Jacob Aall

[Til København igjen]

Jeg forlod Fædrehjemmet i Selskab med Nicolai Møller, som efter at have nydt Privat-Undervisning i Faderens Huus reiste til Kjøbenhavn for at tage sin første Examen. Allerede som Børn havde vi slaaet mangen Spøg af med hinanden, og under vort Samliv i Kjøbenhavn sluttedes et Venskab, som har baaret sine Frugter indtil mine sidste Dage. Paa Collegier saaes vi ikke. Han tog første Examen, da jeg begyndte mine theologiske Studier, og han valgte siden en ganske anden Bane end jeg. Men vi omgikkes dagligen i Kjøbenhavn, og samledes ofte i den Familjekreds, hvori jeg levede.

De udvortes Omstændigheder under hvilke jeg studerede til Attestats var mig derhos særdeles gunstige, og neppe gaves det dengang ved Kjøbenhavns Universitet nogen theologisk Student, der befindt sig i en saa behagelig Stilling som jeg. Jeg har forhen beskrevet min Stilling i Stephansons Huus, hvor jeg behandledes som Søn og Broder, og deeltog i alle de uskyldige Glæder, der paa den Tid saa rigeligen faldt i denne FamiIles Lod. Da min Fader fremdeles gav mig uindskrænket Adgang til sin Casse, manglede jeg intet af hvad der kunde tjene til at gjøre mig Livet behageligt. Hovedstadens qvalme Luft var mig om Sommeren stedse modbydelig, og jeg leiede saaledes om Sommeren et Værelse paa Landet, paa Bakkehuuset - saa bekjendt fordi Professor Rabek logerede der i mange Aar, og siden eiede det. Opholdet paa Bakkehuuset om Sommeren var mig i mange Henseende baade behagelig og nyttig. Fra mine Vinduer havde jeg Udsigt udover Amager til Østersøen, og i Nærheden deraf var Søndermarken, denne vakre kongelige Have der paa den Tid udmærkede sig ved de smukkeste Anlæg, men som var det kongelige Herskab udelukkende forbeholden. Gjennem Slotsforvalter Voigt, som havde Overopsyn over Haven fik jeg imidlertid Nøglen til disse vakre Lunde, og det var mig kun paalagt, at jeg skulde undgaa at møde nogle af de kongelige Personer. Der var især i Søndermarken et Sted, som kaldtes det norske Huus, hvor saavel Bygningen var en Efterligning af Guldbrandsdalens Træhuuse, og Beliggenbeden deels havde Lighed med de norske Egne. Der har jeg ofte overlæst mine theologiske Pensa, og mange Stykker, især af Dogmatikken, fik der munter Indgang i den theologiske Students Erindring. Bakkehuset selv eiedes dengang af en Familie, som blev mig meget kjær, og af hvem jeg Behandledes med megen Godhed, Manden selv, en gammel Student Orm, var en stor Dagdriver, som levede af sine Penge og af Bakkehusets Indtægter, men han var særdeles godmodig og mod mig især meget venlig. Hans Kone var en Landsmandinde, en jomfru Paus, en Datterdatter af Sorenskriver Paus, der har gjort sig bekjendt ved Udgivelsen af gamle norske Love. Der var ogsaa hendes Søster i Huuset, som siden blev gift med Præsten Moss, der blev Præst i Ombli, og saavidt jeg veed døde som Præst i Schydemo. Disse toge sig især af deres unge Landsmand, og jeg skal aldrig glemme den forekommende Godhed, som vistes mig af dem. Denne Familie gik, som saa mange andre under Krigen og formedelst Pengeforandringen 1813 tilbage i Formuesforfatning. Efter Orms Død maatte hans Enke sælge Bakkehuset, og kjøbe et mindre Sted, men ogsaa dette kunde hun ikke bevare, og kom i Ældre Dage i stor Nødl, især da den gamle 90 aarige Moder, der nød en god Pension, døde, og hun tyede til sin forrige Logerende paa Bakkehuset om Hjælp. I flere Aar har jeg i min