Fra: Sikker som banken

Brevik får sparebank

av Harald Bache Bystrøm

Tiåret mellem 1840 og 1850 ble banketableringenes decennium i Norge. Ikke mindre enn 59 sparebanker ble etablert i løpet av dette tidsrom. I 1823 gjorde man et forsøk på bankdrift i Skien, da Skiens Sparebank ble opprettet, som den første bank i amtet. På dette tidspunkt var det fra før bare etablert tre sparebanker i Norge - Christiania, Bergen og Drammen.

Bankopprettelsen i Skien skulle snart vise seg å bygge på et urealistisk grunnlag. De økonomiske forhold var særdeles dårlige på dette tidspunkt. Byen hadde gjennemgått katastrofale branner. Handelen lå nede. Det var ingen synlige tegn på bedring i økonomien i de gamle handelshus. Sparebankens egenkapital var liten, utlånsmulighetene minimale. Foretagendet ble derfor så langt fra noen suksess. Det hele utviklet seg til å bli en mistrøstig affære. Og etter en haltende driftsperiode på ca. to år gikk fiaskoen over i historien.

Da Brevik fikk bystatus i 1845 var det i hele Bratsberg Amt bare fire bankforetagender. Foruten Kragerø Sparebank, opprettet i 1839, var det den nyopprettede Skiens Sparebank og Norges Banks avdeling i Skien, som begge ble etablert i 1834. Den tredje var Porsgrunds Sparebank fra 1844. For alle disse tre sparebankers vedkommende var utlånsmulighetene meget beskjedne. Dessuten var deres virkeområde vedtekstmessig knyttet til det helt lokale næringsliv. Heller ikke i Norges Bank var det midler å hente for handelens folk. Statsinstitusjonen i Skien ble drevet med en forsiktighet som utelukket enhver form for markedsrettet service. Stort sett drev man her bare med langsiktige lån mot grunnsolide faste pantelån.

Etter at sparebanktanken hadde slått rot i Norge, var det naturlig at nyetableringer skjøt fart. Som regel var det fra offentlig hold at idéen sprang ut om opprettelse av lokale banker. Slik hadde det skjedd i Porsgrunn. Sånn gikk det også i Brevik. Det var i byens formannskap at tanken om en bank i Brevik først ble luftet. Det var i 1842. Riktignok ble det den gang bare med tanken. Men frøet var sådd. Og to år senere begynte det å spire. Den 20. desember 1844 ble sparebanksaken realitetsbehandlet i formannskapet. Resultatet var en enstemmig beslutning om å nedsette en komité med mandat å utarbeide forslag til vedtekter for en sparebank.

Dermed skulle det være fritt frem for en realisering av bankplanene. Men kommunale hjul har til tider tendens til å rulle langsomt. Den gang som nå. Og i Brevik rullet de ikke hurtigere enn andre steder. Den nedsatte vedtekstkomité handlet riktig nok prisverdig raskt. Herrene foged Axel Quinsgaard og kjøpmennene Anders C. Evensen og Thomas J. Wiborg hadde sitt forslag ferdig allerede 29. mai 1845. Mens formannskapet på sin side brukte nesten et år på å godkjenne utkastet. Så endelig, den 29. april 1846 ble banken konstituert. Den 22. juli samme år forelå den kongelige approbasjon. Og 20. februar 1847 kunne så dørene til Brevigs Sparebanks lokale i det gamle rådhus på Grubbehaugen åpnes for første virkedag. Bak skranken satt byens underfoged, Simon Daniel Meier, og ventet på sine første kunder. Underfogden, var ansatt som bankens eneste faste funksjonær, i stillingen som kombinert kasserer og bokholder.

Og kundene møtte opp! Åpningsdagens første kunde, het Karen Sophie Wiborg. Den neste var hennes sønn, kjøpmann Thomas J. Wiborg. Deretter fulgte handelsbetjent H. Helgesen. Ifølge C.S. Schilbred, som har hatt tilgang til den nå bortkomne første bankprotokoll, var innskytere nummer 4 og 5 to meget unge herrer på henholdsvis tre og ett år. De het Johan Holm Stoesen og Gunvald Christian Storesius Stoesen, begge sønner av kjøpmann Johannes Stoesen. Schilbred forteller fornøyelig, at bankens åpning var en så stor begivenhet i Brevik at kundene endog innfant seg pr. barnevogn!

Den meget beklagelige mangel av bankens første styre- og utlånsprotokoll for årene 1847 til 1889 utelukker en bredere forståelse av driftsforholdene de første driftsår. «Adresse-Tidende» bringer imidlertid den 14. november 1849 en interessant lederartikkel av redaktør Thrane. Bakgrunnen for hans betraktninger er den forestående opprettelse av Bamble Sparebank:

«Som forhen meddeelt vil i Bamle Præstegjæld, hvori Langesund og Stathelle ere beliggende, blive oprettet en Sparebank, hvis Fond siges at være 1000 Spd. Der et ogsaa meddeelt, at den nye Sparebank skal have sit Sæde over paa Stathelle, der kun ligger et Sundsted fra os. Dette nye Naboskab kan ei være synderlig fordeelagtig for vor egen Sparebank, hvis Wirksomhed vi rigtignok kun kjende lidet til, men hvis bedre Fremgang vi dog have tænkt os, ihvorvel Brevigs Beliggenhed rundt om er saadan, at Byen ikke i noen Henseende har noen synderlig Frekvens. Sundstedet over til Stathelle er dog altid drøit og ofte ogsaa besværligt, saa at Folk paa den anden Side gjerne sparer sig den Uleilighed at komme over til os, naar de kunde opnaae der det samme Gode. Stathelle har en naturlig Søgning af Langesund, en lang ½ Miil derfra, der har den gode Landevei derhen; af det betydelige Bamle Sogn med sin 6-7000 Mennesker, hvoraf dog vist Halvparten kan antages at have Forretninger i Stathelle og her, deels sætter ogsaa den Virksomme Driftsherre, Hr. Konsul Blehr en stor Deel Mennesker i Wirksomhed, for hvilke og lignende Forholde Sparebanker dog egentlig ere oprettede, og ved hvis Masse de væsentligst skulde bestaae, og endelig har Bamle i sin Ordfører, der kraftigen har taget sig af den nye Sparebanks Oprettelse, en saa dygtig og anseet Mand, at ogsaa Sagen, ved hans Indflydelse paa Almuen tør antages at have den heldigste Fremgang. Alle disse samlede Omstændigheder begunstiger en saadan Indretnings hældige Iværksættelse paa Stathelle, medens vor egen Sparebank synes at stagnere, skjønt der i den senere Tid skal være gjort en Deel ei ubetydelige Indskud. Men vi have heller ikke mere end vor egen By at regne paa. Vort Omland er en Deel Øer, af hvis Beboere rimeligvis kun Faa ere Indskydere i Sparebanken, deels fordi, saavidt vi have hørt, de Fleste af dem sidde med smaa Brug, deels besværliggjøres Adgangen for dem ved Reisen hid. Af tilgrænsende Land haves fast Intet, som søger hid til Byen. Vi have blot een Landevei, den som fører til Porsgrund, og faae og ellers for det meste ubetydelige ere de Gaarde, som ligger hidenfor Præstegaarden. Denne og omkringliggende Gaarde, 3/8 Miil fra Porsgrund, søger lettere denne By, en stor Deel af Eidanger søger maaskee mere til Laurvig end hid. Derimod har Brevig mange Arbeidsfolk og Søfarende, hvilke tilligemed en heel Deel Mennesker ellers leve af Fiskeri, som her er den almene Mands Trøst og Tilflugt, naar alt Andet slaaer feil, og uagtet det her som andetsteds dessværre kan være mange Fattige, saa dog hverken langtfra i den Grad, som strax aabenbarer sig, naar man kommer ind i flere andre Byer, eller ogsaa i nogen, saavidt vi have kunne skjønne, stor Betydenhed, da Fiskeriet skaffer dem, som ville bestille Noget, det Nødtørftige til Livets Underholdning, og den egentlige Pauparisme er ved en kraftfuld Ydelse af Kommunen i de senere Aar betydeligen formindsket. Endog saa isommers, da Byens Handlende saa betydelig følte Trykket af disse Aars begivenheder, have Arbeiderne havt en ret stadig Fortienste som lader formode, at de have kunnet spare en Skilling til Winteren, da der vist ere faa stæder, hvor Arbeidslønnen er saa høi som her, ihvorvel paa den anden Side Levnetsmidlerne ere høie, udenfor Fisken, hvorfor vi ogsaa her leve mest af Fisk, det vil sige, Folk som ikke have Raad til at leve desbedre. Kort sagt, Byens Folkemængde er saa stor, at en Sparebank baade maa kunne bestaae og virke uendelig meget godt, om end det nye Naboskap vil gjøre vor Sparebank overflødig for Mange. Sparebankens Status her vide vi ikke, men i Forhold til den mindre gunstige Tid, hvori den begyndte at virke, og de stadigen uheldige Konjunkturer siden den Tid, skal dens Status ei være ufordeelagtig. Men visst er det, forekommer det os, at vi have at opmande os, hvis vi ei skulde gaae op i vor Nabo Bamle.»

Redaktør Thranes tilstandsbeskrivelse kan ikke sies å ha vært direkte oppmuntrende for ledelsen av Brevik Sparebank. Den synes heller å måtte ta motet fra selv den mest optimistiske bankdireksjon og andre som så en fremtid for byens sparebank. For Thranes analyse var utvilsomt bygget på åpenbare kjensgjerninger. De økonomiske forhold i byen var svake. Antall lønnsomme næringslivskunder var i snaueste laget. Få tegn i tiden tydet på noen snarlig bedring. At befolkningsgrunnlaget i byen var mer enn spinkelt kunne neppe bestrides. Heller ikke bosetningen i de omkringliggende distrikter var egnet til å skape forventninger. Når det så attpå til dukker opp en truende konkurrent bare «et Sundsted» borte, forekommer det at Thrane hadde gode grunner for å nedtone den smule optimisme han som redaktør av lokalavisen nærmest var programforpliktet til å budbære.

***

Når det gjelder Brevigs Sparebanks første styre må man ty til C.S. Schilbreds beretninger:

«Da det skulle velges styre for banken ble det gjort et meget skjønnsomt valg. Foruten byfoged Zwilgmeyer ble følgende prominente borgere tatt med: kjøpmennene Thomas J. Wiborg og S.K. Høegh, samt meglerne J.C.C. Parnemann og Anders C. Evensen. Noen biografiske opplysninger om disse herrer kan være av interesse:

Peter Gustav Zwilgmeyer var født 1813 i Ås og døde 1887 i Christiania. Etter examen artium i 1830 og juridisk embedseksamen i 1834 (bare 21 år gammel), var han først edsvoren fullmektig hos sorenskriveren i Sunnmøre, ble så underrettsprokurator i Romsdal i 1841, fra 1843 i Jarlsberg og Larvik, med bopæl i Tønsberg, hvor han også ble konstituert byfoged. Den 26. mai 1846 ble han konstituert som byfoged i Brevik, og fra 26. august 1847 også som postmester. I disse stillinger satt han til prokurator S.M. Blom overtok dem som fast utnevnt i 1849. Historien beretter at den dagen Zwilgmeyer reiste fra Brevik en septemberdag i 1849, dro byens borgere mann av huse for å følge ham til dampskipet, hvor T.J. Wiborg ga uttrykk for borgernes takknemlighet for den nidkjærhet og humanitet han hadde lagt for dagen under sitt arbeid i Brevik. Zwilgmeyer endte for øvrig sitt embetsmannsliv som byfoged i Risør. Blant hans barn var den kjente barnebokforfatter Dikken Zwilgmeyer.

Thomas Johannes Wiborg var født i Brevik 1812, sønn av kjøpmann Simon Grøtter Wiborg og Karen Sophie Holst. Drev fra 1838 en omfattende forretningsdrift i fødebyen, med blant annet skipsrederi, verft, trelasthandel og iseksport. Wiborg bodde mange år i Trosvik, hvor han residerte i den søndre delen i et vakkert hus som han bygde der. Her hadde han også sitt skipsverft. Dette var mange år før jernbanen ble anlagt og Trosvik var på den tid nærmest å regne for en by i byen. Wiborg levde her til sin død i 1874, noe isolert fra det øvrige Brevik, men allikevel, med livet innpå seg, som det høvde seg for en mann med hans virkelyst og handlekraft.

Simon Karenius Høegh var også innfødt breviksmann, født i 1814, sønn av kjøpmann Anders Jensen Høegh og Catharina Cudrio Zachariassen. Også han drev med trelasteksport og eide sine egne skuter, som han blant annet satte inn i isfarten på England. Høegh deltok aktivt i byens sosiale og politiske liv og ble viseordfører i byens første formannskap. I begynnelsen av 1850-årene flyttet han til Porsgrunn, hvor han bodde til sin død i 1893. Her drev han en allsidig virksomhet, blant annet et bakeri og et brennevinsbrenneri. Hans privatbolig ble av enken solgt til St. Josephssøstrene i Porsgrunn, som flyttet hospitalvirksomheten fra Lilleelvgaten og her opprettet byens katolske sykehus.

Jacob Conrad Christoffer Parnemann var født i Østre Moland i 1814, sønn av løytnant, senere kryssbetjent i Langesund, Conrad Christian Parnemann og Margrethe Ellefsen. Etter en del praksisår hos Blehr på Kjellestad, slo Parnemann seg ned i Brevik som megler. Her fikk han rikelig anledning til å utfolde sin usedvanlige dyktighet og i løpet av få år ble han Breviks betydeligste forretningsmann, med en inntekt tre ganger så stor som nestemann på skattelisten. Trelasteksport var hans viktigste handelsområde, men i midten av 1850 var han uheldig med sine transaksjoner som fikk katastrofale følger. Oppbud ble eneste utvei. Hvoretter Parnemann flyttet til Porsgrunn, hvor han døde i 1894.

Anders Christian Evensen var født på Tangvald i Bamble, sønn av gårdbruker Even Andersen Tangvald og Birthe Mathea Christensdatter. I likhet med Parnemann fikk også Evensen sin første merkantile opplæring hos Blehr på Kjellestad, hvoretter han slo seg ned i Brevik, først som trelasthandler, senere også som skipsbygger og skipsreder. I 1848 ble han autorisert som skipsmegler, og etter å ha avviklet sin øvrige forretningsvirksomhet, drev han meglerforretning i Brevik til sin død i 1873.

Både Wiborg, Parnemann og Evensen tok aktivt del i det kommunalpolitiske liv. Alle tre ble også representanter for sin by på Stortinget.

En senere sentral skikkelse innen Brevigs Sparebanks ledelse var dr. Thomas Severin Heiberg Hoffmann, som ved offentliggjørelsen av bankens årsregnskaper oppføres som bankens formann. I hvor mange år dr. Hoffmann innehadde dette betrodde verv, vites ikke. Men som byens lege og dens ordfører i Anders C. Evensen 1860 hadde han en ledende posisjon i lokalsamfunnet. Sin legepraksis hadde han i byen fra 1839 til han døde i 1862. Således falt den store koleraepidemien i 1853 i hans praksisår, en epidemi som gjennem to høstmåneder rammet ikke mindre enn 44 personer i Brevik, hvorav 25 avgikk ved døden. Dr. Hoffmann kjøpte for øvrig den praktfulle Chrystie-gården på Øya i 1846, og var i hans enkes eie inntil 1887.

Oversigt over Brevigs Sparebanks Virksomhed i Aaret 1849.
  Debet. Credit.
Beholdningen den 31te December 1848 86 Spd. 3 mark 17½ sk.      
Indskud i Sparebanken i 1849 483 Spd. 4 mark 6 sk.      
Indkomne Afdrag paa udlaante Summer 1491 Spd. 2 mark 12 sk.      
Indvunden Discontopræmie 123 Spd. 3 mark 1½ sk.      
Udbotalt til Foliohaverne
i Capital 678 Spd. 1 mark 17 sk.
i Renter 2 Spd. 4 mark 13 sk.
      681 Spd. 1 mark 6 sk.
For 32 udbetalte Obligationer og Accepter       1379 Spd. 4 mark 1 sk.
Cassererens Løn m.m.       45 Spd. 3 mark 12 sk.
Cassebeholdning       78 Spd. 4 mark 18 sk.
  2185 Spd. 3 mark 13 sk. 2185 Spd. 3 mark 13 sk.
 
Den 31te December 1849 havde 79 Indskydere udestaaende i Sparebanken 1416 Spd. 3 mark 11 sk.      
Sparebankens Grundfond 300 Spd.          
Bankens øvrige Eiendom 63 Spd. 1 mark 5½ sk.      
Desuden er Communen Garant for Sparebanken for en Sum af 500 Spd. Heraf udestod mot 56 Vexelobligationer og       1700 Spd. 4 mark 22½ sk.
og i Cassa haves       78 Spd. 4 mark 18 sk.
  1779 Spd 4 mark 16½ sk. 1779 Spd 4 mark 16½ sk.

Ovenstaaende bekjendtgjøres ifølge Planens 26de
Brevig i Directionen for Sparebanken den 13de Mai 1850.

Hoffmann
p.t. Formand

Bankens samfunnsgavnlige formål kom klart til uttrykk i den plan som var approbert 22. juli 1846. Den skulle bidra til oppmuntring av almuens sparsommelighet og til en fornuftig anvendelse av innskyternes oppsparte midler, særlig blant arbeidere og tjenestefolk og andre mindre formuende. Innskuddsrenten ble satt til 4% p.a. Planen åpnet også adgang for særdeles flittige innskytere til å ha fortrinnsrett til lån såfremt de ønsket å begynne egen næringsvirksomhet. Dette som et ledd i bankens generelle formål å medvirke til næringsveienes oppkomst. Dessuten skulle banken, ved oppsparte midler, komme kommunen til hjelp ved bidrag til gavnlige foranstaltninger. Dette som et langsiktig mål, idet det var kommunen som i første omgang måtte trå til med sine midler for å sikre bankens grunnfond med et rentefritt lån på 300 spd. Dessuten stilte kommunen seg som garantist for ytterligere 500 spd. Forutsetningen var at når banken hadde spart opp 1100 spd. skulle lånet tilbakebetales og garantien bortfalle. Hvilket for øvrig skjedde 12 år senere, i 1859.

Betingelser for å oppnå lån var pant i fast eiendom, håndfast pant eller ved diskontering av sikre gjeldsbrev.

Av en annonse i «Adresse-Tidende» fra 23. mars 1852 ser man at Brevigs Sparebank innførte den renteberegning som Porsgrunds Sparebank etter stort påtrykk først begynte med 1.1. 1854. I annonsen heter det nemlig:

Sparebanken

At Indskyderne i Brevigs Sparebank for eftertiden ville erholde Renter af de Indskudte Summer fra Indskudsdagen bekjendtgjøres herved.

Brevik i Direktionen for Sparebanken den 23be Marts 1852.
Hofmann
p.t. Formand

Hvorvidt banken har fulgt samme retningslinjer som kollegaen i Porsgrunn når det gjelder rentefradrag på 30 dager etter oppsigelsesdag frem til utbetalingsdag, vites dessverre ikke.

I mangel av styreprotokoller er «Adresse-Tidende» den eneste, men allikevel nyttige informasjonskilde vedrørende bankforholdene i de første driftsår. Som f. eks. nedenstående kunngjøring:

Brevigs Sparebank

er lukket for Innskudd og Opsigelser fra 17de Detember til 13de Januar førstkommende, hvorimod Disconterinqsforretningerne fortættes som sædvanlig.

Brevig i Directionen den 9be Debr. 1853
Hoffmann
P.t. Formand

Det er tydelig at bankens kunder måtte avfinne seg med at årsoppgjøret var en krevende operasjon, og at kasserer og bokholder hadde behov for arbeidsro ved summering og avstemming av de mange tallkolonner!

Utdrag (s. 119-129) fra:
Harald Bache Bystrøm: Sikker som banken : Sparebanken Grenland 150 år. - Porsgrunn 1994
Til bokas innholdsfortegnelse
Porsgrunn biblioteks hjemmeside Søk i bokbasen