Fra: Sikker som banken

«Syng da din sang om gamle Eidanger ...»

Fra veidemark til industrikommune

av Harald Bache Bystrøm

«Syng da din sang om gamle Eidanger.
Nynn om en dal og en mosegrodd sti.
Minnerfra holmer, viker og tanger fyller vårt sinn,
der de strømmer forbi.»

(Fra «Sang til Eidanger» av Isak Oksum)

I professor Amund Hellands omfattende topografisk-statistiske bokverk «Norges land og folk» finner man i bind VIII denne beskrivelse av Eidanger herred:

«Herredets gamle navn er Eidangr, sammensat af eid (eid) og angr (fjord). Navnet udtales Danger, med en i ikke faa stedsnavne forekommende afkutning af den vokalisk begyndende forstavelse; af den forkortede form er dannet folkenavnet Danglinger. Det er uten tvivl forkortninger i begyndelsen, som har bevaret anger (i betydningen fjord) fra den sædvanlige afslidning til ang.»

Det nevnte eid, som navnet tilsier, mener professor Helland må være det skar som åpner seg fra Bjørkedalen mot Porsgrunn, hvor forøvrig jernbanen ble anlagt i 1880-årene.

Videre leser man hos Amund Helland:

«Eidanger herred ligger paa østsiden af Langesundsfjorden og Frier, det er det sydøstligste herred i Bamle fogderi. Herredets største udstrækning fra nord mod syd er 21 km og fra øst til vest 14 km. Eidanger omgives af herredene Bamle og Solum, Porsgrund by, Gjerpen, Slemdal (Siljan), Hedrum, Brunlanes herreder. Kjøbstaden Brevig omgives af Eidanger herred. Af herredets samlede areal 140,3 kvkm er 131,6 kvkm fastland, mens øer utgjør 8,7 kvkm, herav 59 småøer i saltvand og i liden holme i Ønna.

Arkeologiske utgravninger og rike fortidsfunn forteller at Eidangers historie kan føres tilbake til eldre steinalder, mellem 10.000 og 4000 år f. Kr. Store deler av Bergsbygda og områder langs Ormefjorden og Langangsfjorden har åpenbart vært fristende bosetningssteder for fiskere, fangst- og veidefolk. Bygdeborger og tallrike funn av våpen og redskap, lærskjold og askeurner på Bråten, Rødskjær, Rognlien og Leerstang gir interessante og levende uttrykk for en utstrakt bosetning og er håndgripelige overlevninger fra en utdødd kultur. I arkeologisk sammenheng er disse områder utvilsomt de mest interessante i hele fylket.

Eidangerlandskapets østre del er stort sett bergfullt og sterk kupert. Dalsøkk og kløfter skjærer seg gjennem naturområdene på kryss og tvers. Med småvann, elvefar og dyrket mark innenfor kyststripen og mellem. fjordarmene. Ikke uten grunn er herredet blitt omtalt som bygden mellem daler og fjorder. Det høyeste punkt i terrenget er Fjerdingen med sine 360 meter over havet og Svarteberget med 359 m.o.h. Den vestre del derimot er mer flatlendt, med relativt store dyrkbare områder på Herøya og Vallermyrene og deler av Eidangerhalvøya nordenfor Brevik.

På grunn av sitt ulendte terreng var Eidangers østlige deler lenge et nærmest avsondret område i kommunikasjonsmessig sammenheng. I motsetning til de vestlige strøk med lett farbare fjorder og åpne kyststrekninger var den indre, landverts veiforbindelse særdeles tungvint og besværlig. Noe som tydelig fremgår av biskop Jens Nilssøns beretning om en hjemreise fra Skien til Oslo via Fritzøe i februar 1596:

«Och droge wi fra Skien først i øster ud aff byen oc saa i sødoust 4 eller 5 pilskud om Bratsberg strax vestenfor, saa i sødoust 3 fieringer igjennem Gierpensogn til en heed kallis Ocklangsheed (Oklungsheia) som er i mijll lang, der fore wi offuer i sødoust og offuer 2 smaa vand oc kallis Ocklangs vand, det ene løber i det andet it lidet stycke imellum oc vaar vor koss der offuer i sudoust, saa haffde wi atter it lidet stycke skoug paa samme heed der wi slap disse vand, der effter komme wi til it stort vand, kallis Pharijss (Farris) som strecker sig i nord til Quelle (Kvelde) annex til Hedrem och i sønder til Fridsiø 5 fieringer derfra som wi komme ud paa isen, och der wi komme til Pharijss, skifftet wi hester, saa fore wi i sødoust oc i sønder til Fridsil 5 fieringer, oc komme wi der klocken kunde vere 5 om aftenen. Och er fra Skien och til Fridsiø den vey om Ocklangsheden 3 stercke mijl. Men den vey om Eidanger er megit lenger thj den er 4 mijl lang.»

Stier og kronglete rideveier var det eneste det indre av herredet hadde å tilby veifarende folk. For øvrig var det ikke stort bedre i andre deler av amtet. Bergmester Hans Glaser var da heller ikke nådig i sin beskrivelser av forholdene da han etter en befaring i amtet sendte sitt klageskriv til kongen i 1543: «... at de befandt sig i et land, lignende et vildnis hvor de havde passerede grusomme veie, og at de sammenligner sit ophold der i de forløbne aar med Israels børns ophold i Egypten. De er kjed af at vanke om i myrlændte egne, hvor de som fattige bergmænd er henviste til afsides steder mellem klipper for at bygge der ligesom svalerne!»

Først i annen halvdel av 1700-tallet ble det en begynnende bedring av forholdene, idet man da så smått tar til å anlegge kjøreveier for hest og vogn. Blant de første er veiforbindelsen mellem Langangen og Lillegården. Omtrent samtidig ble det også foretatt utbedringer av den gamle ferdselsveien mellem Brevik og Eidanger. Fra Moheim førte så to veier østover. Den ene over Bjørkedalen og Oklungen, derfra over Farrisvannet. Den andre gikk opp de bratte Lillegårdskleivene, over Lannerheia og ned til Langangen. Her måtte man benytte ferge for å komme over fjordarmen før videre ferdsel til Larvik.

Kjøreveien over Lannerheiene til Langangen var en stor forbedring mot den tidligere smale ridestien. Men vedlikeholdet var mangelfullt og veien kom snart i en elendig forfatning. En reise der bød på store utfordringer til såvel hest og kjørekar som til kjerre og karjol. Ifølge «Boken om Eidanger» av J.C. Ramberg var allikevel Kokkersvoldsbakkene «den veifarendes gru, thi paa en strækning paa 1400-1500 fod hadde man at passere en stigning på over 350 fod eller i gjennemsnidt omtrent 1 paa 4, men enkelte partier hadde en stigning av over det dobbelte.»

Ramberg kan også fortelle, at folk i Marka og Oklungen hadde sin vei til Porsgrunn på østsiden av og nordenom Oklungenvannet. Derfra opp kneikene gjennem den såkalte Presteskogen. Varene de bragte med seg ble kløvet på hesteryggen. På Buer fikk de låne kjøretøy, enten en kassekjerre eller en karjol. Herfra gikk så veien videre gjennem Bjørkedal frem til Porsgrunn. Den siste del av veien gikk på østsiden av Vallermyrene, kloss innunder Valleråsen og frem til Slottsbro. Denne veistrekningen ble kalt «Skriverveien». Lillegården var tinggård og følgelig brukte «øvrigheden at reise den vei til tings».

Den 24. november 1882 ble «Grevskabsbanen»s forlengelse mellem Larvik og Skien åpnet. Dermed kom en ny tid til Oklungen og Bjørkedalen. I stedet for å slite seg frem til fots, eller humpe timevis på dårlige veier med hest og skranglekjerre, kunne man nå ved hjelp av toget føres lunt og behagelig frem til Porsgrunn eller Larvik. Ja, endog hovedstaden lå innen mulighetenes rekke, for den som hadde midler og anledning til å foreta slik en langtur.

Før jernbanens tid betød en handletur fra Oklungen til Porsgrunn en drøy dagsrelse. Og det var slett ikke noe man kunne gjøre i tide og utide. En bytur forutsatte at man hadde nødvendige forretninger å utføre. Det være seg salg av egne gårdsprodukter til private husholdninger og til byens kjøpmenn, med tilhørende innkjøp av nødvendighetsartikler som man selv ikke produserte på gården, som salt og kaffe og andre kolonialvarer.

Som delfinansiering av jernbaneutbyggingen ble det utstedt aksjer for de bidrag som ble ytet. Eidanger kommune kjøpte aksjer for 5000 spd. på betingelse av at jernbanen ble lagt om Oklungen og Bjørkedal. Den 16. oktober 1895 ble også Breviksbanen åpnet. Til fullførelsen av denne banestrekning bevilget Eidanger herredstyre et bidrag på kr. 25.000,-. Et lån ble opptatt i Eidanger Sparebank til 4,5% rente, mot årlige avdrag på kr. 625,- og løpetid 40 år. Siste termin ble innfridd 4.12.1934.

Med jernbanen ble befolkningen i herredets østlige og vestlige deler knyttet nærmere sammen. Gode kommunikasjonsmidler er en nødvendig forutsetning for gjensidig fellesskapsfølelse. Mangel på kommunikasjon skaper isolasjon og fremmedgjøring. Den utbedring som også fant sted av de gamle ferdselsårer på Eidangerhalvøya og gradvise forbedringer av den gamle Kongevei mellem Larvik og Porsgrunn, skapte, sammen med jernbanen, nye muligheter for utvikling av herredets næringsliv innen skogbruk og gårdsdrift. En ny tid sto for døren.

Utdrag (s. 149-154) fra:
Harald Bache Bystrøm: Sikker som banken : Sparebanken Grenland 150 år. - Porsgrunn 1994
Til bokas innholdsfortegnelse
Porsgrunn biblioteks hjemmeside Søk i bokbasen