Jacob Aall

[Min udenlandske Reise]

Om Foraaret 1797 beredte jeg mig til min udenlandske Reise, og jeg havde banet mig Vei til dette Angreb paa min Faders Casse, ved at holde tilraade med den under dette Aars Ophold i hovedstaden. Jeg havde skilt mig ved min Tjener - Thomsen var traadt i Ulrich Cappelens Tjeneste - jeg havde ingen Hest og havde i enhver Henseende paa en passende Maade indskrænket mine Udgifter, saa min Fader ikke mer havde at klage over sin ødsle Søn. Peter Erasmus Müller og Hofman skulde paa samme Tid gjøre en udenlandsk Reise og vi sloge oss sammen, og kjøbte os en gammel skrammel Vogn, som var baade tung og styg. Kjøbet var overdraget Müller, og det syntes ikke at være i gode Hænder, da han uden Tvivl lod sig tage dygtig ved Næsen. Med os skulde ogsaa følge en Candidatus juris Hammelef, uden dog at være Interessert i det herlige Kjøbmandskab. Müller og jeg aftalte at besøge de tydske Universiteter efter samme Plan, og vi overlod den bekjendte A. Bernstorf, der var Müllers Patron, at udkaste den Plan for os, som vi skulde følge. Jeg fik saaledes Leilighed til at see denne udmærkede Mand i en Audience, som han gav Müller og mig kort før vor Afreise. Han døde samme Sommer. I Følge hans Plan skulde vi besøge Universiteterne i Kiel, Leipzig og Göthingen, og paa ethvert Sted gjennemgaa et halvaarligt Cursus af Forelæsninger. Jeg kan ikke sige at Udførelsen af denne Plan befandtes hensigtsmessig for min tilkommende Dannelse. Hofman derimod vilde først komme til os mod Høsten i Kiel, og om Sommeren bereise Danmark, og derefter kun ledsage os til Göthingen. Før Afreisen gjorde jeg Chefen for Cancelliet, Geheimeraad Brandt, min Opvartning. Han var en vigtig Mand for theologiske Candidater da han veiede Prestekaldenes Uddelelse i sin Haand. En udenlandsk Reise paa den Tid betragtes med andre Øine end nu omstunder; den var kostbarere end nu, da Befordringsmidlerne ikke var bragte til den Fuldkommenhed som i vore Dage, og den ansaaes sotri et Befordringsmiddel paa deres tilkommende Embedsbane, som foretoge den. Jeg kan erindre med hvilken Ærefrygt jeg i mine Studenterdage betragtede dem, som vendte tilbage fra en udenlandsk Reise, og hvor meget jeg ønskede at kunde høste de Fordele for min Fremtid og Dannelse, som jeg indbildte mig maatte være Frugten af en saadan Reise. Jeg kan ikke sige at denne Fordel svarede til min Forventning, eller at min udenlandske Reise enten var saa rig paa Glæder, eller et saa vigtigt Middel til min Kundskabs Udvidelse, som jeg havde forestillet mig. Det første monne have sin Grund i den Forbindelse som jeg i Kjøbenhavn havde indgaaet, og i Savnet af det lykkelige Familieliv, som jeg der havde levet; det sidste skyldtes vel den Forandring i min Studieplan hvortil Omstændighederne og min engstelige Frygt for at fremtræde som Taler i store Folkeforsamlinger havde ledet mig. Jeg kan ikke tvivle om, at jeg ved at fortsette mine theologiske Studier, i hvilke jeg virkeligen troer at have gjort gode Fremskridt, og som jeg dyrkede con amore, havde i scientistisk Grundighed og Kundskabenes Omfang bragt det videre end paa den litteraire Bane paa hvilken jeg siden slog ned. Paa denne maatte jeg ligesom Barnet paa ny stave mig frem, og kunde dog med Hensyn til den nye Videnskabs Hjælpemidler ikke fæste min Fod paa den Grundvold, som kun i en tidligere AIder kan lægges. Der blev i mine nok saa alvorlige Anstrængelser, af Mangel paa en tidlig og grundig Forberedelse stedse noget haltende og vaklende, der ikke tillod mig i scientistisk Henseende at naa min nye Bestemmelses yderste Maal. Jeg vil ikke heraf drage den Slutning, at jeg enten har angret den Beslutning jeg tog at forlade den theologiske Vei, eller at jeg skulde ansee mine akademiske Studier, som aldeles spilte for min Fremtid. Jeg har forhen berørt dette, og tilføjer kun det Haab at jeg som Statsborger har formedelst en omhygggelig scientistisk Dannelse, skjønt i en anden Retning, kunnet gjøre alvorligere Fremskridt end om Sjælens Evner ikke vare øvede og dens Receptivitet til at modtage nye Ideer ikke var skjærpet ved omhyggelige Skole- og Universitets Studier. Desuden troer jeg at jeg i praktisk Henseende, som Forstander for en stor Virkekreds, og som en af Fædrelandet ved flere Anledninger brugt Borger, har udrettet mere end om jeg havde holdt mig til en nok saa transcendental Stilling som videnskabelig Theolog. Desuden har den milde, om jeg saa maa sige christelige, Aand som det theologiske Studium i min lykkelige Stilling i mine akademiske Aar maatte indpræge mit Væsen, været en lykkelig Ledsager paa Livets vei. Den har styrket mig under Livets mangehaande Omvexlinger. Sjælen er ofte bleven bøiet ved Livets Viderværdigheder og rystende Strid, men den har reist sig igjen ved en fra Barndommen indpræget og ved flittige Studier styrket Tillid til et altstyrende Forsyn, og de fromme og hellige Barndommens og Ungdommens Sysler have maaskee givet mit hele Forhold til mine Medmennesker et mildt Præg som har beredt mig min Families, mine Medborgeres og mine Undergivnes Kjærlighed og Tillid.

I et Tidsrum, da Verdens materielle Forhold og Menneskehedens Fremskridt paa den mekaniske Vei er paa saa mange Maader uddannede, maa Savnet af det nøiere Bekjendtskab med disse mekaniske Hjælpemidler paa mange Maader føles - og jeg har savnet dem i en høie Grad, har vel dels stundom vaklet og feilet i Anvendelse deraf, og maattet stille Mænd, som i denne Henseende have været bedre udrustede end jeg ved min Side. Men om dette Savn er stort er det dog i andre Henseender underordnet. I Livets vigtigere Forhold, i Bestyrelser, saavel de mindre som de større, kommer det i den detaillerede Udførelse mere an paa at benytte andres Indsigter end umiddelbart fremlede det tilsigtede Maal. Man gjennemgaa enhver Cyclus af Forretninger, som falde i et større eller mindre mekanisk Værksted, og man vil let overbevise sig om, at den umiddelbare Deeltagelse i Arbeidets Udførelse ikke vilde føre til Maalet. Det store Oversyn over cosmopolitiske Forhold, over Virksomhedens Stilling i Fædrelandet, en omhyggelig Granskning og Tilegnelse af Opdagelser og Forbedringer paa vor Virksomheds Vei, forlenede med en rask Anvendelse deraf, Evnen til at kunne udbrede Tilfredshed, Munterhed og Velvære blandt dem som ofre os deres Sved - disse Egenskaber ere vigtigere for en Virksomhedsforstander, end om han med mekanisk Fingerfærdighed ledede Værkstedernes Detail. Til denne rationelle Behandling af Borgersyslerne er jeg ved Opdragelse bleven sat mere i Stand end til den mekaniske, endskjønt jeg tilstaar at en passende Forening af begge Slags Kundskaber vilde være det bedste Udstyr for en Eier og Bestyrer af en stor Fabrik-Virksomhed. Paa dette Sted af min Biografi har jeg kun vidløftigen udbredt mig herover, fordi jeg nu stod paa min borgerlige Livsbanes Korsvei. Jeg forlod den Vei, jeg hidtil havde fulgt, og flere nye Veie laae aaben for lånt Valg. Det er naturligt at Valget var vanskeligt, ubestemt og vaklende, og at jeg ved ganske at bortkaste gamle Sysler, og indtræde paa en ny Virksomhedsbane, ligesom tabte Frugten af min akademiske Flid, og beholdt kun Sjælens Receptivitet tilbage til at bøie mig ind i den nye livsform og give mine nye Sysler et rationelt Anstrøg. Synderlige Hændelser, uberegnelige medvirkende Aarsager ledede den vaklende Yngling, og ledet ham did, han maaske bedst kunde tilfredsstille sig selv og Andre, og jeg saae Guds Finger i Alt hvad der er hendt mig.

