Paul Linaae

Af Finn C. Knudsen

Paul Linaaes aquareller blir, eftersom aarene gaar, mere og mere skattede, dels fordi man efterhvert faar øinene aabnet for deres kunstneriske værdi, og dels fordi de gir os et saa levende og sandferdigt billede af de forhold som han for omkring 100 aar siden fæstede paa sit lerret.

Uagtet han kun malte i sine ledige stunder og for sin egen fornøielse, har han været meget produktiv. Såvidt vides har han aldrig solgt sine billeder, men foræret dem bort til venner og bekjendte. Han var ikke smaalig i den retning. Da en af hans veninder, der var fraflyttet stedet, i et brev nævnte at hun gjerne vilde have et af hans billeder, malte han straks 3 billeder, af susjetter her fra byen, som han mente hun vilde sette pris på, og sendte dem. Under hans mangeårige ophold i Sverige maa hans malerier, muligens særlig hans marinestykker, have vagt opmerksomhed, siden daværende prins Oscar opfordrede ham til at male den Svenske orlogsflaade i 1833.

Paa sine mange ferie og forretningsreiser havde han altid sit farveskrin med, og hans billeder omfatter derfor motiver fra mange kanter af vort land, marine og landskabsbilleder. Af særlig lokal interesse er hans store billeder af Porsgrund, hvor han rent fotografisk nøiagtig har foreviget den gamle bebyggelse.

Linaae er født i Langesund, den 30te december 1790, at foreldrene Lodsoldermand Hans Lund Linaae og hustru Alet Cathrine Siewers. Linaae-slægten stammer fra Linaa i Silkeborg sogn ved Aarhus i Danmark. Den første som kom hid til landet var bedstefaderen Hans Rasmussen Linaae, der slog sig ned som kjøbmand i Langesund i 1730 og i 1736 blev gift med Hedvig Lund, datter af kjøbmand i Langesund Han Christensen Lund og hustru Magdalene Grubbe. Lund, der eiede Langesunds grunde, var søn af skibsbygger og reder Christen Pedersen Lund, gift med Helvig Hansdatter, datter at Kaptein Hans Lazari paa Eeg, som i 1677 deltog i slaget ved Kjøgebugt med Skiensfjordens deffensionsskib «Maria» paa 36 kanoner. Dette skib var bygget i Langesund 1673 af svigersønnen Lund. Lazari nedstammer paa mødrene side fra Jørgen von Ansbach, der var borgermester i Skien fra 1559 til sin død 1596.

Paa mødrene side nedstammer Linaae fra kjøbmand i Langesund Jørgen Petter Siewers, gift med Marie Kiill, datter af skipper Jens Jensen Kiill i Porsgrund og hustru Gurine Gundersdatter, datter af trælasthandler og skibsreder Gunder Solvesen Buer paa Klyve i Solum, f. 1672 død 1740, begravet paa vestre Porsgrunds kirkegaard, hvor den store marmorplade over ham og hans fire hustruer endnu findes.

I daaben fik han navnet Paul Sohnwaldt, opkaldt efter tolderen, som var gift med hans fars søster. Han var født i det store 2-etages hus i Langesund, som senere blev Madame Johnsens hotel og laa lidt vestenfor Toldboden. Det nedbrændte i 1890 aarene, og kommunen erhvervede tomten og udlagde den til brygge (den nye dampskibsbrygge).

Som saa mange unge gutter her fra fjorden tog han tilsjøs, og avanserte i faa aar op til kaptein. Han maa dog tidlig have begivet sjøen, thi allerede i 1813 treffer vi ham i Porsgrund i Eidsvoldsmanden Jørgen Aalls forretning.

I en korrespondance mellem en af Ulrich Fr. Cappelens døtre og hendes 2 brødre, som i flere aar opholdt sid i udlandet, nævnes Linaae flere gange. Saaledes skriver hun i mars 1816: «Din gode ven Paul Linaae er afreist til England. Du kan tro det er et stort tab, med ham gik da den siste rest af Porsgrunds egentlige cavalerer.»

Linaae foretog vistnok mange forretningsreiser for sin prinsipal. Under ophold i Enaland og Tyskland har han lagt sig efter akvarelmaling.

I 1817 kjøpte han, sammen med sin principals bror: senere statsraad Niels Aall, den saakaldte «Aallegaard», hvor Nicolai Benjamin Aall havde boet til sin død i 1798. Det var en stor 2 etages gaard, bygget af trelasthandler James Bowman i 1710. Den laa nogenlunde der hvor byens telefoncentral nu ligger, og vandtomten fra kjøbmand Chr. S. Hanssen op til boghandler Dyring tilhørte eiendommen og benyttedes som trælasttomt.

I mars 1819 nævner igjen ovennevnte brevskriverske Linaae, idet hun beskriver den ulykkelige brand som overgik Jørgen Aalls hus, nu Storgaden 123, og hvorunder den ældste datter nær var brændt inde: «Hun blev i sit bare linned taget ud gjennem vinduet i M's værelse, efterat luerne allerede stod ud af vinduet paa hendes eget. Det var et græsselig syn at se hende, hun var meget forbrændt i ansigtet og ganske sort af røg. Doktoren erklærede at hun maaske havde været kvalt om 5 minutter. Gaardsgutten Ola var det som gjorde den heltedaad at redde hende. Han havde snart fat i en stige og tog hende med magt til sig og leverte hende til Paul Linaae, som bar hende ned til Wenstøb i et tynt teppe. Paa veien blev han, saa tret, at hun med bare fødder maatte staa paa sneen, hvorved hun ogsaa blev forkjølet.»

I 1824 blev Linaae gift med Jørgen Aalls datter Marianne, født 1801. Brylluppet stod paa Roligheden hvor Jørgen Aall siden branden boede. Linaaes boede da i Aallegaarden og han drev trælastforretning.

Fra tyve-aarene er flere af hans billeder her fra byen. Hustruens død allerede i 1826 maa ha gjort et saa sterkt indtryk paa Linaae at han for lange tider forlod byen. Han tog stilling som bogholder ved Omdals kobberverk og boede der oppe i ensomheden i ca. 2 aar. Derefter fik han stilling som kasserer ved den af grev Rosen anlagte Messingfabrik og Verksted i Nykøping, og i aarene 1835-39 var han forvalter hos grev Bonde paa «Säfstaholm», som paa den tid var den største eiendom paa privat haand i Sverige.

Under dette tiaarige ophold i Sverige har han malet og giver undervisning i malning. I 1833 fik han, som nævnt, anmodning fra prins Oscar om at male den svenske orlogsflaade, som da var samlet udenfor Stockholm. Han opholdt sig da en 8 dages tid i Stockholm og gjorde forarbeider til billedet, som han senere fuldførte hjemme i Nykøping. Uheldigvis blev billedet beskadiget under forsendelsen til Stockholm, saa Linaae maatte gjøre et nyt, hvormed prinsen erklærede sig meget tilfreds.

Han knyttede i denne tid bekjendtskab og venskab med mange fremstaaende personer, som han i senere aar korresponderede med, og gjentagende besøgte efterat han igjen havde slaaet sig ned i Norge Saaledes blev han bl. a. bekjendt med den De Geerske familie paa «Stjernholm», og senere svensk minister grev Louis de Geer omtaler ham i sine «Minnen l» saaledes:

«Till lärare däruti (ritning och målning) fick jag utom min far en norsk artist vid namn Linaae, som var anstäld vidden af grefve Adolf Rosen anlagda mechaniska verkstaden i Nykøping, och som blef en af både gamla och unga afhallen vän för Stjernholmsfamiljen. Han hade såsom sjökapten fört eget fartyg, studerat akvarellmålning i England och var en skicklig affärskarl. I segling, jakt och fiske var han en fulländad sportsman, och som han därtil sjöng och spelade fiol, kunde min far aldrig funnit någon som mere delade hans smak i alla riktningar. Hans skratt var också lika hjärtligt som min fars men i lägre ton och vida högljuddare samt åtföljdt af lifliga gestikulationer. Det var min lust att få honom at skratta så att han slog omkring sig med armarne»

Uddrag af Nils August Lundgrens erindringer:

«... Kamrerarebefatningen vid Säfstaholm innehades (1838) af Paul Linaae fødd 1790 i Langesund i Norige. Han hitkom 1835 och afflyttade høsten 1839 til stor saknad för alla som Iärt känna och vardera honom. Med en ståtlig figur och manligt vackert utseende förenade han med språkkunskap, framstående talang såsom landskaps- och sjøstyckmålare i vattnfärg och såsom utmärkt violinspelare, hvarförutan han var en glad angenäm sällskapsman. Innan han kom til Säfstaholm hadde han varit sjøkapten och derefter karsør vid dåvarande faktoriet i Nykøping. Under det han vistades der blef han bekant og vän i De Geerska familjen å Stjernholm och omtalas som sådan i Louis de Geers «Minnen». Då han lemnade Säfstaholm flyttade han tilbaka till sitt fädernesland, men ei med gladt sinne, ty han yttrade då beklagande till mig och et par andra: «Ack, at jag skall tilbaka til de forbandade norrbaggarne.» Af ännu (1898) i behåll befintliga bref, som han skref til Emelie Åkerstein, min sedermera blifvande hustru och hans stora favorit, synes att efter det han vistats i Norige ett eller två år, trifdes han der mycket väl; men han hade sine vänner i Sverige i godt minne.

I början af juni 1846 aflade han ett besøk hos H. Exc. paa Säfstaholm.

Han dog visst frampaa 1860 talet.

Linaae var upphafsman til den 1836 inrättade Vingåkers Sparbank.»

Da Linaae høsten 1832, efter et besøg her hjemme, reiste tilbage til Sverige tog han med sig sin 16aarige søsterdatter Hanna Bruun og hendes ældre kusine Amalie Bruun og disse boede hos ham et par aar i Nykøping. Den førstnævnte har ført dagbog over dette ophold. Den lange reise i vogn fra Porsgrund over Horten - Moss - Kongsvinger til Nykøping, tog 14 dage, indbefattet ophold paa Kongsvinger i 6 à 7 dage, hvori man laa i karantene p. g. af koleraen i Christiania. Den første de mødte i Nykøping var Linaaes gamle ven grev Rosen som kyssede de unge damer paa haanden. Paa Stjernholm slot hos baron de Geers var de stadige gjester i de to aar de var i Sverige, de var der næsten hver søndag. Der var 6 sønner og 6 døtre, og den ene datter stod dagbogskriversken i korrespondanse med i hele 50 aar. Der var stadig megen musik. Linaae spillede udmerket violin, sønnerne spillede kvartetter og de holdt herlige konserter. Baronen var maler og havde en stor malerisamling af de ypperste mestere. I Mezzanin etagen var et teater, hvor børnene opførte skuespil, dels franske, dels skrevne af sønnen Louis de Geer, som var jevngammel med H. B. Paa «Christineholm» hos grev Gösta Wachtmeister var de ofte flere dage ad gangen. Linaae lærte grevinden at male. Videre var de paa besøg, sammen med grevens, paa flere andre slot, hvor de altid blev hjertelig og elskverdig modtaget.

