Træk av Porsgrunds brandvæsens historie:  Del I | Del II | Del III | Del IV | Del V | Del VI | Del VII | Del VIII | Del IX | Del X | Del XI

Træk av Porsgrunds brandvæsens historie

III. Det gamle brandmateriell m.m.

Ved J. E. H.

Det er naturligvis en stor forskjel mellem vort nuværende moderne brandmateriel, og det som blev benyttet for vel 100 aar tilbage. Den første brandvogn som man fik her i byen, da brandordningen var blit lov, skulde vistnok være et stort avlangt trekar, som var fastgjort til en lav vogn. Dette karet blev under brand uavladelig fyldt med vand, som blev pøset paa hvor ilden herjet.

Selvfølgelig var dette som brandslukningsapparat litet tes, og blev snart utrangeret til fordel for en ny slangevogn.

Trekaret blev senere sat ved N. Johnsens enkes hauge (d.e. hage), hvor byens hovedvandpost stod. Dette vand kom fra Bjørntvedttjernet i trerender (1789). Karet blev benyttet som drikkekar for kjør og heste, og stod omtrent hvor nu Victoriabakken er (se forøvrig mine artikler om byens vandforsyning i «Grenmar» sept. 1921).

Den nye brandvogn man fik istedenfor karvognen var efter den tids forholde vistnok baade praktisk og virkningsfuld - men vi efterkommere av slegterne synes nok det er merkelig, at en saadan primitiv sorøitevogn i brandtilfælde kunde gjøre nogen effektiv nytte.

Allikevel har den dog været til nytte og gjort tjenesten mangen gang og endog slukket gnisten til større ildsvaader paa stedet.

Brandordningen av 1767 paabød ikke bare mandskaper og brandvogn samt brandvisitationer, men ogsaa, at enhver huseier skulde h et vist antal trespand hængende parat i brandtilfælde.

Disse træspande blev gjerne kjøpt av de hollandske koffer som i den tid laa i større fart her i fjordene. Vore egne bjelkehuggere paa lasteplassene forarbeidet paa sine fritider av avfaldet fra bjelkehugsten de saakaldte emnerstaver, som de solgte yil hollænderne og disse forfærdiget da av disse bøtter og smaakar. (Senere kom seilduksspandene, men det var først op i 50-aarene).

Vægterskat

1781 blev der ogsaa ansat vægter. Denne fik aarlig løn og fuld uniform.

Dengang var det forresten ikke saa mange kommunale skatteobjekter som i vor tid.

Byskatten var jo størst, dernæst kom vægterskatteb (som ellers burde het brandskat), og tilslut fattigskatten. Dete hele rak vel ikke op i 2000 kroner engang.

Vægtermunderingen bestod av en sid kappe (mørkt stof), og den bekjendte lynende morgenstjerne. (En saadan morgenstjerne kan endnu sees, idet Brekke museum e i besiddelse av en saadan).

Byens vægter hadde meget andet at bestille end ogsaa at gaa nattevager. Han maatte være kirketjener, samt stevne- og auktionsvidne og endog ved forfald fungere som laurette - naar det var meget at gjøre og det knep maatte naturligvis hjælp tilveiebringes for at arbeidet kunde bli tilfredsstillende utført til stedets vel.

Men det var nok ikke alt. Aa nei da! Foruten at rende efter fremmede sjøfolk, som ofte tok sig en røk om aftenen, maatte han ogsaa synge vægtervers, rope ut klokkeslet og vindens styrke og retning. Dette blev gjort paa bestemte steder hver nat.

Det var ikke bare i vor by, som vægterne hadde saadan job, nei overalt, hvor vægtere var ansat, var dette skik og bruk.

Jeg mindes saa grant i farten etpar smaavers fra min læsebok paa skolen - disse vers handler om endel smaagutter i en by som lekte soldater og krig, saa tilslut byens vægter maatte skille dem ad:

Da kom en vægter
og stansede toget.
Vi arme smaagutter
saa stift paa hinanden.
Der stod han den strenge
og sort var manden
med morgenstjerne
og skilt for panden.
Vi sagde, at vi
var godtfolks sønner.
Vi strakte gevær
under fromme bønner.

Disse vers hører sikkerlig fra den tid da byerne endnu opretholdt vægterposten - manden med morgenstjerne og den fotside mørke kappe.

Lønnen som vægter i smaastederne kunde variere fra rk. 10 til kr. 12 pr. mnd. I enkelte smaabyer betalte man op til kr. 160 til 200 kr. pr. aar i vægterskat.

Gamle brandvogne. - Den første slangevogn.

Efter at den saakaldte karvogn var annulert som ubrukbar, kom den nye slangevogn. Den er endnu at se og staar paa Porsgrunds brandstation som minde om fordums tids slukningsredskap.

Denne vogn gaa paa fire smaa lave jernhjul, som har en høide av 35 cm.

Vognens længde er 1.40 cm, kassens høide 0,65, bredde 0.50.

Indvendig er kassen klæd med zink, da denne maatte være tæt, idet alt vand, som blev langet ind der, blev pumpet ut igjen med haandkraft (brødstrim).

Det er dobbelt pumpesveiver. Sveiverne er 1.20 lange og bredden mellem pumpestengene er ca. 60 cm. Pumpekassen, hvori pompesotten eller sugerørene staar, er litt høiere end forkassen. Herfra utgaar slangen, selve straalerøret som straalemestrene førte an, har en længde av 1.50 m. og mundspissen er ca. ½ tomme i diameter.

Denne brandvogn droges frem til brandstedet i tougdrag. Fort gik det nok ikke, men frem kom man da og nytte gjorde den for sig ogsaa, saalænge den var istand og fik det kvantum vand, som var nødvendig til at slukke branden.