Det var i Marts Maaned 1797 at jeg tiltraadte min udenlandske Reise. Det kostede mig meget at forlade den Familie i hvis Omgang jeg havde nydt saa mange glade Timer, men denne vemodige Stemning maatte have vegen for den lyse Udsigt til muntre Nydelser hvormed en Yngling, vel udstyret med Reisemidler, tiltraadte i hiin Tid en udenlandsk Reise. Min Indbildning dvælede i Sandhed erne over disse spanske Slotte. Førend jeg samledes med min Reisefælle Müller for at fastsætte Reisen gjorde jeg Hofman et Besøg paa Hofmansgave, og tilbragte der 14 Dage just i Vaarens Udbrud. Hofman skulde tilbringe Sommeren paa en botanisk Reise i Danmark førend han tiltraadte Udenlandsreisen, og skulde derefter møde os i Kiel for over Berlin og Dresden at følge os til Leipzig. Disse 14 Dage var nogle af de behageligste paa Udreisen, og især blev jeg Hofmans Mormoder, den gamle Conferenceraadinde Hofman af Hjertet hengiven. Denne blide og agtværdige gamle Kones moderlige Ømhed var rørende, og aldrig skal jeg glemme hendes venlige Godhed. Vi reiste sammen gjennem Fyhn, besøgte det vakre Brahetrolleborg, dette Sted, der som ovenfor anført havde saa megen Indflydelse paa min Skjebne, og tog Reisen over Als til Holsteen. Paa Als sporede vi megen Velstand, men Bønderne vare storagtige, og vi kunde med Nød og neppe faae dem overtalt til at befordre os med deres Heste, da der egentligen ikke dengang var nogen Skydsbefordring. Efter Overfarten ved Als skiltes Hofman og jeg, og i Kiel forefandt jeg allerede Müller og Hammelef. Mit Ophold i Kiel kunde jeg ingenlunde kalde hensigtsmæssig, og jeg vilde med langt større Fordel kunde have tilbragt denne Sommer i Kjøbenhavn. De faa Forelæsninger som jeg der hørte tilfredsstillede mig ikke. Schraders over Physik stod i Interesse langt tilbage for Bugges, Niemanns over Forstvæsenet indeholdt lidet der kunde være mig til sand Nytte, og jeg var ligesaa bevandret i Mineralogien som Steffens - der siden fik saa stort Navn - der holdt Forelæsninger over den. Den første Sommer af min udenlandske Reise var saaledes lidet skikket til at lade mig glemme Savnet af de Lykkelige Dage jeg havde levet i Kjøbenhavn og mine Forbindelser der. Min bedste Adspredelse var et Besøg til nogle af de deilige Steder som ligge i Nærheden af Kiel, Dorfgarten, Viburg, Knaph o. s. v. Slotshaven havde endnu ikke faaet den Forskjønnelse som bIev den til Deel under Kronprindsesse - Marias Haand, under hendes Mands Ophold i Holsteen. Vi logerede hos en Kammerherre Brockdorph, hvis larmende Skjænden paa hans Huusfolk vi næsten hørte hele Dagen. I samme Huus som vi logerede Professor Thorkild Baden, som var ansatt ved Kieler Universitet. Han gav forskjellige Smaalag for sine reisende Landsmænd i Kiel, som morede os meget. Der boede og i Kiel en riig Landmand fra Marsken, som stundom indbød os til sit rigt besatte Bord. I Kiel gjorde jeg Bekjendtskab med tvende Nordmænd, som jeg paa Landmandskabets Vegne meget omgikkes, en Capitaine Lesschly og Capitaine Sejersted, der siden spilte en saa vigtig Rolle i Selvstændigheds-Krigen. Med Steffens havde jeg og den venligste Omgang. Han var paa den Tid forlovet med en holsteensk Pige, som boede paa Landet, og som han stundom besøgte, men denne Forbindelse hævedes. Med Hammelef kunde jeg derimod ikke komme i nogen nøiere Forbindelse, endskjønt vi logerede sammen. Det var en letfærdig Person, som tænkte mere paa sine Fornøielser end sine Studier. Han tog under sit Ophold i Kiel Doctor-Graden i Jurisprudencen, men ligesaa værdig kunde jeg være til den juridiske Doctor-Hat som han. Etatsraad Trendlenburg, Professor juris, havde forfattet Doctor Disputatsen for ham, og under Acten selv lukkede han ikke Munden op, men hans Defensor besvarede ene Opponenterne. Den Tale han holdt paa Latin, hvormed Acten sluttedes, var ogsaa forfattet ar Trendlenburg, og han accentuerede sin Latin slet, at jeg skammede mig over min Landsmand. Derimod lod han sig bære i en Berebør fra Universitetssalen til sit Hjem og præsenterede sig i den høieste Stads ved denne Leilighed. Denne Doctorgrad skal have kostet ham 100 rd. gode Penge Han blev imidertid efter Hkemkomsten gjennem sin ansete Familie befordret til gode Embeder, og omsider til Amtsforvalter i Holsteen.

Under mit Ophold i Kiel gjorde jeg en interessant Tour med Müller til Marschegnen i Holsteen. Vi besøgte paa denne Tour ogsaa Pretz og det vakre Pløen. Vi leiede os en Gig og Hest og droge ene afsted, da vi skulde beholde Hesten den hele Vei. Imidlertid var vi nær den første Aften kommen i stor Forlegenhed. Vi kom ud paa en stor Hede, hvor tusinde Veie krydsede hverandre, uden at der var Spor af hvilken Vei vi skulde tage for at naae det bestemte Natteqvarter. Just da Mørket faldt paa skimtede vi et Lys i Horizonten, stilede derpaa og traf en Bondehytte hvor vi fandt godt Qvarter for os og vor trætte Hest. Da Bondefolkene hørte at vi var Præsteæmner vare vi dem særdeles velkomne. Ved vor Tilbagekomst til Kiel var vi nær komne i Uleilighed med Hestens Eier. Det var et elendigt Dyr, som var bleven halt paa Veien, og han paastod nu at vi skulde erstatte ham Hestens Verd. Vi satte os til Modverge saa godt vi kunde, især var Müller forbitret over denne ublue Fordring. Omsider slap vi med en Erstatning paa 8 Daler S. h. F.

Først i September forlod vi Kiel, efterat Hofman var kommen til os. Vi rullede alle 4 afsted i vor tunge og skrøbelige Vogn, med den Aftale at vi skiftevis skulde sidde for- og baglængs. Men Hammelef kunde ikke taale at kjøre baglængs og Vognens Eiere maatte saaledes tage det ubeqvemmere Sæde, hvilket dog ikke skede uden knubbede Ord til denne i ingen Henseende kjærkomne Reisekammerat. Neppe var vi komne til Neumünster før Vognaxelen brast, og vi maatte ligge en hel Dag for Anker i denne hæslige By før den kom i Stand. Dette var dog den eneste UIeilighed, som vi havde med dette daarlige Kjøretøi. Da vi kom til Hamburg var Byen saa propfuld af Reisende, især af franske Emigranter, at vi havde vanskelighed for at faae Logis, og vi 3, M&uulml;ller, Hofman og jeg maatte betale en Hollandsk Ducat for vort Værelse, medens vor splendide Reisekammerat leiede et Værelse for sig selv allene til samme Pris. I Hamburg vexIede vi danske Penge med Louisd'ors, hvormed man kommer frem overalt i Tyskland, og vi gjorde i den Henseende gode Affairer. For 5 Rixdaler i danske Bankosedler fik vi en Louisd'or og 8 gute Groschen, og naar vi ombyttede vor Louisd'or i Preussen fik vi igjen mellem 6 og 7 Daler i preussiske Penge, og da Alt i Preussen den Gang var godt Kjøb reiste vi meget billig. Den danske Stats Stilling til det øvrige Europa, i det den i dyb Fred med alle Nationer førte en høist fordelagtig Handel, medens Krigen forøvrigt rasede overalt, gav de danske Penge den høie Værd, uagtet den danske Banks slette Tilstand, der ikke var i Stand til at indløse sine Sedler med Sølv. Af Courantbankens Sølv var ikke det mindste i Circulation, Kuns Speciesbankens Sølv circulerede i dennes første Virksomheds Periode i Mængder. Vi skyndte os at forlade det mørke og kostbare Hamburg, som har lidet mærkværdigt for den videnskabslystne Reisende, hvor interessant den end er som Handelens Dronning, og fortsatte Reisen til Berlin. Vi fandt paa Veien mellem Hamburg og Berlin store Forstanlæg af Gran og Fyrreskov, og Nordmanden glædet sig ikke lidet over at forefinde dette Slags Landsmænd, endskjønt jeg fandt dem som Dværge mod de norske. I Nærheden af Berlin var der dog Fyrreskover, som havde anselige Trær at fremvise. I Berlin blev vi omtrent 3 Uger, og morede os kosteligen Deels med at besøge Comoedie, og besee alle Stadens Mærkværdigheder, deels med at gjøre Excursioner til Potsdam og Charlottenburg. Det var i Frederik Wilhelms sidste Levedage. Vi saae ham kjøre ud i en med Mulæsler forspændt Vogn, og denne Mand, som havde i Høide raget over alle andre, sad krumbøiet og saae uanselig ud. Paa vore Besøg til Maleri-Udstillinger stødte vi paa den daværende preussiske Kronprinds og hans Gemalinde, og det forekom mig som hun var det smukkeste Fruentimmer jeg nogensinde havde seet. De unge Folks Forhold til Hoffet beklagedes meget formedelst den Indflydelse, som Kongens Maitresse, Grevinde Lichtenau havde paa Kongen, og det Misbrug som hun deraf gjorde. Men Enden paa hendes Regimente forestod nu. Kongen døde strax efter, og Grevinden forvistes fra de preussiske Godser, og den største Deel af den Formue hun havde tilranet sig confiskeredes. I Berlin forefandt vi et Par danske Malere, som var os til megen Hygge og Gavn. En Hornemann og Pløtz, der havde opfundet et Slags Storkesnabel, og i Compani øvede den Kunst. De besøgtes af Berlins fornemste Folk og gjorde, saa længe Opfindelsen var ny, gode Forretninger. Selv Kronprindsen og hans Gemalinde var iblandt deres Kunder. Opholdet i Berlin var meget billig. Vi boede in goldenden Adler og havde 3 store Værelser, spiste dagligen ved Table d'hote Middag og Aften, ved et rigeligen forsynet Bord og betalte derfor omtrent 19 preussiske Daler, som knapt udgjorde 15 Rixdaler danske. Da vi vare 4 i en Vogn var Udgiftene forholdsmæssig ringe. Denne billige Leve-og Reisemaade gjorde, at jeg i det første aar af min udenlandske Reise knapt fortærede 600 rd. Courant. I Berlin forlod vor 4de Reisecompagnon Hammelef os. Han kunde ikke forlade de berlinske Forlystelser, og især ikke Theatret, da vor Doctor juris især syntes at lægge sig efter Dermalurgien. Vi satte ikke bedrøvede Ansigter op ved denne Skilsmisse, og jeg for min Part tabte ham siden ganske af Sigte, indtil jeg med vemodig Deeltagelse hørte hans sidste ulykkelige Skjebne. Jeg ansaae ham stedse for mere letsindig end slettænkende.

