Porsgrunnsbroen

av Harald Bache Bystrøm

To merkedager skiller seg klart ut fra alle andre i Porsgrunns historie. Det er 4. desember 1807, dagen for det kongelige reskript som ga Porsgrunn kjøpstadsrettigheter. Og det er 11. desember 1891, dagen for den høytidelige åpning av porsgrunnsbroen, den nye allfare vei mellem handels- og adminstrasjonssenteret på Østsiden og den voksende industrivirksomhet på Vestsiden.

Inntil denne dag hadde all ferdsel over elven vært knyttet til det fergerettsprivilegium som kammerherre Severin von Løvenskiold hadde ervervet så tidlig som i 1783, «hvorefter ingen uden ved hans Foranstaltning, maae oversatte Heste, Kreature, Slæder etc. til eller fra Vester Porsgrund.» Dette privilegium gikk senere over til eierne av Gyldenpalms eiendom, eller Færgemands-Gaarden, som den senere ble kaldt. Den strøk forøvrig med under den store bybrannen St. Hansaften 1905. I 1830 overtok kommunen selv fergerettighetene, som ble bortforpaktet til to fergemenn mot en årlig avgift på 104 spd.

Spørsmålet om en fast broforbindelse mellem de to bydelene hadde lenge vært på tale mann og mann i mellem. Blant annet vet man at spørsmålet i 1824 ble drøftet ved private sammenkomster hos sorenskriver Jonas Wessel på Bjørndalen Gård. Første gang brosaken ble brakt offentlig på bane var under generalforsamlingen i det Ærverdige «Selskabet for Porsgrund og Osebakkens Vel» den 26. januar 1839. Da fremkastet underfogd Halvor Wenstøb ønsket om at «Velforeningens Direction vilde indgive til Porsgrunds Formandskab et Andragende om at indgaa til Storthing eller Regjering med Instilling om Opførelse af en Bro over Porsgrunds Elven.»

Forslaget førte ikke til videre oppfølging fra Velforeningens side, i denne omgang. Men i de etterfølgende år var det allikevel nettopp Velforeningen som skulle bli den store pådriver i saken. Således ble saken igjen brakt på bane på generalforsamlingen i januar 1841. Da var det byens lege, dr. J. C. Roosen, som mente at tiden var inne for å ta et nytt initiativ, og han foreslo at «Tilveiebringelsen af en Bro over Porsgrundselven kunde være at istandbringe enten ved privat Sammenskud eller ved Indbydelse til at tegne Aktier for Øiemedets oppnaaelse.»

Smått om senn begynte saken å utvikle seg. Men det skulle snart vise seg å være flere skjær i sjøen enn det lumske Strømtangskjæret og dets uregjerlige strømvivler. Alle byens borgere var imidlertid enige om at bro måtte til. At den utrivelige og tungvinte fergen måtte få en avløsning.

Men dermed var det også slutt på enigheten.

Da konsul Jens Gasmann i 1842 fremla hele tre utkast til broforbindelse, våknet de første protestanter. Som hverken kunne enes om stedsvalg eller brotype. Fra Skien innløp også protest. Der ønsket man ingen bro i det hele tatt.

En kongelig kommisjon til vurdering av saken ble nedsatt. Den besto av kanaldirektør Røyem, havnedirektør Johnsen og marineløytnant Steenstrup. Resultatet av kommisjonens vurderinger var negativt. Gasmanns tegninger ble forkastet. Og saken ble lagt på is.

Etter en dypfryst tilværelse gjennem 12 år ble saken i 1854 igjen brakt opp i dagens lys av toldkasserer Georg N. Crøger, som etter oppdrag fra kommunen utarbeidet to nye forslag. Det ene kostnadsberegnet til 4000 spd., det andre til 8000 spd.

Men heller ikke disse forslag vant gehør. Og fra Skien lød da capo-protester.

Byen i nord hadde imidlertid foreløbig intet å frykte fra sin driftige nabo i syd. For der hadde man ingen penger å avse til noe broprosjekt i det hele tatt. Det var andre, enda mer påtrengende behov som først måtte prioriteres - bygging av dampskipsbrygge og nye skoler, bevilgninger til Vestfoldbanens fremførelse. Oppgavene var store og pengene små.

Atter en gang ble broplanene lagt til side.

Først 23 år senere, i 1877, ble saken reist på ny. Initiativtager og pådriver var denne gang byens ordfører, konsul Hans Møller. Han fikk formannskapets enstemmige oppslutning om «at der ved Foranstaltning af Departementet maatte blive tilveiebragt Plan med Tegning og Omkostningsforslag til en Bro over Elven».

Men formannskapsvedtaket vant ikke Departementets bifall. Der mente man at omkostningene ville bli alt for høye. Dertil kom innvendinger mot broens plassering, «samt Tanken om at kombinere Broen med en jernbanebro for den paatænkte Vestlandsbane foranledigede paany Udsættelse af Sagen».

I Porsgrunn fant man selvsagt tanken om å bli et trafikk-knutepunkt mellem Vestfoldbanen og en Vestlandsbane langs sørlandskysten svært besnærende, og man valgte å avvente begivenhetenes gang. Når det gjaldt Departementets økonomiske betenkeligheter hadde man egentlig ingen problemer med å si seg enig. For i kommunen hadde man på det tidspunkt sant og si bare 459 spd. og 58,5 skilling å avse til formålet, en testamentarisk gave fra Selskabet til Porsgrund og Osebakkens Vel. Foreningen hadde i 1858 oppløst seg selv og hadde skjenket sin jordiske formue til kommunen på den uttrykkelige betingelse at pengene kun skulle benyttes til bygging av bro.

Det var imidlertid ikke bare pengemangel og jernbaneplaner som stakk pinner i hjulene for de kommunale myndigheter. Blant innbyggerne var det fremdeles sterk strid om hva slags bro som burde bygges. Og hvor den helst burde plasseres.

En gruppering ønsket bro fra elvekanten foran Kammerherregarden til Moldhaugen. En annen gruppering samlet seg om bro via Strømtangskjæret. Et tredje forslag gikk ut på bro mellem de to daværende fergesteder, mens det fjerde konsentrerte seg om nedre del av Bientomten og «Erichsens Plass» på Vestsiden.

Om selve brotypen var det også stor uenighet. Noen ville ha flytebro, andre en pælebro. Byens tidligere ordfører, den mektige skipsreder Jørgen C. Knudsen avviste alle broforslag. Han gikk inn for dampferge. Han mente «... det var langt behageligere at sitte i en lun Dampbaad, enn at maatte vente paa en aaben Bro». Men Knudsens dampbåt fikk ved avstemmingen kun én passasjer, skipsrederen selv.

Et Galimatiaskrav fra Skien, som vakte adskillig munterhet blant de ellers gravalvorlige brodebattanter, var forlangendet om en høybro med 47 meter fri seilingshøyde. Et krav som avfødte den sarkastiske kommentar fra Porsgrunns advokat at

«man ikke aspirerede saa høit som at faa en Bro der kunde sammenlignes med Brooklynbroen eller en Bro over Niagara, om det end kunde være fristende at ha et av Verdens Underværker paa sin Grund».

Så endelig, den 6. september 1884 innga ingeniør C. F. Mellbye tegninger og anbud på en 21491 cm lang «sammenhengende Bro fra Franklin & Bakers Stavhus til Porcelænsfabrikens Tomt».

Omkostningene var beregnet til kr. 34.000. Forslaget vakte almen tilslutning blant befolkningen, selv om det heller ikke denne gang manglet protester mot såvel brotype som stedsvalg.

I møte den 29. mars 1886 skar imidlertid bystyret tvers igjennem all videre diskusjon. Med 15 mot 7 stemmer fattet man følgende vedtak:

  1. «Der andrages om kongelig Resolution med Tilladelse til:
    1. at opføre mellem den nederste Del af Tomten Bien i Østre Porsgrund og Porcelænsfabrikens Tomt i vestre Porsgrund en kombineret Pæle- og Pontonbro indrettet med 33 Meters Aabning og forøvrigt i det Væsentlige i Overensstemmelse med Ingeniør C. F. Mellbyes Anbud af 6. September f.A. og med den af ham udarbeidede Tegning;
    2. at overføre Porsgrunds Færgeprivilegium paa en saadan Bro for et Tidsrum af 40 Aar.
  2. Forudsat, at det ved kongelig Resolution tillades at opføre Broen og overføre Færgeprivilegiet paa den, bliver det af Selskabet for Porsgrunds Vel til dette Øiemed skjænkede Fond med Renter at anvende til Opførelsen af en Bro, som iste Post nævnt, ligesom dertil endvidere af Kommunekassen bevilges, hva yderligere maatte tiltrænges til Anlægget saavel af Broen som af de til den førende Gader. Det af Kommunekassen dertil udbetalede Beløb bliver med 5% Renter at indbetale af Broens eventuelle Overskud.»

Bystyrevedtaket ble oversendt Amtmannen i Bratsberg, K. F. Chr. Arneberg. Fra ham ble vedtaket oversendt Skien bystyre for videre vurdering.

Dermed fikk broderfolket i nord tørt krutt i hende. Og startskuddet gikk for en sann kanonade av angrep mot broplanene. Nærmere borgerkrig hadde distriktet ikke vært siden Gregorius Dagssøns hærrop gjaldet fra Bratsberg i 1158:

Skiens Sjømandsforening uttalte som sin bestemte formening,

«at den projekterede Bro vilde lægge meget betydelige Hindringer iveien for Skibsfarten og paapegede i saa Henseende Farvandets krogede Retning i nærheden af og ovenfor Broen, Strømtangskjærets uheldige Beliggenhed, Vanskeligheden ved at bringe til Ankers ovenfra kommende Skibe samt de ved Fartøiernes Buxering forøgede Udgifter ved Færdselen».

Skiens Havnekommisjon

«... udtalte sig med Styrke mod Broanlægget... at Anlægget selv under almindelige og gunstige Strøm- og Vandstandsforholde vil paabyrde Trafiken større Omkostninger, at det vil medføre Forsinkelser og Ophold, og at det i Flomtid tildels ligefrem vil umuliggjøre Færdselen, samt at det under alle Omstændigheder vil forøge de Vanskeligheder og Farer, som Farvandet allerede i og for sig frembyder og tildels fremkalde nye saadanne».

Også Handelsforeningen var enstemmig i sin fordømmelse:

«Efter dens bestemte Formening vilde Projekterede Bro blive til overordentlig Skade for Skiens Skibsfart og Handel. Farvandet, der allerede nu var meget vanskeligt, vilde ved Broen yderligere forværres og under Flom, Taage, Is m.V. omtrent umuliggjøres. Skiens betydelige Ud- og Indførsel af Varer vilde belastes med Udgifter i Form af Fragt, Assuranceforhøielser osv, der i høi Grad vilde hindre Udviklingen av Handel og Industri; Havne- og Toldvæsenet vilde miste ganske vesentlige Indtægter ved, at Lastning og Losning af større Fartøier maatte foregaa udenfor Byens Havnedistrikt. Foreningen nedla den bestemteste og alvorligste Protest mod at der ble givet tilladelse til at opføre den projekterede Bro.»

Østlandske Lloyds skienskontor sekunderte etter beste evne med at « ... Adgangen til Skien vilde ved Broens Anlæg forværres i uoverskuelig Grad» (!)

På grunnlag av alle disse «objektive og sakkyndige» betenkninger avga så Skien bystyre sin uttalelse. D'herrer bystyrerepresentanter kunne ikke en gang innse at Porsgrunn egentlig hadde bruk for noen bro:

« ... at Byen Porsgrunds Fremtid og Udvikling (ikke) i nogen Grad beroede paa Foranstaltningens Udførelse, og at - uanseet Meningerne herom - stod den Fordel for Porsgrund, som tilsigtedes ved Broarrangementet, ikke i nogensomhelst rimelig Forhold til den Ulæmpe og Skade, som Broen i et hvert Fald vilde medføre for Skiens Industri og Export.»

Som man vil forstå - mulighetene for en smule forståelse mellem de stridene naboer var meget fjerne.

Med Skiens bastante uttalelser på sitt skrivebord var amtmann Arneberg satt i en kattepine. Han var vel vitende om alle de ulemper som fergetrafikken medførte. Isnende kalde overfarten om vinteren. Opptil halvtimen drivende mellem store isflak i overfylte prammer. Under flom med livsfarlige strømninger i elven. I de verste tilfeller måtte mann og hest ta omveien om Skien for å komme over til den andre bydel.

Amtmannen var også informert om at alle sakkyndige instanser hadde anbefalt brobyggingen. Såvel havnedirektør som kanaldirektør og ingeniørkommisjon hevdet at broen trygt kunne bygges, den ville ikke på noen måte bli til hindre for elvetrafikken, slik motstanderne hevdet.

Mot bedre vitende våget allikevel ikke amtmannen å tale Skien i mot. Og nektet å gi brosøknaden sin støtte. Hvoretter amtsformannskapet ikke nølte et øyeblikk med å vende tommelen ned.

Dermed hadde Skien vunnet første omgang. Men det skulle stå flere slag. For Porsgrunn ga seg ikke.

I 1887 var Vassdragsloven innført. I henhold til denne var brosa- ken i Porsgrunn automatisk kommet inn under lovens bestemmelse om skjønn. Og skjønn ble avholdt. Det gikk i Porsgrunns favør. Det betød at broen kunne bygges! Men Skien protesterte. Og forlangte overskjønn. Overskjønn ble avhjemlet, med samme resultat som ved underskjønnet

Dermed var sakens annen omgang avgjort. Stillingen var nå 1-1 mellem de to byer.

Lut lei av all motstanden fra Skien benyttet Porsgrunn nå pauseresultatet til å sette i gang med brobyggingen. Til akkompagnement av trusler om rettssak fra Skien.

I slutten av januar 1891 begynte pælingen av brofundamentene. Og den 11. desember samme år var broen ferdig og den høytidelige innvielse kunne finne sted. Sluttregnskapet lød på ca. kr. 57.000 pluss ca. kr. 17.000 for tilførselsveier. Velforeningens fond hadde da med renter vokst til kr. 8.167, og var et kjærkomment bidrag til dekning av byggeomkostningene.

Men i Skien fortsatte juridiske hoder sin febrilske leting etter paragrafer som kunne rydde broen vekk fra elveløpets overflate.

Og rettssak ble det. Underrettsdommen falt 30. oktober 1893. Porsgrunn ble frifunnet på alle punkter og trodde seg vel endelig ferdig med striden.

Men Skien anket. Til overretten.

Overrettsdom ble avsagt 18. februar 1895. Den opprettholdt underrettsdommen. Ny anke fulgte. Til Høyesterett denne gang. Med følgende påstand:

«At Porsgrund Kommune kjendes uberettiget til det under Sagen omhandlede Broanlæg og tilpligtes inden en passende Frist og under løbende Mulkt at borttage Broen og ryddiggjøre Farvandet for samme, samt at betale Processens Omkostninger til Skien Kommune for alle Retter.»

I Høyesterett ble saken tatt opp til doms 4. november 1897, nesten åtte år etter broens innvielse. Forstevoterende. assessor Blom. uttalte bl.a.:

« ... Med Hensyn til Sagens Realitet er jeg kommen til det samme Resultat som de foregaaende Retter. Appellanten har gjort gjældende, at der paa det Sted, hvor Broen er opført, er et Seilløb, som danner Skiens Forbindelse med Havet, og at man under disse Omstændigheder, hvad enten man vil betragte Farvandet som en Elv eller som en Arm af Søen, er uberettiget til uden ligefrem Hjemmel i Lovgivningen at belemre Farvandet med saadanne Indretninger, som i hvert Fald vil besværliggjøre Adkomsten til Skiens Havn. Han bestrider forøvrigt, at Farvandet kan betragtes som en Elv... Jeg mener imidlertid, at den, der har Raadigheden over vedkommende Grund, har Ret til at bygge Bro over et Vasdrag, naar han blot indretter sig saaledes, at Broen saa lidet som muligt besværer den alminnelige Færdsel og Flødning. En Bro er nemlig et Led i Landkommunikationen, og denne er lige berettiget med Kommunikationen til Vands... at jeg ikke kan anse det paa nogen Maade godtgjort, at Broen er til utilbørlig Hinder for Færdselen, eller endog at den er til nogen betraktelig Gene for Trafiken ... at Trafiken til Skien ikke kan skjønnes paa nogen Maade at være bleven formindsket paa Grund av Broen, idet den er tiltaget betydelig Aar for Aar, at Fragterne til Skien ikke er bleven forhøiet ligesaalidt som Passagen gjennem Broen har foranlediget nogen Forhøielse av Assurancen i dette Farvand ... »

Høyesteretts dom var enstemmig. Skien tapte på alle punkter og ble dømt til å betale Porsgrunns saksomkostninger med 800 kroner.

Dermed var brofeiden definitivt slutt. Det siste skjær var endelig ryddet av veien!

* * *

Ifølge broreglementet hadde ingen sjøfarer lov til å forårsake mer enn 10 minutters åpning ved passering. Kaptein Clausen med sin slepebåt «Valborg» av Skien sørget med et kjempeslep av tømmer å holde broen åpen i 25 minutter. Det var den 20. juni 1885. Den 3. i måneden etter kom han med et enda større tømmerslep. Denne gang brukte han hele 33 minutter på gjennemkjøringen. Kapteinen ble ilagt en bot på 25 kroner for sine brudd på reglementet. Han nektet å betale og saken ble fremmet for retten. I siste liten betenkte han seg allikevel, og betalte boten. Og etter den dag holdt han seg reglementet etterrettelig. Som alle sjøfarere siden også har gjort.

Utdrag (s. 202-213) fra:
Harald Bache Bystrøm: Gatelangs i Porsgrunn. - Porsgrunn 1993
Til bokas innholdsfortegnelse
Porsgrunn biblioteks hjemmeside Søk i bokbasen