Begrænsede betragtninger

nærmest nedtegnet efter hukommelsen

"Urædd"s Ballklubb Porsgrunds Footballclub 1894-1919

av redaktør H. B. Henrichsen

«Porsgrund footballklub» kom straks efter stiftelsen 23. april 1894 i sving. Der var stadig livlig fremmøte og «ballen» som skiftet mellem rund og oval, fikk aldrig nogen lempelig bekomst. Naar den først gik i elven, blev drivende vaat og siden i tornehækken paa Frednes, skulde sandelig ball'n ogsaa ha tyk hud for at holde for. Jeg husker at en kveld talte vi 19 lapper paa «blæren». Der strøk atskillige ball'er med under øvelserne paa Frednes. Men vi stod takket cære Chr. Knudsen - aldri forlegen - «Ball»er skaffet han og der blev ingen egentlige pauser i det gode fotball-«humør».

Men noget støtt og fast parti, som kunde opta kampen med andre klubber, fik vi de første aar ikke istand, fordi teknikerne, som utgjorde den væsentlige kotingent, stadig kom og gik. Vi kjendte heller ikke dengang til andre klubber end «Mjølner», Skien (senere «Odd» ballklub), «Ulf» Larvik, og «Grane», Kristiania. Opta kamp med disse hold følte vi os enten ikke dristige nok til eller vi var kanskje helst av den opfatning, at det var mest beskedent av os at vente en utfordring fra en eller anden av disse klubber.

Nogen egentlig kamp blev det ikke til, før vi vel i 1901 møtte «Odd» («Mjølner» var da opløst) paa Graatenmoen med Chr. Knudsen i maal og bl. a. undertegnede som løper. Vi tapte - det var ikke stort - 2 mål, synes jeg at erindre.

I 1896 var, såvidt jeg husker Fredr. Johannessen og Arnt Backa (d.) (Backa omkom under en storm paa reise i Nord Norge) løytnanter. Chr. Knudsen var fremdeles kaptein - den anden tekniker Haslund. Senere husker jeg Johs. Johannessen og undertegnede som kapteiner, likesaa tekniker Eide (d.) (omkom ved kuldseiling utenfor Haugesund).

Eftersom vort første arkiv er blit væk, er det ikke mulig at erindre alle de som hadde tillidshverv indtil 1902. Men det kan ha sin interesse - fremdeles efter hukommelsen - at nævne endel, som da spillet fotball mere for sundhedes skyld end i den hensigt at sætte rekorder. De fleste navne findes nu blandt byens bedste borgere, plus de teknikere, som efter et par aars forløp trak bort fra Porsgrund, vel rustet og styrket av byens altid gode indflydelse.

Jeg hitsetter - foruten de allerede nævnte, som spillere paa Frednes i de første aar: H. E. Pohlmann, H. E. Kjølseth, Hakon Friis, P. Wilh. Schmidt, Nicolai P. Aall, Knut Knudsen, Frednes. Torleif Krosby, Knud Jeremiassen, Hagb. Resch Knudsen, Finn C. Knudsen, Carl C. Pedersen («Calle P.».) Thomas Johnsen. Haakon Hansen, Arthur Bauman (d.), og en lang række av teknikere. For at nævne nogen: Eckmann, Peter Ellingsen, Irgens Meyer, Schultze, Mackenzy Kjekstad («kjæmpe-drengen Marius»), Jæger, en to tre Schaanninger o. m. fl.

Saa optraadte en aften - jeg tror det var i 1899 - en fyr paa arenaen, som hverken var Porsgrundsspiller eller tekniker. Han var paa besøk her, sa han, hos seilmaker Knudsens paa Vestsiden og vilde gjerne delta delta i kveld. Han skulde reise dagen efter. Jo da, der var intet i veien. Men det ærgret vist hver eneste spiller hele kvelden gjennem. Det var gutt som kunne spille fotball. Han driblet ball'n fra goal til goal, og var vi rigtig heldige vi andre, saa kunde det slumpe vi fik et spark «paa,'n». Det var Ola Olsen «(Ola» i gamle «Grane»), som var der den kveld og saa forsvandt han og glade var vi, at han ikke kom igjen. Efter den dag fik forresten enkelte av os mere det for øie at søke saavidt mulig at «beholde» ball'en, ikke bare gi den et spark og «knipse» med fingrene, som nok karene fra den tid husker Wilhelm Schmidt gjorde.