Efter sin tilbagekomst fra Sverige, var han i nogen aar forvalter for Jørgen Flood paa Bolvig Jernverk og boede da paa Vold. Derefter var han forvalter hos Hans Cappelens Enke og boede i Graaten. I sine sidste leveaar var han bogholder ved Den første Norske Assuranceforening her i byen.

Fra tidsrummet 1862-66 er opbevart endel karakteristiske breve fra ham, hvoraf endel uddrag følger:

Porsgrund. 24 October 1862.

«...... Noget mere besynderligt end det: at faa Brev fra Dig i en Hensigt, i Anledning hvilken jeg just sad og vented Brev fra en anden fru H., har i lang tid ikke vederfaret mig. B. H. har nemlig ganske nylig sendt mig et af mine Arbeider fra yngre Dage med Anmodning at faa et andet i Stedet for det «falmede», og stedse villig til at føie de kjære Pigebørn sendte jeg for 14 Dage siden et nyt Malerie og derfor ventede jeg nu Tidend om rigtig Modtagelse. - og da kom Dit Brev hvis Postmærke Ringebo strax sagde mig at en Overraskelse var iveie: Nu maa du vide at jeg, omtrent samtidig med Din Skriven, sad hos M. W. og bladede i hendes photografiske Album og faldt i et slags Tristesse over Dit Billede med «Haand paa Kind» hensat i Livets Alvor som sandt kan være og dog saa liig den glade lille Pige der sorgløst kastede sig paa Onkel Pauls knæ - ja saa liigt den kjære Original som kunst i sort paa hvidt kan formaa at fremstille et Ansigt - Holdning, Figur o. s. v.: Er nu ikke alt dette en kjæde af besynderlige Sammentræf som det skal saare liden Fantasie til for at gjøre til Sympatier og saadan poetisk Stads som Du vel ikke har ganske givet Slip paa siden Du forlod det idylliske Rosenborg og gav Dig op paa Solliens svimlende Højde, hvor Ronderne med sine Snekroner glimre i Morgen og Aftenskiær. Du ser dem vel fra Dine Vinduer, og jeg reiste mangen lang Mlil for at opnaa denne Nydelse og maatte reise hjem med uforrettet Sag. jeg har dou Skizzer fra det vakre Ringebo med sin Stavkirke og store Præstegaard kan jeg fortælle Dig, og en vakker dag farer jeg atter der forbi ad Romsdalen til - dette er min Sjæls Attraa saalenge det varer, det har grasseret under min Ønskehat flere Sommere og derved staar det i beroe. Uforklarlig er mig imidlertid Din Idé om et Skib - om ei for Kontrastens Skyld at i dit Fjeldhjem se den Maskine hvorpaa C. vuugede sig i sex Maaneder og den første deraf «the honnymoon». O ja! I have Indfald som ere dierve iblandt, og hvor god er ikke Herren vor Gud som vidunderlig lader Sådant lykkes. Ja han holde sin beskyttende Haand ogsaa over Dig min lille Ven og Dine Kjære baade Mand og Baan. Jeg har seet Aaseral - det er mage til Sollid trods det Sommerlige Navn - jeg har seet Vintre og gjennemlevet dem 2000 Fod over Havet i Omdals Fjeldegn men da var jeg ung og saa er Du og H. - det gaar vel for sig haaber jeg.

Kjære vil Du ikke heller have en smuk Sæterbygd som de skautede Koner kunde forstaa med Kaffekjedlen paa Krakken og Mysegryden paa Ilden - Pigen med Langeluur og Konen som har Saltnæven en Alen nede i Koens Strube og en Ditto som skurer Melkebøtterne - Du maa tro jeg byder Dig ikke andet end mit bedste Arbeide. Men længere end til Christiania kan jeg ikke skaffe det frem - opgiv mig der en Adresse, saa faar Du siden se at faa det videre til Heja efter Bekvemmelighed. Den bedste Maade at bevare Malerier er at legge dem med Ramme i en simpel Trækasse, og saaledes sendte jeg 2 Stykker til Schübelers i Aaseral 3 Miil ovenfor Christiansand, og det gik vel. Lige til Lillehammer er jo Transporten meget tryg. Vil Du gjerne have et Stykke med Skib paa saa er der intet i Veien, jeg er meget føielig mod dem jeg liker.

Dine Hilsener ere frembrakte, og til Muttera sender jeg hele Brevet da jeg godt beregnede at en blot Hilsen var kuns æggende til den Bemærkning: Du kan gjerne lade mig læse Brevet Færr. Vil Du nu vide noget om mig selv saa kan jeg atter være Føieligheden selv. Dette faar sin Tilværelse langt op paa Osebakken hvor jeg nu er flyttet hen, da jeg levede for godt og for dyrt hos den gode Riise. Mine lndtægter ere nemlig afknappede, da jeg ikke kunde holde ud at sidde paa et kjedelig Kontor den hele Dag lang men vilde have Eftermiddagen fri til at male og bevæge mig i Guds frie Natur, thi naar man har naaet de 7 gange 10 saa maa man have lidt Hviile, og har man ikke erhvervet det Fornødne til Liivet ved de aar, saa er det for silde siden. I Sommer besøgte jeg Omdals Kobberverk hvor paa en Vindusrude stod: Elise Fabricius 8 juli 1828 - ja Hun, Tante Ambor og Karen Bruun besøgte mig Eneboeren blandt Fjeldene, saa snilde vare de og den brave Vindusrude bevarede Vidnesbyrd herom i 34 Aar, og det kalder jeg godt gjort af et Stykke Glas - men det forstaar sig der bliver nu ikke ofte vasket Vinduer i Fjeldstuen. Jeg har nu H. R. og Smaapigerne til Naboer og den store lange M. gjør som du gjorde i gamle Dage - men nu skal hun læse for Præsten og da bliver vel ikke Pigebarnet saa nærgaaende. Jeg boer hos snilde og tækkelig Folk i Skjelsvigs forrige Gaard - det er min 16de Flytning her i Verden og Enden er ikke enda. C. angreb mig paa Gaden, triumpherende over at alle mine ildevarslende Spaadomme over hendes mabelliske Projekt vare latterligen feilagtige og nu stod hun der med fjær i Hatten, fransk Kaabe og sin lange Mand, begge to med Kyt og Knisen over min paatagne Forundring at de virkelig vare slupne heelskindede fra Neptuni Kløer. Lad mig nu se at Du klarer Dig ligesaa brav fra Fjeldtussen - han skal være slem efter vakre Koner og «pene Guttebørn», hvis ikke egenskaben «Præstefolk» er tilstrækkelig beskyttende som jeg haaber. Af Nyt faar Du ikke en Snuus om Du ikke vil tækkes med at Brøndlund rensede igaar sine Kanoner for med Knaldeffekt at puffe D. og Frøken hvad hun nu heder ind i Ægtestand i Morgen den Dag. - Hos Riises blev jeg aldeles Qvalt af Nyt, thi «Apotekerjenta som henter Melka», Anne Kirstine, Lina Gasmann, Fredrikke, Benna H. og jetergutten vare uudtømmelige Kilder til al den virkelige ækle Sqalder som er tøilesløs Nysgjerrighed hvormed Herskabet var begavet, villigen optog og igjen opvartede med til min fortvivlelse. Jeg er taknemlig for i hele 3 Uger at være lykkelig befriet for «hvad De sier» og Spørsmaalet «Har De hørt at».... .

Nu er der neppe Plads til at udtrykke min store Forundring over Dig og Din virkelig umaadelige Honettitet mod mig stakkels gamle Pjank at Du vilde giøre mig en saa stor Glæde og lade mig se den fordums lille kjære M. igjen - thi Du staar nu saa levende for mig. - Tak og oprigtig Tak. Hils Manden Din og gid Han og Du maa finde Tilfredshed blandt det trofaste gammelnorske Sognefolk, saa opfyldes et af mine oprigtigste Ønsker - Lev vel fra

Paul Linaae.

Porsgrund sidste November 1862
som vel er.

Ah! Pschy! husch! og endelig færdig med Hjælp af H. R. med Indpakningen af det Skilderie som jeg med ivrigt Ønske at det maa fornøie Dig og maaske glæde, da det bringer Malerens og hans virkelige Nicces hjertelige Hilsen til modtagerne, maatte det nu komme snart og veI til bestemmelsesstedet. Naar det udpakkes og Kassen aabnes, maa dette skje lempeligt at ikke Rammen skades thi der er ikke meget Rum i Herberget. Dernest ligger paa Bagsiden af Maleriet under de Hyssingtraade, som holder Voxdugen, 3 Skizzer indlagt i graat Papir, og som hvis de kommer frem uden at blive vaade forestiller: Udsigt fra Bjørntvedt Skottet opover til Graaten og opad Elven. Ditto en Udsigt til Frier taget i Nærheden af Mathiesens Lysthuus og endelig: Bakken ned til Dampskibsbryggen ved Arveschougs - hvorpaa er et stort Skib foruden Trafik som tager Passagerer. Jeg haaper du vil finde Udvalget godt omend Skizzerne ere simpelt udførte. Det hele er sendt - eller bIiver rettere - med første Damper der gaar Østover, thi først igaar fik jeg Dit Brev der angav Adressen - C.nia, før kunde det ikke afgaa. Jeg beklager at jeg ikke havde flere Filler ved Haanden; den der kommer kan behandles med Ildtang.

Inderlig Tak kjære M. for Brevet, M. R. og «Kjære Moderen sin» takker med mig H. for sine venskabelige Linier i samme. Du er som alle Smaapiger «udtænkt» naar I ville have drevet gjennem et eller andet Ønske, saaledes er din Skildring af Høifjældene saa tillokkende for mig at jeg nu hjertelig Ønsker at kunne til Sommeren besøge Soellien; dog maa jeg bemerke at Adkomsten maa være betydelig vildere end Tilfældet er ved Aaseral naar den gaar over saa vilde Højder at Rehnen færdes der - noget glemte Du dog at indflette: om der er Fisk i Tjernene - thi da er Fristelsen fuldstændier seer Du; Fiskerie er nu min største Morro, og naar Skizzebogen kan blive ledsaget af Stangen da vandrer jeg de besværligste Veje - men din Stakkel Du har jo ingen Præstegaard. Ah, at I kunde faa bygget en Mage til Aaserald Præstens! den var mageløst vel indrettet, og med Undtagelse af at der var 2 rummelige Gjæsteværelser - følgelig et til overflod, saa var det hele Huus daglig benyttet og det er hvad jeg kalder Hygge paa Landet - Spareværelser - 2 Etager uhyre Lofter etc. etc. bevirker et Øde der giver et afsondret Levested den bedste anledning til at vorde kjedsommeligt. Præstegaardene i Thelemarken ere store Tomheder ihvorvel der er færdsel nok og Reisende i Overflod, men man troer at Presten er en Bixe og følgelig dreier af veien for ham - «Det er vist fælt fornemt» (thi Vaaningshuset er bymæssigt og kneisende). Hvor unaturlig!

Saa Mutter E. vil besøge Dig - den glæde under jeg Eder, og hvor skal ikke Jacob blive bedstemoderlig behandlet og hvor Du skal faa travelt med at faa Nykkerne udryddede igjen. Følgeskabet kan der ikke blive noget af, da jeg antager at E. reiser saa tidlig som Mjøsen bliver farbar, og mueligt tager jeg tilsjøes til Molde og gjennem Romsdalen hjemover. Jeg har været en Aften i Selskab med C. og hun var uhyre vigtig med Havre, Truro, Kjøbenhavn og Sundswall og gav os Scener i alle fire Sprog, saa at baade Du, B. og B. synke ned til Per Eriksinder, og gjør hun en Reise til saa er jeg bange for at selve Mutter stryger med. Men ikke mine Ord igjen? kjære M! Min Tanke var riktignok at alt dette Interessante var dyrt kjøbt ved det blotte Befordringsmiddel, den gamle lugtende «Mabella»,^* og enhver der holder af Barnet maa sige, for at bruge et fjerde Sprog «gut davon».

Du kjører i Slæde paa Heiene Dine og vi vandre i Snevand til langt op paa Benene og vilde takilemmelig give gode Vederlag for blot en Time at aande i den deilige rene Fjeldluft som Du Dag ud og Dag ind svælger i; og naar du seer Solen, tænk paa os som neppe har seet den en Dag i 2 Maaneder - dersom der sner til Fjelds saa som det regner her, saa kommer Du til at ligge mygt og godt naar Du næste Gang vælter. Forresten lever Dine Venner - saavidt jeg ved alle vel og Undertegnede, der regner sig blandt disse Lykkelige, har det godt, gaar i Selskaber - musikalske og trivialske, oekomiske og gastronomiske. M. F. er saa udmerket snil at hun spiller naar jeg beder hende, og det har truffet sig saa alt jeg paa kort Tid har ofte haft den Fornøielse at se og passiare med den lille snaale.

Now pray to excuse that I rather freely yeald to my fancy for a correspondance with ladies - I assure you I need no encouragement that way and hope you will not - unless quite convenient - trouble yourself with returning answers, I have enough of account to keep in business life l keep none for letters. Ever your old friend.

P. L.

Den sidte Afsked Dagen tog
Som drømmende sank Solen ned i Vester.
Da tause som Ægyptens Præster
Begyndte Stjernene sit Tog ...

Tegner.

Det er fra en ensom Vandring op til Sildrebæk at jeg sender Dig denne poetiske Hilsen - og vakker var denne Solnedgang, som Du har seet saa mange Gange, men først naar i Livet Dagen helder, er det hele Indtryk der min kjære lille M. Stjernene tændes vel vakkert paa Dit Fjeldhjem? Jeg synes jeg seer det. Og den rene hvide glimrende Snee den kjære Vintergjæst for saa mange, den savnes her. Vi ballancerer mellem Svul og Søle - en hermet Vaar den 31 Januar - See hvor snart jeg lod den vakre Aftenstemning fare og blev Grinebider - Hvad skal jeg med Snee? Jeg vil absolut være i godt Humeur naar jeg tænker paa Dig og fortælle Dig Vinteraffairerne. Touret svært Møe! Lad mig se! I svære Aftengilder og i Grand Middag paa Klosteret - 2 Baller med Skiens og Hortens Orchester men smaat Stel med Damer - gifte Gratier - vel, det blev dog 2 Baller, muligens et tredie dersom ikke P. direktør spiller Bankerot. L. F. prima Donna. M. F. havde saa travelt med sit Brudeskrud, og 3 andre pene og vakre Smaapiger maatte ikke. 2 V ... er vilde ikke, og nogle Herrer havde ingen Kjole, muligens klejne inexpressibler med, men herom tier Historien ja det var ej at vente andet end Porsgrunds afsigkomne Figur maatteslide ondt nok for at vise sig med nogenlunde Anstand, og vel var det at der ikke var nogen Udenbyes. Restauretricen jfr. K. var langt inde i Bachi Fantaster, klappede H. M. jr., som hun havde været med at reve. Forresten var Etterslængen den sedvanlige med Champagne og Søl, Sludder og Fyld - Nej jeg blues over den Tone som nu er bleven gjeldende blandt unge Mennesker. I de Gjæstebud jeg har deltaget - der er Æden Hovedsagen og Vertinden gaar i et Sikum - skramlende Tallerkener og centnertunge Bretter, Afdugning og Paadugning, rødbrune jentenever, Trængsel og Heede udgjør Tiden eller Lidelsen, hvad man vil. Kan Værtinden spille, har hun ikke Tid - kan nogen Gjæst saa har hun ikke sine Noder - eller Unoder med at maatte overtales. Puh - men det er vist blot min Alderdom der maler disse Billeder, dersom andre Mennesker saa Selskabslivet med samme Øine som jeg - men det gjør de ikke, som vel er, ja de more sig endog, og jeg med, naar jea blot vilde tilstaa det, thi hvis jeg ikke morede mig saa indser jeg virkelig ingen Grund hvorfor jeg klæder mig og vandrer i Mulm og Mørke paa Svul og i Søle Nattetid for at deltage i Affairen - ja endog over Elven ligesom i Gaar Fastelavns Søndag hos M. ja der skulde Du hørt Afhandlinger om hvad der kostede mindst, enten at have en Kone med Familie - Børn nemlig, eller en Husholderske med Familie (ja ikke Husholderskens Børn da) - om ikke en Kone skibbede bedre end en Husjomfru (for at undgaa Tvetydighed) og om ikke en Mand havde gjort klogere i pencuniær Henseende om han havde levet minus Kone og Børn, eller som Tilfældet var: plus begge Deele. Dette kan Du tro var Themata som gav Anledning til ganske skarpe Tirader, især naar en eller anden Ertekrog i Selskabet, der havde prøvet noget af hvert, kom med nogle irriterende Pebberkorn - ja det var en gandske levende Passiar ved Bordet den Aften, og jeg sad saa nær en af de stridbareste af de i Argumentet interesserede, at jeg blev heed om Ørene og turde blot nu og da skotte til de ildrøde Kinder og barske Øine. Ja Du ved ikke at Du er i Verden min lille M. Verdens Tummel nedenfor til Din skyhøie Bolig ej naar - og hører ingen anden Blæst end den der stryger over Din Skorstenspibe, medens jeg vækker over den der støder gjennem Lunger og opspilede Næsebor. Ja det er Følgen af Deelagtighed i Selskabslivet som de fleste Mennesker anser for et saa stort Gode - og jeg blandt dem - thi de Fornøielser som kan nydes paa Billet ere saare rare at træffe, dog var her nylig en liden 12 aar gammel Harpespiller ledsaget af en Violin og Violincellist som i den store Kammerherresal havde paa lidt nær fuldt Huus. Jeg har ikke seet en saa stor Forsamling i sligt Øiemed siden før «Vækkelsen», og Du kan vel tænke at dette ikke kunde andet end indbefatte baade Vakte og de der befinde sig i Overgangsformation, men af de lysvaagne var der jo ingen. Det andet Bal har jo ogsaa været holdt med briljant Musik fra Horten - ja her er en strid i denne Verden! Methodister, Øvrumiter, Tydsker, Jyder og Subskribtionslister bestorme hinanden daglig og holde os saaledes i Aande her i det forhen fredelige Porsgrund, at det er en ligesaa stor Kunst at beholde Ligevægter, i aandelig som i legemlig Forstand her er nemlig gyselig glat paa vore nymodens pukkelryggedde Gader. Jeg hørte i Gaar at Du har faaet Dig en ny Elskling - og som man sagde IykkeIig og vel, hvilket sidste Indlæg i Sagen er det som egentlig glæder mig. Lad mig nu se E., at Du steller om M. af Hjertens Lyst og kjør efter H. at han skaffer tør Ved og holder det godt og varmt hos sin lille søde Hustru og Barna - Lad Gutteslampen ikke storme for meget - saadanne Vindbeuteler er nu ikke halv saa snaale som Smaapiger, og hvilket Mas er det ikke at faa noget skikkelig ud af dem. Fortæl H. at det i Dag Fastelavns Mandag ankomne Telegram er trist for de Danske - jaget ud Dannevirke til Flensburg: dansk General under Krigret, Excesser i Kjøbenhavn, Kongen paa Alsen - 60 Kanoner tabt paa Dannevirke og Stemningen uroligtruende - Monrads Ministerium umuligt??? Jeg hilser med Dr. W. og M. F. etc. etc. at alt er vel her.

Paul Linaae

Porsgrund 21 October 1864.

11.000 jomfruer: sikken Mængde!

Kjære min lille Sollien, i hvor mørkt det atter er omkring os nu i Høstens Dage saa kan jeg dog sole mig i Sindet naar jeg tenker paa min kjære lille M. fra hvem jeg nu paa Aar og Dag ikke har hørt eller spurgt, og omendskjønt ingen skal indbilde mig at Din hele Slægt her i Egnen er ligesaa ukundig om Dig som jeg er, saa synes det mig tungt at ikke en af dem fra Moderen til B. har nævnt et Ord om Dig i form af Hilsen. Jeg undskylder den Lille som færdes den lange Sommerdag paa Søe og salten Vove - hun er nu bleven saa russisk at jeg ikke vover mig ind til hende uden Tolk og oppebier B.'s Hjemkomst - gad vidst om han rigtig forstaar hende? Jeg kan næsten sige at den hele Familie bliver mig mere og mere fremmed, og det er dog ynkelig naar man endnu medens Livet varer kommer i Glemmebogen. Forleden Aften hos M. - jeg var den eneste Udendørs Gjæst - da gaar Døren op og ind kommer Din Moder der strøg gjennem det lille Værelse som en Raket - da Værtinden hændelsesvis var gaaet ud - og derpaa forsvandt hun; hun vilde komme igjen en anden Gang naar «der ingen Fremmede var hos dem». Dette maatte jo gjælde mig, da ingen anden var Gjæst, thi Værtens søster H. og Broderen T. kunde vel ikke regnes for Fremmede, saaledes er jeg nu fremmed for E. F. - ja tænker Du ikke her er noget forkiert i Porsgrunds-Luften? Denne lille Episode maa Du tilstaa retfærdiggjør min Beklagelse over at blive levende glemt, og samtidig kan du skrive Historien til Regning for at jeg kommer med denne lille Epistel for paa en maade at leve i Din Erindring min lille snaale M. Det var ellers den samme Muttera Din som i Forbigaaende paa Gaden virkeligen gjorde mig opmerksom paa at det var mangen Dag siden jeg hørte fra Dig og dette er «Din egen Skyld Færr». Vi havde her i Familierne for nogle Uger siden en Prøve af gammelt Porsgrunds Liv thi B. H. med 2 Smaapiger og Gemal var her i Besøg, og det er Folk som ikke ruster fast i Stolen - her var Dands og Musik hver Aften, gamle Mænd og deres Matroner polkerede og inklinerede saa at hvert Haarstraa stod paa Ende paa mit graa Hoved af den voldsomste Krinolineblæst jeg nogen tid har været ude for. Det er tydelig at der blot mangler Lunet saa er vi Porsgrundsfolk som før og jeg begriber ikke - og det hele omgangspersonale her med mig - hvorledes det gik til at blot den ene og samme B. kunde saaledes omskabe den hele Tone inden Samfundet; Du skulde bare seet dem. og sandelig er der ogsaa noget at see paa for Frøken F. er en Perle skal jeg, sige Dig, og hun fik Liv i den ellers lidt stive L. F. saa at den afmaalte og forstandige Oncle N. ikke vidste rigtig greie paa om det var hans egne Been han dansede med eller det var Hanebeen. Her har været fuldkommen Vindstille ovenpaa denne Staahej, og den gamle Dvale er atter indtraadt, medens man i Skien har havt Skuespil, Orgelkoncert, Markedskommers og Slagterrøre - ja selv her i Porsgrund var man i hele 8 Dage i Fæhusatmosphære og allerede har jeg været i Pølsegilde og saaledes paa en vis Maade taget Blodhævn over alle de fæle Lugtedyr som stengte Gaderne en heel Uge. I Skien er man fælt vigtig med Gas og Vandledning og til den nu anstundende 4 November vil man der rigtig brillere med Transparant, Procession og Illumination, Festmaaltid - Drik, Snøvl og Vrøvl - medens vi her i Stakkels Porsgrund ikke har raad til slig Stads, som vel er, saa slipper man at prostituere sig - for ingen Ting er flauere end at høre paa ilde holdte Taler og ilde spillet Musik som sidst paa 17 May-Festen, hvor det eneste skikkelige, der var i hele Stadsen, var Fyrverkeriet som ikke heller skulde lykkes, thi Porsgrunds Elvens Dæmon behagede at tage Dampbad om Aftenen saa blot Raketterne kunde i Taage sees. Hvorledes vil nu Du holde denne Mærkedag? En Politisk Bededag er det jo, og jeg kan godt forstaa at vi maa offentlig vise vor Erkjendelse af de Goder vi have oplevet ved Foreningen og takke Gud for dem - men at gjøre videre Allarm med Ild og Krud, Æden og Drikken og Trampen om paa Gader er ikke Alvorsfærd, maaske jeg er for stølvint og gammel til at bedømme Sagen.

Igaar stødte jeg paa C. hos gamle B...s og hun var sød og snild og fortalte om Petersborgs Mærkværdigheder som rimeligvis ere saa meget mere i stor Skala som det jo er Europas yngste Hovedstad, og hvor det ikke har skortet paa raad til at udvikle hvad Kunst og Videnskab har lært Mennesket i senere Tid. Svoger P. agerer elegant - taler om sine Skibe og kan ikke faa kjøbt saa kostbare Lamper som passende kunde oplyse hans smukke Meubler, Tepper, Gardiner etc. hos A. der han skal bo i Vinter. Han gjør Opsigt, som jo i det tarvelige Porsgrund ikke har saa synderlig meget at betyde. Søster B. er i disse Dage i Flytning tilbage til Christiania efter overstanden svær bøi, Stakkel, forresten er alt vel hos øvrige Venner og Bekjendte. F. glæder sig til snart at blive Papa - vigtige Affairer - Porsgrund vrimler af Unger før! Min Tour denne Sommer var dejlig - heelt vest i Nissedal og mange Skisser. Idag gaar det af Herrer F. byggede Skib af Stabel, men her er Uvejr og det er allerede solgt til K. saa Affairen interesserer mig ikke videre; det heder desuden at dette store Skibs Bygning ikke har været nogen fordeelagtig Enterprice for F. og N. F.
.............................................
Forøvrig er det kjære Porsgrund af et temmelig sadt og stilfærdigt Temperament, saa det er som alle stille Folk vanskeligt at male med Nuancer hvor ingen findes - skulde jeg gjøre Dig rede for min Dom over Stedet kunde jeg slippe ganske næmt ved at sige blot: Mæhæ, -. Missionskotteriet - ind og udvendige - er i Grunden bleven mindre stærkt, mindre uhyggelig mod os stakkels Verdens Børn - de ser ikke længere saa ophøiede ud, men gaar stille omkring og som jeg formoder øve de sig i Taalmodighed, og saaledes ere vi jo bidragende til deres virkelige Forbedring, da Taalmod er en christelig Dyd.
.............................................

Paul Linaae.

