod vist nok paa Grændsen af den Periode, da Skoveierne tilegnede sig en større Frihed og Selvstændighed, og denne viste si stundom i djærve Ord og selvstændige Handlinger - men Forholdet var som sagt endnu tildels som Huusbondens til sin Undergivne og et mildt Herredømme forenet med en forsigtig Anvendelse af den indbildte Myndighed bidrog til at lette Omsorgen for Materialernes Anskaffelse. Desuden stod Mængdeb af Bønder i et Afhængigheds Forhold til Værket formedelst en stoe Gjældsmasse, der meget lettede Omsorgen for Værkets Forsyning. Min Formand havde ikke sammenhobet Jordegods - Værdien af de Jordegods, som fulgte med Værket, udgjorde kun 17 000 rd. Courant. Derimod beløb Restancerne sig til 60 à 70 000 rd. gode Penge. Schnell kom snart til den Overbevisning, at Jordegodset i Værkseiernes Hænder ikke umiddelbart afkastede sine, Renter, og han havde saaledes efterhaanden skilt sig ved sit Jordegods og forvandlet det til rentebringende Capitaler i gyldige Obligationer. Desuden aabnede han villigen sin Casse for vederhæftige Bønder, naar de tiltrængte Capitaler til en eller anden Hensigt. Især understøttede han Odelsmænd til at udløse deres Medarvinger, og det var ikke sjeldent, at en Bonde skyldte 500 til 1 000 rd. Dette Gjældsbaand fremledet ikke alene mange Kul til Værket, som ellers ikke var kommet det tilhænde, men Forbindelsen mellem Værket og Bønderne styrkedes ved den Overbevisning, at Værket ikke alene var et sikkert Tilflugtssted i Nødens Tid, men at det ydede sin Understøttelse paa den liberaleste Maade. Det forlangte aldrig mere end simple Renter af Obligationsgjæld, opsagde aldrig Capitaler i Utide, men viste lang Taalmodighed mod sine Debitorer - ja naar det havde med sikre Folk og gode Kulleverandeurer at gjøre lod det ofte betydelige Capitaler staa uden Rente som efterhaanden ved Drifter blev afbetalte. Alt var beregnet paa at lette og optmuntre Skoveierne til en villig Kulleverance, thi fra dette Hjerte udstrømmede Liv i den fordelagtige Maskine. Denne Stiil bevarede jeg da jeg overtog Værksbestyrelsen, og endskjønt jeg ikke fulgte min Formands Sky for at kjøbe Eiendomme, men efterhaanden næsten aarligen tilforhandlede mig et eller andet Jordegods, saa formindskedes ikke Restancerne, og disse var ved Krigens Udbrud voxede til omtrent 80 000 rd. Alle disse Omstændigheder neutraliserede Virkningen af den unge Værkseiers Mangel paa Erfaring og Ukyndighed i mange Grene af Værksdriften. Han gleed i de første Aar paa en let Bane til Velstand.

Efter en lang og sørgelig Vinter nærmede sig omsider den glade Dag da jeg skulde samles med Lovise, titen denne Lykke var nær paa den sørgeligste Maade bleven tilintetgjort. Min Søster Dicta og Jørgen var dengang i Kjøbenhavn og i Selskab med dem, Lieutnant Grønwold og P. Flood, reiste hun i Marts 1800 fra Kjøbenhavn. Isen laa endnu tilsyneladende stærk i Sundet mellein Helsingør og Helsingborg, og dagligen fore Slæder over det frosne Vand. Denne Befordring valgte ogsaa vort Selskab, og kom paa denne Maade Helsingborg nær. Men pludseligen løsnede Isen ved begge Land, og Isen begyndte at drive ud ad Kattegattet til. Vore Reisende anede lidet deres Fare, men i Land ved Helsingborg opvagte deres Tilstand den største Forbauselse og Iver for at komme dem til Hjælp i deres Nød. Baade bleve satte ud og lykkeligen bragte til Isbredden, hvor de Reisende var og de blev alle heldigen reddede. Neppe 5 Minutter efterat de var komne i Land var ingen Is at see. Den drev i en utrolig Fart, ført af Stormen udad Kattegattet og hvor der nyligen havde været en sterk Isbræ var nu det klareste Vand. I Helsingør var man i den største Angst for de Reisende, og dunkle Rygter udbredtes allerede derfra til Kjøbenhavn om den norske Karavanes Undergang. Men lykkeligvis naaede disse Rygter ikke Lovises Familie før paa samme Tid Brev og Budskab kom fra de Reisende selv, som var bragt tilbage med de Folk, der havde ledsaget dem paa deres farlige Reise. Jeg fik ikke Faren at vide før igjennem Lovises egen Mund og takkede Gud for min lykkelige Uviidenhed. Jeg har imidlertid ikke uden Rædsel kunnet tænke paa hvor nær mit hele Livs Lykke var bleven forspildt.

