Jacob Aall

[Studenttid i København]

Jeg reiste med den sædvanlige Befordring til Kjøbenhavn, med Magister Tornø, som ogsaa denne Gang ledsagede sine Discipler til Akademiet. Jo længre vi rullede frem paa Sjællands landevei, jo mere tiltog Ængstelsen over hvad der forestod mig. Vi stødte paa flere Candidater, som reiste i samme Ærend, og jeg gjorde mig tusindfold Forestillinger om den Skjæbne, der ved deres Side forestod mig. Et Par Troieler fra Odense, Sønner af et paa den Tid stort Digternavn, gjorde især Indtryk paa mig. I Kjøbenhavn fik jeg Logis hos min Skolekammerat, Stephansons Fader, hvis Huus jeg allerede for 2 Aar siden havde besøgt. For 200 rd om Aaret skulde jeg have Alt frit i Huuset. Denne Gang gjorde Nordmanden ikke det ufordelagtige Indtryk paa Huusets Medlemmer som den forrige. Det klodsede Drengevæsen var gaaet over til en lettere Omgangsfærd, og Studenten viste mer Omhu for sit Udvortes, mere Opmærksomhed for sin Omgivelse. Justiceraadens yngste Datter, Lovise, dengang 14 Aar gammel, der siden blev min Kone, fortalte mig senere, at hun følte stor Medlidenhed med den stakkels Candidat, hvis Miner og Væsen tydeligen lagde Ængstelse for Dagen over hvad der forestod ham. Det er sandt, at enhver forestaaende Examen lagde mig paa Torturen.

Vist nok troede jeg, at jeg var en meget vel funderet Candidat, og jeg vil ikke gjøre mig selv den Uret at paastaa, at min gode Lykke var uforskyldt, men Magister Tornø havde vist ogsaa banet mig en god Vei hos Professorerne ved at anbefale mig. Jeg havde ham mistænkt for, at min Indkaldelse laa ham meget paa Hjertet, for at den rige Fader skulde betænke ham med en god Doeuceur. Der var udsat en Medaille af før omtalte Etatsraad Bagger for den første indkaldte af Nyborg. Uvis om denne Præmie skulde blive min besørgede Tornø underhaanden udsat en Præmie for den Skole, som havde de fleste indkaldte. Denne Forsigtighed blev imidlertid overflødig da jeg blev den første indkaldte i Nyborg Skole, og den anden i Ordenen i det Hele. I denne Henseende havde jeg en farlig Rival i M. Hasting Bornemann, der visseligen var en ligesaa dygtig Candidat som jeg, og i nogle Fag min Mester, men jeg havde Ebraisk han ikke, og dette forøgede Antallet af mine Udmærkelses-Tegn. Jeg kom saaledes et Trin over ham, og blev den anden i Ordenen blandt de Indkaldte, og næst efter Thorlacius, der betragtedes som et stort Lys ved Universitetet.

Saaledes havde jeg rystet Skolestøvet, og var kommen i en aldeles uafhængig Stilling, som vist nok var høist behagelig, men derhos omgiven med store Farer. Fra min Barndom vant til at undergive mine Ønsker og mine Lyster en fremmed Villie og til en uafbrudt Skolegang, var Overgangen til den fuldkomneste Frihed og Raadighed til at bane mig egen Vei, bestemme min Flid og mine Sysler, farlig brat for den unge bøielige Sjæl. Saavel det historiske Tidspunkt, i hvilket mine akademiske Aar indtraf, og den særegne Stilling, hvori Nordmænd i Almindelighed befandt sig ved Kjøbenhavns Universitet, som den Omgivelse af Landsmænd, der faldt i min Lod i mine første Universitets-Aar, indeholdt store Farer for den Ubevogtede, sig selv aldeles overladte Yngling. Den franske Revolution gjærede dengang i sine vildeste Elementer, og i sin Voldsomhed truede den at forstyrre Tingenes Orden over det ganske Europa. Den forrykkede ikke allene Souverainernes Forhold til deres Folk, og udbredte de mest demokratiske Friheds- ldeer, men den nedbrød den Religionens Skranke, som er mest skikket til at tæmme Menneskets Lidenskaber, og danne rolige og lykkelige Borgere. Denne Svimmel havde ogsaa naaet Kjøbenhavn, og jeg behøver kun at henvise til de Dages Litteratur, der villede af Tvetydigheder og Udskeielser saavel i politisk som religieus Henseende for at bestyrke Paastandens Sandhed. Heldigvis havde jeg havt liden Leilighed til at beskjeftige mig med Dagens Politik. Mine Skole-Studier optoge den hele Tid jeg havde at raade over, og jeg kunde ikke indskyde nogen anden Lecture i mine egentlige Studier end de forhen nævnte franske og tydske Bøger. Ingen kunde derfor være mere uvidende i Politik end jeg var. Men især har jeg Provsten Høegh i Gjentofte at takke for, at jeg ikke henreves af Dagenes letfærdige Tone i Henseende til Religionsvæsenet. Der var en fortrolig og jævnlig Omgang imellem Høeghs og Stephansons Familier, og tidligen næret jeg den største Høiagtelse for denne retsindige, religieuse og derhos muntre Mand. Han var en Broder af den berømte Minister Ove Høegh Guldberg, og stod i stor og velfortjent Anseelse blandt sine Landsmænd som Menneske og Præst, endskjønt han ikke var nogen stor Taler.

En norsk Student, som i de Dage sendtes til Kjøbenhavns Universitet, fjærn fra Slægt og Venner, og uden al Familie- eller Venskabs- Forbindelse i, Kjøbenhavn, var visseligen stedt i stor Fare, og for denne var mangen en haabefuld Yngling bleven et Offer. Der staar Flere for min Erindring som snublede og faldt paa denne Fristelsens Bane, men det er sørgeligt at dvæle ved saadanne Minder, og opvækker bittre Følelser hos deres kjære Frænder.

Skjæbnen var mig i denne Henseende langt gunstigere, jeg kom i en venlig Fatnilie, der modtog den i Danmark frændeløse Nordmand med kjærlige Arme, og jeg blev behandlet som et Medlem af Familien, ja som en Søn af Huuset. Derhos var Justicesraadens Huus en Samlingsplads for Flere af Kjøbenhavns paa den Tid udmærkede Mænd, og i et saa udsøgt Selskab maatte Ynglingen ikke alene finde lærerig Underholdning, men Beskedenhedens Følelser maatte næres, og Selvtillidens i samme Grad aftage. Ofte har jeg i hine anseede Mænds Nærværelse følt min Ringhed, og vovede sjeldent at blande mig i de interessante Discussioner, som i dette Huus ved saadan Leilighed ikke sjeldent bragtes paa Bane. I almindelighed dannede iøvrigt de 3 Familer, Stephansons i Kjøbenhavn, Provsten Høeghs i Gjentofte, og Slotsforvalter Voigts paa Fredriksberg ligesom en afsondret Selskabskreds i det store Kjøbenhavn, i hvilken Hovedstadens galante Tone vist nok ikke besværede Kredsens Medlemmer, men hvor der forestod en munter, tvangsfri og derhos høist anstendig Tone. I denne Kreds saaes ogsaa ofte Ynglinger, der siden ere blevne nogle af Danmarks og Norges udmærkede Mænd. Disse Familie- Samqvem vare saaledes deelte, at Justiceraadens Familie næsten hver Søndag om Sommeren vexelsvis besøgte Gjentofte og Fredriksberg, i hvilke Toure jeg saa godt som bestandigen tog Deel. Om Vinteren var derimod Provst Høegh hver Torsdag, og Slotsforvalter Voigt og Kone endnu oftere hos Stephanson. Fru Høegh, som var en stille og huslig kone, kom derimod sjeldent til Byen. Hun staar stedse for mig som den huslige Martha, og tillod sig aldrig nogen Hvile, naar Huuset besøgtes af Gjæster. Tanken dvæler med Bevægelse ved de Glæder, som jeg nød i denne hyggelige Kreds, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg ansaae de Dage, som jeg tilbragte i den som mit Livs gladeste, og som en lykkelig Forberedelse for mit Livs Bane efter den Tid. Naturens Stemme talte for mine Forældre og Søskende i Norge. Aldrig har vel nogen Søn elsket og agtet sine Forældre høiere end jeg. Fra min tidligste Barndom stod min Fader for mig som et over andre Mennesker ophøiet Væsen, og senere Aar lærte mig i ham at kjende den ømmeste Fader, der visseligen ikke skjænkede mig den mindste Deel af sin Faderkjærlighed, og uden Knur, skjønt vist ikke uden stiltiende Misnøie, lod den ødsle Søn skalte og valte med sin Pung. Min Moder stod stedse for mine Tanker i alle Livets Aldere, som et Ideal af Moder-Kjærlighed, som et Dydens Mønster, prydet med Religionens ædleste Præg. Mine Søskende vare mig dyrebare, og det er vanskeligt, at Naturens Baand have været stærkere i nogen Familie end imellem mine Søskende og mig. Min yngste Søster var som Barn min daglige Skolekammerat, og blandt vore Søskende have vi nærmest fulgt hinanden paa Livets Bane. Mine to ældre Søstre opdroges uden for mine Forældres Huus da jeg korn tilbage til Hjemmet som Student knyttedes det fortroligste og kjærligste Forhold mellem os. Mine to ældste Brødre, især min Broder Niels, kom i mine yngre Aar, formedelst deres tidligere Uddannelse og den Betydning de fik i vor Familiekreds, i en overordnet Stilling over deres yngre Brødre, og et fuldkomment Ligheds-Forhold kunde ikke finde Sted før i de senere Aar, da hine jævnedes ved Aldersmodenhed og borgerlig Stilling. Hvorledes mit Forhold til min yngste Broder var har jeg forhen beskrevet, og paa dette kan jeg kun tænke med taarefyldte Øine. Naturens Stemme talede saaledes, med Hensyn til mit Forhold til Forældre og Søskende visseligen saa varmt og kjærligen i min, som i nogen Dødeligs Barm, at det ikke var at undres over, at Tanken ofte med Længsel, stundom med Vemod dvælede ved dette Savn.

Da jeg kom til Kjøbenhavn rørte sig i den unge Student Uafhengighedens Følelser, der saa længe havde vieret bundne ved Skoletvang og en alvorlig Opdragelse i Fædrenehjemmet, og Selvtilliden vaagnede formedelst den glimrende Begyndelse paa min akademiske Bane. Studenterlivet nærer disse Selvtillidens Følelser, bandt den studerende Ungdom herskede ofte den Mening, at Fornuft- Ideernes Udvikling, ja Verdens Skjæbtie hviler i dens Hænder. - Men min gode Skjæbne førte mig ind i en Kreds, som forhindrede disse vaagnende Følelsers Udskeielser. De anseede lærde og forstandige Mænd, som dagligen gik ud og ind i Justiceraad Stephansons Huus - som Ove Malling, Tetens, Aagesen, Hansteen, Bugge, Knudsen, Falbe o. fl. - overbeviste mig om, at jeg endnu havde en stor Bane at gjennemløbe, før mit Navn kunde fortjene at nævnes iblandt mine Medborgere, eller nogen Opmærksomhed heftes paa mit Væsen. Deres vise Tale gjorde mig taus; mere lyttende end deeltagende i den indholdsrige Samtale.

Fra den første Begyndelse af mit Ophold i Kjøbenhavn blev jeg en Gang maanedligen indbuden i stort Familie-Selskab hos min Faders Banquier Abraham Falch. Jeg var den eneste Student i dette Selskab, og jeg stod i en Krog, overseet og ligesom glemt i denne Kreds af formuende Kjøbmænd og andre Embedsmænd. Den kjøbenhavnske Grosserer-Classe i hine Dage var en stolt Stamme, som ansaae det under sin Værdighed at kaste et Øie til en Student, hvis Bane laa uden for den handlende Verdens, og denne Stolthed næredes ved de glimrende Fordele, som den danske Hovedstads Kjøbmænd formedelst Europas særegne Stilling, de dem forundte store Privilegier paa Handelens Bekostning uden for Kjøbenhavn, og formedelst den indbringende Commissions-Handel, mod Slutningen af forrige og i Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, saa rigeligen høstede. Imidlertid hviler min kjærlige Erindring over den Deeltagelse, hvormed Enkelte af Selskabet - blandt disse især Professor Ramus og den ældre Frankenau - søgte at redde Ynglingen fra Forlegenhed og Forglemmelse. Kun om Aftenen, naar Spillebordene droges frem - fik min Person nogen Værd, da jeg som en god l'homber-Spiller nød den Ære at spille med nogle af Kredsens Fruer. Den vakre Fru Suhrs blide Væsen og forekommende Godhed mod den unge Student var et lyst Punkt i denne min betrængte Stilling.

Som Nordmand troede jeg at burde gaa ind i Det norske Selskab. Jeg havde hørt saa meget Tale om den Vid, Munterhed og Underholdning, som raadede i dette, og om de mange interessante Mænd, som var Medlemmer deraf. Deriblandt var Professor Rahbck, Dagens mest feirede Forfatter, hvis Skrifter jeg havde læst med saa megen Interesse. Jeg blev saaledes indskreven i dette Selskabs berømmelige Ruller, og indfandt mig for at introduseres, men dette skeede under en saa stor bachanalsk Lystighed, og saa megen Opfordring til at tømme det fulde Bæger, at jeg ræddedes for Følgerne, og indfandt mig der aldrig meer. Mit Navn blev imidlertid aldrig udslettet af Selskabet, thi da en ny Afdeling af dette Selskab oprettedes i Norge efter Skilsmissen fra Danmark paa den Tid jeg var ved Storthinget, erklæredes jeg som et naturligt Medlem deraf, fordi de, der vare matriculerede i det gamle Selskab i Kjøbenhavn, ei behøvede at indskrives i det nye i Christiania. Den eneste offentlige Forlystelse af den Art, hvori jeg i det første Aar af mit Ophold i Kjøbenhavn tog Deel var et Par offentlige Baller, som bragtes i Stand mellem Studenterne ved Subscribtion, men da ingen af Stephansons Døttre vilde tage Deel deri, og jeg for øvrigt ingen Damer kjendte paa Ballet kjædede jeg mig, hvor stor en Elsker af Dands jeg end var, og tog siden ikke Deel i Baller af den Art. Derimod besøgte jeg engang samme Vinter med stor Fornøielse Bal Paré en Domino, som blev given paa Slottets Riddersal, og hvortil man fik Adgang ved en Billet, og under Forpligt at bære Domino. Den brogede Vrimmel af den fornemme Verden, i prægtige Dragter straalende af Diamanter, og Salens rige Oplysning morede mig usigeligen. Derimod kunde jeg ikke uden en vis Medlidenhed der see Danmarks vanvittige Konge, Christian den 7de, opstille sig i de Dandsendes Række. Han var naturligvis første Par, og Dandsemester Barth fulgte ham bestandig i Hælene for at lede hans vinglende Bevægelse, uden for al Tone og Takt. «ici, Votre Majesté, ici Votre Majesté» hørtes ideligen under denne uordentlige Dands, og den kunde først synes at begynde, naar Kongen havde endt sit uregelmæssige Zikzak. Naar Kongen klappede skulde egentlig Musikken ophøre, men han gjorde dette sædvanligen i Dandsens bedste Hede, og ved et Vink med Haanden af Kronprindsen, hvilket de Musicerende forstod blev Musik og Dands fortsat. Kronprindsen var en lidenskabelig Dandser og dandsede med mere Liv end Grace. I Menuetten, som dengang brugtes meget, paastod, man at Christian den 7de skal have været en stor Mester, og udførte dens Trin med en uforlignelig Grace. Ingen gjorde niere Lykke paa Bal Paré end Kronprindsesse Lovise Augusta, og hun havde stedse en stor Skare af Balgjæsterne i Hælene. Der var en besynderlig Ynde udbredt over denne Prindsesses udvortes Væsen i de Dage. Hendes Dragt var simpel - den bestod sædvanligen af en hvid rynket Chemisse med et Bælte om Livet besat med Diamanter, og et Diadem af Diamanter i Haaret og alle hendes Bevægelser var særdeles gracieuse. Den forstyrrede Konge stirrede hende ofte i Øinene, og kyssede hende paa Comoedien for Publicums Øine, men hun modtog dette vist nok uvelkomne Kjærtegn med den rolige Værdighed, som skyldtes Landets Konge. Der var ingen kongelig Person, der i de Dage modtog saa mange Beviser paa Folkets Kjærlighed, eller hilstes offentligen med den jubel. Naar Folket var i Bevægelse ved Fødselsdage eller anden høitidelige Anledninger for at bevidne Kongehuset sin Deeltagelse lød den jublende Hurra høiest til hendes Priis. Oprigtigere er senere hen neppe nogen kongelig Person bleven hyldet i Kjøbenhavn. Andre Dage faldt senere i hendes Lod - Sic trancit gloria mundi.