Utover sommeren 1898 saa det en tid ut, som om interessen for fotballen var lunkere og klubben maatte til at rekruttere, om ikke netop i de bredere lag, saa iethvertfald blandt byens egne gutter, uten nogen egentlig stram begrænsning. Den «generation», som da kom, hadde øiensynlig større Iyst til at træne efter en fastere plan for at opta konkurraneen med andre klubber. Vore bygutter hadde da «klødd» længe nok i bena. Jeg tænker da først paa Isach Isachsen og Hans Sørlie, Ivan og lsak Abrahamsen, Ola Atneosen, Ernst Hansen (eneste Vestsidgut dengang), Andreas Hansen «Annas») (d.) Johs. Henriksen, C. M. Carlsrud, Theodor Andersen Preus, Otto Nord jr. (som uheldigvis brak benet en kveld i 1900), Math. Knudsen (som brak armen), Waldemar Lassen, Herman Bjaaland, Carl Christiansen, Oluf Pedersen, Ludvig Braaten, Adolf og Edv. Kaalstad o. m. fl., som jeg ikke vil bebreides, at jeg ikke husker.

Apropos 1902!

Det var egentlig dette aar, vore utfærder med kampe begyndte. Teknikerne var da - ved for stor tilgang til klubben av vore egne gutter - drevet ut ved en plads-beslutning av september 1901 og naturlig var det da, at vi fik vore gamle venner og bundsforvante til «fiender» for at ta det militært.

Egentlig rolige tilstande hadde vel ikke beboerne av Nedre Frednes hat det nogen sommer i fotballsæsongen og det forundrer jo ingen, at herskapet efter 6 à 7 aars tramp og støi til sent paa kveld ønsket forandring til mere fredelige omgivelser. Vi hadde da i alle disse aar gratis benyttet Frednes som fotballplads.

Vi maatte da se os om efter en ny bane, for fotball skulde vi spille, mente vi, om vi saa skulde leie av «Sprint» paa St. Hansaasen.

Vi leiet et jorde til plads paa Vallermyrene. Her hadde vi første kamp i 1902 med «Fram» Larvik, og slo den med 1 mot 0.

«Reisefeberen» gik efter denne seir vore spillere rent i blodet og foruten med visse mellemrum at gjæste «Odd»erne og faa mere eller mindre «stryk», reiste vi til Larvik og beseiret Turnforeningen dersteds med 7-0 i en aldeles stekende hete. Banen var dengang sterkt muldholdig og jeg husker da kampen var slut, at vi saa ut som glinsende negre.

Foruten en række kampe meldte vi os til Norgesmesterskapet paa Graatenmoen sommeren s. a. 1902. Det var «Grane,» «Odd» og «Urædd,» som satte hinanden stevne. Først stod dysten ved middagstider mellem «Grane» og «Odd» Førsnævnte seiret med 2-0. Om eftermiddagen var det «Urædd»s tur mot seierherren «Grane.» Undertegnede stod dengang i maal, og jeg husker bl. a. at klubbens interesserte stifter Chr. Knudsen var mødt op som tilskuer. Da, efter mit ur sidste halftime var gaat, ser jeg ogsaa Chr. Knudsen tar op sit ur, gjør «helt om» og lægger i raske skridt ivei over moen. Jeg tænkte ved mig selv: «Gaar han, maa tiden være ute.» Omkring dommeren Lolhe, Kristiania, gaar to av «Odd»s styre og holder ham med «god prat». Jeg vil jo ved en festlig anledning som vort jubileum nødig være infam, men «av hvilken grund gik de to «Odd»-fædre dengang omkring dommeren? Jo, det har jeg mine egne tanker om - for muligens at gi «Grane» endnu en chance paa os?» Jeg faar et ledig øieblik, ball'en gaar ned mot «Odd»-maalet. Jeg springer ut paa banen til dommeren og sier: «Tiden er ute!» «Tviler De, saa se der,» sa jeg og pekte efter Knudsen: «der gaar verdens mest nøiagtige mand bort fra pladsen.»