Vi reiste over Wittenberg til Dresden, og lod os i Wittenberg forevise Luthers Studerværelse. Væggene vare bemalede med Navne, og blandt disse fandt vi Peter C. Hars skreven med egen Haand og indfattet i Glas. Det var neppe læseligen skreven. Det deiligste September Veir begunstigede vor Reise, og da dette Aar gav en Overflødighed af Frugt delicaterede vi os dermed for den billigste Pris. For nogle Groschen fik vi paa Torvet i de smaa sachsiske Byer saa mange Viindruer og fineste Frugt af al Slags, at vi havde nok for en hel Dag, men omsider vaandede Maven sig under dette Fraadseri. Vi opholdt os i Dresden i 14 Dage, og fandt atter ein goldenen Engel et meget billigt og godt Logis. Flittige besøgte vi den deilige Omegn langs Elben, og da just Druesamlingen paa de smaa Viinbjerge i Nærheden af Dresden indtraf paa den Tid delicaterede vi os med Druer. Den saakaldte Landviin, derimod, som pressedes af disse Druer var meget slet, men derfor billig. I Dresden besaae vi de mange Mærkværdigheder, som findes i in grünes Gewölbe og den herlige Malerisamling, men Nydelser af den Art maa skee langsomt, efterhaanden og stykkevis naar de skulde behage, og det er i al Fald kun Kunstnerøiet, som kan tilegne sig denne med Nytte og Behag. Jeg har aldrig følt mig sløvere paa Sjælen end efter nogle Timers Beskuen af endog de herligste Kunstens Gjenstande. Sjælen higer stedse efter at fatte Noget, som den ikke ret forstaar, og denne Flagren fra Gjenstand til Gjenstand sætter den i en spændt Tilstand, hvorpaa nødvendig maa følge Slappelse. Under Opholdet i Dresden gjorde Hofman og jeg en Excursion til de bøhmiske Bjerge, som ligger paa Grændsen af Sachsen, han i botanisk Henseende, jeg i mineralogisk. Hidtil havde jeg alene beskjeftiget mig med den oryktognostiske Deel af Mineralogien, og havde i den Henseende under Wads Veiledning, og ved flittigen at gjennemgaa Museets Samling, gjort mig temmelig bekjendt med det nye System, ligesom jeg havde gjennemgaaet de første Linier af Grognosien. Men for øvrigt kunde Ingen være mere uvidende end jeg i Alt hvad der angik Bergvidenskaben. Naar jeg undtager, at jeg som Barn flygtigen havde været tilstede ved Støbningen i Holden Værkets Masovn, havde jeg ikke gjort mig bekjendt med nogen af Jerntilvirkningens Manipulationer, og havde begyndt at studere Bergvidenskaber paa Steder hvor slig Kundskab ikke I kunde erherves. Det var endnu aldeles ikke falden mig ind at studere Mineralogi som Brødvidenskab, men som et Slags Kundskab, hvorom en Fjellets Søn ei burde være uvidende, og som i Forening med Physik og Chymie, hvilken sidste jeg især lagde mig efter med Flid og Lyst, kunde tjene til en behagelig Underholdning, naar det en Gang faldt i min Lod at blive Præst i Norge. Men jeg indsaa derhos, at jeg maatte lægge Praxis ved Siden af Theorien, naar jeg skulde have nogen Nytte af mine nye Studier, og at jeg især maatte gjøre mig bekjendt med Bjergenes Dannelse, med Grubevæsen, dersom jeg skulde kunne have Nytte af hine af Bøger hentede Theorier. Hofman og jeg leiede os 2de Heste og trengte over Königstein og de saa kaldte schwedische Løcher, hvor man endnu finder Spor af Fortificationer som de svenske under 30 Aars Krigen havde dannet, ind i de bøhmiske Bjerge. Ved Hainswaldes, hvor der var en Tingrube, der skiltes Hofman og jeg, og satte hinanden Stevne i en liden By paa den neden for liggende Slette. Jeg vilde gjøre en Grubefating i Hainswaldes-Grube den følgende Morgen, han vilde botanisere i Dalen og paa Sletten neden for. Jeg blev lidt trang om Hjertet ved at tage Afsked med min Ven, jeg følte mig underligen forladt paa disse afsides Høider, og min Frygt forøgedes ved min nye Værts, en Stigers, barske næsten banditmæssige Udseende. Men aldrig kunde nogen Frygt være mindre grundet. Ingensinde var jeg bleven behandlet med en venligere Gjæstfrihed end af disse Bjergfolk. Om Aftenen tracteredes jeg med Fløde, hvedebrød og herlige Frugter og den hele Familie viste mig den kjærligste Opmærksomhed. Især var der en gammel Kone, Stigerens Moder, som tog sig af det unge Menneske. Da hun hørte at jeg var fra Norge, et Land som hun ikke kjendte førend jeg sigde hende at det var Naboland til Sverige, som endnu nævnedes der med en vis Rædsel og Ærefrygt - udbrød hun: .«so jung und so weit her». Jeg havde virkelig en glad Aften i den simle Biergbytte, der var ligesom en god Varsel for min Vandring blandt Bjergets Sønner paa en lang Livets Bane. Efter nogle Timers Søvn stod jeg aarle op Kl. 3 à 4 om Morgenen for at ledsage min Vært til hans Grube og følge ham paa hans Grubebefaring. Da vi kom til Gruben var Mandskabet samlet med Fakler i Hænderne for at stige ned i Gruben. Men førend dette skede holdtes en Bøn og Sang med stor Andagt. Bøhmerne er sædvanligen gode Sangere, og denne høitidelige Act rørte og interesserede mig i høi Grad. Grupebefaringen have stedse hørt til den interessanteste Deel af mine Bergmands Arbeider, men aldrig har nogen underjordisk Vandring interesseret mig mere end denne første Befaring i Hainswaldes-Grube. Ikke uden Bevægelse skildtes jeg fra min venlige Vært og hans Familie og vi forlod hverandre, som jeg troer gjensidigen tilfreds med det nye Bekjendskab. Den Fornøielse som denne første Grubefart gjorde mig, bidrog ikke Ildet til at drage min Lyst og Tanke til Bergværksvæsenet.