Men om jeg lykkeligen undgik hine Sædelighedens Andstødsstene, saa var jeg ikke saa heldig i at afvise de mange Forsøg, som gjordes paa min Pung baade af trengende Landsmænd og af Andre. Det opdagedes snart, at en liberal Faders rige Pung stod mig aaben, og at der var en vis blød Svaghed i min Charakter, der ikke gav mig Kraft nok til at afvise utilbørlige Anmodninger om Pengehjælp. Min Fader havde givet mig et aabent Creditiv - i Sandhed et farligt Document i en Ynglings Haand, som lidet kjendte til Pengers Værd - og jeg benyttede hans Godhed med en Ødselhed, hvorpaa jeg ikke uden stor Undseelse kan tænke. Jeg maatte forbauses over det lndgrep jeg havde gjort i hans Casse, da Summen opgaves mig efter Hjemkomsten. Den hensigtsløse Goddædighed, hvormed jeg understøttede Landsmænd, og de Gaver som jeg ødslede paa Tiggere, der i alskens Skikkelser bestormede min Dør, havde sin gode Deel i denne Ødselhed, og jeg er saa langt fra at ansee mig hævet ved denne slet anbragte Gavmildhed, at jeg betragter den som en af de mørkeste Pletter i mit Studenterliv. Den voldte maaskee min Fader, endskjønt den efter hans Stilling kun liden Indflydelse kunde have paa hans Casse, en stille Kummer, ihvorvel han kun i fjærne og høist skaansomme Udtryk yttrede sin Misnøie. Saaledes erindrer jeg at en Cancelliraad S....... Byskriver i S...... blev ved et Besøg i Kjøbenhavn i mit første Studenter-Aar arrestert af en Skrædder for en gammel Gjæld af 250 rd, og han og flere af hans Venner overtalede mig ved ynkelige Forestillinger til at udløse ham af denne Gjæld. Der blev gjort meget Væsen blandt mine Bekjendtere over denne min store Ædelmodighed, som rostes i Skyerne, men der er faa af mine raske Handlinger af den Art, som jeg har mere fortrydet end denne, der ikke var anbragt paa rette Sted.

I den første Juul under mit Ophold i Kjøbenhavn gjorde jeg en Reise til Nyborg, deels for at besøge min Broder efter hans hjertelige Opfordring, deels smigrede det mig, at kunne vise mig for mine gamle Kamerater som indkaldt Student. Hofman traf jeg ikke dengang i Nyborg, da han var reist ud til Hofinansgave, og min Tid tillod mig ikke der at besøge ham. Men Mødet med den elskede Broder var ogsaa den eneste Glæde, som denne Reise gav mig. Jeg mærkede snart Forskjellen mellem Livet i Kjøbenhavn og i Nyborg, og Stedet selv havde i den døde Studentertid ingen kjære Minder om mine Skoledage. Magister Tornø var kold, og jeg erfoer underhaanden, at han var misfornøiet med den Douceur han havde faaet af min Fader ved min Dimission. Saavidt jeg erindrer var den 50 rd. Paa denne Reise havde jeg det Uheld at miste 100 rd. Jeg havde en Oppasser ved Navn Meyer, som havde været Soldat, og denne stjal en 100 Dalers Seddel fra mig, som jeg skulde overbringe min Fætter Jochum Jørgensen. Han blev strax afskediget fra min Tieneste, og dermed lod jeg ham fare, for at undgaa de Uleiligheder, som var forbunden med en Angivelse til Politiet, men han indviklede sig i andre Forbrydelser, for hvilke han blev afstraffet. Kort efter engagerede jeg N. Thomsen i min Tieneste. Hans Fader var Vægter i Badstuestrædet, og boede i en KjæIder tæt ved Justiceraadens. Faderen var jydsk og radbrækkede jammerligen sine Vægtervers i sin jydske Dialekt, og ravjydsk var ogsaa hans Tale. Vi vare i øvrigt særdeleles gode Venner, og jeg stak mangen Fiirskilling i hans Haand, naar jeg kom hjem om Aftenen fra Comoedie, og enkelte Gange fra Selskab, til hvilken Tid han stedse passede, at Porten, hvortil han havde Nøglen, var lukket. Jeg synes endnu at høre hans «Go Auten Hr. Ol» naar han lukkede mig op. For resten var han en høist agtværdig gammel Mand, der elskede sin Søn Nicolai inderligen, og havde bibragt ham den strengeste Sædelighed. I denne Søn consentreredes hans Kjærlighed, da Stedmoderen - Peder Vægter var anden Gang gift - var en Jesabel. Sønnen var ogsaa i høi Grad skikkelig, men i Begyndelsen af sin Tjeneste ikke meget væver og behændig. Jeg maatte smile, da han meldte sig hos mig med sin grønne stumpede Kjole med gule toppede Knapper. Men snart fik han den behørige Tjenerfærdighed, og blev af From og mig øvet i at regne og skrive. Jeg havde aldrig Aarsag til at være misfornøiet med ham, men han lagde tidligen den Troskab og Hengivelse for Dagen for mig og mine, som har fulgt ham til denne Dag. Han var særdeles heldig i at opdage Gadespetacler, som han fortalte med megen Salvelse, naar han kom Hjem. Jeg kunde gaa Dag ud og Dag ind paa Kjøbenhavns Gader uden at noget tilstødte mig, men dagligen var han Vidne til Gadelarm, og under saadanne Omstendigheder blev hans Ærender noget lange.