Saa gik da pipen og vi hadde ikke staat daarligere mot «Grane» - end «Odd» - 2-0.

I hine aar, da «Odd» og «Urædd» ofte møttes var det nærsagt en selvfølge at der i hele uker efter kampertes efterpaa i aviserne. Skiensbladene, hvor særlig en «Hip» i «Varden» alltid efter kamp skulde bortfortolke «Urædd»s præstationer til nul og niks, kunde naturligvis Ikke vente andet end imøtegaaelse, og aviskampen utartet endog til at undertegnede i to aar var forvist fra «Odd»s bane. Jo stoltere var jeg, da jeg efter «utsonet straf» en vakker søndag kunde gjøre min entré paa «Odd»s bane med kretsformanden, ingeniør Fjelds kort, og dagen efter i «Varden» blev viet følgende opmerksomhet: av mere bemerkelseværdige personer saaes igaar H. B. Henrichsen atter paa «Odd»s bane.

I de senere aar er vistnok det kollegiale forhold mellem «Odd» og «Urædd» det bedste - ingen mistro at spore, og slik bør det jo selvfølelig være ogaa mellem sportsmænd. Det er merkbart, at vor sport og dens utøvere er gaat frem kulturelt.

Aaret efter var ogsaa rikt paa reiser og kampe og det prisværdige var dengang at spillerne selv bestod sine reiseutgifter. Vi hadde ingen kasse, knapt nok en ball. Med de utlæg, spillerne stadig hadde, blev der jo heller ikke tale om nogen kontingent, undtagen av de medlemmer, som ikke reiste.

«Spring» beseiret vi med 2-1, mens teknikerne om eftermiddagen satte 3 maal ind paa Tønsbergklubben.

Reisen hjem fra Tønsberg dengang var ikke egentlig hyggelig, - teknikerne skrøt nemlig av, at de stod bedre end os, og debatten antok nærsagt en haarreisende kartikter.

Men, sa vore gutter, vi utfordrer teknikerne paa Graatenmoen til torsdag for at faa avgjort, hvem er sterkest, og da torsdagen kom la dampskibet «Vold» en smilende aften ut fra dampskibsbrygen paa tur til Graaten. Vi slog teknikerne overlegent med 4-0. Men den kveld var det ialfald en spiller, som var sint og det var Ola Atneosen, som netop var gaat over fra os til teknikerlaget.

Dette aar hadde vi mange kampe, - aaret var livlig med utfarter, men desværre var vi av mangel paa skikkelig bane avskaaret fra at arrangere kampe hjemme og paa den maate vække interessen for god fotball.

Vi fik ved velvilje fra nuværende statstminister Knudsen adgang til at holde etpar matcher paa Borgestadjordet, hvor vi i en fart fik maalt op bane og rigget til etpar alt andet end solide maalporter, men arrangementet klarte sig dog, vi seiret og var tilfreds. Samme sommer vandt vi en forørig knepen seier over teknikerne paa Borgestadjordet og husker jeg ikke feil slog vi «Ulf», Drammen, i Drammen med 2-1.

En noget bedre plads end Borgestadjordet fik vi til i kampen mot Turnforeningen, Larvik, nemlig Borgestadklubbens ganske godt oparbeidede bane like ved Borgestad skole. Denne kamp vandt vi gIimrende 6-0.

Førend vi saa reiste til Kristiania til slutkamp for sæsongen 1903 blev vi utfordret til Tønsberg igjen. Her møtte vi ogsaa for første gang Drammens idrætsforenings hold. Over Tønsbergenserne vandt vi en knepen seir 2-1, mens det gik Drammenserne ilde 0 mot vore 13 maal i tallet - et antal maal, som sikkert vilde været betydelig øket hvis Karlsrud, foruten at lave 9 av de 13 maal, ikke hadde sendt ballen fuldt saa ofte i tverstangen, som kun laa løst ovenpaa sidestolperne. Hver gang ballen rammet stangen, faldt den ned og truet med at slaa ihjæl maalmanden, og - spillet stanset att i ett.

I slutten av september møtte vi i Kristiania for første gang. I sidste øieblik fik vi besked om, at kampen skulde staa paa Bækkelaget «iaften lørdag» istedetfor paa søndag. Som de der «aldrig hadde «vøri i byn' før,» var vi dumme nok til at følge kaldelsen. Banen var et bakkeheld. Vi var heldig og trak nedfor, men desuagtet sætter «Grane» 2 ball'er mellem stængerne for vor keeper. Saa var det «Granes» tur nedover og et slikt bombardement har jeg aldrig staat for hverken før eller noensinde senere. Det haglet med maalskud. «Odd»s keeper Andrew Johnsen hadde talt til 65, andre til hundrede. De sidste 10 minutter spillet praktisk talt vor maalmand alene mot hele «Grane»-partiet. Vi tapte 7 maal paa denne omgang. Hvor mange ruter der røk i et hønseri eller gartneri bak min goal vet jeg ikke, men det var en alvorlig glasmusik. Aigeltinger og Emy Wettergren, husker jeg, var de mest nærgaaende i angrepet, mens ogsaa Wilhelm Wettergren sendte hyypige skud fra centerhalfpladsn. Vi tok nederlaget med ro og var efter paa Frogner og saa paa, at «Odd» ogsaa maatte bite i det sure æble 0-3.

Om kvelden holdt «Grane» i fru Byes hotel en overmaate hyggelig seksa, og vi drog dagen derpaa hjem med nyt haap om: næste gang bedre.

1903 blev lidt av et glansaar for «Urædd». Det aar vandt vi 41 maal og tapte 11. Uten at opholde mig ved de specielle kampe skal jeg nævne, at vi i semifinalen paa Frogner det aar kun tapte 1 maal for «Grane». I finalen samme dag slog «Odd» «Grane» med 2-0 og erobret Norgesmesterskapet.

Aaret efter - 1904 - hadde vi ogsaa et jevnt godt aar sportslig seet, men klubben var økonomisk trykket i den tid, da pladsspørsmaalet fremdeles stod uløst.

Vi møtte til avsluttende Norgesmesterskapsstevne i Skien, hvor «Odd»erne lørdag hadde beseiret Larvikenserne. Søndag formiddag var det saa vor tur mot Fr.stad fotballklub paa Graatenmoen. Fredrikstadgutterne var kommen til Skien med eget dampskib utpaa morgensiden efter, et overhændig veir, saa det blev en forholdsvis let nød for vore gutter at knække - vi seiret med 5-0 efter en kamp i smaaregn. Utover dagen strømmet regnet ned i stride strømme og «Odd»s bane, hvor slutkampen skulde staa, fremviste adskillige indsjøer. Kampen blev derfor mere en chancekamp, men vi faar la «Odd» faa den ros, at overlegne var de i første halvtid og sate ind 4 maal mot «Urædd»s 0. I anden halvtid tittet solen frem og ingen part var den overlegne. «Urædd» var det aar for første gang finalist, men «Odd» fik atter mesterskapet.

Det aar slog vort juniorparti «Odd»s junior i Skien med 6 mot 2. Jeg husker de yngste var stolte av at de kunde slaa «Odd», men ikke vi ældre.

(En liten episode fra sidste halvtid fortalt av Ole Nilssen, "Odd" (d.) kan ha sin interesse. Senere en dag efter kampen var jeg oppe i Skien. Nilssen ropte mig ind i sin butik, viste mig et billede av slutkampen og pekte paa ball'en, som befandt sig øverst oppe paa kartonskjæringen. Her ser De et av Deres utspark fra maal. Nyblin maatte flytte ned ball'en for at faa den med paa billedet

Efterat ha lagt ball'en paa hylden for sesongen, startedes eller reorganisertes Idrætsforeningen «Urædd» og efter forslag av undertegnede, ballklubbens avtrædende formand, med tilslutning av den nyvalgte formand C. M. Karlsrud gik «Porgsrunds footballklub» i 1905 ind som led i Idrætsforeningen «Urædd» med eget styre og egen kasse.

Imidlertid var pladsspørsmaalet fremdeles aktuelt og virket for en saadan optat med øket initiativ. Egentlig var det vel Idrætsforeningens formand efter undertegnede Carl Christiansen, som kastet den nye brand ind i sindene for nu engang at søke pladsspørsmaalet realisert, idet han foreslog nedsat en pladskomite som foruten ham selv kom til at bestaa av ingeniør Finn Knudsen, direktør Andr. G. Wefring, direktør H. E. Kjølseth og senere ingeniør C. M. Carlsrud.

I forbindelse med ovenstaaende indtas følgende skrivelse, som festskriftets forfatter mottok den 5. april som svar paa en anmodning om at erholde hr. Wefrings fotografi til indtagelse i skriftet:

Hr. redaktør Henrichsen, Holmestrand.

Det er mig en fornøielse at efterkomme Deres anmodning i ærede av 1. ds. og sender Dem vedlagt mit fotografi.

Jeg har altid glædet mig over det idrætsliv, der har utviklet sig i Porgsrund de siste aar. At sportspladsen ved siden av en dygtig ledelse, har gjort sit hertil, er utvilsomt. Det viser sig, at ideen om indkjøb av pladsen, der blev undfanget under en spadsertur paa Vallermyrene en søndagsformiddag, har baaret gode frugter.

Venligst
Deres

Andr. G. Wefring

Da saa plasspørsmaalet i 1907 kunde løses, takket være særlig garantisterne ing. Finn C. Knudsen og dir. Andr. G. Wefring indtraadte en ny æra i «Urædd» ikke mindst i ballklubbens annaler. Porsgrunds og «Urædd»s prægtige sportsplads - en av landets mest ideelle - blev et eftertragted sted for Norges-mesterkampe, hvoav «Urædd» i aarenes løp har har hat med arrangementet av to (1907 «Odd»-«Mercantile», 1913 «Odd»-«Mercantile») og desuten en lang række av kreds og kreds- mot kredskampe.

«Urædd»s sportsplass gir rum for en 120×80 meter fotballbane og der er tilstrækkelig plass for anlæg av en 440 meters skøitebane. Det største areal er græsbund og hel græsbane er det vel hensigten med tiden at faa. Det er jo den bedste anledning til for en rimelig pris at føre en slig plan gjennem. Eiendommen bIev som nævnt av d'hr. Finn Knudsen og Andr. G. Wefring erhvervet for «Urædd» av Louis Vauverts dødsbo for en kjøpesum av 7000 kr. Plassen ligger like ved jernbanestationen, letvint til for vore gjester. Sportsplassens sandsynlige værdi idag dreier sig vel om ca. 40,000.00 kr.

Storstilet gave

Som en glædelig kjendsgjerning kan jeg som forfatter av dette festskrift meddele, at hr. Finn C. Knudsen i den nærmeste fremtid vil indfri det laan, som hviler paa sportsplassen, vistnok omkr. 5,000.00 kr., saaledes at denne snart vil være helt gjældfri - et saa generøst træk, at vi i dagens anledning sender ham den varmeste hyldest og tak.

Men - tilbake i al korthet til enkelte av de følgende aar. Jeg forstaar vel, at stoffet maa begrænses.

I 1905 var ikke i «Urædd»s fotball noget merkeaar, skjønt vi jo fremdeles var meget paa farten.

I 1906 hadde vi i Porsgrund avsluttende kredskamp med «Odd» om hvilken klub skulde møte ved Norges-mesterskaps-kampene i Kristiania. Den kamp tapte vi desværre - ved et rent uheld i kampens første minut. Det blev bare dette ene maal, som «Odd»s h. v., Peter Hol, fik æren av. «Urædd» hadde den dag uten overdrivelse to tredjedele av presset, men alle chancer i det avgjørende moment klikket.