Da jeg kom til den lille By paa Sletten hvor Hofman og jeg havde sat hinanden Stevne fandt jeg min Ven mindre tilfreds med det Udbytte han havde ,gjort paa sin Excursjon. Han havde lidet eller intet fundet for sin Mappe, og var i øvrigt ikke falden i gode Hænder. Om Aftenen havde han søgt Ly i et Værtshuus, hvor han var bleven modtaget med uvenligt Ansigt og anvist Plads i en Stue der var fuld af andre larmende Gjæster, og som hele Natten foruroligedes af støiende Besøg. Ingen Seng, kun et Straaleie var ham anvist. Fortællingen om mit Held og hans Uheld oplivede imidlertid vor Underholdning, og vi vendte muntre og tilfredse tilbage til vor Reisekammerat, Müller, i Dresden for at ile til Leipzig, hvor Høstforelæsningerne skulde tage sin Begyndelse. Vi kom til Leipzig endnu før October Maaneds Udgang. Det viste sig der, at min Mave ikke taalte den umaadelige Nydelse af Frugt, som jeg paa Reisen havde tilladt tålig. I over en Maaned plagedes jeg ulideligen af MaveUorden der først hævedes ved Lægens Rhabarbara-Draaber. Leipzig hørte til den Universitets Cyclus som Bernstorff havde foreskrevet os, men jeg kan ilkke sige at jeg høstede nogen sand Nytte af mit Ophold der. Jeg hørte Hindenburg over den combinatoriske Analyse men uden syndelig Gavn, da jeg ikke kunde følge hans transcendentale ldeer, tillige Professor Rüdiger over Astronomien, og lærte hos ham at kjende en stor Deel Constellationer, ligesom det interesserede mig gjennem Observatoriets lnstrumenter at gjøre mig bekjendt med Himmellegemernes Gang. Eschrichts Forelæsninger over Chymien lærte mig intet Nyt, men jeg vedblev med Lyst, og jeg troer tillige med Held, ogsaa for at fortsette dette Studium. Professor Ludwigs Forelæsninger over Mineralogien tilfredsstillede mig kun lidet. Wads havde givet mig et bedre Udbytte. I Leipzig logerede Hofman, Müller og jeg sammen hos en Boghandler Grieshammer, og fandt os der meget Vel. Müller er sedvanligen den første i Seng - vi laae alle i et lille Kot, hvori der var 3 Senge - og det var den daglige Skik, at jeg spilte ham i Søvn med min Fløite. Vi levede meget godt, ja overdaadig, og derhos meget billig i Leipzig. Vi spiste ved et Table d'hote om Middagen, og beværtedes dagligen med 4 til 5 tildeels udsøgte Retter Mad med en rig Dessert af Frugt, og betalte derfor kun 8 rd. Sachsisk, som dengang ikke udgjorde mere end noget over 6rd. danske Courant. Jeg sad der ved Siden af den senere saa berømte, og saavidt jeg veed endnu levende, Schilling. Physik og Chymie var vor sedvanlige Underholdning. I hans Yndlings-Materie Naturphilosofien vovede jeg ei indlade mig. I Leipzig gjorde jeg ogsaa Bekjendtskap med en rig Englænder - eller maaskee Skotlænder ved Navn Mac'Donald, som var en stor Lingvist, eller i det mindste pralede af at han forstod - Gud veed hvor mange europæiske Sprog. Han vilde da ogsaa indflætte dansk i sit Sprogforraad, og bad mig om Veiledning deri. Jeg valyte dertil Rahbeks prosaiske Forsøg, og bragte det saa vidt med ham at han forstod lidt deraf. Da han syntes at have faaet nok af den Lærdom tilbød han mig Betaling for min Undervisning, og da jeg afslog denne blev han saa paatrængende at jeg maatte sige ham, at om han var rig var jeg heller ikke fattig, at jeg ikke gav Undervisning for Penge, og han vilde fornærme mig om han videre drev herpaa. Han maatte saaledes give efter, men indbød mig siden stedse til flere Gilder som han aav Stedets Lærde. I disse gjorde jeg Bekjendtskab med den berømte Jean Paul (Richter), med Forfatteren af Kinderfreunde, Weyse o. fl. I Leipzig saae jeg Ludvig den 18de, som foer der igjennem paa sin Reise til Rusland, hvor Keiseren tilbød ham et Ly. Han var dengang saa Korpulent at han neppe kunde gaae. Men om mit Ophold i Leipzig ikke var synderlig gavnlig for mine nye Studeringer, saa var det heller ikke ubehageligt. Naar vi havde hørt Forelæsninger gjorde vi 3 Contubernaler hyppige Spadsertourer udenfor Leipzig hvor der var mange smukke Haver, hvoraf Nogle stod bestandig aaben for Fremmede, og Vinterens Mildhed tillod os at nyde Naturens Glæder midt i Vintermaanederne. Stundom blev vi udbudne til Professorernes The-Selskaber, hvor det vist nok gik meget tarveligt til, da der kun beværtedes med The og Thebrød, men hvor der dog altid var en munter Underholdning at faae. Ved Slutningen af mit Ophold i Leipzig, mod Enden af Februar Maaned 1798 bedrøvedes jeg ved Efterretningen om min Faders Død. Den sidste Gang jeg skrev til min Fader havde jeg glemt at underskrive mit Navn, og neppe var Brevet kommet afsted, for jeg erindret min Feiltagelse, og græmmede mig derover, da min Fader var nøieseende med den Slags Orden. Min Frygt var imidlertid ugrundet, da Brevet aldrig kom i hans Hænder. Min Faders Død gik mig usigelig nær, da jeg havde elsket ham med sønlig Kjærlighed, og bar for ham en ubegrændset Agtelse, men den gav i øvrigt mine nye Studier en mere bestemt Retning. For at føie min Faders Ønske var jeg traadt ind paa den theologiske Bane, og nu da han ikke var mere havde jeg frie Hænder til at vælge hvilken somhelst anden Bestemmelse, hvortil jeg følte mig mere oplagt. Jeg havde vist nok, som ovenfor viist, drevet det theologiske Studium med Lyst, og udholdt Examen med Held, men jeg havde ogsaa følt den største Engstelse for at fremtræde som Prædikant i offentlig Forsamling, og denne Erfaring lod mig betragte Præsteveien kun som en Nødværge, hvortil jeg kun vilde tage min Tilflugt, naar intet andet Kald, mere overensstemmende med mine Evner, aabnede sig for mig. Ved min Faders Død kom jeg i Besiddelelse af en Formue, som i sin Tid vilde beløbe sig til omtrent 30 000 rd. gode Penge, og med denne troede jeg at kunne, berede mig en uafhængig Stilling vd k,jøbet af en eller andeti Eiendom. Lysten til at komme i Besiddelse af et Bergværk i Norge - thi min Hu stod stedse til mit Fædreland - vaagnede med Smagen for Bergværkstudium, og jeg besluttede dertil at forberede mig ved at opholde mig i nogen Tid ved Bergakademiet i Freyberg. Imidlertid vilde jeg dog først med Müller fuldende den os foreskrevne Cursus, hvoraf endnu et Semesters Ophold i Göttingen stod tilbage. Da Hofman, og jeg forlod Leipzig deelte vi os.Müller reiste til Jena for at tilbringe nogen Maaneder ved Universitetet der, medens Hofman og jeg gjorde en Reise til de sachsiske Erzgebirge, Bøhmen og til Voigtlandet, han for at botanisere, jeg for at lære den mineralogiske Natur der nærmere at kjende. Vi fulgte saaledes Müller til Jena og fordybede os deretter i de sachiske Bjergegne og gjorde Tourer over Carlsbad, Byen Teplitz til Prag. Reisen var særdeles behagelig, deels til Fods deels til Vogns, men især var Reisen i Bøhmen mig interessant. Bøhmerne forekom mig at være muntre godmodige Folk. Befordringen hurtig og god, og mangesteds lød en slags forældet Langelur, en Gjenlyd af Toner som jeg i min Barndom havde hørt i de norske Fjelde, i mine Øren. Bøhmerne er overhovedet meget musikalske og plage ofte de Reisende med deres Musik ved Sengen naar man staar op om Morgenen, ved Spisebordet og andre Steder. I Prag saae jeg Erkehertug Carl som da allerede havde et stort Navn som Feldtherre, og nu opholdt sig i Prag under den korte Fred Østerrige da nød. Over mine Reiser i Tyskland skrev jeg iøvrigt en ufuldstændig Dagbog som findes et eller andet Sted blandt mine Bøger, og visseligen ikke have Interesse for andre end dem som Reisebeskriveren er kjær, da Beretningen nedskreves uden Omhu. Jeg havde nu lagt min Plan for min Fremtid og indrettede mine Studier derefter, nemlig at studere Bergværkvidenskaben ex Professo, og anvende min Arv til Kjøbet af et eller andet Bergværk i Fædrelandet. Under mit Ophold i Göttingen lagde jeg mig derfor efter de didhørende Hjælpevidenskaber, men der gaves liden Anledning der til umiddelbart at tilegne mig disse Kundskaber. Om Mineralogien holdtes ingen umiddelbare Forelæsninger. Jeg hørte vel Kastner over Markscheiderkunsten, men han var en OIding der ikke længer kunde gjøre sig tydelig, da han havde mistet sine Tænder, og jeg kunde blot sige, at jeg havde besøgt denne berømte Mands Forelæsninger. Han holdt sig kun lidet til Sagen, og benyttede enhvrr Leilighed til at gjøre Udfald mod de Franske, som han af Hjærtet hadede. Naar den gamle Mand talte om de Franskes Ophold i Hannover blev hans blege Ansigtsfarve hvid, hans Stemme skjælvende, og gamle Lidenskaber vaagnede hos ham. Jeg besøgte denne Olding stundom i hans Have, og han sagde mig at der blandt de Studerende der freqventerede Universitetet i Göttingen var ingen han agtede mere end de Danske, da de var sædelige og flittige Ynglinger som stedse efterlod sig det bedste Rygte. Blumenbachs Forelæsninger over Physiologien interesserede mig i høi Grad, men dog ingen mer end Lichtenbergs over Physiken, som jeg hørte med stor Nytte. Ogsaa ham besøgte jeg flittigen om Søndagene, og han gav mig mangt et nyttigt Raad for mine Studeringer. Det var en særdeles venlig Mand, men en av de styggeste Mænd jeg nogensinde har seet, med en stoe Pukkel, et høit Bryst, en Mund der gik op til begge Øren og fæle sorte Tænder, men der er ingen af de tydske Professorer hvis Underholdning interesserede mig mere end hans. Ogsaa han var en stor Hader af de Franske, og lagde dette ved alle Leiligheder for Dagen. Det var i denne Sommer at Franskmændene kom til Egypten og at deres Flaade led det store Nederlag ved Abukir. Een Dag aabnede Lichtenberg sine Forelæsninger med den glade Efterretning at Engelskmændene havde paa Veien til Egypten ødelagt den franske Flaade, tilintetgjort den lille egyptiske Expedition og taget Napoleon med hans Hærskare fangen. Faa Dage efter kom Sandheden frem. Napoleon var Iykkeligen ankommen til snBestemmelse og havde landet med sine Troppe i Egypten. Vi danske, som var mere Tilhengere af Napoleon kunde ikke und lade at yttre vor Glede over denne modsigende Efterretning, og vi hørte ikke et Ord mere tale om den hele Sag. Senere hen kom Efterretning om Slaget ved Abukir. Mit Ophold i Göttingen gjordes meget behagelig derved, at jeg levede der med studerende Landsmænd, med hvilke jeg deels havde gjennemgaaet den akademiske Bane deels sluttet et varmt Venskab. Der var nemlig paa den Tid Müler, Thorlacius, Engelstoft, Sverdrup og Hofman. Hofman og jeg logerede sammen hos en Skrædder, og alle Danske spiste sammen ved eget Bord i vort Logis. Aldrig har jeg, siden jeg gik i Nyborg Skole spiist saa slet som i Göttingen. Maden var sædvanligen saa slet at den blev mere til Føde for min Murkein end for os. Med os spiste tvende andre Studerende, en russisk Student Reinbot, og en tydsk Magister Eckmann. Reinbot yndedes af os Alle, og især havde Thorlacius fattet varmt Venskab for ham. Med den tydske Magister kunde vi derimod ikke komme tilrette, og da han havde nogle væmmelige Spisemanerer, som gjorde vor slette Kost endnu mindre smagelig, excluderede vi ham fra vort Samfund. Vi Danske gjorde os imidlertid skadesløse for den slette Middagskost ved Aften-Pikkeniks et par Gange om Ugen, hvor der vankede alskens Lækkerbidskener, som Kyllingsteg, grønne Erter, Asparges o. s. v. Vi besøgte da sædvanligen samtligen et eller andet af de smukke Steder, som ligge i Nærheden af Göttingen. Disse Møder vare ogsaa Anledning til en anden Slags Underholdning. Möller, Engelstoft, Thorlacius og Sverdrup havde alle bestemt sig for Professorbanen ved det Kjøbenhavnske Universitet, og de skiftedes saaledes til at give Prøveforelæsninger, som de øvrige Gjæster skulde kritivere. Disse Underholdninger vare den gladeste Tid af mit Ophold i Göttingen. Omtrent Midtsommers forlod Hofman det øvrige Selskab for at drage til Paris, som for hans Studier var mere lærerig end Göttingen, og dette Brud i vort Selskab gik mig i Sandhed Ingen nærmere end mig, som saa godt som fra Barnsben - nemlig fra mit 15de Aar - havde vandret ved hans Side, paa de Par Aar nær som jeg tog Artium før ham. Jeg var i ,stor Betænkning, om jeg ikke skulde følge ham, og nær var det skeet, men jeg havde besluttet mig til at tilbringe Vinteren i Freyberg, for alvorligen at lægge mig efter Bergværksvæsenet, og jeg overvandt den store Fristelse. Om Sommeren gjorde Engelstoft og jeg en Fodvandring til Harzen, og vi havde min daværende Tjener Thomsen med os. Han havde i nogle Aar conditioneret hos min Svoger U. Cappelen, da jeg fandt det urigtigt at besvære min Faders Casse med denne Udgift. Da min Fader var død, min oekonotniske Stilling var fast og uafhængig, og jeg havde Haab om store Arvemidler, troede jeg at kunne knytte denne Forbindelse igjen. Fælles Ønske drog os til hinanden, og vi var siden uadskillige i Livet. Vores Tour stilede især til Harzbjerget, som udmærkede sig ved sin store og imponerende Udsigt over en stor Flade, paa hvilken der findes flere Byer, og vi bestege disse Høider under de meest gunstige Omstændigheder af Veir og klar Luft. Jeg overraskedes ved at finde i den Bog, hvor alle Reisende som bestige Harzen indskrev deres Navne, sædvanligén ledsaget med et Motto, et Par Ord fra Müller stilede til mig. Han havde nyligen før os bestegen Harzen - jeg kunde da for Forelæsningernes Skyld ikke ledsage ham - og nu bad han mig i nogle Linier, naar jeg besøgte Stedet efter ham, at mindes den Ven, som med Venskabsfølelser havde erindret sin Ven under Beskuelsen af denne Fjeld-Beliggenbed. Dette Beviis paa Müllers Venskab for mig rørte mig paa den Tid meget, og jeg har siden stedse bevaret Erindringen derom i et taknemmligt Hjærte. Paa Tilbageveien gik vi gjennem Hannover og Hamlen, og havde paa Veien i en lille Landsby en Uleilighed. Vi toge der vor Frokost, og tilfældigvis var der nogle Andre, efter Udseende Landsmænd tilstede. Som Fodvandrere førte vi ikke stor Respect med os, da Ingen dengang gik til Fods paa Reiser, naar han havde Raad til at ferdes til Vogns. En af de Tilstedeværende spurgte os nu temmelig inqvisitorisk hvem vi vare, og da hans Udseende var simpelt begyndte Thomsen at lee af Mandens høie Mine. Nu reiste han sig op, lod os vide at han var Dorfburgemeister og var berettiget til at undersøke hvo der færdedes gjennem Landet Vi foreviste nu vøre Passe, men da de var paa latin og fransk forstod Manden ikke et Ord deraf og erklærede os som Arrestanter, der maatte følge ham til den nærmeste Amtmand, for at det kunde blive undersøgt hvem vi egentlig var. Han drev os saaledes foran sig som Maleficanter til Amtmanden, som boede mere end en Miil derfra. Da vi kom til Amtmandens Opholdssted - ert Dotiiene som tilhørte Staten og som en Forpagtning hørte til Amtmandsembedet - blev vi presenterede for ham overleverede ham vore Passe som viste at vi var theologiske Candidater og forklarede ham derhos, at vi var matriculerede som Studenter ved Universiteterne i Kiel, Leipzig og Göttingen. Manden saae strax paa vort Udvortes, og deraf at vi reiste med Tjener, at han ingen Vagabonde havde for sig og indbød os til at tage Middag hos sig ved et talrigt Familiebord. Han irettesatte den saa kaldte, Borgermester for hans upassende Adfærd mod unge Mennesker af et anstændigt Udseende, men undskyldte ham for os med, at der i denne Krigens Tid var trukken en Cordon om Hannover, for at hindre Marodeurer at trænge ind i Landet, og at alle store og mindre Øvrighedspersoner havde Ordre til at passe nøie paa de Fremmede som kom ind over Lemin. Ved Bordet var han meget munter, og talte om den «Aderlassen» paa Indbyggernes Pung som Krig og Conjuncturerne medførte, «und wir können gewiss - tilføiede han - ueber Vollbltütigheit nicht klagen». Efter Bordet viiste han os om paa Gaarden og foreviiste os en nyopfunden Trlæskemaskine, som han syntes at sætte megen Priis paa. Dette lille Eventyr skaffede os saaledes en behagelig Dag. Dagen var i øvrigt strabaticus da vi gik ikke mindre end 7 hannoverske Mile den Dag. Den følgende Dag vandrede vi fire Mile, og kom trætte men vel tilfredse med vor Reise til Göttingen igjen. Mot Slutningen af vort Ophold i Göttingen lod Keiser Paul udgive en Ukas, i Følge hvilken alle russiske Studenter, der vilde vente Befordring i