AIderdom understøttet den gamle Kone. Bakkehuset er et af de Steder hvorved Erindringen fra Ungdoms Dage gjerne dvæler, og den Rolighed som jeg der nød, saavelsom den rene Landluft der omgav mig, contrasterende med Hovedstadens Qvalme, bidrog meget til at fremme mine theologiske Studier. Jeg udsatte mit Ophold der til langt ud paa Høsten, hvilket lettedes meget derved at jeg holdt Hest. Jeg var aldrig muntrere tilmode, end naar jeg under den mørke Høstskumring i Regn og Storm foer ud til Bakkehuset, og indesluttede mig der i mit Studerkammer. Stormens Tuden og Regnens Pladsken paa Vinduerne var en behagelig Lyd i den lune Stue, hvorved Erindringen gjerne dvæler. Denne Naturens Gjæring var mig dengang et interessant Naturphænomen. Oekononiske og merkantile Forhold have i mit senere Liv lagt en ganske anden Betydning i disse urolige Dage. Den Stilhed og Rolighed hvormed jeg paa Bakkehuset kunde overlade mig til mine Studeringer havde for mig saa megen Værd, at jeg i det sidste Aar jeg læste til Attestas tilbrakte flere Høst- og Vinteraftener og Nætter paa Bakkehuset, beskjæftiget med mine Studier indtil Klokken 11 om Aftenen. I saadanne Dage reed jeg ind til Byen Klokken 9 om Morgenen, besøgte de theologiske Forelæsninger, spiste Middag og reed igjen ud om Eftermiddagen Klokken 4. Der var saaledes mangen en Dag da jeg anvendte 13 Timer paa mine Studeringer, deels i de theologiske Høresale deels i mit stille Studerkammer. Men det var langt fra at jeg følte mig derved deprimeret enten paa Sjæl eller Legeme, endnu mindre, at jeg deraf sporede nogen Sundheds-Svækkelse. Jeg har aldrig følt mig muntrere og gladere, aldrig stærkere af Helbredmindre og for ulemper af physiske Onder end under hint travle Arbeids-Studium. Dertil bidrog vist nok usigeligen min Stilling i Stephansons Huus; thi formedelst mit lykkelige Forhold der kunde jeg skyde mangt et muntert Øieblik ind imellem Dagens travle Timer. Søndagen var, efter min gamle Vane, ganske opofret til Adspredelser og Underholdning i Stephensons Familie, om Sommeren paa Landet i Gjentofte eller Fredriksberg, om Vinteren i Omgang med den kjærere Familie i Kjøbenhavn. Jeg gjorde mig det til en Regel, kun en Gang om Ugen at besøge Comoedien, hvilket i Sandhed var et stort Offer, da dette var den eneste offentlige Fornøielse, hvori jeg tog Deel, og denne virkeligen med den største Interesse. Det var mig en stor Glæde, naar jeg kunde mage det saa, at jeg, naar et nyt Stykke gaves, kunde skaffe Stephansons Fruentimmer - det er at sige Lovise - en Plads i en Loge. Justiceraaden havde en abonnerer Loge, men den maatte benyttes uden Hensyn til Stykkerne, og Justiceraaden havde ingen Lyst til at spendere Comoedie Pladse paa sin Datter udelt for Abonnementstiden. Engang kom jeg i stor Knibe ved en saadan Leilighed. Olufsens Gulddaase skulde gives første Gang, og ved Thomsens Behændighed skaffede jeg en Loge for Familien. Men jeg blev ikke lidet forskrekket, da Selskabet blev ført op i Galleri-Etagen, som dengang kun var Plads For Pøbel og tildeels fordægtige Folk. Uheldet vilde desuden at Juliane havde været i Selskab og var i stor Stads. Det gik imidlertid bedre end jeg havde ventet. Logen var aldeles afsondret fra alle andre, og vi kunde ubemerket nyde Stykket. Dette Stykke gjorde saa megen Lykke, at det hele Selskab, til min store Glæde fandt sig høist tilfredsstillet, og Sagen selv gav Anledning til et muntert Spøg.

