Fra: Idrettsforeningen «Urædd» 1880-1930

Avsluttende bemerkninger

Når man studerer Urædd's historie kan man glede sig over en gjennemsnittlig stadig stigning i tilslutningen av aktive medlemmer og i forståelse fra publikums side. Når man i Grenmar for 20. januar 1885 leser: «Porsgrunds Turnforening, der nylig har afholdt sin aarlige generalforsamling, kan ikke glæde sig med at omfattes med den forønskede interesse fra publikums side. Da den kun har 21 medlemmer, kan de med to ugentlige møder forbundne udgifter ikke dækkes af medlemmernes kontingent. Hensigten med disse linjer er at opfordre alle til at støtte turnsagen i vor by». o. s. v., så viser det at iallfall en og annen har sympati for idretten, og det kommer til og med på trykk. Men almindelig er interessen ikke.

For å drive idrettsarbeidet fremover skal det meget til både av arbeide og penger. At det volder betenkeligheter hos de mange utenforstående er nokså naturlig. Og det arbeide som nedlegges er ikke bare de aktives trening for å nå de forskjellige prestasjoner. Det administrative arbeide med å planlegge den daglige drift, forberedelser og avvikling av stevner og kamper, et stadig strev for å holde økonomien oppe, - alt dette tilsammen blir et anselig antall arbeidstimer i året. Nogen hver kunde derfor fristes til å spørre: Er det hele møien verd? Som svar på dette er det vanskelig å finne bedre ord enn dem direktør Kr. Dick formet i sin tale ved C. M. Carlsruds tilbakekomst fra Athen i 1906, da han blandt annet uttalte.

«Vaare fædre dyrkede ogsaa idrætten i gamle dage, men den laa i en anden retning - det var vikingernes og krigernes idræt, som da øvedes. Efterat kulturen har omdannet opfatningerne og forholdene ned igjennem tiderne, har ogsaa idrætten maattet vige pladsen for den magelighed og det velvære, som altid blir kulturens skjæve og farlige sider, og som bevirker at individet sygner hen, og materialismen præger samfundsforholdene. Nationerne er derfor ogsaa gaaet tilbage og netop kanske mest de, som i oldtiden har den største heltetid at fremvise. Paa denne fare har man i de sidste decenier rettet opmerksomheden, og som det maaske kraftigste værn mod folkets hensygnen har man kaldt idrætten tillive, og det over hele verden, saaledes ogsaa i vort land. Og vi tør vel sige at siden 60-aarene er der fra en liden begyndelse gjort store ting i vort land for at vække ungdommen til ædel idræt. I hver en krog av landet kan vi nu mønstre sterke skarer af slige fremtidsmænd og kvinder, som ikke blot er ungdommen, men ogsaa ældre og gamle som gjennem idrætten har villet holde sig unge. Ja, det er netop idrættens store opgave at skabe et ungt livskraftig folk, som har betingelser for at løse de opgaver livet stiller. Og at det blir ungdommens friskhed og styrke deri selv under de graa haar. - Livet kræver disciplin, og der er intet som bedre skaber disciplin end idrætten. - Livet kræver viljefasthed og evnen til baade at befale og adlyde, det giver idrætten. - Livet kræver helbred, saa at legemet ogsaa kan være den lynsnare aands bekvemme og beredvillige redskab, det skaber idrætten. - Der skal arbeide til, der skal selvbeherskelse og selvfornægtelse til, men dette udvikles netop ved idrætten. - Det er klart at en slig ungdom - et idrætsfolk - giver en sterk, arbeidsdygtig og energisk nation - ja, et lykkelig folk».

Mange vil nok ennu synes at denne fremstilling er sterkt idealisert. Man må imidlertid huske på at det er mennesker som driver idrett og som leder den, og derfor forekommer der feil og misgrep. Målet er imidlertid å fremelske de gode egenskaper, og at man er på en nogenlunde riktig vei skulde idrettens kjempevekst borge for. De økonomiske ofre som ydes av private og det offentlige er sikkert ikke bortkastet, men man har valuta igjen i form av en kraftigere rase. Dette er særlig nødvendig i en tid som vår, hvor man sterkt nærmer sig overkulturen, da ansvarsfølelse forsvinner og makelighet og velvære blir det eftertraktede mål.