I 1907 hadde vi kampe med en række klubber ogsaa med «Lyn», Vestsiden (nu «Pors») og en række utenbys og tildels fremragende klubber. 1907 var som bekjendt Porsgrunds 100-aars jubileumsaar og «Urædd» blev i den anledning overdradd arrangementet av aarets Norges-mesterskapsstevne, finalister «Odd» og «Mercantile», av hvilke sistnævnte seiret med 1-0. «Odd» protesterte mot avgjørelsen og med rette. Næste dag, søndag, seiret «Mercantile» over «Sarpsborg» 3-0.

Repræsentantforsamlingen i «N. F. F.» holdtes samtidig og jeg husker at vi festet i G. Askildsens hotel til nesten den lyse morgen, Frølich Hansen spilte mandolin og skuespiller Holter sang, deklamerte og fortalte historier.

Under samværet holdt forbundspræsidenten, kapt. Schøyen en takketale til «Urædd» som arrangør, for den utmerkede maate det hele var sat iscene. «I Kristiania», uttalte han, «hvor der er større forhold og alt synes at ligge tilrette, var det ofte vanskelig nok at faa arrangert sig. I Porsgrund, en forholdsvis liten by, har «Urædd» forstaat at klare dette rent beundringsværdig. Enhver tilstedeværende han være representant eller spiller, skylder «Urædd» den høflighet at uttale at arrangementet har været aldeles utmerket og paa dette hæver vi vort glas og adresserer skaalen til hr. Karlsrud, som har været sjælen i det hele».

Talen fik almindelig tilslutning ved 9-foldige hurraer.

Forannævnte stevne gav et nettooverskud av kr. 635.09, hvorav 50 pct. kr. 317.54 gik til de deltagende klubber, kr. 93.27 til «N. F. F.» og kr. 222.28 til arrangøren «Urædds Ballklub».

Heftets billedstof maa jo fordeles og Reidar Othar Bergh har ønsket at skrive om H. B. Henrichsen
- eneste indehaver av «Urædd»s fortjenstmedalje i sølv -

«Jeg har tigget om at faa skrive nogle ord om «H. B.».
Hvem er «H. B.»? For et spørsmaal! Som om ikke Gud og hvermand kjender ham. Allikevel. Nogle fakta!

«H. B.» er født i Porsgrund i samme stua som Halfdan Christensen paa Nationalteatret i det Herrens aar 1879. Han har bare folkeskoleutdannelse men er forbandet stolt av det. (Et sympatisk træk). Han begyndte «aa ærbe» i Skiensbladet «Fremskridt» (naturligvis var det i et høireblad) i 1895 og holdt paa der i 4 aar. Han var væsentlig «ekspeditionschef». (Brettet sammen bladet altsaa).Han gik over i «Grenmar» og var der i 18 aar. Vandret saa over i «Holmestrandsposten» (fremdeles retning høire) som redaktør.

Blev alle de notiser, referater og artikler, «H. B.» i aarenes løp har skrevet om idræt plasert paa landeveien, ville man kunne spassere paa avispapir fra Porsgrund til Holmestrand. (Dette er en ubetydelig overdrivelse).

«H. B.» har enkelte mere eller mindre gode eiendommeligheder.
Hans livret er lutefisk. Han vraker alt andet for lutefisk.
En snurrig fisk, hvad?*
Han børster av prinicip aldrig klærna sine.
En ulidelig uvane, hvad? Han sætter særdeles pris paa en god dram og foragter følgelig av hele sit hjerte Lars Abrahamsen og alt som lukter av avholdsfolk.
Hvad skal man si om slikt?