Medens jeg læste til Attestats indtraf de tvende store Ildebrande, hvoraf den første 1794 om Vinteren ødelagde det store Christianborgs Slot, og den anden 1795 ødelagde en stor Deel af Byen. Den første skal være foranlediget ved en slet Construktion af Forbindelsesrørene mellem Slottets forskjellige Ildsteder, og maaske en Forsømmelse ved Reengjøringen. Den brød alvorligen ud om Eftermiddagen, og allerede om Aftenen stod Slottet i lys Lue. Det var et stolt men frygtelig Syn, at see en Ildtunge slynge sig igjennem enhver Vindues Aabning, og uhyre Røgmasser blandede med glødende Aske og Brande vælte sig over Byen i en uendelig Slangelinie henover Vestervold. Lykkeligens var der ingen stærk Bevægelse i Luften, men Ilden fortyndede Luften og bar Røgmasserne i en rask Fart henad den beskrevne Retning. Alle de Huuse, som befandt sig i den gloende Røgstøttes Lime, vare i den største Fare, og Beboerne maatte være paa Vagt hele Natten for at hindre Antændelse, eller slukke, naar den fandt Sted. Stephansons Huus befandt sig i denne Linie, og flere Gange om Natten var der Ild i Udhuusene, af nedfaldne Brandstumper og gloende Aske, som med Møie blev slukket. Da jeg boede i øverste Etage, som var mest udsat, søgte jeg Tilflugt hos Thomsens Forældre, som boede i en Kjælder ved Siden af Justiceraaden. Det var et Rædsomt Syn at see Folk, især Matroser trænge sig midt ind i Luerne for at styre Sluknings Sprøiterne i Ilden. Alt var forgjæves, den uhyre Ildmasse overvandt enhver Modstand. Flere Mennesker, især blandt Slottets troe Staldkarle, fortæredes i Luerne og de forbrændte Legemer fandtes siden paa Steentrapperne. Det var et ynkeligt Syn, at see den halv vanvittige Konge forlade sin gamle Kongebolig, og søge Ly ude paa Amalienborg, som siden stedse har været Kongesædet. Den følgende Dag var det herlige Slot forvandlet til en uhyre stor Ruin, hvis tykke Mure havde trodset Brandens Ødelæggelse, men alle indre Kostbarheder vare brændte, spolerede eller bortfløttede. Danmark tabte ikke alene en kostbar Kongebolig, men den Beslutning, at opbygge et nyt i det gamles Stiil trykkede Efterslægten med en uhyre Gjældsmasse.

I den Tid døde ogsaa Arveprindsessen, Sophie Frederikke, og hendes Liigbegjængelse feiredes med megen Pragt. Liget stod paa Parade paa Sorgenfri, og blev derfra med stor Høitidelighed ført gjennem Lyngby til Roeskilde for at bisættes i den derværende kongelige Begravelse. En underlig Mængde Tilskuere kjørte ud fra Kjøbenhavn i en uoverskuelig Række af Vogne. Justiceraadens Familie, og jeg med den, kjørte ogsaa til Lyngby for at see denne Stads, men aldrig er jeg bleven saa skuffet. Efterat vi havde staaet en kold og raa Vinterdag - jeg troer det var i januari Maaned - i flere Timer paa Kirkegaarden for at see Liget Kjøre forbi, fik vi nogle Bærere af matte Fakler at see, og lidet af Kisten, vi satte os slukørede i Vognene for at vende tilbage, og vi tilbragte 4 à 5 Timer paa Hjemveien, da vi maatte følge Fod for Fod i Ligets Spor. Paa Hjemveien indtraf det Uheld, at en Kudsk faldt ned lige ved Siden af vor Hest, og blev trukken død frem under Hestefødderne. N. Stephanson, som altid morede sig ved slige Optog, fulgte Liget helt til Roeskilde; men jeg havde nok af Touren, og pakkede mig til Bakkehuset. Den følgende Aften kom Stephanson kold og forfrossen tilbage fra Rocskilde, og besøgte mig paa Bakkehuset. Jeg vederqvægede ham med Biskop, der i den stærke Kulde slog ham saa hastig, at hans Søster klagede den følgende Dag over hans Lystighed ved Hjemkomsten.

