Vestre Porsgrund var i min ungdomstid, for de mange, mange aar siden mere som en liten landsby eller eller forstad til østsiden, der altid har været den største og mest bymæssige del. Men hvor var dog vestre Porsgrund et yndig litet sted og end findes vel spor efter den gamle idylliske skjønhet og stilhet.
Jeg mindes særlig partiet omkring kirken med de gamle trær og skjønne landlige omgivelser. Indved kirken laa de gammeldagse træhuse med velstelte haver og i bakgrunden aaker og eng.
I den tid jeg var kjendt i v. Porsgrund, var det to store slegter, som var de mest ansete og dominerende. Det var familien Wright og Pedersen*) som var indgiftet i hinanden. Mændene var kjække folk, de fleste førte større skibe og sat i velstandskaar.
Like i utkanten av v. Porsgrund paa Solumsgrund ligger Bjørndalen, engang et herresæte hvor sorenskriver Wessel residerte i slutningen av det attende og noget indi det nittende aarhundrede. Av skriver Wessels barn nævner vi fru byfoged Blom i Brevik og fru foged Borchsenius paa Mæla ved Skien. Skriverens søn den kjendte prokurator Wessel bodde paa Klyve hovedgaard et kort stykke vei fra Bjørndalen. Blandt prokurator Wessels barn blev en datter gift med Didrik Cappelen paa Gjemsø Kloster.
Østre Porsgrund ligger ved Porsgrundselvens østre bredd. En lang bred gate, i gamle dage mere lik en landevei med nogle enkelte sideveier strækker sig langs elven omtrent nede fra toldboden og helt til bygrænsen øverst oppe under Borgaasen.
Den gang da jeg færdedes i Porsgrund, var der neppe saa stor bebyggelse som nu. Husene laa spredte med haver og store grønne enger. Bebyggelsen var mest ved den øvre siden av gaten, mot elven var utsigten gjerne fri.
Mine hyppige besøk i Porsgrund hos mægler Parnemann bidrog meget til min aandelige utvikling. En dag i mægler Parnemanns hus var en aandsnydelse. Jeg kan med sandhet si at jeg hadde min beste skolegang hos onkel Parnemann (han var min mors slægtning). Det var gjerne efter middagen naar fru Parnemann og hendes søster frøken Gundersen tok sin middagslur at onkel og jeg blev alene igjen i stuen. «Nu er det vor tid», sa han med sine blide elskværdige stemme og saa fik jeg høre sagn og saga fremdragen i levende træk slik at det kunde fængsle. Men det var ogsaa videnskapelige emner vi kom ind paa. Jeg førtes langt ut over aandens og saa ind som i et ukjendt land. Alt blev tat i bruk, det var svære emner som Mortensens «dogmatik» og Grundtvigs: «verdenskrønike» og «optrin av kjæmpelivets undergang i norden». Jeg hørte efter uten at trættes og det var Parnemann til stor glæde. Selvsagt blev vi ikke færdig paa en dag med alt hvad vi hadde at tale om. Ofte blev jeg i flere uker i trækk hos tante og onkel Parnemann; da de var barnløse holdt de av barn og unge mennesker. I deres hus var altid godt at være, baade fru Parnemann og hendes søster frøken Gundersen var intelligente og hjertensgode mennesker.
I Parnemanns hus traf jeg sammen med den lærde sognepræst Knut Krogh Tonning og enkefru Fabrisius en av tidens fine og literært interesserede damer. Fru Fabrisius var enke efter marineoffiser kaptein Fabrisius, som var eneste søn av admiral Fabrisius, som deltok i krigen ved begyndelsen av forrige aarhundrede.
Fru Fabrisius hadde tre vakre døtre: Fruerne Myrhe, Bøiesen og Hoel. De tilhørte datidens aandsaristokrater, hvorav der bare er en skygge tilbake. Det er nu andre tider, andre slægter; men i historien heter det:
«de ædles æt dør aldrig ut».
Mindet vil leve i sagaen fra slægt til slægt ned gjennem tiderne.
*) «Mindet lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring».
| Fra: Porsgrund Dagblad 12. oktober 1918 | Fra: Avisoversikt |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |