Porsgrund Sparebank 1844-1919

De tap banken har lidt

av Stian Vemmestad

Det første tap indtraf i 1859.

Dette bør omtales litt nærmere, da de i den anledning fattede beslutninger er et typisk vidnesbyrd om den strenge justis som blev øvet i de dage av saavel direktion som forstanderskap.

Det er en 3/m veksel som er aarsak til tapet.

Det blev protestert i lovlig tid: men Endossenterne (der var 4) negtet at betale, fordi de ikke var varslet om protesten inden lovbefalt frist. Saavel akceptant som trassent var blit insolvente.

Av direktionens indstilling i den anledning hitsættes:

«Da Casseren har forsømt at underrette Endossenterne paa saadan Maade, at det kunde godtgjøres, ansees han juridisk forpliktet til at godtgjøre Sparebanken det hele Beløb med Omkostninger; men i Betragtning af mange sammenstøtende Omstændigheder, som Directionen forbeholder sig mundtlig at udvikle, saavidt fornødiges, for Forstanderskabet, indstilles

at Cassereren, G. Riise, for Vexelens Beløb, med Tillæg af Renter ansat til 600 Spd., udsteder Obligation med Pant i sin Eiendom i Porsgrund efter foregaaende Prioteter, at han forrenter Beløbet med. 4 pCt. Rente fra 1ste Januar 1859, at Beløbet betales med 30 - tredive - Spd.s Capital afdrag aarlig, saalænge Cassereren lever, men at det efter hans Død kan opsiges med 6 - seks - Maaneders Varsel, og at Sparebanken frafalder Krav for de anvendte Omkostninger.»

Forstanderskapet behandlet saken 29de januar 1859 og besluttet mot 1 stremme at «Bogholder Riise betaler paa den af Directionen foreslaaede Maade Halvdelen af Summen med 7 pCt. aarlig Rente til 1ste Januar d. A. og Omkostninger».

Tilsynelatende var altsaa forstanderskapet litt mere medgjørlig end Direktionen; hvorvidt det virkelig var saa, overlater vi til den ærede læser selv at avgjøre.

I ethvert fald, - naar man betænker
at kassererens forsømmelse saavidt skjønnes, bestaar i at han ikke har underretet endossenterne paa saadan maate «at det kunde godtgjøres»
at der foreligger «mange sammenstøtende Omstændigheder,»
at kasserens aarlige løn (iberegnet godtgjørelse for lokale, lys og brænde) var 300 spd., et beløp som rigtignok snart efter, men - vel og merke - paa grund af «forøget Arbeide» - blev forhøiet med 50 spd. -
naar alt dette tages i betragtning, kan vel ingen si andet end at kassereren var gjenstand for en haardhændt behandling, paa samme tid som der fra et juridisk standpunkt visselig ikke var noget at si paa den.

Det første tap blev altsaa avskrevet i regnskapet for aaret 1839 med spd. 212. Saa blev der avskrevet i følgende aars regnskaper:

Det blir i gjennemsnit kr. 737 pr. aar.