Først i juni Maaned 1795 overgik Kjøbenhavn den store lldebrand, som ødelagde en stor Deel af Hovedstaden, og hvori flere Gader aldeles opbrændte. Efter en langvarig Fred og en stigende Velstand under en almindelig europæisk Krig overgik Danmark, og især dets Hovedstad, mot Slutningen af forrige og Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, flere Ulykker. Slottets Brand Vinteren 1794 aabnede disse Ulykkes-Scener, og den store Ildebrand 1795 var den 2den Act, og Bombardementet 1807 fuldendte Ødelæggelsen. Ildebranden brød ud paa Holmen i Orlogsværftets store Bygninger, og den fik en Styrke som ikke mere lod sig overvinde, der den sprang over i Nikolai-Kirketaarn, hvis Brand og derpaa følgende Fald udbredte Ilden i alle Retninger. Sluknings-Anstalterne var vel ikke saa fuldkomne, som de siden blev, og maatte anvendes paa saa mange Punkter, at de om føie Tid blev ubrugelige, og Ilden maatte overlades til sine rasende Fremskridt. Maaskee sparedes der i Begyndelsen paa Bygningers Nedbrydelse, for at standse Ilden, der senere hen ikke blev noget tilstrækkeligt Middel, fordi Ilden i saa mange Retninger omspændte Byen. Jeg var paa Bakkehuset, da Ilden udbrød, og endskjønt jeg tidligen bemærkede dens Udbrud, ansaae jeg den dog ikke for saa alvorlig, da man hvppigen var vant til partielle Ildebrande, som snart slukkedes. Jeg blev først opmærksom paa Byens farlige Stilling, da Justiceraad Stephanson sendte ud til mig et Skrin med Penge og vigtige Papirer til Forvaring, tilligemed det Bud, at han vilde begynde at fløtte sine Effecter. Denne Beslutning tog han klogeligen, da Nikolai-Taarn tændtes; thi da var ingen Ende at oversee paa Ilden. Jeg sendte strax Thomsen ned for at yde Hjælp, og tilkjendegav derhos Justiceraaden at jeg skulde modtage og saa godt muligt forsyne hans Fløtningsgods paa Trommesalen, et lndelukke strax ved Begyndelsen af Vesterbro, hvor der var forskjellige Afdelinger for det Qvæg der bragtes til Byen for at sælges. Der forblev jeg hele Natten, og modtog de Vogne med Fløttegods, som sendtes fra Justiceraadens Gaard. Det var en rædsom Nat. Luften var stille og Himlen klar, men den stærke Ild frembragte en Bevægelse i Luften, som under Susen og Brusen fremvæltede uhyre Røgmasser ned over Landet. Justiceraad Stephanson var saa heldig, at han fik alt sit Indbo reddet, uden at det led meget ved Fløtningen, uagtet han havde en utro Karl, som lod sig flere Gange bruge af andre Familier til Fløtning og tilsidst reent udeblev med sin Hest. Først sent den følgende Dag indfandt han sig med sin Hest i den jammerligste Tilstand. Lykkeligvis havde Justiceraaden 2 Par Heste, hvoriblandt et Par stærke Bryggeheste, som med de troe Bryggerkarle udførte næsten hele Fløtningen, ligesom det var et stort Held, at han saa tidligen begyndte at fløtte. Justiceraaden med sine Døttre og Sønner forblev i Huuset, indtil intet mere var at fløtte, og under denne Nattevaagen, Arbeide, Lufttræk og Sindsbevægelse, lagde Lovise upaatvivIigen den Nat Grunden til den Gikt, som siden aldrig forlod hende, og for hvilken hun omsider maatte bukke under. Stephansons Familie splittedes ad. Brødrene tog ud til mig paa Bakkehuset, Lovise og Juliane søgte Ly hos Slotsforvalter Voigt paa Fredriksberg, Justiceraaden selv indlogerede sig hos en Familie Schønning, og Tante Sejersløv hos en Bager Rolf. Tidlig paa Formiddagen mødte jeg Juliane og Lovise, som med vaade Øine og en uordentlig Dragt, som røbede Natte-Arbeidet, vandrede ud af Porten for at forføie sig ud til Fredriksberg. Ilden havde da netop naaet Huuset, og der var intet mere at redde. Jeg kunde ikke uden dyb Bevægelse see denne Familie forlade et Kjært Hjem. Der var ogsaa bleven sørget for at mine smaa Effekter paa mit Værelse var bleven reddede fra Ildebranden. Det vigtigste var mine Bøger, hvoraf jeg allerede da havde en god lille Samling, og deri blev nogle Huller og ucomplette Verker. Det gjorde især Lovise meget ondt, at en lille smuk Slæde, som jeg havde bragt med mig fra Norge, var bleven glemt, fordi den stod paa en afsides Rullebod, og blev saaledes et Rov for Luerne, men jeg forsikrede hende, at Tabet ikke gik mig i mindste Maade nær. Dagen efter Ildebranden var der i Kjøbenhavn stor Forvirring, og Gaden vrimlede af husville Familier, som paa flere Maader viste Spor af det Tab de havde lidt. Saaledes mødte jeg den gamle Professor Cartzenstein med en lille Globus i Haanden, som var fast det eneste han af sin gode physiske Samlig havde reddet. En blandt de mest bedrøvede, som jeg stødte paa, var en Professor Birch, som med Taarer i Øinene fortalte, at han havde mistet sit Oplag af det nye Testamente, som nu var næsten færdigtrykt. Han havde ladet det bringe ned i en brandfri Kjælder ved Raadstuen, men den befandtes ikke at være brandfri, og hvad der var betroet den var brændt. Enkelte Huuse var paa en forunderlig Maade blevet reddet. Saaledes fandt jeg med stor Forundring A. Falchs Huus i Compagni-Strædet aldeles uskadt, medens alle Huuse ved Siden og lige overfor var aldeles nedbrendte. Der blev foranstalted paa Slotspladsen i en Hast opført Bræddeskure og Hjælpebygninger for foreløbigen at huse den store Skare af Familier som manglede Huusly. Lykkeligvis lettedes Omsorgen for disse ved den milde Aarstid, som desuden dengang, og længe efter var tør og varm. Der var overhovedet megen Hjælpsomhed mellem Familierne indbyrdes, og en Slags fortrolig Omgjængelighed, som kunns finder Sted i Ulykkens Dage. Folk, som jeg før aldrig havde seet nærmede jeg mig som gamle Bekjendte. Noget af Justiceraadens beste Tøi, som ei taalte at forslaaes og stødes, var bleven bragt ud til den Ende af Byen, hvor Ilden ikke rasede, og ei formodede at vilde komme. Saaledes var og Juliane Stephansons Klaver bleven bragt ud til Oberlieutnant Krebs der boede ude ved Toldboden, hvorfra hun gav mig i Commision at afhente det, da hun ønskede det ud til Fredriksberg. Jeg indfandt mig ogsaa med et par Bærere for at udføre mit Ærinde. Men Oberstlieutnanten havde Betænkelighed ved at levere Klaveret til en Fremmed som Intet havde at vise for sig. I denne min Nød kom Oberstens Datter mig til Hjælp: «Du kan vist gjerne, kjære Fader, sagde hun, levere dette unge Menneske Klaveret; jeg kan see paa hans Ansigt, at han ikke narrer Dig.» Jeg takkede den gode Pige for det Vidnesbyrd hun gav en Ukjendt, og travede afsted med Klaveret.

Ildebranden indtraf nogle Uger før jeg havde bestemt mig til at gaa op til Examen, og den Forstyrrelse, som derved foranledigedes i mine sidste Studier havde nære bestemt mig til at udsætte Examen, men deels ønskede jeg at blive denne Byrde qvit, deels haabede jeg, at Professorerne i Betragtning af de indtrufne Omstændigheder vilde blive mildere i deres Bedømmelse. Desuden vilde min Fætter, Elias Jørgensen, som dengang nylig var bleven gift, reise til Norge til Lands, og tilbød mig Reiseselskab. Jeg bestemte mig saaledes til at gaa op og indlevere mit Petitum. Deri styrkedes jeg ogsaa af min gode Ven Professor P. E. Müller, som mente jeg var tilstrækkeligen forberedt. Det skede imidlertid ikke uden stor Ængstelse, og Examen stod rædselsfuld for mig, baade vaagen og i Drømme i de Dage, som gik foran Examen. Da Dagen kom fattedes mig imidlertid ikke Mod til at gaa dens Fatalia i Møde. Jeg havde først den skriftlige Prøve at gjennemgaa, og udførte denne tilligemed 30 CoIleger, som med mig vare oppe til Examen, i Studiegaardens gamle Klosterbygning i en stor langagtig Sal i Sidebygningen.

Der hengik omtrent 14 Dage mellem den skriftlige og mundtlige Examen, og da 8 Dage var forbi gik jeg op til Professor Münter, som var Decanus, og udbad den Godhed af Fakultetet, at jeg maatte komme op en af de første Dage, da nogle norske Reisende, som jeg skulde gjøre følge med til Norge, alene ventede paa mig. Münter svarede ring: «Det staar til Dem selv at bestemme Dagen, naar De vil examineres, da Deres er det bedste.» En behageligere Lyd er vel aldrig falden i mit Øre, thi omenskjønt jeg vist nok ansaa mig selv for vel forberedt, saa kunde neppe nogen nære ner Frygt for Exanens Udfald end jeg. Jo nærmere denne kom, jo mer tiltog Ængstelsen, og jeg troer aldrig med et sundt Legeme at have sovet uroligere end i de Nætter, som gik nærmest foran Examen. Min Fader deelte fraværende min Ængstelse. Kort før jeg gik op til Examen fik jeg et Brev fra ham, der indeholdt en faderlig Trøst i Anledning af den forestaaende Examen, og deri bad han mig ikke spare hans Pung, men anstændigen honorere Professorerne for deres Forelæsninger. Men jeg havde grebet saa dybt i min Faders Pung i Anledning af Ildebranden for at understøtte trengende Venner, saa jeg undsaa mig ved at sætte den nu i sterk Reqvisition. Saavidt jeg mindes gav jeg Moldenhauer 30 rd og ord Münter og Hornemann hver 20 rd.

Det første venlige Ansigt, som mødte mig da jeg steeg op fra Examensbordet og gik ud blandt Tilhørerne var min gode Ven P. E. Müller, der hele Tiden havde været overværende under min Prøve. Han trykkede min Haand trofast og gav mig en hjertelig Lykønskning til den særdeles Held hvormed jeg havde udholdt min Examen. Især forekom det ham, at jeg havde staaet mig besynderrlig vel under Moldenhauer. Min Character blev unanimo consensu: «laudabilis et qvidem egrigie».

Jeg hadde den Dag endnu adskilligt at ordne for Afreisen til Norge, som skede Dagen efter. Jeg løb om Eftermiddagen om til Professorene for at faa Attester, som jeg kunde levere min Fader til Vidnesbyrd om hvorledes jeg havde tilfredsstillet Professorene paa Collegierne og ved Examen. Münter var især forekommende, og jeg maatte vidløftigen sætte ham ind i min Familiestilling. Hornemann udbredte sig i sin Attest over, at jeg med flere Nordmænd var Bevis for at norske Studenter med rene Sæder og udmærket Flid kunde fuldende deres Studier i Kjøbenhavn. Nyligen før var nemlig i begge Riger bleven ført alvorlige Feider om Hensigtsmæssigheden af et norsk Universitet. For øvrigt viste han mig megen Forekommenhed. Moldenhauer mælede ikke et Ord, da jeg bad ham om Attest, men viste med Haanden paa en Stol ved Døren, paa hvilken jeg satte mig, medens han skrev Attesten, der iøvrigt var saa god, som jeg kunde ønske mig den. Da jeg 17 Aar derefter traf Manden i Kjøbenhavn, var han Forbindtligheden selv og forsikrede mig at han meget godt erindrede sig mig som en af sine flittigste og kjæreste Tilhørere. Denne Forandring skyldtes vel mere min Stilling end min Person.

Hvor lykkelig jeg følte mig i min Omgangskreds i Kjøbenhavn, svævede min Tanke dog jævnligen over Hjemmet, en uforklarlig Længsel trak mig derfor, og det var mit varmeste Ønske der at kunne danne mig min Livsbane, og jeg nærede det til Vished grændsende Haab at Lovise vilde gladeligen følge mig overalt. Desuden kunde jeg nu nedlægge for mine Forældre i en med stort Held overstaaet Examen og hæderlige Attester for min Vandel i Kjøbenhavn den herligste Frugt af deres Opofrelse for mig og af Forældrenes kjærlige Sind. Det eneste mørke Punkt ved dette Møde var den ikke ubetydelige Sum, som jeg under den sidste Deel af mit Ophold i Kjøbenhavn, i Anledning af Examen, af Ildebranden og Udstyr til Reisen, havde hævet hos min Faders Commissionær. Jeg havde gjort et Forsøg paa at formaa Falchs Fuldmægtig, Røtting, til at udsætte med at anmelde en Deel af den Sum jeg havde optaget til jeg kom hjem, men jeg maatte døie flere haarde Ord af ham, og maatte stole paa at mine gode Efterretninger om Examens Udfald vilde forsone min Fader med den kostbare Søns Ødselhed. Men stedse svirrede dette Sløseri med min Faders Pung for mig som et mørkt Punkt af mit Studenterliv. De anvendtes vist aldripaa en uanstændig Maade, men der er dog stedse noget upassende og usømmeligt i at vise Liberalitet paa en anden Mands Bekostning. Min Familie vil maaskee ved at læse dette finde at min Liberalitet - som visseligen ingen er mindre tilbøielig til at rose end jeg - senere hen paa Livets Bane ofte tog et uheldigt Sving, og bar stundom ikke gode Frugter.