deres Fædreland, skulde forlade de tydske Universiteter og inden en vis Dag være tilbage over den russiske Grændse. Denne pludselige Befaling satte flere russiske Studenter i stor Forlegenhed, da nogle manglede de fornødne Midler til at opfylde det strenge Bud - en Reise fra Göttingen til den russiske Grændse er ingen Springvei. Blandt disse Forlegne var ogsaa vor gode Ven og Bordfælle Reinbot. Hans Fader, som var Hofpræst i Petersburg hos den russiske Keiserinde, lod i den Anledning ikke høre fra sig og sendte sin Søn ingen Penge, hvorved han sattes i den største Forlegenhed. Han logerede i samme Huus som vi, og hans Vært, en Skrædder Frackman, en karrig Djævel som kun levede af Poteter, vilde ikke slippe Reinbot af sine Kløer førend han betalte sin Huusleie. Der blev saaledes oplagt et Raad i den lille danske Republik om at hjælpe ham, og der var især Thorlacius, som var Reinbot med inderligt Venskab hengiven, virksom. Der var imidlertid Ingen blandt os uden jeg som havde disponible Penge, og jeg rykkede ud med 50 Louis-d'orer, hvortil Thorlacius af sin rigt forsynede Reisepung tilføiede 10 Dukater. Russerne gjorde et stort Bal ved Afreisen, hvortil vi Danske ogsaa blev indbudne. For de laante Penge gav Reinbot mig et simpelt Beviis, som jeg heldigviis forvarede, thi Reinbot syntes at glemme Laanet, uagtet jeg skrev ham til og opfordrede ham til Tilbagebetaling efterat han var kommen tilbage til Petersburg. I næsten 20 Aar hørte jeg Intet til ham, førend jeg - jeg troer 1818 - tilfeldigvis omtalte denne Sag for Generalconsul Brunet og foreviiste ham Reinbots Beviis. Han sendte det til Rusland, og lod det indcassere hos Reinbot, som da var bleven sin Faders Eftermand ved det russiske Hof. Reinbot ledsagede Vexlen med nogle venlige Ord, som dog ikke kan undskylde hans Skjødesløshed og Langsomhed i at betale en Gjæld der paa denne Maade var indgaaet. og aldrig var bleven betalt naar ikke Brunet havde lagt sig imellem og inddrenet Fordringen.

Jeg besluttede mig imidlertid til at ledsage ned gjennem Tydskland gjennem Frankfurt til Maynz paa hans Reise til Paris, hvorfra jeg vilde reise til Steybirg. Vi reiste gjennem Cassel og lod os der give et Pas af den franske Gesandt Scinon, for at komme gjennem Linien af den franske Armee som laae i Leir ved Rhingrændsen. Vi forefandt i ham en meget forekommende Mand, som endnu Kl. 11 om Aftenen expederede vort Pas, og os et Anbefalingsbrev til General Jourdan, som commanderede den franske Hærafdeling, der laa ved Rhinen. Uden paa hans Dør stod skreven at alle Titler af Monsieur o. s. var afskaffede i Forhandlinger med franske Embedsmænd og at disse kun lode sig tiltale citoyen. Scinon smilede imidlertid selv af denne republikanske Iver, og iacttog ikke selv den Regel i sin Tiltale til os, som fandtes opslaaet paa hans Dør. Den tydske Magistrat i Cassel var ikke saa expedit som den franske, hos ham fik vi ikke vore Passe paaskreven førend den følgende Middag, uagtet vi forestillede ham at vi ønskede en hurtig Expedition. Paa Reisen til Mainz reiste vi igjennem Hessen, og forefandt ved Table d'hote der en stor Mængde franske Officerer. Der var den Dag en forferdelig Mudder iblandt dem, da der nyligen var kommen Efterretning om den franske Flaades Nederlag ved Abukir. De tilstod, at de Engelske var de Franske overlegne til Søes, men meente, at om de kunde maale sig med dem til Lands vilde de kunne revangere den lidte Tort. Da vi kom til den franske Leir var denne uheldigvis Dagen fortid opbrudt og Tropperne lagt i Vinterqvarter. Vort Anbefalingsbrev kunde saaledes ikke nytte os noget, da Generalen ogsaa havde pakket sig, men vi afgav Brevet til en fransk Skildvagt. De franske Soldater, som vi der saae var høie og vakkre Folk, og der i Egnen klagedes meer over deres Amours end deres Kriger-Grusomhed. Jeg talede med en Geistlig som klagede over de hyppige Skilsmisser, idet de franske Soldater hyppigen giftede sig med tydske Piger, men blev snart Kjede af dem og skilte sig ved dem igjen. Jeg var just i Rhinegnen da Viinpresingen gik for sig. Druerne smagte fortreffelig, men jeg ærgrede mig over at see Druerne presses med skidne Been af Bønderkarle. Ved Fortet Kehl lige overfor Maynz forefandt vi gyselige Levninger af Bombardements Ødelæggelse og i de halv nedrevne Huus syge og saarede Mennesker, udsatte for den største Elendighed. De samme Spor af Ødelæggelse fandt vi ogsaa omkring Maynz og i Byen selv. Der havde været 2 Lystslotte i Nærheden, la Favorite og la Cartheuse, som vare saa aldeles ødelagde, at de var ligesom sporløs forsvundne af Jorden. I Byen selv var de største Huuse brændte eller ruinerede; thi under Bombardementet vare de rigeste Folk og en stor Deel af Adelen flygtet ud af Byen, hvorved deres Huuse var given til Priis for Bomberne, og de nedbrændte uden at der gjordes noget videre Forsøg til deres Redning. Det havde nær ikke lykkes mig at komme paa den andre Side Rhinbroen ved Maynz, som da var fransk da mit Pas ikke lød paa Frankrige; men en catolsk Præst tog mig under sin Beskyttelse, og ved hans Side passerede jeg Vagten uden at blive tiltalt. Samme Præst var en jovialsk Mand, som lod til at have Smag for Mosten. Han havde i en Brøstlomme en lille Flaske Rhinskviin, som han den Dag havde faaet i Present, og som han forsikrede kostede en Dukat. Han fortalte, at han ofte havde havt franske Militaire indqvarterede i sit Huus, og at de kun da var besværlige Gjæster naar man ikke behandlede dent med bestemt Alvor. I Maynz forefandt vi i Hotellet ved Table d'hote en stor Mængde franske Officerer med stærkt broderede Uniformer, hvoraf Nogle viste sig meget galante mod nogle danske Damer fra Kjøbenhavn, som tilfeldigvis var ved Bordet. Til Frankfurt havde jeg 2de Anbefalingsbreve fra Professor Lichtenberg til en Boghandler og til den berømte Neurolog Sømmering, og begge gjorde - hvilket ellers ikke var sædvanligt paa den Tid i Tydskland - Ære af deres Anbefalelse og indbød mig til sig. Boghandlerens Familie var en godmodig, hyggelig og forekommende Familie, som alle var ved god embonpoint. Sømmering og hans unge Kone spurgte mig flittig ud om Norge, og om mine Familieforhold. I Frankfurt skildtes jeg ved min Reisekammerat og kjære Ven, Müller, og jeg kan ikke sige hvor jeg følte mig forladt ved denne Skilsmisse. Nær havde jeg bestemt mig til at forandre min Plan og følge Müller til Paris i Stedet for at reise til den stille Bergstad, hvor kun faa Glæder for Vinteren var at vente, men jeg blev en Bestemmelse tro der havde en saa afgjørende lndflydelse paa min Fremtid. At reise om paa den Tid gjennem den Deel af Tydskland var heller ikke uden Fare. Reisen gik igjennem Egne som havde været haardt medtaget af Krigen, og bragt mange Familier til Betlerstaven, der tildels vankede Brødløse omkring. Den franske Armee var nyligen opløst og lagt i Vinterqvarter og ved saadan Leilighed gives mange omvankende Marodeurs. Der førtes og tale om at Reisende var plyndrede ved Nattetid og tildeels mishandlede. Imidlertid slog jeg vel igjennem; men fandt denne Reise gjennem Egne, som jeg tildeels forhen havde passeret ene i en Vogn med Extrapost høist kjedsommelig og lang. Veiene i Tydskland vare ogsaa saa slette som mulig og gjordes endnu værre ved det fugtige Veir. Postillonerne var ofte grove Karle og paa den Tid var der ikke nogen Beskyttelse mod dem at vente af Postmesteren. Paa Veien til Freyberg gjorde jeg en Bue for at besee nogle Jernværker paa Horsen, og paa denne Reise berørte jeg ogsaa Schnepfentahl, som dengang under Salzmans Bestyrelse stod i stort Renomee. Jeg traf ikke Salzman hjemme men hans Svigersøn Lenz, som indbød mig til Middags. Der var dengang i Pension en Stub, en Søn af Commandeur Stub, der siden udmærkede sig meget som Maler. Han rostes meget for sin Flid. Medens vi sad til Bords meldtes en anden dansk Reisende, og jeg blev ikke lidet forundret vedat see min Ven Steffens træde ind. Han havde gjort en Fodtur i Thüringen-Wald og var nu paa Veien til Berlin. Da vi forlod lnstitutet