Han er landets mest konservative mand, og han er stolt av, at han er det.
Hvad skal man gjøre med med en slik umuligus?
Han er allid i godt humør.
Derfor er han naturligvis i live idag og dødsfiende av Tranmæl.
Han taler altid i offentlige og private forsamlinger. Synes han maa si noget. Det hænder nogen formaster sig til at smile - ikke av det han sier - men av redaktørens kostelige fjæs, men taper aldrig «H. B.» fatningen av den grund. Det har imponert mig vældig.
Han kan faa folk til at bli toppende gal paa sig, men greier han altid at bli godvenner med dem igjen.
Han gaar frem paa en høist genial maate. Han opfører sig nemlig, som om han aldrig skulde hatt det ringeste, utestaaende med vedkommende. Dette tricks har han servert mog et par gange, og hver gang slik at jeg har tapt mæIet. (Og det skal der noget til).
Ja, se dette var noget av mennesket «H. B.».

For sig selv kommer saa «Uræddern» H. B.
«H. B.» begyndte at spille fotball nede paa gamle Frednes i 1894. «Urædd»s bekjendte keeper var han fra 1898 til 1905. Han var «Urædd» en nyttig mand paa den utsatte post, utallige er de baller han fanget ind eller slog ut.
Ja, «H. B.» hadde i sandhed flere store dage. I 1903 blev han baaret paa guldstol paa Frogner, da «Urædd» bare tapte et maal for «Grane». Da var «H. B.» ypperlig. I organisationen har han ogsaa arbeidet meget. I 8 aar var han formand, kasserer i 1 ½.
Tilslut: Alle de hundreder av «Uræddere» gjennem de svundne 25 aar gir nu i jubileumsaaret gamle og dog altid unge «H. B.» (noget andet heter han ikke) et dundrende hurra for den interesse han - idag som for 25 aar siden - har vist «Urædd» og «Urædderne».
Paa dette felt er der ikke en kjæft som slaar ham.

Derfor tak og hurra, drabant!

R. O. B.

Bare en liten bemerkning hr. Bergh. Jeg er ingenlunde i slet selskap, naar jeg elsker lutefisk. Spør verdenskjendte musikere som Sigv. Andresen, Porsgrund, Beôrecz Ignacz, Ungarn, om ikke de ogsaa liker fisken.
H. B.

Jeg fortsætter beretningen:

Det egentlige aarstal var vel 1908, da der bIev uttat et Grenlandslag for i Skien at møte «K. B. 93». Det bIev et vældig nederlag for Grenlandslaget, saa meget husker jeg - 15 mot 0. Men jeg og sikkert mange fra Porsgrund med, som var tilskuere ved denne kamp, husker dog tydelig Edv. Kaalstads arbeide som centerhalf paa laget, specielt hans fortrinlige hodebruk og de fleste av os, som omkranset banen, hørte nok danskernes høirehalf «Lauritz»s utbryte pekende paa Kaalstad: «Sik'en en skælle, hva?»

For «Urædd» var aaret ikke noget glansaar, snarere det motsatte - vi hadde 3 seire, og 5 tap, 1 uavgjort - i kampe, som er verd at regne med, naar vi sluttet sæsongen. I de kampe tapte vi 24 maal og vandt 15, et underskud, som «Urædd» i sikkert 20 av de 25 aar ikke kan vise sidestykke til i reducerende retning. Men motet er slet ikke faldt, skal man ta følgende av formanden, i samme person sekretæren, C. M. Karlsrud alvorlig. Han skriver: «Som det vil sees har holdet spillet sig op efterhvert til en fin position». Nonchalent staar der videre i protokollen: «Se omtalen i den for avisnotiser indrettede protokol» - en protokol, som forfatteren av denne bok desværre forgjæves har efterlyst, ikke alene i det gamle Porsgrund, men ogsaa i Kaiser Willielms-strazze og i Norsk Metalverk A/S. Men Carlsrud, da, at ikke Du har passet paa avisprotokollen!