Porsgrund den 12 januar 1865

For nogen Tid siden hilsede mig en Dame at hun havde i kommision at sige at det var en rum Tid siden Folkene paa Sollien havde hørt fra mig, og da jeg saa igaar paa Kontoret saa det kjære Postmærke der bebudede Brev fra liden Frue, så var jo dermed en Hindring ryddet af Veien, thi sandelig der skal Overbærelse til at ville taalmodigen drages ånd Brev fra dette Kjedsommelighedens Paulun, hvorfor jeg synes det næsten er at være paatrengende hver gang jeg tillater mig den fornøielse at vedligeholde vor Korrespondance. Muligens da julen nu er i Gaarde ledsaget af Julebukke (jeg mener forlovede) der kunde være et og andet der kunde more Fjeldfolk. Saa maa jeg da fortelle Dig at jeg har været ufdsat for rnegen Æden og Vrøvl 2 Aftener i Rad - i Selskab med vores Nabo S. der har et saadant Talent for langtrukne Historier at han gjerne kunde tage Tjeneste som Byssepige, og det er ikke langt fra at jeg i mit stille Sind har havt samme Lyst som E: at klore God, og den Beslutning staar fast at om jeg 3de Gang inviteres til Selskab med Hr. Kandidaten, saa udbeder jeg mig en «passende Mellemfrist der tilstaaes Straffanger».

Men Du kan tro her er kommen «Folk paa Bjerget», thi nylig ved en Bordsætning var der en Kommerce saa jeg maatte spørge mig selv: Gaar du igjen? eller i Barndommen, der blev nemlig proporneret og virkelig iverksatt Bordsang: «Dette skal være vor Værtes Skaal Hurra! og Gid Handel og Sjøfart florere: vi faa vore Vine ved dem», med en Klinken saa jeg hvert Øieblik ventede at Politiet var skreden ind - der holdtes Taler og i en Hast forsvandt Bordet og Fortepianoet klang til Dands hvori gamle Skiens Madammer og Kavalerer fra Aarhundredets Begyndelse svingede lystig omkring. Jeg blev saa alterert da jeg saa M. i en Galopade at jeg øieblikkelig forlod Affairen og kom ikke rigtig til Vished om at jeg virkelig var paa Osebakken førend jeg fik Galoscherne fulde af Vand og Søle i Mulm og Mørke paa Gaden. Dette foregik i et Huus ligeoverfor Kirkesangeren og hr. Ø., og at H's Datter dansede, tænk! Jeg toer mine Hænder, det var Skiens Folk der huserede. Men naar jeg nu forteller Dig E. - for M. har ikke godt af sligt - at den samme H. hos mig serverede Champagne til Skaalen for de unge Forlovede, saa har Du vel den Overbevisning at der er gjort en Kolbøtte i Porsgrunds Levevis, fra den Tid Du var her til Huse, og kan glæde Dig ved at Verdens Tummel nedenfor til Din skyhøie Bolig ej naar?
.............................. , men det var om Jul og gode Dage jeg vilde skrive. Saaledes tog jeg til Langesund for paa de ældste Tomter at feire min Geburtsdag, og da denne indtraf paa en Søndag, med Nyaarsfest strax ovenpaa, saa fik jeg af L. et par Taler - vist af hans bedste og som jeg havde godt af, for jeg kan nok tænke Alvor iblandt. Det var en Fest for mig at komme til Gjæst hos L. der har en saadan Rigdom paa Kunstsager samlede paa hans sidste Reise til Berlin; desuden er L. saa hyggelig Vært og tænk E., han sang saa vakre Duetter med Sønnen E. - deres Stemmer klang sa vakkert sammen acompagneret af Fortepianoet at jeg var aldeles henrykt. Saa var jo ogsaa Stads hos W. en Dag kan Du tænke, hvor absolutt skulde beundre H's forædte gut medens hun selv er som en Skrangle. Der kan være maade med oppofrelse for de spæde, og det er uhyggelig naar Overdrivelse skeer, og Du skal staa vakkert til Regnskab naar jeg kommer til Sollien og ikke kjender dig igjen! Vel er jeg endnu ikke færdig med Turingen min - jeg var paa mine gamle Dage Fadder hos M. W. til den opkaldte Stamfader W., hvilket jeg synes var et godt Indfald, det andet Navn var Arnbjørn som skal betyde en Opkaldelse efter Ambor, hvilket af Professor Munch er forklaret at have sin Rod i Arnbjørn der er gammelnorsk som jo W. sværmer for. Faderen kalder drengen W. og Moderen der ej liger dette Navn, kalder ham Bjørn. - Men den unge Frieren maa beskrives: Han har hovedet sat paa en noget lang bar Hals fuld af Knogler i Nakken efter unge Herrers Mode at klæde sig paa i Nutiden - de ser ud som de havde været i Færd med at hænge sig, fy - og da jeg som synes gandske godt om Fyren meente at han saa godt ud blev der blæst i M's Næse og «han er rent ud styg» kom med Force. Sagen er at Mennesket har fordristet sig til at ville blive Mediciner, og det er noget som intet Menneske bør Indlade sig paa, saalænge W. lever, forstaar Du. O ja, hun er nu ikke anderledes, men jeg holder saa usigelig af hende for den Maade hun opdrager sine Smaabørn paa og den orden der er i hendes Huusstel, og fordi hun er saa snil ogsaa mod mig stakkels gamle Slamp.

Paul Linaae døde i Langesund i 1866 under et Besøg hos sin Ven Kjøbmand Jørgen Wright paa Slotnes, og ligger begravet i Langesund paa vestre side af Kirken. Der staar en enkel gravsten over ham og hans far Lodsoldermanden.

Porsgrund 12te april 1934.

Finn C. Knudsen.

* Et gammelt seilskib som C's mand førte.