for at gaae til vort Logis gjorde han mig bekjendt med den store Forlegenbed, hvori han befandt sig. «Jeg har, sagde han, saa godt som ingen Sko paa Benene, ikke en Skilling i min Lomme, og befinder mig i en Tilstand saa en Landsmand maa skamme sig ved at gaa ved min Side». Jeg beroligede ham med, at jeg for det første reiste samme Vei som han, og at han med Fornøielse kunde flaae Plads hos mig, da jeg tog Extavogn, derhos lovede jeg at dele min Casse med ham ved Skilsmissen, saa han kunde uden Forlegenhed komme til Berlin, hvor hans Creditiv laa, og hvorfra han kunde remittere mit Udlæg. I øvrigt mente jeg, at om hans Attitude kunde kaste nogen Skam paa hans Sidemand, maatte denne i al Fald være flygtig, da intet Menneske her kjendte nogen af os. Steffens har i sin Bog «Was ich erlebte», omtalt dette Møde, endskjønt hans Erindring ikke har været ham aldeles tro. Imidlertid har han stedse bevart denne lille Tjeneste jeg dengang gjorde ham i kjærlig Erindring, og viist mig og Mine ved flere Leiligheder oprigtig Deeltagelse. jeg var selv meget glad ved Mødet, han var en munter og venlig Reisecompagnon, som oplivede min eensomme Vandring paa det korte Stykke Vei vi reiste sammen. I en lille Hernhuterby i det Hannoverske - jeg troer den hedte Zeitz - gav han mig en morsom Scene til Priis. Vi laae der om Natten og lod os den følgende Dag barbere af en Barber paa Stedet. Just da Steffens var indsæbet begyndte Barbereren at tale dansk, hvorover Steffens kom i en saadan Extase at han fløi op, havde nær faaet et dygtigt Snit med Kniven, og omfavnet Barbereren, som ved den Leilighed fik noget af sin Skjæggesæbe tilbage. Barbereren havde indskrevet sig blandt dette Steds Hellige, og levede, som det syntes, tilfreds og vel blandt Stedets Fromme. Steffens betalte mig senere redeligen mit gjorte Udlæg.

Det halve Aar jeg tilbragte i Freyberg havde jeg ganske bestemt at opofre paa mineralogiske Studier, og hvad dermed stod i Forbindelse, og derefter inddelte jeg hele min Tid. Jeg fik Logis hos en Secretair Koehler, og forefandt der en dansk Mand, Kammerjunker Kaas, der ogsaa studerede Mineralogi, og var ved Hjemkomsten bestemt til at træde ind i en offentlig Stilling paa den Vei. Vi sluttede nøie Bekjendtskab, som efterhaanden gik over til Venskab, der varede til hans altfor tidlige Død. I Freyberg kom jeg ganske ind i mit flittige Studerings-Regime, og jeg veed aldrig att have været omhyggeligere med Anvendelsen af hvert Øieblik end der. Werner betragtedes dengang, som den første blandt Verdens Mineraloger, og hans System fulgtes over al Verden. Hans Forelæsninger vare saaledes Hovedgjenstanden for mit Ophold der og foruden hans offentlige Forelæsninger over Oryktognosi og Eisenhüttenkunde havde jeg et Privattissimum hos ham over Geognosien, som i høi Grad interesserede mig, endskjønt jeg ikke kunde sætte mig ind i hans indknebne Gang Theori, og troede at indsee at hans Geognosi var uddannet efter de sachsiske Bjerges Forekommende og passede ikke paa andre Lands, mindst paa Norges, Naturforhold. Foruden hørte jeg Lampadius over Hüttenkunde og Lampe over Maschinenlehre. Derhos gjorde jeg flittige Befaringer i det Freybergske Grubefeldt. Et Par Dage om Ugen var jeg oppe om Morgenen Kl. 3 for at fare ene, og kom undertiden ikke tilpage for Kl. 3 om Eftermiddagen. l denne Vinter var jeg saaledes en flittig Bergmand og gjorde gode Fremskridt især i den theoretiske Deel af Bjergvidenskaben, hvorved den Flid hvormed jeg havde lagt mig efter Chymie og Physik kom mig vel tilpas, ligesom jeg og gjorde mig vel bekjendt med det praktiske Grubevæsen saaledes som de sachsiske Grubeforhold fremstillede det. I den mekaniske Deel, og det egentlige Maskinvæsen, kunde jeg derimod af Mangel paa tilbørlige Forkundskaber ikke gjøre store Fremskridt. Det traf sig, at denne Vinter var temmelig kold og nordisk, og Kaas og jeg gjorde undertiden smaa Slædefarter til Bergstederne i de sachsiske Bjerge i Nærheden. Men vore mest underholdende Adspredelser gav os vore Reiser til Dresden, som ligger 4 Mile fra Freyberg, og især gjorde Kaas gjerne denne Tour, da han paa Halvveien imellem Dresden og Freyberg stod i en Slags Forbindelse med en Pige, som dog siden afløstes. Der var i Freyberg flere Bergstuderende og deriblandt en Herder, en Søn af den bekjendte Forfatter, der logerede i samme Huus som Kaas og jeg og med hvem jeg stod paa en venskabelig Fod, men da han var en lystig Herre, der just paa den Tid ikke var nogen flittig Yngling, og var derhos et Slags Renomistni hengiven, der ikke var efter mit Sind modnedes Bekjendtskabet ikke videre til noget Hjærtevenskab. Siden tog han alvorligen fat paa sit Studium, blev en dygtig Mineralog og en duelig Embedsmand i Bjergfaget. Saavidt jeg veed blev han Berghauptmand i Freyberg. Paa sin Reise her i Norge sendte han mig en venlig Hilsen og Tilsagn om et Besøg, som dog forhindredes ved hans Reise til Trondhjem for at være tilstede vcd Kongens Kroning, hvorimod en Bergmand i hans Selskab opholdt sig hos mig en Uges Tid. Under mit Ophold i Dresden forefaldt en Duel mellem en Bergcandidat Spiegler og en Kammerjunker Alberti i Dresden, som let kunde havt et alvorligt Udfald. Alberti havde talt ilde om Spieglers Moder og Fornærmelsen maatte udsones med Blod. De mødtes imellem Dresden og Freyberg og hug løs paa hinanden. Alberti saaredes i Armen og da Secundanterne stansede Striden udfordrede Spiegler Alberti paa Pistoler, naar han var blevet helbredet, men Churfyrsten af Sachsen fik Sagen at vide og forhindrede dens videre Forfølgelse ved at relegere Spiegler fra Sachsen. Herder var Spieglers Secundant, og foreviste os dennes forhugne Sabel, som viste at den flittigen var brugt. I Koehlers Huus befandt jeg mig meget vel. Secretair Koehler selv var en tør og lidet interessant Person, en blind Tilhenger av Werner og begravet i sin mineralogiske Lærdom, men Konen var en munter og livlig, ganske vakker og underholdende Kone, som gjerne gav sig af med de unge Mennesker i Huuset, og var en fortræffelig Værtinde. Desuden var der en pukkelrygget Inspector Hofmann i Huuset, som ogsaa saavelsom Koehler var Forfatter og et Ekko af den Wernerske Lærdoms Priis. Hofmann gjorde stærkt Kur til den halte men ikke hæslige Datter Huuset, og hans forlibte Grimacer morede de unge Mennesker kosteligen. Siden blev han og gift med samme Lotte. Kaas og jeg havde tilligemed Logis betinget os Aftensmad i Huuset, og vor sædvanlige Kost var da Suppe, Kastanier og friskt Smør, som vi lod os smage fortræffelig. Ovenpaa Maaltidet fulgte gierne en Aftenunderholdning og en Forelæsning af en eller anden af Lafontaines Romaner, som dengang var en meget yndet Læsning. Hofmann var Forelæseren og jeg morede mig kostelig ved denne Underholdning. Uden for Huuset besøgte jeg ofte om Søndagen en Bergraad Charpentier, som sad i Bergretten og ingen Forelæsninger holdt. Men han var bekjendt som Forfatter, og da hans Meninger i geognostisk Henseende var afvigende fra Werners tjente han til at forhindre den blinde Tilbedelse, som man paa den Tid gjerne eensidigen ydede Werners Lære. Derhos rettede han ofte i Samtalen paa mit tydske. For øvrigt var Freyberg en stille By uden nogen Adspredelser, og naar jeg undtager nogle smaa pikkeniks som Werner stundom gav de Bergstuderende om Aftenen var jeg kun engang ude i Selskab i Freyberg. En Kjøbmand Tjeile gav nemlig et stort Bal hvortil han indbød alle Bergstuderende, og Herder havde meget travelt med at faa en Dands i Stand hvori en Deel maskerede Personer til Ære for Værten dannede et T. Dog kom jeg nogle Gange til en Ungarsk Magnat, som tracterede med en herlig Tokajer-Viin. Under mit Ophold i Freyberg erklæredes Lovise og min Forlovelse for hendes Fader og min Moder. Vi fandt det nu uhensigsmæssig længer at skjule vor Forbindelse, og vi mødte paa begge Sider den kjærligste Deeltagelse. For Lovises Fader var denne Forbindelse ikke uventet, han erklærede at han længe havde anet den, og min Moder havde intet andet Ønske end sine Børns Lykke.

