«Sardhana»s frygtelige forlis.

Styrmand Nils Ellefsen fortæller

Lørdag bragte vi en skildring av bark «Sardhana»s frygtelige forlis efter en beretning til en Bergensavis.

Igaar kom styrmand Nils Ellefsen hjem til Porsgrund, og vi fik ham til at fortælle mere om det sørgelige drama fra havet.

«Sardhana» lastet som før nævnt linsæd i sækker i Buenos Ayres for New-York, fortæller Ellefsen. Slingreskotten var oppusset fra forut til agter. Underlag for lasten var nedlagt av folk i land. Da losningen begyndte, fik kaptein Teigen certifikat for at alt var i orden. Derpaa lastet vi 1727,5 tons linsæd. Alt blev saa gjort sjøklart og dækket efterset og drevet. Likesaa blev livbaatene efterset og nyt vand og brød paafyldt - i det hele var det i god sjøorden.

Den 22. juni kom lods om bord, og han var om bord til den 25. Vinden var nordvestlig og alt gik bra like til den 2. juli da det trak op til den voldsomme storm som skulde faa saa frygtelige følger. Kl. 5 om eftermiddagen fik vi en orkanagtig byge som la skibet med rækken under vand, lasten skiftet sig over til styrbord, og skibet kunde ikke reise sig igjen. Roret blev øieblikkelig lagt op, stormesanen blaaste væk, og storstumperne blev kuttet fra raaen for at faa skibet til at falde av, men alt forgjæves. Der blev nu holdt sikbsraad, og resultatet blev at vi skulde kappe mesan og storbramtoppen.

En del av mandskapet blev beordret ned i rummet for at lempe lasten tilbake, mens resten gik igang med nedkapning av riggen. Alt gik bra, og riggen faldt over bord klar av skibssiden.

Næste dag varte stormen ved; arbeidet med lasten fortsattes og vi kappet bramtop. Et forsøk med at faa skibet til at styre var til ingen nytte. Halve broen med standerkompasset, baater og skibshuse paa styrbords side var nu bortvasket. Skibet laa nu i til lukerne, som fremdeles var tætte.

Torsdag den 3. juli satte vi ut livbaaterne da vi frygtet for at skibet begyndte at synke. Vi rodde nu væk, og «Sardhana» begyndte straks at synke En halv time efter forsvandt den.

Begge livbaater holdt sammen hele dagen, de tok en masse vand, da det var ualmindelig høi sjø. Flere gange blev de fyldt med vand, og vi hadde vor fulde hyre med at øse.

Om kvelden samme dag var det den frygtelige ulykke hændte med styrbords livbaat. Vi var et stykke forut den og saa den opunder et voldsomt braat som rullet over den og begravet den totalt. Alle 7 mand som var i baaten omkom.

Et hjerteskjærende skrik hørte vi, men saa var alt forbi. Vi kunde ikke foreta noget til hjælp, da vi var truet av samme skjæbne selv.

Stormen raste fremdeles mens vi fortsatte i sydvestlig retning. Det var en frygtelig tid disse 10 dage som vi tilbragte i aapen baat. Tre gange kantret jo baaten. Av de ni mand som var der fra først av, druknet eller døde fem, saa vi tilslut var bare fire igjen. Alt vi hadde i baatene mistet vi, - klær, mat, vand, øsekar, seil og ror, - alt gik tapt. Vi led ubeskrivelig sult og tørst, og vi blev aldeles utmattet av strabadserne. Vi hadde fuldt av blemmer og saar over hele legemet.

Glæden var derfor stor da vi tilfældigvis traf den engelske damper som tok os op. Der blev vi pleiet som paa et hospital i de fire døgn til vi kom til Montevideo. Her blev vi saa bragt paa hospital, det var daarlig bevendt med os alle fire. Men stellet var bra, og vi kom os fort. Ja, det var en sørgelig historie, slutter Ellefsen. Det var vel et av de frygteligste forlis som har forekommet. Jeg har seilet adskillig i mine dage, men maken til vind har jeg aldrig været ute i. I det hele forstaar jeg igrunden ikke hvorledes vi blev reddet, - det var som et under. Rigtignok mistet jeg alt hvad jeg eide, klær, instrumenter og bøker, men jeg har da livet i behold. De kan tro det er underlig at være hjemme igjen.

Fra:    Porsgrund Dagblad 30. juli 1918 Oversikt avisartikler
Porsgrunn biblioteks hjemmeside Søk i bokbasen