Dette var det eneste Uheld, som Lovise havde paa sin Hjemreise, endskjønt Reisen skede paa den ubeqvemmeste Maade uden Equipage. Imidlertid udholdt hun Reisens Besværligheder med et muntert Sind, og Grønwold, som egentligen var den der skulde sørge for de Reisende har ofte forsikret mig, at Lovise var den kjækkeste paa Reisen i det hele Selskab, og bar taalmodigen Reisens Besværligheder, medens det ofte var vanskeligt baade at skaffe de Reisende passende Beqvemmeligheder og at gjøre det øvrige Selskab tilpas. Lovise fortalte mig siden at hun ved sin første Indtrædelse paa norsk Grund havde nogle mørke Timer. Reiseselskabet var indbuden af Kjøbmand - siden Statsraad - Tanck paa Fredrikshald og han gav det en stor Fete paa sit Landsted Rød uden for Byen. Han viiste min Søster megen Opmærksomhed og Galanteri, medens han aldeles forsømte den stakkels unge Kone, som nyligen havde forladt Fædreneby og Familie for at drage til en hende ukjendt Kreds. For endnu at forøge hendes Nedstemthed udbrød han under Bordet i de stærkeste lnvectiver mod Danmark og det danske Folk og Lovise maatte med Taarer i Øinene høre paa den usømmelige Tale og taale den ugjæstfine Behandling. Jeg var reist Lovise i Møde en Miil østen for Laurvig og jeg vilde forgjeves beskrive vor gjensidige Glede ved dette Møde. Aldrig havde jeg savnet Lovise mere end denne Vinter, og hun tilstod mig at hverken hendes Ængstelse for den nye Stilling hvori hun skulde indtræde, eller den Godhed der vistes hende af hendes Familie i Kjøbenhavn kunde overvinde hendes Længsel efter at møde mig. I Porsgrund blev Lovise modtaget af min Familie med aabne Arme, og jeg glædede mig usigeligen over den kjærlige Forekommenhed som her blev hende til Deel. Uagtet det lakket med Føret maatte vi blive flere Dage i Porsgrund, som tilbragtes i Familie-Glæde og Baller. Paa Reisen fra Porsgrund til Næs, som jeg fandt at burde gjøre paa en Dag, fordi intet beqvemt Natteqvarter kunde faaes paa den Tid, led vi meget ondt. Isen var fuld af Vand der stod os ofte op i SIæden. Men Lovise udholdt Besværlighederne med godt Mod og uden Ulempe, og vi kom til Næs den første April Kl. 3 om Natten. Den sildige Ankomst gjorde, at vi gik glip af en hel Del Stads og Kanontorden, som min Broder Nicolai, der i min Fraværelse var bleven paa Næs havde beredt os.

Utdrag (s. 130-144) fra:
Jacob Aall: Erindringer 1780-1800.
Trykt i: Historielaget for Telemark og Grenland. Aarsskrift 1939, s. 7-148
Porsgrunn biblioteks hjemmeside Søk i bokbasen