Den franske Revolutions Blodperiode rasede i de Aar paa sit høieste, men de fjærne Tilskuere betragtede mer dens velgjørende Indflydelse paa Menneskeslægtens Emancipation i flere Henseende end dens grusomme Yttringer. Den havde i Kjøbenhavn mange Tilhængere, der fremvoxede en talrig Skare af Frihedsmænd, der modigen angreb alle Forhold, der ikke passede til dens Nivelleringssystem.

Med Dagens Genier havde jeg liden Omgang, og de første Stjerner som Ewald, Wessel, Storm og flere vare mestendels gangen til Hvile eller stod ved Gravens Bred. Med Rabbek havde jeg vel min Omgang, da vi boede i et Huus om Sommeren - paa Bakkehuset - men det var dog kun leilighedsviis, og jeg hørte ikke til hans Omgangskreds. I Provsten Høeghs Huus vankede vel nogle af Dagens Genier - hans Brodersøn Fredrik Høegh Guldberg, ligesom Nissen, nu Professor, ogsaa gjerne vildle regnes blandt dem - men jeg fandt intet opbyggeligt i deres Omgang, og de skyede vel og en Yngling som intet Spor viiste af nogen poetisk Aare. De store Digter Stjerner havde endnu ikke begyndt at oplyse Danmarks poetiske Litteratur. Dagens frivole Angreb mod den herskende Religion havde ingen skadelig lndflydelse paa mig. Horrebows, Malte Bruuns og fleres Skrifter i den Retning læste jeg neppe, og stedse uden Interesse. Provsten Høeghs fromme Sind og religieuse Sands tillod ingen frivol Tone i hans Omgangskreds, og fra Barns Been havde jeg i min Moders Religiøsitet lært Agtelse for Religionens hellige Sandheder. Saaledes gik jeg uanfektet igjennem en Periode, som ikke var fri for Pletter med Hensyn til politiske og religieuse Udskeielser, og jeg anseer for en Lykke at mine politiske Begreber uddannedes i en modnere Alder da Fornuft og Moderation kunde mægle mellem den gamle og nye Tids politiske Ideer. Blandt mine theologiske Medstuderende stiftede jeg saaledes kun faa fortrolige Bekjendtskaber, mestendels kun med dem, som gik samme Vei som jeg. Thorlacius og Engelstoft var alvorlige Commilitoner, der sieldent nærmede sig deres Kamerater, og jeg havde saa megen Respect for deres Kundskaber, at jeg med dem kom kun i liden Berørelse. Omstændighederne føiede sig saa, at jeg senere hen paa vor udenlandske Reise knyttede den venligste Forbindelse med disse udmærkede Mænd. Peter Erasmus Müller var derimod min fortrolige og deltagende Ven, og vi knyttede paa Collegiebænken en Venskabsforbindelse, som ledsagede os gjennem hele Livet. Dog var det mestendeels mere mod Slutningen af min theologiske Studerings-Bane, at vort fortrolige Venskab sluttedes. Han maatte vel have anseet den formuende theologiske Student, der stedse viste sig i Dagens meest moderne Dragt, og havde Hest og Tjener, som mindre skikket til alvorlige Studier. Desuden tillod min Frygtsomhed mig ikke at besøge Examinatorier, og jeg havde saaledes liden Anledning til at vise mine Commilitoner, at jeg med Fliid og Alvor beredte mig til Examen. Men da baade Müller og jeg flittigen besøgte Forelæsninger, og begge var i den samme lykkelige Uafhængighed med Hensyn til udvortes Omstændigheder, saa nærmedes vi os efterhaanden alt mere og mere, endskjøndt jeg troer at det overraskede Müller, at jeg saa modent forberedt fremstillede mig til Examensbordet. lmidlertid indskrænkede jeg vor Omgang inden Universitets Livet til Forelæsningssalen, og nu og da til en Samvandring i en Adspredelses Time. Müllers Fader, der som Stempelpapirforvalter og Zahlcasserer - jeg erindrer ikke mere Embedets Benævnelse - havde en lndtægt af 7 til 8000 rd. aarligen, levede paa en høi Fod, og der var ideligen store Selskaber, men jeg kom aldrig i Faderens Huus. Jeg skjøttede ikke om at udvide min Omgangskreds uden for den Familie, hvori jeg befandt mig saa vel, og frygtede for at forflere mine Adspredelses-Timer under alvorlige og flittige Studier. Jeg gjorde saaledes ikke Visit, og kun denne gav Adgang tll Huuset. Med Hvidt, nu Etatsraad og Stænderdeputeret, havde jeg ogsaa megen Collegie-Omgang, og vi blev hinandens Duusbrødre. Blandt de øvrige theololiske Studenter var der især en Bentzon, en Søn af Rector Bentzon Fredriksborg, som var mig formedelst sit blide, venlige væsen særdeles kjær, og som i sine Studeringer gik den samme Vei som jeg. Jeg erindrer barn med stor Deeltagelse, endskjøndt jeg lidet ved om hans Familie-Skjæbne. Saavidt jeg veed blev han Rector i Fredriksborg. Med Sigwardt - senere Biskop - havde jeg og megen Collegie-Omgang, men hans theologiske Bane syntes ikke at være opmuntret ved lykkelige Omstændigheder. Han var stedse bleg og gusten af Farve, formodentlig formedelst den Jernfliid, hvormed han forfulgte sine Studeringer, deels fordi han var nødt til at opholde Livet med Informations-Trældom. Hans Udvortes bar Spor af Armod. Blandt den øvrige Skare af theologiske Studenter var der meget faa, med hvem jeg pleiede nogen fortrolig Omgang. De fleste Navne og Personer ere gaaede mig af Hukommelse, og det er ofte hændt mig, at jeg efter mine akademiske Aar er bleven hilset og tilskrevet som gammel Bekjendt, medens Bekjendtskabet er gaaet mig aldeles af Minde. En theologisk Student i min Form var et Særsyn i hine Dage, og det var naturligt at Andres Opmærksomhed var mere heftet paa mig end min paa Andres. Efter mit ydre Væsen vilde man vel have kaldt mig en Datidens Løve. Min Klædedragt hørte altid til de moderneste, Kjolen var af første Snit tildels med brillant Staalknapper, hvide vel afpudsede Skinbuxer med blaa Silkekanter, eller og af fiint strøget Cassimir, Haaret friseret, krøllet og pudret med en Pidsk eller saakaldt Marledon i Nakken - Kort den unge Fyrs hele udvortes Dragt og Attitude kunde vel bane mig vei til et Navn af vore Dages Løve, men deri troer jeg ogsaa det Privilegium paa denne Titel bestod. I mit hele øvrige Væsen var der en vis Alvor, som en følge af flittige Studeringer, et venligt og forekommende Væsen, og en Elasticitet der rettede sig efter andres Ønsker, der neppe charaktiserer vore nærværende Løver. Jeg veed aldrig at have havt noget udestaaende med mine Commilitoner paa den theologiske Bane, hvad enten Bekjendtskabet var løsere eller fastere. Mit forhold til E. From har jeg forhen omtalt, det var det fortroligste og inderligste af mine Venskabs-Forbindelser paa den Tid, og neppe var nogen mig fortroligere hengiven end ham. Med N. S. Stephanson pleiede jeg vist nok en venlig ja fortrolig Omgang, men vore Veie laae, saalænge jeg studerede til Attestads, fjærnet fra hverandre.

Jeg har ofte spurgt mig selv, om det ikke havde været for min Fremtid gavnligere om jeg havde valgt Jurisprudensen til mit akademiske Studium, og om jeg ikke derved havde gjort mig mere brugbar i de forskjellige borgerlige og Statsforhold hvori jeg er bleven sat. Det kan vel neppe nægtes at Begreberne om de forskjellige Statsforhold derved var bleven mer correcte og bestemte, og at jeg havde brugt en mere philosophisk Aand i den Kreds af forskjellige offentlige Forretninger, som er bleven mig overdraget, ligesom det er vist at denne Mangel paa juridisk Kundskab ofte har gjort mig utilbørlig likegyldig for Gjenstandens Form, medens min Opmærksomhed ene har været henvendt paa Materien. Men jeg har paa den anden Side betænkt, at om jeg havde valgt den juridiske Bane, vilde jeg rimeligvis have forfulgt den, fordi ingen subjektive Hindringer havde lagt sig i Veien for min Fremskriden paa denne Vei, medens jeg tør nære den Overbevisning, at jeg er bleven sat i en borgerlig Stilling, hvor det har lykkes mig at udrette det Gode, som jeg efter mine Evner har været i Stand til. Neppe vilde det juridiske Studium ved Akademiet have tilfredsstillet mig saa meget som det theologiske. En stor Deel er Hukommelsesværk, og det er en af de svage Sider vel mine Aandsevner.