Førend jeg avslutter aaret bør det kanskje noteres, at ldrætsforeningen indfandt sig paa ballklubbens debetside for «en haandsrækning» paa 220 kr. Av den grund rak man ikke den nødvendige dekning til klubbens egen drift. Jeg ser, at Reid. Oth. Bergh, som samme aar kom til Porsgrund og mottokes med aapne arme sammen med daværende formand, C. M. Carlsrud, er gaat i forskud 98 shillings: 4 ball'er = 26 sh. stk. (lidelig billig), 1 liniermaskin 27, 1 sæt foballnet 35 sh. og 10.000 entrebilletter. 10 sh. tils. 98 sh.

Ikke for at rippe op i gamle saar, - ved dette jubilæum maa selvfølgelig, alle saar lækes - «Shake hands», leve «Urædd» og -

Carlsrud blev gjenvalt til formand ogsaa i 1909.

Øieblikket kan forøvrig nu være beleilig til at præsentere C. M. Carlsrud, formand i ballklubben 1905-1909 inkl. og kaptein endnu nogen aar.

Han befinder sig her i en "Hansa"-Zeppeliner vistnok adskillig tusen meter høiere end Edv. Kaalstads balt"poler" paa "Fram"s bane 1906, men ser med sit uransagelige smil ikke desto mindre rolig og old round ut.

Vi har nok en følelse av, at han ser ned paa os, men det faar vi haape han er sluttet med, siden baade han og ex-keiseren sikkert nu er uten nævneværdig indflydelse i Berlin.

Carlsrud er imidlertid i hævd i sin hjemstavn. ldrætsmanden par exellence, som han har været fra guttedagene, er det jo saa ganske naturlig og ønskeli, at han er med. Omend Carlsrud som undertegnede, og «de gamle som maa gaa», etterhvert blev avlægs i mere moderne fotball, er han dog fremdeles idrætsmanden og fremforalt turneren, som indtil i mars maaned stillet «paa linje» - til indtægt for «Urædd»s ballklub - en ihærdighet som i vide kredse søker sin like.

Carlsrud har kastet glans ovet, «Urædd.» Han var i sin tid, før samspillets kunst søktes systematisert, en frygtet forward og mange maal kan «Urædd» gjennem aarenes løp takke ham for.

Som Carlsrud er vel heller ingen hædret inden «Urædd». Vi mindes hans hjemkomst fra Athen-færden, da vi møtte ham paa stationen med faner og klingende spil og toget til gymnastiklokalet, hvor avdøde direktør Dick holdt en høistemt tale om idræt og utbragte et av rungende hurraer besvaret leve for Carlsrud og «Urædd.» som hadde fostret ham.

I generalforsamlingen 14. mai 1909 blev «Urædd»s ballklubs love vedtat. Det trækker i langdrag med oversigten og jeg skal for 1908's vedk. kun anføre tallene for a- og b-lagets præstationer i sesongen - a-partiet 29 maal vundet, 27 tapt, - b-partiet 12 maal vundet og intet maal tapt - et gjennemsnitlig maatelig aar for a-holdet, for b-holdet mildest talt glimrende.

lnd i 1909 falder en fotballhistorisk foreteelse, idet «Urædd» etablerer et old boyslag - det første, saavidt vites, i Norge. Gamlekarene sparket og - tilskuerne lo i vilden sky. Saa mange morsomme scener, som disse træningsaftener bød paa, kan man kun faa se, hvor old boys stræver efter ball'en. Men desværre - med dette lag blev det «Pernilles korte frøkenstand» - de gode borgere forsvandt fra banen og gik - guderne vet hvorhen! - Rømt fra byen er de heldigvis ikke, de yder nok en sikker og stadig kontingent til «Urædd»s kampe og - det skal de ha tak for.

Fra den løse tingenes tilstand frem til 1905 med «ingen saldo» til næste regnskap, oplevet man de følgende aar og omsider i 1909 at se «en saldo» - 4.81. «Er det no saldo da», sa en i flokken. «kassa kunde jo likesaa gjerne vært skrapa.»

Nok om det, omsætningen eller regnskapets totalbeløp var da, i ethvertfald nær 823 kroner, Idrætsforeningen stod - notabena - fremdeles i et ansvar til ballklubben for 220 kroner.