De fleste af mine akademiske Bekjendtskaber i det første Aar af mit Ophold ved Universitetet vare mestendels kun flygtige, og der er ikke mange af dem, som have slaaet dybe Rødder i Fremtiden. Det har ofte truffen mig siden, at jeg er bleven erindret om Bekjendtskaber fra den Tid, som var gaaet mig af Glemme. De Mænd, som jeg siden lærte nøiere at kjende og tildeels blev mine første Venner i Livet, Thorlacius, Müller og Engelstoft, oingikkes jeg i de første Aar meget lidet. Thorlacius betragtede jeg med en vis Ærefrygt, som en ung Mand der i Kundskaper stod langt over mig, og hans alvorlige Væsen afholdt mig fra nogen fortrolig Tilnærmelse. Siden lærte jeg af Erfaring, at hans Hjerte var lige saa kjærligt, og for Venskab aabent, som hans Hoved var lyst og hans Kundskaber udbredte. Engelstoft og Müller kom først til Universitetet Vaaren efter at jeg havde taget Artium. Engelstoft stod i Orde for at være et af Universitetets lyseste Hoveder og største Genier, og det var i det første Aar af vort Bekjendskab lidet, som tiltrak mig. Senere hen indtog han en høi Plads i den Vennekreds, som opmuntrede mine Akademiske Aar, og hans Venskab har fulgt mig til Alderdommens sidste Fjed. Med P. E. M¨ller sluttede jeg egentligen først et fortroligt Venskab, da vi begge begyndte vor theologiske Bane, og han, Hofman og jeg udgjørde et Venskabs Trifolium, hvoraf jorden har faa Exempler at fremvise. Begge Gyldenpalmerne kom til Universitetet paa samme Tid som jeg. Den ældste, Hans - senere Præst til Holt - var uheldig til Artium i en af de mindre betydelige Doctriner - saavidt jeg erindrer Astronomien, hvoraf der læstes et lidet Udtog til første Examen, og han tog først Artium det paafølgende Foraar. Siden var vor Omgang, endskjønt vi vare Bysbørn, med hinanden ved Akademiet kun liden. Han kom ind i den Falbeske og Colbjørnske Familie, med hvilken han var nær beslægtet, og hans akademiske Flid begyndte først alvorlig efterat jeg havde taget theologisk Attestats. Den yngre, Andreas Gyldenpalm, der som Barn liavde i vor fælles Fødeby været Gjenstanden for min Beundring og Misundelse blev ved første Examen indkaldt som jeg, men det smigrede ikke lidet min Forfængelighed, at han var flere Trin lavere under mig. Vi omgikkes hinanden meget lidet, endskjønt vi naaede Duus-Fortroligheden; han besøgte saa godt som ingen Forelæsninger, og saavidt jeg veed tog han ikke engang anden Examen. Hans behagelige Andstand, hans Underholdnings-Evne, og hans Gave til at tilegne sig et Skin af Kundskaber og Sprogfærdigheder, som han i Grunden endnu ei besad banede ham siden Vei paa den diplomatiske Bane. Paa denne kunde han formedelst sine Talenter og sit behagelige Væsen uden Tvivl have gjort store Fremskridt, naar han ikke havde manglet en Diplomats vigtigste Egenskab, Taushed og Forsigtighed i at bevare betroede Hemmeligheder. Denne Ufuldkommenhed styrtede ham midt paa hans diplomatiske Bane i Forlegenhed, der under Forvirring i hans oekonomiske Væsen gik over i Elendighed og Mangel.

Til anden Examen opnaaede jeg riktig nok den samme Ære som ved første, at jeg blev indlkaldt, men jeg syntes selv at have en Følelse af at Helden var større end Fortjenesten.