I Freyberg kom min Broder Nicolai til mig for at følge mig paa min videre udenlandske Reise. Vi aftalte allerede da, at vi skulde forene vor Arve-Capital for at kjøbe et Jernværk i Norge, om Leiligheden gaves, og vi besluttede i denne Henseende, at henvende os til Kammerherre P. Anker, som havde været en Ven af min Fader, om han kunde give os Anslag paa en saadan, hvis Priis passede til vor Capital, og som kunde give god Udkomme. Efterat jeg nu troede at have erhvervet mig de fornødene theoretiske Bjergmandskundskaber besluttede jeg at gjøre en Tour til Schlesien, for at besee de derværende Jernværker, som paa den Tid var meget berømte formedelst deres gode lndretninger. Kongen af Preussen havde ladet komme engelske Hyttemænd og Maskinmestere som havde indrettet det efter engelsk Snit, og den preussiske Minister Rheder havde gjort Alt for at hæve Bergværksvæsenet til den Fuldkommenhed, som Landets Bjergnatur tillod. Foruden min Broder Nicolai og N. Thomsen fulgte os en freybergsk Mechaniker, som fortræffelig forstod at gjøre Modeller og skulde gaae os tilhaande som Maskinist. Vi ilede igjennem Nedre- og Øvre- Schlesien til Malapam, hvor dengang det bedste Støberi og fuldkomneste Maskinvæsen ansaaes for at være. Men denne Reiseplan var egentligen mindre hensigtsmæssig, da Bjergnaturen i Schlesien er meget forskjellig fra den norske. lmidlertid var mit Ophold der ikke uden Nytte, da jeg lærte det Standpunkt at kjende, hvorpaa Jernværksvæsenet i Preussen dengang stod. I Malapam gjorde jeg Bekjendtskab med en lnspecteur Brüstudt, og jeg skal aldrig glemme den forekommende Godhed, hvormed han og hans Famile behandlede mig, han forsynede mig med Anbefalingsbreve til de øvrige Jernværkers Bestyrere i Schlesien, Gleywitz, Königshütte o. l., og jeg blev ikke lidet forundret over at der blev mig budet Logis i de Huuse, til hvis Eiere jeg var anbefalet. I Breslau blev min Broder syg af et lille Anfald af anden Dags Feber, og fik en Læge der med det omineuse Navn Pulvermacher. Da min Broder var bleven helbredet var Reiselysten forgaaet ham, og han vendte derfra tilbage til Norge. Det var min Hensigt at gjøre en kort Tour til de berømte Saltminer i Wieliczka, som ligger kun nogle faa Mile fra Tornowitz, og der tilbragte jeg to af de behageligste Dage som jeg paa min udenlandske Reise havde havt. Bestyreren af Bergværket i Tornowitz var en Butterweck, en Broder af den berømte philosofiske Forfatter af samme Navn Man havde beskrevet mig ham som en underlig Mand, i hvis Omgang jeg ingen Hygge vilde finde, og vilde sætte et sort Ansigt op til min Anbefalelse til ham fra Horzen, men da jeg kom var der ingen Ende paa den Venlighed og Forekommenhed, som han viiste mig, og han tillod mig slet ikke at tage Logis andensteds end hos ham. Han var gift med en Jomfru Preus fra Kongsberg, og jeg skal aldrig glemme den hjertelige Godhed som denne min Landsmandinde viiste mig. I de Dage jeg opholdt mig i Tornowitz færdedes jeg om paa Gruber og Værksteder fra den aarle Morgen til langt ud paa Eftermiddagen, og naar jeg kom hjem til min venlige Vert havde hans Kone beredt mig et ypperlig Maaltid. Aaret i Forveien jeg lært at kjende hendes Søster som var gift med en Madelung fra Kongsberg, hvis Fader af Misfornøielse over at han var bleven tilsidesat ved en Befordring paa Kongsberg og reist til Horz, hvor Sønnen nu levede i smaa Kaar. Ogsaa der havde jeg levet en af mine lykkeligste Reisedage i Tyskland og blev af min Landsmandinde der vist den meest gjestfrie Godhed. Det var øiensynligt at begge Søstrene kastede et længselsfuldt Øie til Fædrenehjemmet, og at den vemodige Erindring derom gjorde dem deres unge Landsmand kjær. Det var min Bestemmelse at ende min udenlandske Reise med et Besøg til Paris og London, og derfra med et Skib gaa hjem til Norge. Men Planen forstyrredes ved min Længsel efter at mødes med Lovise. Da jeg saaledes kom tilbage til Freyberg besluttede jeg at gaa over Leipzig, Magdeburg og Hamburg tilbage til Kjøbenhavn. Jeg gjorde tildeels denne Omtour for at træffe min gode Ven Nicolai Møller som dengang havde begyndt sin Reise til Tydskland, og som jeg haabede at træffe et eller andet Sted i Nedre-Tydskland. Mit Haab skuffedes, da vi begge omfores i Magdeburg, hvor vi samtidigen logerede paa forskjellige Værtshuuse. Dette gjorde mig saa meget mere ondt, som jeg siden aldrig har havt Anledning til at træffe Møller, som var mig en af mine kjæreste Ungdomsvenner. I Hamburg opholdt jeg mig et Par Dage og kjøbte adskillig Nippes til Lovise, som jeg havde megen Møie med at smugle ind over den danske Toldlinie. Fortoldningen deraf vilde have kostet mig Tid og Penge. Det var med underlige Følelser, at jeg igjen betraadte dansk Grund, og kunde lægge det tydske Tungemaal tilside. Da jeg kom til Roeskilde om Formiddagen blev jeg der til nogle Timer over Middag for at komme til Kjøbenhavn i Dagheldingen. Jeg kom til Kjøbenhavn en deilig Vaardag, og havde sat Lovise Stevne paa hendes Faders Landsted uden for Vesterport, paa det vi der i Enerum kunde udgyde vore Følelser for hinanden. Dette Møde staar for min Erindring, som et af mit Livs gladeste Øieblikke. Lovises Frygt for at Kjærligheden skulde bortdunste i fremmede Lande var aldeles forsvunden, og vi syntes begge i denne Henseende at gaa den lykkeligste Fremtid i Møde.Vi blev imidlertid afbrudt ved et ubeleiligt Besøg. Etatsraadinde Hansteen, en Veninde af Justiceraad Stephansons Familie, havde seet Vognen rulle ind i hiint Landsted, og kom for at lykønske min Hjemkomst, men i Grunden af Nysgjerrighed for at see Lovises hjemkomne Kjæreste igjen. Om Aftenen komJusticeraaden og Lovises Søskende til Landstedet, og efterat have tilbragt en glad Aften gik vi til Kjøbenhavn, enhver af os belæsset med nogle af de Sager som jeg havde kjøbt i Hamburg til Lovise. Ved denne Leilighed havde jeg ogsaa maattet offre paa Julianes Alter, da hun aldrig i saa Henseende taalte at glemmes ved Siden af hendes Søster, men ligesom Offeret var Tvangens og ikke Hjertets Sag, saa maatte hun tækkes med den langt, mindre Deel. I denne Sommer levede jeg nu 4 Uger ved Lovises Side nogle af de lykkeligste Dage af mit Liv, og Lovise har siden i vore fortrolige Timer tilstaaet mig, at hun aldrig har levet gladere Dage end disse. Haabet om Hendes Fremtids Lykke ved en Ynglings Side som hun fra Barns Ben havde elsket, havde faaet en urokkelig Fasthed, og hun kunde nu, for Verdens Øine, som i Eenrum, lægge sine Følelser for Dagen.